 |  | Logbog Kap. 53 Dueavler i tysk tjeneste |
 |
|
|||||||||||||
|
Solen skinnede ned i alléen, da hun klokken halv ni drejede ind ad indkørslen, som lignede sig selv igen. Hun fandt plads til cyklen i det grå stativ til højre for hovedtrappen. En helt ny grå herrecykel med et blåt saddelbetræk stod der allerede. Det måtte være Clausens; den, som han så længe havde talt om. Hun kikkede nærmere på den, før hun gik op ad trappen. Det var han sluppet godt fra, så det ud til. Maleren kom ud fra annekset med sit staffeli. - God morgen, sagde han muntert. Har du set direktørens nye cykel? Han siger, at den næsten ikke vejer noget. De finder på så mange nye tossestreger. Andersen har hjulpet mig med at sætte min skærveknuser i stand. I dag skal vi reparere anhængeren. - Ja, hvad skulle vi gøre uden Andersens, svarede hun. Hvad skal du male i dag? - Vil du sidde model, gnækkede han. Nej, jeg tror, det bliver bådehuset. Lyset falder rigtigt i dag, svarede Lars og begav sig på vej. Begge nød den milde sensommerdag. Både Lillian og Susan var på deres pladser i receptionen. Døren ind til direktøren stod åben, men han var der ikke. Men der var også nok at tage fat på; han havde videresendt hende en mail fra en advokat Californien. Den meddelte kort, at deres bureau behandlede dødsboet fra en 92-årig Arne Woodhouse, immigrant fra Danmark. Han havde i sit testamente bestemt, at Rygaards direktør skulle orienteres om hans død. Ved testamentet havde der ligget et brev stilet til samme direktør. Det var blevet sendt som luftpost. Det kunne kun være den mand, der havde skældt hende ud i telefonen for få uger siden. Hun besluttede at ringe til advokaten i USA sidst på dagen. Christian måtte maile, når han dukkede op. Et øjeblik senere kom Clausen ind ad døren. - Jeg har gået mig en lille tur i parken. Nogle gange tænker jeg klarere, når jeg ikke burer mig inde på kontoret. - Til lykke med den fine cykel, svarede hun. Den mail du spurgte til, siger mig kun, at jeg er stødt på navnet Woodhouse for nylig. Den gamle direktør Hansen, altså Lydias og Victors far, nævnte navnet, da han lå for døden sidste år, men jeg forstod ikke alle hans sidste sætninger. Senere, for kun et par måneder siden fik Rygård to eller tre opringninger fra en meget vred hr. Woodhouse, som ville tale med direktør Hansen. Han talte engelsk eller snarere amerikansk. Siden har jeg ikke hørt noget til ham før i dag. Men vi bliver måske klogere, når brevet fra USA kommer. Clausen bad Helene om hjælp til at finde ud, hvad manden havde haft med Rygård at gøre. Hun gik over til Andersen. - Du må unskylde jeg forstyrrer, Du har jo været ansat længe før mig. Kan du huske navnet Woodhouse i forbindelse med Rygård? Andersen tænkte så det knagede. Navnet sagde ham umiddelbart ikke noget. Det er i hvert fald ikke en, der har været ansat her i min tid. - Nej, det er nok en misforståelse. Rønnebæk og Henny kom kørende i en af politiets civile vogne, da Helene var på vej op ad trappen. Hun blev stående og ventede på, at de kom op. - Dav igen, vi kommer bare med seneste nyt. - Forhåbentlig godt nyt, svarede hun. Jeg har også nyt til Dem. Jeg går ud fra, at de selv vil tale med direktør Clausen. - Vent lige et øjeblik, sagde Lillian i receptionen. Han sidder i en telefonsamtale”¦ nå, nu er han ledig. - Kom, sagde Helene og gik hen og bankede på Clausens dør. - Dav, sagde Rønnebæk, undskyld vi kommer uanmeldt, men vi har godt nyt. Vi er ved at nærme os en afslutning på arbejdet her. Åh, fru Rosenkilde, vil De ikke blive og høre med? Rønnebæk så spørgende på Clausen, som samtykkede. - Godt, fortsatte Rønnebæk. Vi har nu fire fængslede i denne sag: Hospitalspræsten - Hans bror, som er lejemorder - Esben Kamstrup, som kidnappede Deres datter. Samt lederen af en usædvanlig brutal bande fra København. Lejemorderen, som formentlig var sendt til Danmark for at likvidere bandelederen, stammer sandsynligvis fra Portugal eller Colombias underverden. Vi forsøger i samarbejde med PET at finde hoved og hale i hele denne historie. Men vi mangler endnu nogle detaljer. Det vender jeg tilbage til. - De blev afbrudt af Lillian, der lige havde modtaget dagens papirpost. - Ja, jeg tænkte, at en gammeldags luftpost måske hastede, sagde hun til Helene. - Tak, vi ser på det om lidt. - Må jeg afbryde her, spurgte Clausen. Brevet har måske betydning lige nu. Jeg tror, at du skal åbne det med det samme, fru Rosenkilde. - Nej, så må De hellere selv”¦ , svarede hun. Værs’go’”¦ - - Det var besynderligt, sagde Clausen, mens han læste”¦ Det er et brev fra Arne Woodhouse i USA, stilet til Rygaards Direktør. Det er skrevet på engelsk”¦ ,.. men læs selv.. Da brevet nåede hen til Henny, spurgte hun, om hun ikke måtte tage to kopier af det til Clausen og Rønnebæk, så originalbrevet kunne gå til oversættelse og teknisk undersøgelse med det samme? Brevet var en laserprintet udskrift af et dokument fra en pc. Det var underskrevet i hånden af Arne Woodhouse og dateret ”Silicon Valley , May 14. 2010.” - Hans beskrivelse af Rygårds bygninger og ansatte, før han rejste herfra, peger på, at han selv var ansat her på stedet som dueavler i tysk tjeneste under besættelsen, sagde Henny. Da må han have været i tyverne. Og den engelske bil kan udmærket være det store skrummel ovre i vognporten. Hvad hed Andersens forgænger? - Det burde jeg kunne se i det materiale, der blev fundet i kufferten i vognporten, svarede Helene. - Åh, ja, indskød Clausen. Kufferten står her inde ved siden af endnu. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med den. - Må jeg se lidt på den, spurgte Rønnebæk. Han huskede, at han havde set kufferten før. Han havde også nævnt de gamle dokumenter for Olsen, men ikke tillagt dem nogen vægt. På det tidspunkt. De fik hurtigt fisket et par håndfulde dokumenter op, deriblandt håndværkerregninger for etablering af et dueslag på Rygaard. - Hér, sagde Henny. Så er vi på sporet. Jeg tror, at vi skal spørge Andersen, om vi må se nærmere på hans dueslag! - Ja, ja, svarede Rønnebæk, jeg tror nu ikke, at det fører til noget. Alligevel ringede de til Andersen. Han var nede og ”tilse” byggeriet af Egely, men kunne være der om et kvarter. - Han kommer om lidt, sagde Henny; hvad siger De til, at vi overlader kufferten til PET? Spørgsmålet kom bag på Clausen, som imidlertid lyste op i et smil. - God idé, svarede han, så vi a’e med den.Men hvad vil PET dog bruge dén til? - I første omgang for at sikre sig, at den ikke forsvinder, svarede Henny. I anden omgang for at lade forskere vurdere betydningen af hvert eneste dokument. Vi véd fra Rigsarkivet, at dokumenter fra perioden er særdeles eftertragtede. På det seneste er der forsvundet tilsvarende materiale fra deres samlinger. Da Andersen var kommet hjem fra byggepladsen, gik de over og bankede på. Det var ham selv, der åbnede. - Kom bare ind. Det er denne vej. Han viste dem op ad trappen; min kone er her oppe; jeg har fortalt, at I kommer. - Dav fru Andersen; Deres mand vil bare vise os, hvor duerne bor. - Åh, ham og hans duer, svarede hun. Andersen lukkede op indtil loftrummet over vognporten. Det virkede større end man skulle tro. Der stod en del overdækkede gamle møbler og inventar. Længst mod øst var der bygget bure af træ med kyllingenet i lågerne. - 52 kasser, skal der være, sagde Andersen, men så mange duer har jeg nu aldrig haft. De er ikke kommet hjem endnu. De véd godt, hvornår jeg fodrer. I øjeblikket har jeg atten. For et par uger siden havde jeg pludselig nitten, som jeg fortalte Dem. Det viste sig at være en due fra Kolding, der var kommet på afveje. Men nu har ejeren hentet den”¦. Joh, vi hjælper jo hinanden. - Jamen ringmærker De selv Deres duer, spurgte Rønnebæk. - Ja, det gør jeg da, kom skal De se. Han fandt tangen og en ny aluminiumsring. - Ræk mig lige den blomsterpind dér, sagde han til Henny og pegede. - Tak, den passer i størrelsen til duens ben. Han satte ringen på, midt på pinden og klemte den lidt sammen, så tangen senere kunne lukke den og mærke den. - Sådan sagde han. ”AS”, en kode og et hagekors. Jeg har tænkt på at fjerne hagekorset, men nu kender alle det. Hvert dueslag har sit eget mærke. Det siges, at duerne fra Rygård var i tysk tjeneste under besættelsen. - Hvorfor ”AS”, spurgte Henny. - Åh, det er jo en gammel tang”¦. De har sgu ret. Han hed da Arne Skovhus, ham, der før mig kørte for direktøren! Ja, jeg mødte ham aldrig. Det forlød, at han var stukket af efter krigen. Måske kender Agermose nede på forsøgsgården historien. Hans farfar vidste næsten alt om Rygård og kendte gud og hvermand på egnen. - Skal vi køre derned, spurgte Henny. - Neej... det kan vente. Jeg synes vi skal tage kufferten med os ind til Olsen. Så må han selv aftale med Bettina Strahm, hvad PET vil gøre ved den. - Tak for hjælpen Andersen. Vi går lige over og henter kufferten og så kører vi hjem. De hører fra os. De gik over til Clausen og hentede kufferten. Den var ikke tungere, end de selv kunne bære den ned og lægge den i bagagerummet. Logbog Kap. 54 Tyveri i Rigsarkivet Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog Logbogens personer - Oversigt (ikke færdig) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
