GODT spm.! Hvor mange forfattere kan egentlig leve af at skrive udelukkende hvad der falder dem ind?
Og er de mest kendte ikke netop kendt for en bestemt 'genre' (Leif Davidsen, Isabel Allende, Hanne-Vibeke Holst m.fl.)

Og hvad driver dem - egentlig?
Vi har vist vendt dette før; personligt tror jeg det er miljøet under opvæksten: H-V Holst har selv forklaret i en tv-uds. hvordan begge hendes kendte forældre altid sad og skrev, Rasmus Seebachs værelse lå klos op ad hans berømte fars studie, det samme var tilfældet for Sebastians datter Sara.

Nu har jeg ikke selv forf.ambitioner men vil henvise til norske Jo Nesbö som jeg ved skriver meget struktureret 1) skriv et oplæg på 2O sider 2) tænk 3) skriv et oplæg på 2OO sider 4) tænk noget mere 5) skriv bogen
versus andre som jeg har hørt fortælle hvordan de blot grifler løs for så, når de har omtr. 1OO sider at se produktionen igennem for ideer, de så kasserer eller bygger videre på.

Dettehér "Forfatteren må have et stærkt ønske om at påvirke nogen til noget! Muligvis kan formålet blot være at more nogen, eller at underholde nogen" er jeg egentlig ganske u-enig i; samtidig vil jeg dog henvise til min egen yndlingsf. John Grisham, som jeg direkte véd har et helt klart formål med sine fængende, realistiske krimier: nemlig at oplyse - især amerikanerne - om det retssamfund, de lever i. Dét er nu nok, hvad der driver ham - han har nemlig 'nok på bogen' til at kunne købe sig en ø og trække sig tilbage'.

Jeg kunne jo osse nævne præsten Johannes Møllehave som en lang årræke var meget efterspurgt, han udgav såvel krimier som egne søndagsprædikener med lige stor succes.

Mig bekendt har ens forlægger (!) vist en stor hånd med i det færdige værk, så hvad man selv tror er én bog blir måske let til både to og tre? hmmm...

Jeg håber sandelig ikke, nogen af de forfattere, jeg læser, skriver 'mest for pengenes skyld'; men kan da sommetider godt få en lille mistanke om det til ... f.x. Leif Davidsen som jeg synes, sommetider virker liiiige lovlig skabelon-agtig? (kan godt være, jeg kommer tilbag og sletter indlægget).

Det' i øvrigt rigtig interessant at læse i mange af profilerne herinde at '... og jeg har skrevet ALTID og holder aldrig op!' og om, hvor mange timers / dages arbejde der sommetider ligger i et digt, som måske ikke altid er liiiiige let tilgængeligt - for mig, i al fald - før man så måske får en uddybende forklaring fra forfatteren ;)

venligst ...
PS nu håber jeg ikke, min komm. er for 'off' ;)

ahaaa ... det var dér, vi skulle hen; aktionspræget versus kontemplativ / dyb?
I så fald er jeg nok mest til Piet Hein; vidste du, at der ligger ca. 3O timers arb. bag hvert lille gruk?
venligst ...

Tillad mig at spørge, hvorfor man formodes at have et klart formål med sin skrivevirksomhed? Jeg tror, der er mange forfattere, mig selv inklusive, der ikke tænker så strategisk, at man ønsker at påvirke nogen til noget. Jeg hørte instruktøren af filmen Nordvest sige, at han ønskede at være med til at bringe ting til debat, altså gode gamle Brandes om igen.
Ofte kan forfatttere have emner/problemstillinger, de ønsker at vide mere om og vil prøve på at forstå ved at skrive og researche. Måske prøver man at sætte sig ind i en bestemt personlighedstype. Måske opstår der en klarhed/forståelse undervejs, jeg tror ikke, det er afgørende for, om bogen bliver god. Det er jo ikke lærebøger, vi taler om.
Man kan håbe, at læsere får mere nuancerede opfattelser af andre mennesker ved at læse om dem og miljøer, som de måske ikke kender. At de bliver grebet og rørt.

Jeg vil mene, behovet for at skrive hænger sammen med ens personlighed og livsstituation og så en sproglig sans, der bevirker at man vælger den udtryksform. De emner og temaer man vælger vil ofte ligge tæt på noget af ovenstående eller skriveren kan lægge meget stor afstand, som fx de mange unge, der skriver fantasy.
Jeg vil vende den om, forstår at du har et manus hos et forlag og altså gerne vil læses bredere: Hvem henvender du dig til med dit manus og hvorfor skriver du?

Denne ting har vi haft oppe før ^^
Jeg mener jo ikke man behøver skrive til nogen for at skrive.. men bare for at give en kort kommentar:

"hvis man skriver dagbog, hvem skriver man så til ? "
Jeg kender mange der skrive, og flere der aldrig har turde lægge noget ud, eller vise det frem, hvem skriver de til ?
Skal alle skrevne ord have et formål og hvorfor?

Kan legen med ord, dansen med farvestrålende vendinger og den ekspressionistiske ytring af verden omkring en ikke være nok. Jeg skriver fordi jeg kan, ikke fordi jeg vil se, om jeg kan, for det kan jeg... hvor godt er jo spørgsmålet, men hvem skal bedømme det..
Jeg har fået folk til at græde af glæde og sorg, fået dem til at smile og grine, har fået dem til hade og elske.. alt sammen med ord, som jeg skrev uden specifikt formål.. jeg måtte bare skrive de ord ned.. for de beskrev hvordan jeg følte :)

Selv om jeg har læst alle de foregående 12 tråde, og hele logbogen af nhuth, så er denne debat altså ikke en gentagelse for mig.

Spørgsmålet: hvorfor skriver jeg? - jeg vil tillade mig, at holde fast i at svaret for mig er: fordi jeg ikke kan lade være! - forhåbentlig er der andre, der gider læse, og forhåbentlig kan mine meget begavede skrivende døtre bruge mine skriblerier - men primært er jeg nødt til i min dagligdag at foretage mig noget som ikke er noget jeg absolut skal for at overleve.

Processen er for mig vigtigere end resultatet. Selvfølgelig er jeg mere glad, når jeg får ros for en historie, end når jeg smider den ud. Men selve det at skabe en figur, en skør dragt, en historie giver mig en oplevelse af glæde, som er ubeskrivelig.

Første gang jeg oplevede det, var i mine unge dage, hvor jeg var i konflikt med mig selv, dengang arbejdede jeg meget med ler, hvilket hænderne og måden jeg bor på ikke tillader længere. Jeg har skrevet om det på saxo, hvor historien om Trolden faktisk er en erindring om min første lertrold, den blev levende mens jeg arbejdede med leret, den blev til det barn jeg ønskede mig, men som situationen ikke tillod, at jeg fik - leret fik mine personlige problemer til at føles ligegyldige og små.

På samme måde har jeg det, når jeg laver en udklædningsdragt til mine børnebørn, eller når jeg får lavet et smukt billedtæppe. For mig er historien jeg fortæller en del af mig selv, som jeg gerne vil formidle til andre, men som jeg først og fremmest skal have givet udtryk for ellers giver det overtryk inde i mig selv. Når jeg har lavet en ting, som jeg er tilfreds med selv er jeg ovenud glad.