 |  | Esoteriske Slips Kap. 15 Andreas får besøg (kun små rettelser) |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 15 Andreas får besøg Lørdagssolens skarpe lys mindede mig om en tiltrængt vinduespudsning. Mens jeg hældte to dråber sulfo og en sjat eddike i vandet, rumsterede mine notater i baghovedet. Jeg har naturligvis kun på anden hånd mange af de oplysninger, jeg lægger frem i min tekst, der bare skulle være en uprætentiøs biografi om Mørk. Jeg prøver at undertrykke mine egne tolkninger og holdninger i en nøgtern beskrivelse af de faktiske forhold. I modsat fald burde jeg skrive en roman. Før i tiden kunne man med godt resultat afslutte sin vinduespudsning ved at polere efter med avispapir. Den går ikke længere nu, hvor man er gået væk fra at bruge bly i satstyperne. Allerhelst vil jeg holde mig selv helt uden for min lille historie, men dermed ville jeg modarbejde den troværdighed, som de øvrige medvirkende i fortællingen fortjener at nyde. Naboens stemme over hækken afbrød mit pudsearbejde: - Go’morn. Har du heller ikke fået avis i dag? Den skal være her før otte. Naboen vidste godt, at han kunne læse den på nettet. Meget kunne de to være uenige om, men dét at holde avis er et gode for mange - nogen tid endnu - var de enige om. Avisens nyhedslugt og morgenkaffens beroligende virkning burde ikke kunne holdes adskilt. Jeg gik ind og slukkede for radioens lydtapet og besluttede mig til at bruge en halv time over skvalderkålen omkring terrassen. Ikke for at fremtrylle en lækker frokostsalat. Kun for at tage et problem i opløbet. Man svækker rodnettet ved konsekvent at fjerne de nye grønne, sikkert velsmagende skud, havde jeg læst. Netop som jeg var kommet ned på knæ, ringede telefonen og vibrerede sig faretruende hen mod plastikbordets kant. Det var en professor Lucide, som undskyldte at forstyrre. Mit telefonnummer havde han fået af Augustus Mørks datter. Jeg bekræftede, at jeg da havde mødt Mørk et par gange i ugens løb. Professoren beklagede sin nysgerrighed og spurgte om det var rigtigt, at jeg samlede oplysninger til en biografi om Mørk. Det var nu nok for meget sagt, svarede jeg, men ordhandlerens personlighed havde fra første færd vakt min interesse; først og fremmest hans enestående viden om alt mellem himmel og jord. Derefter fortsatte professoren en lang usammenhængende og besynderlig forklaring om sit ærinde. Han forsikrede mig om, at han ikke fantaserede og bad mig så mindeligt om vi dog ikke kunne mødes meget snart. Mørks liv hang i en tynd tråd, måtte jeg vide. - De er hjertelig velkommen her hos mig, svarede jeg, hvornår passer det Dem? Jeg gav ham adressen. - Så vil jeg kunne være hos dem om godt en time, er det en aftale? Det ”passede” mig egentlig ikke, men jeg svarede: Fint, det en aftale. Så var freden forbi. Indbrud, aflytninger, politi og det mærkelige institut lød mere og mere som rammen om en billig kriminalroman. Det var ikke lige det, jeg havde haft i tankerne, noterede jeg. Den skvalderkål kunne nok vente til i morgen. Hvis vejret holdt, kunne vi da godt sidde herude. Alligevel tog jeg lige en runde i stuen, køkkenet og entréen, før jeg hørte avisbuddets knallert. Han havde travlt. Telefonen ringede igen. Det var Michael. - Hej, far, jeg står ved bageren, skal du have noget med? Så kommer jeg lige forbi. Voksne børn kan være en velsignelse, tænkte jeg og afgav min bestilling. De plejede at føre croissanter og glimrende landbrød. Ost og mælk havde jeg. Professoren havde ingen intentioner om at forsøge at lege kispus, hverken med den ene eller den anden politimyndighed. Nu vidste de da i det mindste, hvor han begav sig hen. Han satte bilen ved Hellerup, hvor det var nemt at finde en hyrevogn. Han burde for længst have anskaffet sig en GPS. Det var ikke faldet ham ind, at den var indbygget i den Ipod, som instituttet havde udstyret ham med. - Bare lad som ingenting, hvis nogen kører bag ved os, sagde han til taxachaufføren, før han oplyste ham om Andersens adresse. Vi har god tid. Chaufføren kikkede adskillige gange i bakspejlet. Der var så mange mærkelige kunder efterhånden. Da han satte sin kunde af ved hjørnet af en blind vej et kvarter senere, takkede chaufføren for den ekstra tyver og rakte sit visitkort frem. - Bare ring på nummeret her, når De skal hjem. Det var et nydeligt kvarter. Ingen trafik ud over en meget langsomt kørende stille motorcyklist. Meget betryggende, tænkte professoren. De var altså også på arbejde om lørdagen. En ung mand, som cyklede forbi ham, nikkede høfligt. Professoren kendte ham ikke. Inden for lågen med det rigtige nummer var en mand ved at tømme sin postkasse, - Undskyld, er De hr. Andersen? Det var mig, der ringede. Ikke ubelejligt håber jeg, spugte professoren. - Bestemt ikke, svarede jeg. Kom indenfor. Gråmis gloede mistænksom på den ukendte fremmede og gav sig til at soignere sig. - Åh, De holder kat ser jeg. Hvor interessant. - Ønsker De at sidde herinde, eller skal vi sætte os på terrassen, spurgte jeg. - Gerne ude; for mig er det hip som hap, hvor vi bliver aflyttet. - Aflyttet, siger De? Så er det nok bedst at blive herinde. Af hensyn til naboen, mener jeg. Han smilede og jeg hentede kaffe og frisk brød i køkkenet. - Her skal De se, min søn har lige været her med brød til kaffen, værs’go’ at forsyne Dem. Og lad mig så høre, hvad jeg kan være behjælpelig med. - Nej, De har ikke set avisen endnu. Men hvis De er venlig at række mig den, skal jeg vise Dem en notits. Jeg tror det er på side seks i første sektion. Ja, den er ganske lille, prøv at høre: ”Indbrudsforsøg på Panuminstituttet afværget”. ”Instituttet er ramt af forsøg på indtrængen i den centrale server, hvor også Rigshospitalet lagrer store mængder fortrolige oplysninger”. ”Politiet mener umiddelbart, at der blot er tale om en teknisk fejl i serveren”. - Det er intet mindre end en katastrofe, at det er kommet så vidt, sagde professoren. Jeg forstod ikke hans opstandelse. - Hvad har det med Mørk at gøre? spurgte jeg og følte mig en smule dum. - Alt, svarede han, alt. Nu véd vi med sikkerhed, at resultaterne af års forskning er truet af destruktive kræfter eller endnu værre: samvittighedsløst misbrug. Så sent som i onsdags lagde jeg nye oplysninger ind i det vi kalder ”Mørks journal”. Han havde prøvet at overbevise sig selv om, at han ikke tog fejl. Selv havde han ingen anelse om, hvem der ville gøre alt for at få fingre i alle oplysninger om Mørks helt usædvanlige hjernes funktioner - eller endnu værre selve hjernen i live. Mørk måtte ikke selv vide, hvor truet han var. Udadtil måtte de bagatellisere Mørks evner og så bare håbe på, at det hele gik i sig selv. Det ville vække for stor opsigt, hvis en professor pludselig undsagde sine ypperste forskningsresultater, nedlagde sit job eller lagde hindringer i vejen for videre studier i en af hjernens hemmeligheder. Men de seneste iagttagelser, holder jeg for mig selv. Især efter et møde med Mørk og hans svigersøn i forgårs. - Jamen, jeg var da sammen med Mørk hele dagen. Han ville helt sikker have nævnt det, hvis han skulle deltage i et møde, indvendte jeg. - Nej, på det tidspunkt, vidste Mørk ikke, at jeg måtte tale med ham samme aften. Han fortalte mig i øvrigt om den dejlige bytur I havde haft. Måske var det den, der inspirerede mig til at holde tidligt fri i går. Nej, jeg skulle have passet mit arbejde. Det er ikke så anstrengende. Allerede onsdag aften var min telefon i uorden. Det viste sig at den blev aflyttet! Af hvem véd jeg ikke. Hvorfor véd jeg heller ikke. Nu har politiet fået sagen”¦, så sker der vel ikke mere”¦ Professoren fortalte mig om sit møde torsdag aften med Mørks svigersøn og en såkaldt kriminaltekniker Dueholm i professorens hjem. Til sidst fortalte han om sine pudsige oplevelser fredag eftermiddag på Amager. I næsten to timer lyttede jeg til professor Lucides ejendommelige beretning. Så han spøgelser og agenter ved højlys dag? Var hans snak om stråling i hjernen udtryk for noget reelt? Hvorfor havde han kontaktet mig? Måske ville en enkelt opringning til Panuminstituttet på mandag kunne eliminere noget af min tvivl om professorens identitet. - Hør, De har vel ikke et visitkort eller lignende? Hvis jeg nogen sinde får skrevet Mørks historie, vil De blive nævnt. Forinden vil jeg sikre mig, at De får mulighed for at gennemse teksten. Jeg vil nødig løbe med en halv vind. Mørk får naturligvis den samme mulighed. Men der er lang vej endnu; meget skal ”researches”, før jeg underskriver teksten. Jeg skal også finde den rigtige titel”¦ Da professorens taxa havde hentet ham satte jeg mig på terrassen og slappede lidt af. Mærkelig affære, mærkelig mand, tænkte jeg og blundede. Men bogen om Mørk kunne jeg ikke sådan lige få ud af hovedet. Var professoren bare kuleskør. Nej, lidt sær, men der var alt for meget, der trods alt passede. Det var Mørk, der en dag havde nævnt ”Forfattersiden”. Jeg havde fundet frem til den og oprettet mig som ”bruger” eller ”profil”. Det så umiddelbart tilforladeligt ud. ”Jeg surfede lidt rundt på brugerfladen”, tror jeg det hedder. Interessant. En dag når jeg havde bedre tid, ville jeg se nærmere på det. Esoteriske Slips Kap. 16 Modellen Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
