 |  | Esoteriske Slips Kap. 13 En professionel tåre |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 13 En professionel tåre Den var blevet over otte, da jeg stod op. Det havde været en urolig nat. På sengekanten måtte jeg lige bruge et par minutter på at skelne mellem drømmene og virkeligheden. Nej, det var bedre at starte med de faste rutiner: avis, kaffe og en cigaret, så bad og lidt brød. Jeg kunne ikke dy mig for lige at kaste et blik på skrivebordet. Jo, jeg havde siddet og skrevet i nat. Jeg skød det fra mig og læste avisens seneste nyt om rædselshistorien fra Norge. En kvindelig dommers habilitet var blevet draget i tvivl, idet hun angiveligt ”havde fældet en uprofessionel tåre” mens hun læste uddrag af anklageskriftet. Guderne må vide hvordan en sådan tåre ser ud? Stadig med vådt hår satte jeg mig ved computeren. Måske gik jeg for tæt på Mørk i min lille skildring. Det var muligvis min ret at skrive, hvad der passede mig. Men det ville være helt forkert, hvis jeg tillagde ham bevæggrunde, som han rent faktisk ikke havde. Altså måtte jeg delagtiggøre ham i mine iagttagelser, med mindre jeg holdt mine ord for mig selv. Men hvorfor skulle jeg så skrive det ned? Under alle omstændigheder ville jeg en dag vise ham min tekst. Gråmis havde været meget stille her til morgen, så jeg lindede lige på terrassedøren og kaldte på ham. Dér sad han, den laban og flåede i en vist nok livløs skovdue under sine poter. Jeg var selvfølgelig nødt til at skælde ham grundigt ud - vel vidende at hans jagtinstinkt ikke lod sig undertrykke. Han så ganske vist lidt dum og meget brødebetynget ud der med munden fuld af dun og fjer. Jeg viste ingen formildelse, men fortsatte med at skælde ud, medens jeg fejede fjerene sammen. Han slap resterne af duen og værdigede mig ikke et blik, før han klemte sig gennem kattelemmen. Jeg gik ind og fandt en ikke-gennemsigtig affaldspose. Huskede den vejledende folder om renovation, som kommunen havde husstandsomdelt: ”Genbrug”? Næppe. ”Haveaffald”? Muligvis. Der stod intet om døde duer. Den røg ud som ”madrester”, besluttede jeg og bar posen i strakt arm. Demonstrativt, forbi Gråmis, der ignorerede mig. Jeg kredsede lidt om telefonen. Det ville nok være bedst at besøge galleriet uden for åbningstiden. Måske skulle jeg foreslå søndag. Så kunne jeg bruge bilen og have en chance for at finde en p-plads derinde. Så tæt ved ”Den Sorte Firkant” burde ingen være bange for at færdes. Frygten måtte være vokset med alderen. Det var noget andet med Helga; modsat, som sædvanligt. Hun nød trygheden i denne bydel, som er et sammensurium af mennesker på godt og ondt. Alle kendte alle. Enhver, der slog sig ned her, blev en betydningsfuld del af en større levende organisme, som kun ville gå til grunde, hvis den lukkede sig om sig selv. Her var ikke brug for ”stormøder” og politiske paroler En af hendes gamle veninder og venindens medhjælper, som var hendes trofaste kæreste, havde ringet og spurgt om råd vedrørende etablering af en lille butik. Ved siden af syarbejdet, som de akkurat kunne leve af, havde de i nogle år produceret noget de kaldte øko-kosmetik. Til sidst havde de opgivet at bruge mere energi på at overbevise Sundhedsstyrelsen om produkternes lødighed og kvalitet. Nu var de klar til at flytte. Kæresten var en habil fotograf, som af og til kunne sælge et billede til dagspressen , hvis han var hurtig nok. Ingen af dem ønskede sig at påtage sig forældreansvar. De havde ønsket sig at forblive barnløse, hvilket deres nærmeste venner imidlertid følte sig kaldet til at kommentere. Det havde ikke været spor rart. I virkeligheden havde de følt sig så fastlåst i den ”fællesskabets utopi”, som ikke tillod individuelle initiativer, der ikke nøje stemte overens med den herskende ånds uskrevne love. Og dem var der så mange af derude, at ingen kunne huske dem alle. Det var ikke muligt at være christianit på deltid. Ingen kunne se, at jeg rystede på hånden, da jeg trykkede Helgas nummer. Måske havde jeg regnet med noget i retning af ”De taler med galleriet” eller en telefonsvarer. Men det var hende selv, der svarede: - Hej, det er Helga,”¦”¦”¦ hallo .. - Ja, hej, undskyld, det er bare mig, Andreas. Forstyrrer jeg? - Overhovedet ikke. Jeg er da glad for, at du ringer. Er du på vej? - Nej da, svarede jeg. Jeg vil meget gerne besøge dig, men er det ikke bedst, at jeg kommer uden for åbningstiden? - Ha, du er sgu morsom. Herinde opererer vi ikke med åbningstider. Når døren er låst, er her lukket, og ellers er butikken åben. Det er nemmere. - Jeg tænkte på søndag, sådan lidt op ad dagen”¦ - Alle tiders, jeg giver en skive brød. Det er sjovt du ringer lige nu. Jeg har lige tænkt på dig. Kan du huske, at vi en gang gik og malede den elendige lejlighed du fandt i Læssøesgade? Der lå en lille købmand, hvor du købte petroleum. Den forretning har et par af mine venner overtaget! Hvis du kommer efter klokken ni har jeg sat morgenhåret. Vi talte sammen i næsten en halv time. Og ja, jeg huskede det hele, især lokummet i gården. Og gaslugten i køkkenet, som advarede os i sidste øjeblik, så vi kunne lufte ud. Det var helt udramatisk. Først længe efter gik det op for mig, at vi faktisk havde været i livsfare den aften. Vi kom aldrig til at bo i lejligheden. Nu glædede jeg mig bare. Og min hånd rystede ikke længere. Der var sket så meget. Økologisk make-up? Ja, hvorfor ikke? Det næste måtte vel blive biodynamiske øjenvipper på kvierne. Måske med støtte fra EU eller med iværksætterydelse. Jeg fortrød den sidste tanke; den bliver strøget før min fortælling kommer på gaden. I Jacob Erlandsensgade gik Marianne Lauridsen lidt rastløst og nippede til sine planter. Hun havde ord for sine grønne fingre. Måske skulle man spadsere en tur til den gode bager. Paraply behøvede hun ikke. Hun havde lige fået ordnet hår; men i dag blæste det vist ikke. Hun valgte det grønne kashmirtørklæde og begav sig på vej. Jo, foråret var bestemt på vej her omkring. Hun standsede først ved bagerforretningen. Foran hende var fortovet spærret næsten helt af håndværkernes container. De var i fuld gang med at tømme Mørks forretning for alverdens gråmalede træværk og kartoteksæsker i massevis. En af dem kaldte på Mørk, som viste sig i døren. - Gå nu op far, råbte en stemme. Eller gå dig en lang eftermiddagstur; her går du kun i vejen. - Jamen goddag, Mørk, sagde fru Lauridsen, her er De vist ikke så velset, som jeg gik og troede. - Nåh, det er vel bare tonen fra byggepladsen, der slog igennem. Det tager jeg mig ikke nær. - Sludder, svarede hun, nu går De med mig ind til bageren, og så går vi hjem til mig. Husk, at jeg er ensom. - Ja, enlig, som jeg, men ensom er De vel ikke? Jeg må altså lige ind og vaske det værste støv af. Hurtigt kom han ud igen, men hun kom allerede ud fra bageren med to lovende poser. - Det var godt De kom og reddede mig, sagde han, her er ikke til at være. Hun stak den frie hånd under hans arm og sagde: Dav igen August Mørk, og jeg hedder altså Marianne; kom så. - Jeg har jo ikke hat på, protesterede han spagfærdigt. Hun hørte det ikke. Vicedirektøren sad på Poligården og baksede med den redegørelse, han på vegne af politidirektøren skulle fremlægge på kontroludvalgets hasteindkaldte møde klokken 14.00. På Christiansborg sad den stramtandede ministersekretær og rettede på sin knold i nakken. Hun lagde endnu et bilag på plads i samrådscharteket. Hun vidste, der var noget stort i gære. Og det gav altid problemer. Hvis hun ikke havde hørt den lille bemærkning, som kontroludvalgets sekretær havde ladet falde i elevatoren ved frokosttid, ville dagen have været mere rolig. Normalt var det ikke forbundet med større problemer at ophæve en sikkerhedsgodkendelse. Men denne gang skulle det åbenbart ske uden for referat, da der var tale om en almindelig civil borger. Hun kendte ingen fortilfælde. Jo, der havde været en misforståelse en gang, hvor en borger fejlagtigt havde modtaget et almindeligt brev til en minister af samme navn. Men det var i postvæsenets tid. Som sin første opgave i departementet havde hun fået det utaknemmelige job at gennemlæse et halvt års postlister. Men listen fra den pågældende dag fandtes mærkeligt nok ikke. Den slags ville ikke forekomme i dag, hvor det hele er elektronisk styret. I dag havde hun lige et kort møde med sekretæren for Kontroludvalget. De bistod med alt det praktiske ved afviklingen af udvalgets møder. I dag var det hurtigt overset. De få punkter virkede umiddelbart harmløse. Blandt andet ville polidirektøren orientere om en konkret personsag. Udvalget holdt sædvanligvis sine møder i præsidiets samtalerum. Her var der endnu ikke røgfrit. Esoteriske Slips Kap. 14 Tete a tete Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
