 |  | Endnu en sorgens dag. |
 |
|
|||||||||||||
|
Endnu en sorgens dag. Kirken var pyntet op med tulipaner og roser, og på gulvet lå uendeligt mange blomster buketter og snoede sig som en slange, fra døren og op til kisten, som stod foran alteret. På trækisten stod et billede, af en alt for ung mand, som var død efter et længere kræft forløb. Kirken var fyldt, og en mumlen steg mod loftet. På forreste række sad en ung kvinde helt tavs. Hun bar en sort kjole, og sorgen lyste ud af hende. Hun følte en sværm af sorte fugle, baske rundt inden i sig og hakke sig gennem hendes sjæl, og flå hendes hjerte itu. Han havde været syg længe. Så længe, at hun næsten havde håbet han bare ville dø, så hans smerte kunne høre op. Men den tanke var ingen trøst nu. Hun stirrede på hendes blege hænder, og ønskede at hun kunne være gået med ham. Hun hørte ikke præstens trøstende ord. Hun hørte ikke talerne om den mand som hun havde elsket. Hun stirrede blot mod en af fliserne, som kunne den rejse sig og tage hans for, blot for et øjeblik. Et rungende brag, fik hele kirken til tavshed. Alle så mod kisten i frygt. Endnu et brag. Kvinden rejste sig. Kunne det passe? En varm vild føg igennem hendes krop, og hun løb hen til kisten. Bag hende rejste folk sig op. Hun prøvede uden hæld at åbne den boltede kiste. Endnu et brag lød, og træet splintres. Hun gispede. Fra kistens indre, rejste han sig op. Hans kemo-skallede hoved og dødsens blege hud blindede hende et øje blik. ”Mads!” sukkede hun, og græd af glæde. Hans blik rettede sig mod hende. Hans øjne var blodrøde, med en aflang sort pupil. Han stirrede intens på hende. Hun så chokeret på ham, og træk sig et halvt skridt. Bag ud. ”Mads?” Med en voldsom kræft sprang han ud af kisten. Hun bakkede endnu et skridt tilbage. Folkemængden begyndte at trække sig mod døren. Et unaturligt skrig sprang fra hans læber. Han stirrede på hende, og gik et skridt nærmer. ”Mads? Hvad gør du?” lød hendes fortvivlede svar. Han sprang frem. Hun prøvede at skubbe ham væk, men hans styrke var voldsom. Han skubbede hende ned, og bed og kradsede, med fråde om munden. Hendes skrig fyldte kirken. Mængden stivnede et øjeblik. Så satte de bagerste i løb. Kvinderne græd og skreg, mændene skubbede og maste sig vej gennem mængden. Den unge mand løftede hovedet, og med et stykke af kvindes arm i sin mund, så han mod mængden. Så skreg han igen sit uhyggelige skrig, og løb ind i mængden. Kaos brød ud. Kvindes far, løb hen til hende. Hun lå rystede på gulvet, og blødt flød fra hendes mund som et vandfald. Hun gispede, og så på ham med rædsel i blikket. Han lage beroligede sin hånd mod hendes kind. ”Så, så.” hviskede han. Hendes blik, syntes at ændre sig. Og han så med rædsel det røde i hendes øjne dukke frem. Hun stirrede intens og sulten på ham. ”Nej, nej, nej.” mumlede han. Med grådige hænder greb hun hans hånd, og bed. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
