 |  | Esoteriske Slips Kap. 14 Tete a tete |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 14 Tete a tete Fru Knudsen skulle netop til at gå, da professoren kom hjem. - Så tidligt, spurgte hun. Jeg er lige blevet færdig med sølvtøjet. Hvad har De skyllet ud i køkkenvasken, der lugtede skrækkelig brændt? - Det husker jeg ikke, svarede han. Mad kunne det ikke være. Nu lugtede der af pudsecreme. - Deres kylling i ris og karry er klar til at blive varmet i mikroen. Hvorfor har De smidt de fine blomsterløg i papirkurven? Det var dog f”¦ som det kvindemenneske kunne spørge. - Ja, det var en fejl, jeg lagde dem faktisk derned, for at De kunne få dem med hjem til Deres mand. Det er ikke den rigtige sort, og de skulle have sendt dem for en måned siden. Tag nu posen - og hils hjemme. Så var han alligevel kommet for tidligt hjem. Han kunne jo ikke undvære hende, når det kom til stykket. De lave ”tete a tete” påskeliljer, som den lille købmand førte, ville også være pænere. Og hurtigere. Nej, fru Knudsen var en knag. På mandag ville hun nok købe en kasse med 12 potter. Han skrev sedlen med det samme. Hans beslutning om at afvikle sin karrieres banebrydende projekt stod fast. Hidtil havde han kun delagtiggjort den lille håndfuld forskere i Salonen om hans foreløbige resultater. Selvfølgelig ville én af de andre sikkert arbejde videre med hans teori og måske opnå de samme skræmmende resultater, men der ville gå mindst tre år med at udvikle de præparater, som kun professoren p.t. havde til rådighed. Det letteste ville være at destruere det hele på én gang. Men alverdens nødstrømsanlæg og alarmsystemer ville hurtigt få hele sikkerhedssystemet sat i højeste gear. Det måtte gøres lidt ad gangen. Det sværeste ville blive at fjerne al det materiale, som han selv havde sikret i IT-afdelingens centrale servere. Her rakte hans evner ikke langt nok. Det bedste ville være en ordre fra oven. Det ville involvere de politikere, der var placeret øverst i hirarkiet. Men ingen ville høste nogen ære af at undlade at gøre brug resultatet af års investering i forskning. En sådan ordre ville medføre et magtskifte i Sundhedsstyrelsens top. Det var utænkeligt. Mens ovnen varmede kyllingen, skimmede han avisens overskrifter. Krise, krige, ulykker og ”Stor succes med beslaglæggelse af computere”. Han spiste i køkkenet og læste om politiets helt enestående anslag mod den danske afdeling i en multinational koncern. Man havde simpelt hen beslaglagt virksomhedens computere og servere”¦. Rub og stub. Det var sjældent, at en hæderkronet leverandør til kongehuset således blev miskrediteret. Men hvad skulle der til, for at politiet ville beslaglægge instituttets servere? Han tumlede lidt videre med tanken. Nej, han måtte starte forfra. Misinformation. Ordet var modbydeligt. Han skød det fra sig. Normalt savnede han ikke selskab af kloge hoveder. Men Mørk? Hvorfor ikke? Eller hans svigersøn”¦ Vicepolitidirektørens blå Audi drejede ind i Prins Jørgens Gård og standsede foran Højesteret. Han havde ikke selv søgt foretræde, og tidspunktet passede ham rigtig dårligt. Han var spændt på at møde udvalgets medlemmer. Chaufføren viste ham hen til den rigtige indgang, hvorfra en venlig folketingsbetjent tog sig af den videre eskorte. Tre minutter i to blev han lukket ind i præsidiets samtalerum. Her blev han modtaget af justitsministeren og tre øvrige medlemmer af tinget. Ministeren bød velkommen og beklagede den hurtige indkaldelse. - Vi bliver ikke flere, da vi har fået afbud fra en enkelt repræsentant. Jeg har fået besked på, at der er afsat 15 minutter til pkt. 2 på dagsordenen. ”Redegørelsen fra Politidirektøren”. Værsgod, De har ordet. - Ja, tak, så må jeg fatte mig i korthed, sagde vicedirektøren og fremdrog den tre sider velforberedte lange redegørelse. - Jeg havde ventet, at HBH selv var kommet. Men tal De nu bare, så vil sekretæren kopiere Deres notat så længe. Fru Iversen, vil De? Først nu så vicedirektøren de to kvinder bagest i lokalet. Den ene, formentlig Fru Iversen, tog mopset imod dokumentet og forsvandt om bag en reol. - Det hele er nok en misforståelse, startede han, vores lukkede tjeneste”¦ - Mener De PET, så sig det, sagde justitsministeren, så vi undgår misforståelser. - Javel, den tjeneste De nævner, har igennem længere tid”¦ - Hvor længe? - Det må være de sidste 5-6 måneder, at de begyndte at overvåge et forskningsprojekt på Panuminstituttet. Vores egne folk blev ufrivilligt tilkaldt til et muligt indbrud hjemme hos den professor, som leder netop dette forskningsarbejde. Vicedirektøren trak vejret tungt og fortsatte: - Vores folk opdagede, at professorens private telefon er blevet aflyttet med udstyr, der ikke findes i handlen, så vidt vi skønner det. Hverken det sorte eller det hvide marked. - Her er skøn ikke tilstrækkelige, hr. vicepolitidirektør, sagde ministeren. Hvad er problemet? - I henhold til reglerne, er jeg tvunget til at give den pågældende kriminalkommissær en skriftlig påtale. Han har arbejdet loyalt til punkt og prikke i mange”¦..jeg véd ikke”¦ Justitsministeren afbrød ham igen. - Konduite! Korpsånd. Dét skal jeg sige Dem! Ganske enkelt. Nu tager De hjem til Gården og giver den pågældende ivrige betjent Halmtorvets største skideballe. Hvis han ønsker at få den på tryk, skal jeg sørge for at han kan hente den her hos mig. Jeg betragter Deres aflagte redegørelse om misforståelsen som værende taget til efterretning! Bilag fremsendes efterfølgende. Han så et sekund på de andre ved bordet. - Ingen andre ønsker ordet så vi går til næste og sidste punkt i dette møde. Han rejste sig og rakte armen hen mod døren. Vicepolitidirektøren forstod, takkede og trak sig baglæns ud. Et grønt lysende skilt anviste en ”flugtvej”. Han så sig hurtigt omkring i Vandrehallen. Han havde slet ikke lyst til at læse ”den onde maler” Rasmus Larsens sentenser på vej ned til den ventende bil. Chaufføren blev overrasket. Han stod lige og nød en cigaret i det gode vejr. - Det klarede De sandelig hurtigt, skal De så hjem og holde weekend? - Ja, men først til politigården. Lad os komme ud herfra. Hans sidste år skulle ikke ødelægges af en idiot fra PET. otteogtredive år i tjenesten kunne ingen tage fra ham. Ministeren var jo en begavet mand, som også vidste, at man kommer længst med konduite. - Gik Deres møde som det skulle? - Jo tak. Man kommer længst, når man udviser konduite. Det må jeg huske at sige, når jeg kommer hjem. Jeg har planlagt at holde helt fri både lørdag og søndag, så kan De måske også ungå at blive kaldt ind. Før i tiden kunne man bare hive stikket ud. I dag er man nærmest fredløs, sagde han og forlod vognen. Esoteriske Slips Kap. 15 Andreas får besøg (kun små rettelser) Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
