 |  | DEN UKENDTE SOLDAT (novelle) |
 |
|
|||||||||||||
|
Vasilijs far holdt en hånd op for ansigtet, og kneb øjnene sammen mod det skarpe lys. De hvirvlende snefnug blev så kraftfuldt oplyst, at det aldeles fratvang natten sit mørke. Man havde bragt en projektør i stilling alene for hans skyld. Forhåbentlig en tv-station, der omsider forstod hans protest, men sandsynligheden var desværre minimal. Ingen turde efterhånden tænke noget selvstændigt og langt mindre lade almindelige mennesker ytre sig. Slet ikke uredigeret. Hvad havde de tænkt sig - lyse ham væk fra graven? Eller var en snigskytte uden natkikkert ved at tage opstilling? Nu var messingpladen igen synlig. Den ukendte soldat, stod der. Selvfølgelig lå Vasilij ikke dernede. De knogler eller aske, som måtte befinde sig under ham, tilhørte faldne fra en af de tidligere krige. Hvis der da overhoved var rester af dem. Det kunne ligeså godt være et fupnummer som så meget andet. Hvor Vasilij var, kunne kun de natlige mareridt gisne om. Måske var han forkullet i en udbrændt kampvogn i en ruinby, måske var han blevet skudt ned mellem sønderbombede murbrokker. Eller bedre taget til fange. Der var enddog den mulighed, at Vasilij slet ikke var sendt i krig eller faldet, men at han af en anden grund bare ikke var kontaktbar. Teoretisk set kunne han være blevet interneret af deres egne myndigheder, for Sergei havde altid fortalt ham hvordan tingene hang sammen sådan helt uofficielt. Som historielærer måtte han overfor sin søn korrigere stort set alt, der stod i lærebøgerne. Det sidste livstegn var en kortfattet sms. Er på øvelse ved grænsen, lød den. Så kom meldingen om en militær specialoperation for at rense nabolandet for fascister. De medier, der råbte krig, blev lukket. Folk var igen begyndt at forsvinde ligesom på bedstefar Olegs tid. “Sergei Bugarnov?” Stemmen kom fra lyskilden og blev forstærket af en megafon. “Hvem der?” “Myndighederne. Det er forbudt at opholde sig på gravpladsen efter mørkets frembrud.” Det var ellers hans anden nat i de dødes by. Snart halvandet døgn havde han stået her med stive ben og frysende næse. Omsider havde de fået øje på forseelsen, og om lidt kom deres håndlangere og slæbte afsted med ham. Registrering, forhør med rutinemæssige tæv og internering et hemmeligt sted. De gamle arbejdslejre var trods alt ikke genåbnet, så vidt han vidste, men alt var efterhånden muligt. Måske skulle han vriste sin dyre bro ud af munden, inden det gik løs. “Vi ved godt, hvad du har gang i,” lød stemmen. “Jeg vil have min søn tilbage! Hvor er han?” Hvorfor de ikke bare skred til anholdelse, var lidt af en gåde. Kunne det være den tætte, stedsegrønne beplantning derhenne? De kunne tro, at der gemte sig et filmhold derinde. Ikke at det bekymrede dem så meget mere. Billeder af undertrykkelsen blev knap nok siet fra længere. På det sidste var den slags ligefrem i fokus. “Hvem taler du om?” “Vasilij Bugarnov, min søn. I sendte ham i krig.” “Der er ingen krig. Gå nu hjem.” Atter engang løj de. Sandheden var efterhånden så fjern, at ingen anede hvad begrebet indebar længere. Sandt er det regimet beslutter lige her og nu. I morgen er det noget andet, og der vil de forsvare det som eviggyldigt uden at blinke. De historiebøger, han underviste efter henne på skolen, blev hele tiden opdaterede med historiske nyheder, forsimplinger og direkte stupide påstande. Løgnens labyrint var åbenlys, men flere og flere farede vild i den. Engang var der glasnost krydret med sult og mafialignende bander, så det var nok forståeligt at folket troligt traskede med, da en ædruelig funktionær førte an i retning mod ro og stabilitet. Lige så stille blev skruen strammet, indtil selv det at trække vejret, kun var muligt med præsidentens billigelse. Dessidenter i udlandet omkom med skrækkelige strålingssygdomme. De gamle fjender blev nok engang pudset af og sat tilbage på målskiven. Og sandelig om ikke rigets magthavere fik muligheden for at sprede misinformationerne til dem også. Cyberkrigerne havde længe været i offensiven. En stank var begyndt at gå gennem de gamle demokratier i vest - idiotiens stank, godt skubbet frem af dygtige folk i hans land. Mange af deres indbyggerne vægtede retten til dumhed højere end sammenhængskraft, fællesskab og sund fornuft. Det internet de engang opfandt som en gave til menneskeheden, var blevet et rådnende kar af konspirationsteorier, lodrette løgne og udskamninger i alle retninger. Jo mere, der blev løjet, jo mere betvivledes videnskaben, historien og selve virkeligheden. Så mens de nye diktaturer gnæggende kastede falske brikker ind, som slet ikke passede i deres komplicerede puslespil, blev den virkelige fjende vestens egen tonedøve ignorance. Den ene tåbelige frontfigur efter den anden kom valfartende til zaren for at give hånd. Altså lige indtil denne nye zar startede krigen. Siden da var det hele begyndt at gå skævt og give bagslag. Nedskæringer, butikslukninger, afskedigelser og begyndende mangel på forskellige ting. Deres zar var ingen galning. Havde ikke Stalins borende blik eller en sædvanlig diktators vanvidsmimik. Ingen overdrevne fagter eller hidsige ord. Bare et udtryksløst, næsten melankolsk fjæs. Dog sad han på hele verdens fremtid. Det fik de også at vide kloden rundt: Makker I ikke ret, trykker jeg på knappen. Sergei græmmede sig over sit folk og deres leder. Hvordan var det kommet så vidt? Hvordan kunne en person være så gal og dog synes så afbalanceret? Svaret lå ligefor, når man ledte efter det i historiebøgerne: Enhver, som tilegner sig uimodsagt magt, fordærver ikke blot sig selv moralsk, men får samtidig en uvirkelig forestilling om egen fuldkommenhed. Da Hitler havde held med sine første, vovede strategier, troede han sig et ufejlbarligt militærgeni. Da der ikke var flere tilbage, der turde sige ham imod, kørte han hele sit folk ud over skrænten, og tog samtidig millioner af uskyldige med sig. “Sergei, vær nu fornuftig. Vi har din medicin her. Du mangler den.” “Jeg vil ikke have medicin, men min søn!” “Du har ingen søn.” Fodfæstet var nær forsvundet under ham. Så var Vasilij tabt? Hvorfor havde han dog opkaldt ham efter en soldat? “Du har aldrig haft en søn.” Deres påstande blev stedse frækkere og grovere. Heldigvis kom han i tanke om mobilen, og hev den op af lommen. Da han åbnede for beskederne, var sms’en fra Vasilij væk. Også de gamle. Selv kontakten var forsvundet. De var dygtige og hurtige, måtte han indrømme. Afledet af sine egne tanker, havde de arbejdet lynhurtigt. “Heldigvis ved min kone, hvad der er op og ned,” råbte han tilbage. “I kan ikke slette folks hukommelse - endnu.” “Vær nu ikke fjollet. Du har ingen kone. Gå hjem til din vodka.” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2022-03-18 11:20:31 |
heej og varmt velkommen indenfor til os andre skrivgale!
Med et langt,velformuleret kortfilmsmanuskript, som jeg er i færd med at læse grundigt, før jeg poster mine kommentarer. Senere ...
venligst ...
Med et langt,velformuleret kortfilmsmanuskript, som jeg er i færd med at læse grundigt, før jeg poster mine kommentarer. Senere ...
venligst ...
| haleløs | 2022-03-23 06:07:07 |
teksten er meeeget laaang og består mest af fabuleringer og tankespind.
HP virker i situationen snarere resigneret end optændt af dèt raseri og dèn sorg, der nok skal til for at mønstre dèn slags mod, situationen fordrer!
Jeg er uenig i:"De historiebøger, han underviste efter henne på skolen, blev hele tiden opdaterede med historiske nyheder, forsimplinger ..."; der står snarere det samme, som var årstallet før 1917, med den undtagelse, at tzaren af og til skifter navn? ;)
venligst ...
PS faldt over en håndfuld slåfejl, men midtænker
autosætternissen ;)
HP virker i situationen snarere resigneret end optændt af dèt raseri og dèn sorg, der nok skal til for at mønstre dèn slags mod, situationen fordrer!
Jeg er uenig i:"De historiebøger, han underviste efter henne på skolen, blev hele tiden opdaterede med historiske nyheder, forsimplinger ..."; der står snarere det samme, som var årstallet før 1917, med den undtagelse, at tzaren af og til skifter navn? ;)
venligst ...
PS faldt over en håndfuld slåfejl, men midtænker
autosætternissen ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
