 |  | Tømmermænd & Hjertebanken (Uddrag af en roman) |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 1 Det var en møgdag. Efterår og støvregn, vejret passede perfekt til mit humør, og min fysiske tilstand var helt på nulpunktet. Jeg havde brugt fire fridage på at ture rundt på værtshusene i mit gamle kvarter, og var vågnet op midt på formiddagen, med tømmermænd og et blåt øje. Det var telefonen der havde vækket mig, og jeg ærgrer mig stadigvæk over at jeg tog den. Det var chefen i krigshumør, og han var den sidste person jeg havde lyst til at tale med. Efter den sædvanlige prædiken, om min uduelighed og usmagelige livsførelse, kom han endelig til sagen. - Du har nøjagtig fem minutter, så sidder du her på mit kontor, har du forstået? - Ja, selvfølgelig har jeg det, men.. - Der er fandeme ikke noget men´ her..” han knaldede røret på. "Åh, hvor jeg dog hader ham, ikke bare fordi han altid nyder at gøre mine tømmermænd endnu værre, det er mere et kronisk had, til hans slags, og det at han ligner min far, gør det ikke et hak bedre" Jeg var ved at være godt træt af mit arbejde på dagbladet, træt af at skrive alle de kedelige artikler om katteudstillinger, fodboldkampe og folketingsvalg. Det var sgu snart på tide at jeg fik noget mere seriøst, et par mord for eksempel. Jeg havde endda haft fantasier om at myrde vores kriminalrapporter, bare for at få hendes job. "Redaktørens kontor ligner noget fra en anden tid, det er overlæsset med bøger og kartoteksskabe. En gammel skrivemaskine fra krigens tid, er nok det mest moderne i hele rummet, som altid lugter af spindelvæv og sur cigar. Selv ligner han i store træk sit kontor, mindst lige så overlæsset. Han er en stor mand, chefen, vel i overkanten af hundrede og tyve kilo, og indehaver af en rekordstor samling dobbelthager" Sveden løb ned af ham og klæbede hans i forvejen alt for stramme skjorte, til hans fede krop. - Nå, er du færdig med at drikke din hjerne væk, for denne gang? han pustede cigarrøg hen over hovedet på mig, jeg nåede ikke at svarer ham, før han forsatte: - Det er vigtigt at du hører efter nu Skov, der er begået et drab ovre i Langelandsgade, her klokken to i nat og det er direktøren for sukkerfabrikken, han er blevet skudt gennem hjertet, død på stedet. Han lavede et par røgringe og fortsatte, - Nå, men flere vidner har set gerningsmanden løbe derfra. Men det vigtigste vidne kan politiet ikke finde, hun er bare forduftet, han kløede sig på maven og tørrede sveden fra skjorten af på stolens armlæn, - Det er hans elskerinde, du kender hende Skov, Laila, hun serverede nede på 'Sommerfuglen' før hun slog klørene i sukkerdirektøren. Gå ud og find hende, jeg vil have den historie, det kan kun gå for langsomt, af sted med dig, du stinker af sprut. En ting havde han da ret i. Jo jeg kendte Laila. Lidt for godt endda, det var faktisk mig, hendes skarpe klør hang i, før det blev sukkerbossens tur. Bare tanken om at skulle løbe på hende i min tilstand, var nok til at få kolde fødder, men det var chefen vist fuldstændig ligeglad med, og jeg var kun glad for at slippe væk i en fart. På vej ned af trappen spekulerede jeg på, om jeg i min brandert havde slået krimi-tøsen ihjel, siden jeg fik den sag. Men det var nok nærmere det sædvanlige nummer. Jeg var bare bydrengen, som skulle hente og leverer pakken, så skulle Sonja-pigen nok selv skrive historien, mens jeg blev sendt ud til endnu et bal i den borgerlige. Mit første stop var af naturlige årsager 'Sommerfuglen', ikke fordi jeg regnede med at støde på Laila, men jeg trængte til en kold bajer, for at kunne tænke. Der var nærmest mennesketomt på værtshuset, bartenderen og en enkel kunde sad og hang over et spil terninger, jukeboksen var i gang med at knase en gammel vinylplade. På de gamle vægmalerier var djævlen stadigvæk i gang med at fordærve en flok halvnøgne piger. Efter en kold Tuborg og en gl. dansk, begyndte tågerne at lette. Det var kun få dage siden jeg var rendt på Laila, men på det tidspunkt, var vi begge i færd med at spænde en ti hestes brandert foran sovevognen. Nu kom jeg i tanke om hendes kolonihavehus, det måtte være mit næste stop. Bartenderen påstod han ikke havde set hende i flere uger, da jeg fik en øl mere og betalte min regning. Kapitel 2 "Lailas kolonihave ligger ude ved Storeåen, der er altid så stille derude" En ræv tog flugten fra en skraldespand, en flok småfugle tumlede om i et gammelt æbletræ. Taxachaufføren satte mig af midt i en stor vandpyt. "Det lille havehus er pyntet som en sydtysk alpehytte, med græs på taget og facaden overhængt med fuglebure fyldt med farvestrålende blomster. Det er et syn for både guder og djævle" Døren stod på vid gab og nøglen sad i låsen. Jeg trak en stor mundfuld luft før jeg gik ind, hele hytten lignede noget der var væltet om i vindstyrke 12, mindst, alt var rodet rundt og Laila var i gang med at pakke en stor kuffert. Hun så sgu vildt dejlig ud, det må jeg indrømme. Det lange røde hår hang i en hestehale ned af ryggen, og endte mellem byens mest velformede baller, som blev båret af et par lange sexede ben. - Hej, sagde jeg, hun sprang rundt, og havde nær stukket mig endnu et blåt øje. - Åh gud, hvad fanden laver du her. I det samme smækkede hun låget på kufferten. - Jeg leder såmænd efter dig smukke, og jeg er vist ikke den eneste, hvad foregår der egentlig? - Ja det er noget være rod jeg har lavet, svarede hun og tog sin frakke på - Det er vel ikke dig som har skudt...? - Hold nu din kæft, afbrød hun mig, og fortsatte, - Hvis du kører mig ind til banegården, må du beholde bilen til jeg kommer tilbage, hun smed kufferten i favnen på mig, og skubbede mig hen mod døren. På vej ind til byen spurgte jeg, hvor hun ville rejse hen, hun svarede ikke, men begyndte at tælle pengesedler. - Hvor mange kontanter har du på dig, spurgte hun så, og gav sig tid til at sende mig det smil jeg aldrig har kunnet stå for. - Et par tusind, vil jeg tro, vil du have dem, spurgte jeg og hev min tegnebog frem, hun rev den ud af hånden på mig, tømte den hurtigt, og smed den tilbage i skødet på mig. - Har du noget med det mord at gøre? - Hvad fanden snakker du om, hvæsede hun - Pas nu bare din kørsel. På banegården var der kun to minutter til Københavnertoget skulle køre, og vi løb op ad trappen, Jeg slæbte den tunge kuffert, og Laila knugede sig fast til min ledige arm. Da jeg havde bakset hende ind i toget og stod på perronen, og hun hang i vinduet. Sagde hun - Nå Ja. Og forsvandt et øjeblik, og vendte tilbage med en gul Nettopose i den ene hånd, hun rullede den sammen og stak den ud til mig. - Er du sød at smide den her ad helvede til for mig, så er du en skat. Jeg rakte op og fik den i hånden, i samme øjeblik som toget satte i gang, og Laila forsvandt fingerkyssende ud af byen. Da jeg gik tilbage mod trappen, blev jeg mødt af fire uniformerede betjente. Og jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, hvorfor jeg stak en hånd ned i den fordømte nettopose, og pludselig stod med et skarpladt mordvåben i hånden. Kapitel 3 Overbetjent Andersen gloede på mig med trætte øjne, - Det vil sige Skov, at du intet ved, og intet har set. Du fik bare en nettopose med en skarpladt revolver, stukket i hånden af en tilfældig på banegården? Han lænede sig tilbage i en overanstrengt kontorstol. På væggen bag ham hang en samling af gamle sportstrofæer, og på hans skrivebord stod et helt batteri af familiefotos. "Han ser altid træt ud, Andersen, han er midt i 40’erne, og mager som en teenager, men lige så gråhåret som en olding" - At du har nøglerne til Laila P’s bil, og den kendsgerning, at Taxa-Per har kørt dig ud til hendes skur i formiddags, har ingen betydning for mordsagen, skal jeg forstå det sådan? Selvfølgelig lød det som en løgnehistorie, hvad det jo vitterligt også var. Men jeg holdt fast. Mit mellemværende med Laila, skulle jeg nok selv klare. Det var min historie. - Ja, jeg har ledt efter hende, rent professionelt, det er alt. - Ja ja Skov, svarede han - Du kommer under alle omstændigheder til at sove i kachotten i nat. Næste morgen så overbetjenten ikke mindre træt ud, da han hentede mig i kælderen. - Jeg løslader dig nu, men du skal blive i byen, og ring til mig hvis du kommer i tanke om hvor hun skulle hen. - Jamen jeg har jo sagt, begyndte jeg, men Andersen vinkede afværgende med begge hænder, - Ja ja Skov, lad nu være med at dumme dig igen, jeg er træt af at rage dine kastanjer ud. Selv var jeg træt som en junkie, så jeg tog hjem og sov, i ca. 20 minutter. Så ringede telefonen. Efter femten larmende ring, tog jeg den. - Hallo, jeg vil altså gerne sove, gider du ikke”¦ - NEJ, jeg gider ikke en paprøv, før du får fortalt mig hvad du har gang i! det var lige før jeg kunne lugte ham gennem telefonrøret. - Altså chef, jeg.. - Du kommer bare her ind til mig, skal vi sige om 2o minutter. Røret blev knaldet på. Det tog mig en time at overbevise ham om at jeg var nogenlunde normal i hovedet. Han gav mig 24 timer, til at finde Laila og afleverer historien. Træt og øm vågnede jeg op næste morgen. Efter et bad og et ”morgensæt” hos Charlie (to Tuborg, en gl. dansk og to ostemadder) var jeg klar til at kaste mig over opgaven. Mens jeg stod og tog min frakke på, kom Charme-Kaj, Lailas kriminelle fætter, hen og tog fat i kraven på mig, - Du passer på der ikke sker hende noget, ellers..! Han kørte en flad hånd på tværs af strubehovedet, og rullede med øjnene. Jeg slog ud med armene og smilede stort til ham, - Rolig Kaj, jeg kunne da ikke drømme om”¦ - Ja det fint Skov, jeg ved det. Giv hende den her, der er ikke andre end hende der må se det, det er familie, Skov, forstår du det? Han stak en lille brun pakke ned i min inderlomme, og forsvandt. Jeg gik ned til banegården og fandt Lailas gule Lada, med to parkeringsbøder under viskeren. Jeg havde en ide om hvor hun kunne være, og heldigvis var der ingen af Andersens drenge som så mig forlade byen. Kapitel 4 Da jeg kom rundt i et sving, stod der pludselig en person midt på vejen. Det var en ung pige, hun stod og svingede med armene over hovedet. Jeg fik hurtigt standset vognen, og straks begyndte hun at flå i døren. Først prøvede jeg at åbne den indefra, men den sad åbenbart fast. Jeg sprang ud på kørebanen. Hun stirrede på mig med vilde øjne og åben mund, men der kom ikke en lyd fra hende. Hun pegede ud i luften med begge arme. Før jeg fik sagt noget, lød der et ordentligt brag, og endelig kom der lyd ud af pigen. Hun skreg og hylede som en vanvittig, mens hun kastede sig i armene på mig, og i grøften bagved hende, så jeg i det samme en stor mand, kun iført jagtgevær og lange underbukser, med strittende hår og langt vildt skæg. Han knækkede geværet, og tømte to brugte patroner ud på jorden. Jeg tog et fast greb pigen, og skubbede hende ind i vognen, med mig selv bagefter i lyntempo, jeg fik sluppet håndbremsen, og manden fik ladt geværet. Bilen sprang frem, og den første ladning hagl ramte bagruden, da vi slingrede væk. Jeg fik omsider styr på kørslen, og satte farten op, i bakspejlet kunne jeg se galningen blive mindre. Mit hjerte hamrede, og pigen ved siden af gispede efter vejret. - Er du okay? spurgte jeg Hun hylede igen, og begynde at slå løs på min skulder, som en hidsig trommeslager, jeg satte afværgende min hånd op for at beskytte mig, Og så skreg hun, - Hold fingrene fra mig, din perverse stodder! Jeg prøvede at fange hendes arme, men så gik hun helt amok, hun rejste sig halvt op i sædet, og begyndte at rive i rettet, nu slingrede vognen for alvor, og vi strejfede en modkørende bil og landede i rabatten. Heldigvis var pigen uskadt, selv var jeg sluppet med en skramme i panden. Hun var helt lydløs nu, så bare på mig med store forskrækkede øjne. Jeg prøvede igen, parat til at forsvare mig, - Er du okay? Men denne gang begyndte hun blot at græde stille. Et ansigt dukkede op i vinduet. Det var politiet, - Goddag hr. det var nok ikke så heldigt, har vi et førerbevis som jeg må se? Han fik det og trådte et skridt tilbage, for at besigtige skaderne, - Nå, de er da sluppet billigt hr. Skov. Så de overhovedet at det var en politibil de ramte? Jeg stirrede på ham, men kunne ikke få et ord frem. - Tag nøglen ud, og giv den til mig. Han trådte hen til bilen, stak hovedet næsten helt ind i kabinen, og snuppede selv nøglen, han kikkede over på pigen som sad og snøftede. - Og hvad med fruen der? Har de drukket hr.? klare de dem frue? Endelig fik jeg mæglet. - Hr. betjent, jeg ved ikke hvem hun er, det er en jeg har samlet op, hun”¦! Nu begyndte hun at skrige og fægte i luften. - Rolig frue, har han gjort dem noget? Han åbnede i det samme bildøren og rev mig ud, jeg endte på maven i et føregreb, hans makker kom løbende, - Hvad sker der der´ Lars Peter? Min betjent satte et knæ i ryggen på mig, jeg bevægede mig ellers ikke, men råbte og skreg. - Nu må du hellere lukke munden, klokken er 11.22 og du er anholdt, du”¦ Han blev afbrudt, da den afsindige pige kastede sig mod ham, hun ramte med neglene først. Hans makker nåede op til os og kastede sig ind i kampen, tøsen fik fat i hans hår og rev ham ned på jorden. Jeg lå stadigvæk på maven med dem alle tre på ryggen. Pludselig væltede de ud i rabatten, en bil bremsede voldsomt op, folk kom løbende, de to betjente sad nu på pigen og kæmpede en brav kamp for at holde hendes vilde arme. En lille bred bundeknægt trådte ind midt i arenaen, han stod nærmest oven på hendes ben. - Skal jeg hjælpe jer venner? han bukkede sig ned imod dem og den ene betjent rev fat i hans arm, i næste øjeblik lå de og brødes midt på kørerbanen. Det gik op for mig at jeg var fri, jeg rejste mig og gik derfra. flere og flere deltog nu i slagsmålet, jeg begyndte at småløbe, jeg tog mig til brystet, pakken havde jeg heldigvis endnu. I det jeg satte farten op hørte jeg skridt bag mig, og en skinger pigestemme. Kapitel 5 Efter en times vaden, var vi havnet på en motorvejscafe. Nu sad jeg over for en helt rolig pige, væk var alt det hysteriske, selv vreden var forduftet. Hun smilede til mig midt i en cheeseburger, og gloede dumt, da jeg spurgte til galningen i underbukser. Jeg spekulerede som en mindre tænketank. Hvordan skulle jeg slippe af med hende? Hvordan fik jeg fat i en anden bil? Jeg tror ikke tøsen var en flirt over tyve, hun så faktisk godt ud på sin egen sære måde, hendes hår var både grønt og sort, i brede striber, tre ringe var tvunget gennem hendes venstre øjenbryn. Hun rejste sig og styrtede mod toilettet. Jeg overvejede endnu en flugt, men opgav, det var sgu for planløst. Og så, ved et nabobord rejste en pæn ældre dame sig, og fulgte efter pigen. På hendes bord lå et par handsker og et bundt nøgler. Jeg kunne tydeligt se bilnøglen med fjernbetjening. Jeg tænkte kun i ca. 40 sekunder, så handlede jeg. Først stødte jeg ind i bordet og snuppede nøglerne, så satte jeg næsen mod udgangen. I det samme lød et skrig som jeg genkendte, jeg frøs til is et øjeblik. Min utilregnelige rejsefælle kom løbende med en mand i hælene, hun kastede sig i mine arme, og en af stedets unge medarbejdere var nær ramlet ind i os, - Undskyld, jeg spurgte bare.. Jeg holdt en hånd op og stoppede ham, - Det er okay, hun er lidt skør for tiden. Jeg trak hende med mig ud på parkeringspladsen. Med pigen i den ene hånd, og nøglerne i den anden, løb jeg langs de parkerede biler, min tommelfinger gik som et stempel på fjernbetjeningen. Bag os hørte jeg råbende stemmer, da jeg var tæt på at give op, og bare løbe ud over markerne, var der endelig gevinst. En stor mørkeblå Mercedes stod og bippede og blinkede som et Thailandsk juletræ. Jeg fik åbnet fordøren og skubbet tøsen ind først, hun hagede sig fast til rettet, og det allerede gammelkendte vanvid i hendes øjne, gjorde mig hidsig, jeg stak hende resolut en lussing. Hun slap rettet og sad med store øjne og et skrig uden lyd på munden. Jeg skubbede til hende og hun væltede over på passagersædet. Jeg skulle selv til at stige ind, da en hånd greb fat i min arm. Den unge medarbejder fra caféen, så vild ud i ansigtet, og bag ham så jeg flere komme løbende. Jeg puffede hårdt til ham, og han landede på kølerhjelmen af en Skoda, jeg kom hurtigt ind og fik nøglerne sat i tændingslåsen. Motoren spandt som en lystig hunkat og bilen for bagud og ramte en grøn folkevogn. Jeg fik sat automatgearet i ´D´ og vi for fremad. En stor mand i læderjakke fik fat i et sidespejl og blev trukket et par meter, før han trillede rundt på asfalten, med spejlet i hænderne. Så var vi endelig på motorvejen, ”Det var noget shiit” tænkte jeg, bilen var allerede efterlyst, og jeg hang stadigvæk på det underlige pigebarn, Laila var pist væk, og chefens ur tikkede. Ved den første afkørsel, kørte jeg væk fra motorvejen, og fandt hurtigt de små biveje. Jeg begyndte at slappe af, vognen kørte som en drøm, og radioen spillede blues, John Lee Hooker Sang ”When You're Down , I'll Play The Blues For You” Pigen var faldet i søvn, og mine tanker bladrede rundt i det sidste døgns begivenheder. For mig var der ingen tvivl, Laila var ikke morder, men hvad fanden hun havde rodet sig ind i, var mig en gåde. Og så hendes usympatiske fætter med pakken, og mig midt i det hele, efterlyst, og uden mit kørekort, sikke noget rod. Fortsættes.. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-20 19:18:46 |
velskrevet, hæsblæsende underholdende, munter, sjov. Syakkels HP; sikken uforskyldt farce ...
Teksten ville dog være noget nemmere at læse (og kommentere på) hvis hvert kapitel stod selvstændigt.
venligst ...
PS: tar jeg fejl, når jeg mener at genkende de første 2 kapitler fra et andet site ... SAXO - eller ?
Teksten ville dog være noget nemmere at læse (og kommentere på) hvis hvert kapitel stod selvstændigt.
venligst ...
PS: tar jeg fejl, når jeg mener at genkende de første 2 kapitler fra et andet site ... SAXO - eller ?
| poeten | 2011-04-21 20:15:46 |
Jeg ser at du indimellem kommenterer stavefejl og formuleringer.
Når jeg læser din historie har du nogle sjove formuleringer eller udtryk men det er nok bare mig der er for umoderne. f.eks. 4. kapitel andensidste afsnit bundeknægt er det en fejl?
brødes er sikkert rigtigt men det er nemmere at læse sloges.
Jeg kan ikke rigtig greje om jeg skal kommentere udtrykkene eller ej for umiddelbart kan det jo også bare være din måde at skrive og formulere dig på men nu gav jeg dig et eksempel.
Jeg er enig med haleløs i det med kapitlerne. Da jeg ikke har været deltager på Saxo har jeg jo ikke læst din tekst før, så jeg må sige, at der sker da en masse i de skrevne kapitler.
Held og lykke med dit maleri og din udstilling. Hvor udstiller du iøvrigt og i hvilken periode?
Var set en ide at gøre opmærksom på udstillingen på sidens opslagstavle?
venligst
Når jeg læser din historie har du nogle sjove formuleringer eller udtryk men det er nok bare mig der er for umoderne. f.eks. 4. kapitel andensidste afsnit bundeknægt er det en fejl?
brødes er sikkert rigtigt men det er nemmere at læse sloges.
Jeg kan ikke rigtig greje om jeg skal kommentere udtrykkene eller ej for umiddelbart kan det jo også bare være din måde at skrive og formulere dig på men nu gav jeg dig et eksempel.
Jeg er enig med haleløs i det med kapitlerne. Da jeg ikke har været deltager på Saxo har jeg jo ikke læst din tekst før, så jeg må sige, at der sker da en masse i de skrevne kapitler.
Held og lykke med dit maleri og din udstilling. Hvor udstiller du iøvrigt og i hvilken periode?
Var set en ide at gøre opmærksom på udstillingen på sidens opslagstavle?
venligst
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Og det med at kapitlerne bør stå enkeltvis, kan jeg godt følge dig i, jeg vil kikke på det.
Og du har helt ret. Starten er den første opgave fra Saxo I (8 tvungne ord) som jeg så har skrevet videre på.
Jeg har ikke rigtig tid til at skrive for tiden, da det hele går op i malerier og udstillinger lige nu.
K.h.