 |  | Logbog Kap. 35 En nat på Rygaard |
 |
|
|||||||||||||
|
- Det er sgu da for vildt, sagde Henny, da de havde set det store værelse med dobbeltseng i stueetagen. Garderobeskab med to hvide badekåber. Radio, fladskærm og pc. Eget bad og toilet. Ude på gangen var der adgang til en sauna og endnu et badeværelse. På første sal var der yderligere to enkeltværelser med bad og toilet; og spritnye elevationssenge. - Her kunne jo bo en hel familie, sagde Rønnebæk. Skal vi slå os ned her? I hemmelighed for journalisterne? - Fin idé, svarede Henny, og tændte for fjernsynet. Det virkede godt nok. De gik tilbage til Clausens kontor, men slog et smut over til Andersen. De indviede ham i deres planer og bad ham om kun at lade pressefolk få lov til at henvende sig ved hovedtrappen. - Ja, det manglede da bare, at I ikke skulle have fred til jeres arbejde. Herregud, tænkte Andersen. Hun så jo dejlig ud i de der læderbukser. Og så gammel var Rønnebæk da heller ikke. - Kommer du, Theodor, kaldte konen derinde fra, eller skal jeg slukke for apparatet? - Nej, nej, jeg kommer straks. Jeg tænkte bare”¦ ja, på nyheder og sådan... - Ja, bare du ikke tænker for meget! Først klokken 21 meddelte tv’s nyheder, at Københavns Politidirektør havde hasteindkaldt til pressemøde i politigårdens parolesal klokken 21.30. Der skulle være sket et gennembrud i sagen om mordbranden på Rygård. Samtidig dukkede de første journalister op ved afspærringen i alléen. De blev nøje instrueret i parkeringsforholdene og om, hvor de måtte færdes - og især om, hvor de ikke måtte færdes. Enkelte spurgte efter et interview med selskabets direktør, men de blev blot henvist til at træffe aftale med ham i kontortiden i morgen. Med henvisning til privatlivets fred, var der nedlagt forbud mod opsætning af lys på ejendommen. De fleste opgav og ærgrede sig over, at de ikke straks var kørt til politigården. Kun tolv af de mest nysgerrige lod sig registrere og fik lov til at køre ind. De fik kun lov til at tage et par optagelser af de to politifolk neden for trappen. Rønnebæk svarede kun: "Jeg har ingen kommentarer. Vi er her for at arbejde. De må henvende Dem til Københavns politidirektør. Jeg har intet at tilføje"! Efter tyve minutter fik Henny melding fra adgangskontrollen om at journalisterne havde forladt stedet. Man ville dog opretholde afspærringen et par timer og lade en hundepatrulje rondere en ekstra gang eller to i løbet af natten. Billederne af politidirektøren på tv fik Henny til at skrue op. Direktøren var sekunderet af to mænd, der vist nok forsøgte at ligne tapetet bag ved sig i parolesalen. ”Det er i dag lykkedes os at identificere den hårdt kvæstede mand, som forleden dag blev reddet ud af flammerne på Egely. Af hensyn til pårørende kan vi imidlertid ikke”¦” osv. forklarede direktøren. ”Selve brandtomten er naturligvis spærret hermetisk af lige som den øvrige del af Rygårds arealer og bygningsmasse bliver finkæmmet. Der er således ikke offentlig adgang til ejendommen i disse dage.” ”Har De flere spørgsmål”? Det var åbenbart ikke tilfældet. Udsendelsen blev afsluttet med et stillbillede af Henny og Rønnebæk, der, som speakeren sagde, ”var fuldtidsbeskæftiget med denne ene sag”. - Al den ballade for den smule, sagde Henny. Tænk at ledere fra PET ligefrem optræder i tv”¦ Du kender dem bedre end jeg gør. Hvad skulle de i fjernsynet for? Rønnebæks telefon ringede. Det var selveste politidirektøren, der bare ville høre om der var nyt fra Rygård. - Ikke noget afgørende eller alarmerende, så ville du have hørt det fra Henny eller mig. ... jo dit pressemøde, så vi vist det meste af... Hvornår må vi tage hul på narkoen? .... hallo... er du der? Godt, vi kan ikke meget længere skjule Rygårds hemmeligheder. Alt for mange kan lægge to og to sammen. Jeg er bange for, at det ikke bliver dit sidste "pressemøde" om "denne sag". Javel, ja, vi bliver her nede. Og du lover at fastholde rødderne fra Sydhavnen? ... OK, vi har en aftale. Henny kom i tanker om Jonathan. Endelig kom hun igennem. - Hej skat, vi havde jo en aftale? Har du glemt alt om mig, kurrede hun. - Nej, jo. Jeg sidder her på arbejdet med dig på lårene; ja altså ringbindet fra Rygård. Jeg forsøgte at lægge besked til dig. Jeg forstår godt, hvis du er sur, sagde han. - Jamen lille skat, jeg er ikke sur. Jeg prøver bare at lyde sexet. Jeg er også sendt på beordret overarbejde. Er det ikke sådan herrerne siger til deres forstadsfruer? Nej skat, jeg savner dig ad helvede til. Du kender jo Rønnebæk, ikke? Jo”¦ vi skal efterforske hvordan man betjener en elevationsseng, så han kan sove. Nej, det er ikke løgn”¦ vil du snakke med ham, jeg har ham lige her ved hånden? Nej? Kunne du høre ham? Ja, han passer på mig. Kys, kys. Vi tales ved i morgen. Husk at holde hænderne over dynen. - Nå, var det kæresten, spurgte Rønnebæk dumt. Ja, han forstår vel ikke, hvad du ... vi foretager os her. - Gu gør han så,”¦ skal vi sove nede i stuen derovre - eller prøve på første sal. Kom nu, vis mig hvad du kan bruges til; du får kun chancen i nat. Så du det klap, som fru Andersen fik bagi af sin mand? Selvfølgelig gjorde du det, lo Henny. - Nej, jeg så ikke selve klappet, men jeg nød ekkoet da vi gik, indrømmede den lidt generte kriminalbetjent. - Kommer du frivilligt, eller skal jeg anholde dig? De lukkede og slukkede i hovedbygningen. Han havde betænksomt taget plaiden over armen, da hun foreslog, at de gik en lille tur ned over plænen. - Kys mig så, dit fjols. Her kan ingen se os. - Jam... nåede han ikke at sige. - Se månen, sagde hun og lagde en arm om ham. Du har tabt dig, sagde hun sagkyndigt. Han lagde plaiden om hende. - Den er stor nok til os begge, sagde hun. Skal vi ikke gå tilbage nu? Hun kyssede ham igen og visiterede hans lommer. Men vi må liste, sagde hun; jeg tror, at Andersens sover. - Søde ven; jeg er sgu for gammel til dig, sagde han. Det er i højeste grad ureglementeret. - Ja, jeg er sgu ligeglad med om, det så skulle stride mod grundloven, kom, jeg vil æde dig med hud og hår. Typer som dig bliver sgu aldrig pensioneret med egeløv alligevel. Lad mig kranse dig med det bedste jeg har. Gerne langsomt. Hver gang han forsøgte at sige noget, blev hans mund lukket af bløde læber og hans tunge fandt ny energ i mellem hendes læber, som han hverken kunne eller ville modstå. Åh, nej, hun var uforskammet smuk, tænkte han. Hun skyndede på ham, da han fumlede med nøglen til annekset i halvmørket - Jamen hvad”¦ - Ti nu stille, eller skal jeg virkelig bede Andersen om at låne mig en rulle gaffertape? På første sal skubbede hun ham blidt ned på den nærmeste seng. Han lænede sig modstræbende tilbage og lod hende låse døren og styre elevationsmekanikken. - Slap nu bare af og nyd, at det for en gangs skyld er mig der ligger øverst, sagde hun. - Jamen, er du sikker p唦 - Næh, men jeg tager chancen, sagde hun, hjælp mig lige med din livrem. Jamen dog? Jeg kan både se og føle, at du nyder tjenestefriheden. Hun tog hans sko og sokker af og knappede skjorten op. Han løsnede sit slips indtil hun stoppede ham. - Hov, det skal jeg bruge, sagde hun hæst. Omsider overgav han sig, da hun løsnede sin bh og lænede sig ind over ham. - Du har oven i købet barberet dig, hviskede hun. Det nåede jeg ikke i dag. Øjeblik. Hun gik uden en trævl ud på badeværelset. - Øv, de har kun herreskrabere, nå, pyt, det går vel. Du sover vel ikke? - Nej, det er der ingen fare for; jeg skal også lige soignere mig lidt, når du er færdig. - Kommer nu”¦ - Åh, nej, I guder, hvor er du smuk, sukkede han og hastede ud. To minutter, sagde han. Hun slog vattæppet til side. - Hvad tænker du nu? Har du filet negle? - Jeg kan ikke tænke nu. Sådan har jeg kun set det på meget uartige film for længe siden. - Kom så og kys mig. Overalt. Men slemme dreng, du har jo ikke slips på, lo hun og fandt det under puden. Sådan, nu har jeg dig, så kan jeg måske lægge håndjernene væk et øjeblik? Klokken blev næsten to, før de faldt i en velfortjent søvn. Logbog Kap. 36 Bondeanger Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
