 |  | Logbog Kap. 8 Besøg i Hvepsereden |
 |
|
|||||||||||||
|
Kriminalbetjentene havde opsporet en af Askhøjs gamle venner, der kendte lidt til hans omgangskreds i ”Hvepsereden”. Her havde stamgæsterne ladet hatten gå rundt og samlet sammen til en bårebuket og et kort. 326 kroner og 50 øre var det blevet til. Det kunne man have fået mange små skarpe for. Banan-Ole havde taget initiativet. Jimmy var sgu en guttermand, sagde Peanut. Gu’ var han ej! sagde Laila. Han var et udsøgt dumt svin. Han skylder mig 4.000, jeg tror sgu jeg går til policen. Med raske skridt gik hun hen mod døren. Værsgo’, sagde den fremmede, der havde siddet for sig selv i hjørnet ved garderoben. Han rakte sin hånd ud, så hun måtte standse. Jeg er langt ude i familie med Jimmy, og han har altid betalt mig, hvad han skyldte. Jeg har arvet resterne. Han fiskede en kuvert op af lommen og rakte den til hende. Du skal ikke åbne den her, sagde han. Det nytter jo heller ikke at anmelde det til politiet. Hun gik ud på toilettet. I kuverten lå 5.000 kr. Laila gloede; hun havde aldrig set manden før; han ville ikke have sex, men flink var han sgu. Hun gik tilbage og satte sig ved hans bord. Han spurgte: Var Askhøj en af dine faste gæster? - Nja, ikke sådan. Ikke så tit. - Hvordan døde han så pludseligt? spurgte manden. - Rygterne siger, at det var selvmord. En overdosis. Men det tror jeg ikke på; han var ikke så sprød. Men de var efter ham; det er kun en uge siden der kom to typer her og spurgte efter ham. De sagde at han skyldte dem penge, mange penge. Han havde vist også kvajet sig på sit arbejde”¦. - Kender du Pumpen og Ventilen? spurgte han og iagttog hendes reaktion. Det gav et sæt i hende. Hun så sig omkring. - Nej, jeg er hverken cykelhandler eller pervers, svarede hun rapt, - men du er strisser. - Jeg smutter igen, sagde han; og måske er jeg strisser. Husk det er på torsdag kl. 14. Måske ses vi. - Hvis nogen skulle være nysgerrig efter at vide, hvad jeg ville tale med dig om, kan du jo sige, at jeg er sendt i byen for at finde Askhøjs gamle blå Audi. Her, ring til mig på det her nummer, hvis du vil tale med mig uden at risikere at røbe vores bekendtskab for nogen. Han stak hende et nusset visitkort. Surt, tænkte Rønnebæk, da han gik ned mod hovedbanen. Er mit gode civile tøj virkelig blevet så uniformsagtigt med tiden? Måden, hvorpå hun pludselig havde set ham i øjnene og grebet fast om sin skuldertaske, viste ham, at de to navne var hende vel bekendt. Der var kun få nye poster i Helenes indbakke. Selskabets Revisionsfirma Cronquist, Lærkes og partnere mindede om deres behov for et kort møde med repræsentanter fra Rygaard. Der var også en henvendelse fra Kiwi Construction, der ønsker et møde med ingeniørerne i Polen. Clausen og Helene var sammen med videreuddannelsesudvalget ved at planlægge årets interne kursus for interesserede medarbejdere i uge 41. Onsdag til fredag. Langt de fleste plejede at deltage. Clausen var ikke vild med at være væk hjemmefra, men han kunne godt fornemme, at medarbejderne ville have gavn af at blive rystet bedre sammen. Han bad Helene om at komme med ideer til både indhold, tid og sted og oplægsholdere. Han nævnte en passant at Helene gerne måtte annoncere efter en person, som kunne styrke Rygaards image som hæderkronet medicinalvirksomhed. Det måtte være en der kunne bistå Sandra Mitchell med udadrettet pr-arbejde. Hun gav mig for resten den her forleden dag; en gave fra et eller andet firma. Han viste Helene en lille, helt ny flytbar harddisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge den til”¦ Helene rystede på hovedet. Overskriften på kurset kunne i år være ”Innovation Camp 2009”, havde han foreslået; med start eventuelt på Flakfortet og måske tre dage på Hvide Hus i Køge? Ja, camp”¦ på mondænt hotel”¦ nix, tænkte hun. Det var ikke flere power-points shows der var brug for. Helene omdøbte arbejdstitlen til: ”Udluftning og indånding”. Og hun havde fundet plads til 90 personer på en lille halvø i Roskilde Fjord. 28 feriehytter samt en overdækket teaterarena med plads til alle. Det var nok sidste gang, at hun kunne tromme så mange mennesker sammen til en erhvervsmæssig og kulturel oplevelse, som de ikke ville glemme foreløbig. Hun havde sikret sig forhåndstilsagn fra to fremragende foredragsholdere og en kendt violinist. Og så en overraskelse. Det var lidt af en satsning. Og hun holdt sig under de 200.000, der var sat af til formålet. Det hastede med endelig indgåelse af aftaler og indbydelser til personalet. Hendes ”overraskelse” var en engelsktalende gæst. Logbog Kap. 9 Mariam Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
