 |  | Kun i digtet er jeg |
 |
|
|||||||||||||
|
Kun i digtet er jeg eksisterer jeg til fulde Kun i sproget lever jeg ånder jeg og er. Kun i digtet er jeg elsker, hader, gør jeg for i digtet sætter sproget grænser kun i digtet er jeg. | ||||||||||||||
 | ã‹ã¿ã¡-㡃“ | 2012-10-06 10:13:36 |
Det er et meget interresant digt. Jeg har det på samme måde, når man skriver er det kun for en selv og man skal ikke følge nogen krav eller forventninger. I livet bøjer man sig tit for andre, om hvordan man bør tænke og tro, men når man sidder med sin pen, er det kun dig. (^_^)
Velkommen... \(^o^)
Velkommen... \(^o^)
| Reppel | 2012-10-06 13:59:16 |
En meget rrammende beskrivelse af følelsen det giver at skrive. I den befriende tilstand det er endelig at have fundet det sted hvor man kan være sig selv og sætte ord på, uden at skulle rette sig ind under andres forventninger!
Virkelig godt!! :)
Virkelig godt!! :)
| AphroditusWritings | 2012-10-06 14:06:04 |
Jeg takker mange gange for den fine kommentar! :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Ja præcis. Og, når jeg skriver føler jeg tydeligst at jeg lever, og at jeg lever helt. Som om at jeg her bare får lov at være til fulde.
Mvh.