 |  | Byen |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg sidder på bænken. Bænken hvor mor og jeg plejede at sidde. På bænken midt i byen. Ser mennesker gå forbi. Mor sagde altid “se mennesket” Jeg ser mennesket. Tænker; Gad vide hvor de skal hen? Gad vide hvad de skal? Gad vide hvad de tænker på? Gad vide hvad de laver? Gad vide hvordan deres liv er? Er de lykkelige? Er de kede af det? Er de ensomme? Selv blandt mange mennesker, kan mennesket være ensomt. Sidde ved bordet blandt venner, Sidde ved bordet blandt familie, Selv der kan ensomheden ramme. Det er tungt i kroppen. Det er tungt i hjertet. Det er tungt i sjælen. Jeg sætter mig på en bænk på hovedbanen Her er mange forskellige mennesker. Mennesker der smiler, mennesker der ikke smiler. Mennesker der kun ser ned i deres telefon. De mennesker ser ikke mennesket. Jeg ser en mand der venter. Han kigger på sit ur. Han kigger op Han smiler så meget at hans mund åbner. Jeg kigger der hvor han kigger hen. Jeg ser en pige Hun kommer løbende. Hendes lyse hår flagrer. Hendes smil ender i skrig af glæde. Hun kaster sig i armene på manden. Han griber om hende, Hun svinger benene om livet på ham. Hun griner, han griner. De drejer rundt mens de griner. Tænk at få sådan en velkomst. Jeg smiler over deres kærlighed. Hvor er de heldige. Hvor vil jeg gerne opleve det de har. Jeg hører en lyd. Jeg kigger mod lyden, Jeg ser en forhutlet kvinde. Hun roder i skraldespanden. Hendes ansigt er udtryksløst To tomme flasker. Hun tager dem op, Lægger dem i plastikposen. Hun ænser ikke andre mennesker. Hun går beslutsomt videre, hun roder i den næste skraldespand. Hendes mund trækkes nedad Hun går videre til næste skraldespand. Jeg kigger på mennesket. På linjerne på hendes ansigt. Gad vide hvordan hendes barndom var? Måske hun havde en bedste veninde. Måske de tegnede og malede. Hinkede og sjippede. Snakkede om drengene i klassen. Hun har engang fået sit første kys, Mærket varmen i kinderne Følt Sommerfuglene i maven. Hun har haft drømme om fremtiden Hun har haft mor og far som elskede hende Givet hende fine gaver Givet hendes kram Men, måske var det bare en drøm. Måske var det ønsketænkning. Måske har slagene været for hårde For hårde til at kunne rejse sig igen. For hårde til at kunne leve drømmen For hårde til at tilgive. For hårde til at komme videre. Men mennesket er der stadigvæk. Jeg går i min barndoms gade. Kigger på vinduet til stuen hvor vi boede. Hvor mange juleaftner har været holdt. Mange fødselsdage med lagkage. Forældres kærlighed Forældres skilsmisse. Mor og jeg alene. Mor fik mange slag. Som barn og som voksen. Hendes ensomhed som barn. Med slag på slag. Hendes ensomhed som voksen. Med slag på slag. Ensomhed blev hendes byrde. Ensomhed blev hendes kors at bære. Ensomhed blev hendes hverdag. Slagene blev til ar på sjælen. Ar som blev til ensomhed. Ensomhed på bænken. På bænken i byen. Hvor empatien sejrede. Hvor mor så mennesket i mennesker. Lærte mig at se mennesket. På bænken På bænken i byen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2025-04-01 01:32:52 |
jeg gætter på, du er kunstner? Tegner og maler; men måske kun i smug? Din rammende beskrivelse af ensomhedens udseende er forbløffende - nu venter jeg så spændt på din beskrivelse af empati?
venligst ...
venligst ...
| haleløs | 2025-04-02 09:52:51 |
her har du ihvertfald fundet dit kald; du er særdeles velskrivende med et velnuanceret sprog; skarpsindig og detaljerigdom!
Har du mon set ROMANTASY konkurrence (Politiken, deadl. 20.11.2025 /23:59) - jeg synes, du skulle overveje at forsøg, og du kunne jo bruge os her inde som sparringspartnere!
Fortsæt i al fald med at skrive tekster, du; dels er det god terapi for dig i din nuværende situation, dels aner jeg en alternativ levevej, hvis du har lyst til det?
venligst ...
Har du mon set ROMANTASY konkurrence (Politiken, deadl. 20.11.2025 /23:59) - jeg synes, du skulle overveje at forsøg, og du kunne jo bruge os her inde som sparringspartnere!
Fortsæt i al fald med at skrive tekster, du; dels er det god terapi for dig i din nuværende situation, dels aner jeg en alternativ levevej, hvis du har lyst til det?
venligst ...
| Jeanette Lilly | 2025-04-02 21:10:31 |
Tusind tak for de fine ord. Det sætter jeg pris på.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Nej, jeg er ikke kunstner. Jeg maler ikke, tegner ikke, læser ikke bøger.
Jeg er sygemeldt med en discus prolaps i nakken ( som jeg lige er blevet opereret for i forrige uge)
Jeg er midt i skilsmisse, sælge hus, dele mit liv og penge og familie gennem 23 år. Jeg her Max presset.
Men midt i dette inferno af følelser og tomhed, kom der pludselig en trang til at skrive. Mår jeg sætter mig ved tasterne, ved jeg ikke hvad det komme til at handle om. Mine fingre tapper bare derudaf. Det er ligesom om mine fingre bare skriver direkte fra hjernen. Har ingen ide om hvordan historien ender eller hvad der fører ril afslutningen før det er skrevet..
Ved ikke hvor det kommer fra. Men jeg er mest kreativ mellem midnat og kl to om natten.
Tak for din respons. Jeg sætter pris på det.