 |  | Logbog Kap. 33 Tabloidpressen som politiets redskab |
 |
|
|||||||||||||
|
Lydia havde presset ejendomsmægleren helt i bund, vidste hun. Hendes endelige bud, som var fire millioner under mæglerens oprindelige krav, havde hun skruet ned til otte og en halv mio. Han havde brug for det salg her og nu. Han slog til og papirerne blev underskrevet samme dag, som pengene blev overført. Hun kendte ejendommen og sundudsigten udmærket og hun kunne ikke drømme om selv at slå sig ned privat i Rygårds hovedbygning. Egentlig savnede hun ikke Victor. Broren havde aldrig respekteret jungleloven og var endt som ”traffikoffer” i Londons City. Ikke én avis havde så meget som antydet, at der var tale om mord. Hun var spændt på at møde Victors efterfølger på Rygård. Hans første direktørdage for virksomheden kunne have jaget enhver væk fra stedet. Men Christian Clausen måtte være gjort af et særligt stof. Hun var faktisk helt fortrøstningsfuld, indtil hun mødte formiddagsbladenes spisesedler i ”Kastrup Airport”. ”Direktør Clausens ejendom på Rygård nedbrændt”! På vej i taxaen til SAS-hotellet blev hun mere rolig, da hun læste om branden på Egely. Hun huskede udmærket det gamle gæstgiveri, som aldrig var blevet istandsat. Clausens datter skulle være reddet ud af det brændende hus efter at have været holdt indespærret. Victor havde selv været skyld i sin pludselige død - men noget måtte være gået grueligt galt. Det skulle havet være hende en sand fornøjelse at dele sin viden med denne politimand, som efterforskede sagen. Men det ville også betyde den visse ruin for hende selv. Så hendes valg var let. ”Seven Seas” var ved at blive et skrantende selskab. De magtfulde ejere ændrede støt og roligt kurs. De havde ikke helt opgivet samarbejdet med Colombias narkobaroner og efterkommere af gamle nazister endnu. Men vægten blev flyttet fra ulovlig narkotrafik til legal våbenproduktion. Her var efterretningstjenesterne rund omkring ganske vist længere fremme i skoene, men hellere det end narkoens utilregnelige underverden. Tænk at der skulle gå næsten halvfjerds år før nazijægerne havde givet op. Kun Mossad og enkelte fanatikere, som ikke kunne eller ville "glemme", fortsatte ufortrødent. Henny og Rønnebæk var kun fem minutter for sent på den, da de meldte deres ankomst på politigården. - Jeg har modtaget en intern klage over jeres embedsførelse. Oven i købet fra en af vore egne, om jeg så må sige. Rent teoretisk, teoretisk understreger jeg, kan jeg arkivere den lodret og giver jer derfor ti minutter, til at overbevise mig om det. Prøv. Rønnebæk trak på smilebåndet. - Javel , svarede han. Vi tror, at den tilskadekomne mand fra Mariebjerg er identisk med den forsvundne maler fra Rygård. Retsmedicinerne vil kunne finde mandens DNA på mange rester fra Egelys kælder, cyklen og anhængeren. For at spare tid kan vi passende bruge dagspressen så længe medicinerne arbejder. Jeg formoder også, at den klage, som du nævner, stammer fra ”en tophemmelig” kilde her i huset eller fra PETs folk på Rygård; så det var vel kun, hvad vi kunne forvente fra den kant. - Hør nu begge to, sagde viceren, jeg vil ikke være afhængig af journalisternes gribbe. - Nej, netop, sagde Henny. Men lad dog gribbene passe deres arbejde og lede os på vej mod målet. Efter en meget lang pause, hvor viceren så to gange nervøst på sit ur, kom det forløsende ord: - OK, kør. Men gud nåde og trøste jer, hvis I tager fejl! - Give me five! Sagde Henny til Rønnebæk. Viceren gloede uforstående.. - Jeg sagde: Kør! Gentog han. Ud! Og held og lykke, brummede han. Hans telefon ringede: - Ja, det er mig, hej min ven, naturligvis husker jeg”¦ jeg kører om fem minutter”¦ ja, det grå sæt.. kys-kys. Helene forsøgte at arbejde lidt. Regnskabsafdelingens kvartalsrapport var afsendt med Clausens underskrift. Han havde ikke haft nogen spørgsmål - eller have opgivet at formulere dem, tænkte hun. - Er du nu sikker, spurgte Helene. Skal jeg ringe til Mariam Ramasana og udsætte jeres aftale i morgen? - Nej, tværtimod. Nu kan det ikke gå stærkt nok. Vil du sørge for at overføre fem tusinde kroner til hende som foreløbig dækning for hendes omkostninger og rejseudgifter? Helene så tvivlende på ham. Hun var ikke så sikker i sin sag længere. - Ja, svarede hun, jeg skal prøve at nå det om lidt. Jeg skal først have hendes kontonummer, men hun vil jo under alle omstændigheder tidligst kunne se beløbet i morgen. - Javel ja, det er da også udmærket. Har du tid til at tale lidt privat med mig, før du går hjem. - Ja. Om Miriam og mig, spurgte hun... - Nej, om Susan og mig, svarede Clausen meget stille”¦, blandt andet”¦ De må se dette som en undtagelse fru Clausen, havde psykologen fra Albertslund forklaret i telefonen. Kun en kort indledende samtale i dag. Mere kan jeg ikke love, før jeg har talt med Dem og Nina. Nu sad han i køkkenet og talte med dem begge. Og noterede lidt ind imellem. Simon var kommet hjem sammen med en kammerat. Hun havde bagt boller i dag og skrevet lidt på sit manuskript. Psykologen spurgte lidt og lyttede meget til dem begge. Han var oprigtigt berørt, da han hørte om deres forfærdelige oplevelser. Efter en lille halv time rejste han sig. - Søde ven, sagde han til Nina. Jeg kan love jer, at jeg har tid til jer begge. Selv om du ikke synes at fejle det mindste. Du har brug for at finde en ganske almindelig dagligdag igen. Jeg vil gerne aftale en tid med jer sidst på ugen - og så må vi håbe, at politiet kan ophæve den belejring omkring jer. Logbog Kap. 34 Samtale under fire øjne Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
