 |  | Logbog Kap. 34 Samtale under fire øjne |
 |
|
|||||||||||||
|
Helene droppede alle de hængepartier, der lå på hendes bord og satte sig ind ved siden af Christian. - Om lidt dukker Henny og Rønnebæk sikkert op. Men hvis du gerne vil tale med mig under fire øjne, synes jeg, at du skal gøre det nu”¦ - Ja, min ven, svarede han; hvor skal jeg starte? Jeg sidder i mudder til halsen. OK. Jeg elsker min familie - og jeg elsker Elizabeth. Én gang har jeg begået et utilgiveligt fejltrin. Jeg gik i seng med Susan Breathless for et år siden. - Herregud. Ikke andet? Hvorfor skulle det være så slemt? Du er ikke den før”¦ - Nej. Men mit lille ”fejltrin” blev filmet af en ualmindelig ondsindet person. Jeg blev truet - men tog ikke truslerne alvorligt”¦ - Jamen søde Christian. Det vil politiet da forstå. Du har vel anmeldt det? Det er vel ikke ligefrem ulovligt at lade sig forføre? Specielt ikke, hvis kvinden er en brystbombe af Susans kaliber. Men hvad nu?... Véd Elizabeth det? - Ja”¦ men jeg har bare været alt for længe om at være ærlig. Sidespringet i sig selv kunne måske tilgives. Men løgnen? Den sidder i halsen, og den smager grimt. - Jeg har nok længe vidst, at der var noget i gære, men jeg har hele tiden forbundet det med Askhøjs stofmisbrug og din datters ulykkelige bortførelse. Og nu branden på Egely. - Jah, du og så Andersen er vel de to eneste, der har mulighed for at forstå, hvor dybt familiens tragedie stikker. Jeg er bare en skrammet brik i et spil, som jeg ikke kan overskue. Elizabeth har ingen anelse om Rygårds skyggesider. - Sludder! Tror du selv for alvor, at hun intet véd? Så er du altså for naiv. Selvfølgelig gør hun det. Jeg har da heller ikke kunnet undgå at se de mærkelige forbindelser og sammentræf her på stedet. Nå - nu kommer de tilbage, sagde Helene, da hun hørte en bil standse på gårdspladsen”¦ jeg går ind på min pind. Det varer ikke så længe, før jeg tager hjem. Jeg lader din dør stå åben. Clausen forsøgte at se afslappet ud, da Rønnebæk og Henny ringede på. Der var ingen i receptionen nu, så Helene brummede dem ind. - Allerede, spurgte hun. Hvad sker der så nu? - Bare vi vidste det, svarede Rønnebæk, men nu ryger der i hvert fald en pressemeddelelse ud. Og brandfolkene, eller hvad de er, har fundet resten af en ”Lobster” lægtehammer under trappen i Egely. Ingen fingeraftryk, naturligvis, men hammerens kvadratiske bane passer fortrinligt i den læsion, som maleren fik i baghovedet. - Overlever han, spurgte Clausen? ”¦ Åh gudskelov. - Men afhøring bliver der ikke tale om foreløbig. Når vi har taget hans fingeraftryk om et øjeblik, véd vi om patienten er identisk med maleren. Og De skal vide at vi bliver nødt til at slå et ”festtelt” op der nede. Det vil ikke kunne ses ude fra vejen, men man ved aldrig”¦ , ja, sådan kalder vi det alts唦 Der er enkelte detaljer, som vi gerne ønsker Deres hjælp til”¦ - Bare sig til, vi vil gøre alt”¦ - Tak. Hvem ansatte Dem som direktør her på Rygård? Det må De kunne huske? - Ja, selvfølgelig; det var bestyrelsen”¦ - Jamen hvem? - Det var da mig, sagde Helene, husker du ikke det Christian? På vegne af Victor og Sevens Seas i London. Det er der vel ikke noget underligt i? Alle dokumenter og fuldmagter er i orden. - Næh, muligvis ikke. Jeg tvivler bestemt ikke om, at formalia er i den skønneste orden. Men vil det sige, at De aldrig har mødt Deres arbejdsgiver? - Ja. Naturligvis. Er det så mærkeligt? - Nja, det er jo en betydningsfuld stilling med et meget stort ansvar”¦ Fortæl mig noget mere om Seven Seas. - Ja, gid jeg kunne, svarede Clausen. Og gid, at jeg dog aldrig havde fået stillingen”¦ og ansvaret”¦ Efter en lang pause, hvor bogstaverne i "Seven Seas" flimrede i luften over skrivebordet, vidste de alle fire, at de kredsede om noget næsten urørligt. - Fanme, nej! Hvor længe skal vi finde os i det, sagde Rønnebæk og slog i bordet. PET kan ikke stramme den mere. Hvis ”Seven Seas” vil operere her i landet, må de tone rent flag. Henny prøvede at lægge en dæmper på ham. - Hvis vi nu indstiller os på at føre krigen helt over i en overmægtig fjendes lejr, kan vi sætte flere menneskeliv på spil. Men du plejer ikke at give op. Og slet ikke så tæt på målet. - Så fortæl mig, hvad du ellers vil foretage dig? - Intet. Absolut intet, før pressen har haft tid til at reagere, svarede Henny. Det er kun et spørgsmål om timer; eller måske snarere minutter. Jeg er så småt indstillet på en lang og travl aften. Hun blev nok nødt til at udsætte mødet med Jonathan, hvor nødigt hun end ville, men han tog ikke sin telefon. - Hvad med dig Rønnebæk, du kører vel snart hjem? - Nej, konen har givet mig to fridage; hun er på besøg hos sin søster på Lolland. Måske overnatter jeg her. Politidirektøren belavede sig så småt på det pressemøde, som hun ville være tvunget til at afholde, inden gryden kogte over. Med vilje havde hun ikke drøftet det med sin iltre vicedirektør. Han kunne passende tage over i morgen, når det værste var overstået. Hun havde valgt at tage parolesalen i brug. Det store rum ville få de fremmødte til at virke færre, håbede hun. Betjentene havde gjort det ”parat” på den måde, som hun havde foreskrevet. Mødet skulle gerne fremstå som uforberedt og hastigt improviseret. Hun havde oven i købet skiftet til civilt tøj. Helene spurgte Henny, om de skulle bruge hende mere i dag. Rønnebæk rystede på hovedet. - Og De, Clausen, fortsatte han, da Helene var gået; jeg skal forsøge at udtrykke mig så venligt som muligt. De kan nu betragte Dem selv som udstyret med elektronisk fodlænke. Det betyder, at De kan bevæge Dem frit omkring, men kun hvis, og jeg indskærper: hvis De til enhver tid holder mig underrettet om, hvor De præcist opholder Dem. Har jeg udtrykt mig klart nok? - Ja, tak. Vil det sige, at jeg kan køre hjem nu. - De kan for min skyld køre ad... hen, hvor det passer Dem, når blot jeg er orienteret. Hvis De bryder denne ”aftale”, lader jeg Dem anholde. - Hvis du ikke har noget imod det, lægger jeg mig lidt her, sagde Henny, da de var blevet alene. Bare en halv time. Så kan vi skiftes. Direktørens sofa var ikke så tosset. Rønnebæk fandt en plaid på en stol i receptionen. Henny lod som om hun sov, da han forsigtigt lagde den over hende. Da Rønnebæk så at var ved at lukke porten, gik han over til ham et øjeblik. - Dav igen Andersen. Det bliver nok lidt sent for os i aften. Og der kommer nok en del trafik hernede, når radioen og tv om lidt bringer nyheder om Rygård. - Nåh, det kan vel ikke blive meget værre, end det allerede er, svarede Andersen. - Nej, lad os håbe det. Vi sætter en udramatisk afspærring op nede ved alléen og én ved Rørdamsvej. Vi slipper dog enkelte pressefolk ind og registrerer dem. Det kan blive slemt, så længe det står på. Der bliver ellers opretholdt fuldstændig afspærring af Egely. - Javel”¦, svarede Andersen. Skal jeg ikke komme op med en kop kaffe og et par stykker mad til jer. Sådan om en times tid eller s唦. ? - Joh, tak, vi kom jo lidt hurtigt af sted hjemmefra. Det er meget venligt”¦ Rønnebæk lyttede til radioen og så nyheder i tv klokken halv syv. Der var ikke noget om Rygård. Internettet viste heller ikke noget,... endnu”¦ Han nænnede ikke at vække Henny. Hun vågnede først, da Andersen lukkede sig ind. Han medbragte et fad smørrebrød, tallerkener og bestik. - I den næste halve time har jeg beordret tjenestefrihed, sagde Rønnebæk og satte glas og to dåseøl på bordet. Henny lo, - Det dér gør mig bare søvnig. Men en Ramlösa, hvis det findes? svarede hun, ellers bare postevand. - Jo, jo, Clausen har stillet sit køleskab til rådighed. Værsgod, sagde han og skruede kapslen af. Nu er det kun mig, der har tjenestefri! Du er på arbejde. Hun rettede lidt på sin bh og prøvede at vågne, mens hun stadig drømte om Jonathans bløde hænder. Andersen gik sin sædvanlige aftenrunde. Der var stadig lys i hovedbygningen, da han kom tilbage; det var lidt usædvanligt måske, men ikke så underligt”¦ alt taget i betragtning. Det var svært at nå det hele, når to dage ikke længere var ens. Han havde foreslået dem, at de bare kunne tage de to gæsteværelser i annekset i nordfløjen. De stod alligevel altid klar og blev næsten aldrig brugt mere. Der var ingen mening i at de to politifolk skulle deles om en umagelig sofa. Men nu havde de da fået nøglen og tilbuddet. Henny og Rønnebæk ryddede op efter sig og nød stilheden. Han skulle lige til at gå over for at aflevere bakken, da fru Andersen kom ind i receptionen. - Nå, kunne det spises, spurgte hun smilende. Nej, bakken skal ikke over til os; nu skal De se, kom denne vej. Hun viste vej hen til spisestuen, hvor der var en lille diskret vareelevator. - Sæt bakken ind her, sagde hun og skubbede lågen op. Og så trykker De bare ”K”. Det er ned til køkkenet. Det er vist kun fru Holm og mig, der bruger den af og til, forklarede hun. Før i tiden foregik det med snoretræk og håndkraft. - Ja, det er jo snildt, kan jeg godt se”¦. Henny! Kaldte han, prøv og kom og se”¦ havde du sådan en i dit barndomshjem? - Nej, så gammel er jeg heller ikke. Kom lad os gå over og se annekset. Har du nøglen? Logbog Kap. 35 En nat på Rygaard Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
