 |  | Logbog Kap. 42 Ventilen blev langsomt mør |
 |
|
|||||||||||||
|
Ventilen blev langsomt mør, da han læste; først sigtelsen og derpå anklageskriftet. ”Ret til en beskikket advokat” gjode ham ikke bedre tilpas. Hans forespørgsel om en privat telefonsamtale blev afslået uden videre. Han havde hørt om ”Djævelens Advokat”, Peter Hjørne. Ham havde han vel ret til at ringe til? Igen tilkaldte han fængselsbetjenten, som nu var lidt mindre afvisende, da han hørte navnet. Ventilen fik imidlertid ikke selv mulighed for at ringe. Men betjenten lovede at sende beskeden videre til Hjørne. Pumpen vidste godt, at én af de to amatører fra Vanløse, der havde kørt for dem, havde overlevet branden - og at han var indlagt et eller andet sted. Han anede ikke sine levende råd. Pengestrømmen var pludselig standset; noget måtte gøres. Den telefon, som han havde smidt over muren derude, havde kun ringet én gang. Til ham. ”Tak for telefonen”, lød beskeden. Ingen SMS - ingenting! Sådan ville Ventilen aldrig have svaret.Pumpen var gået under jorden. Han vidste godt, at én af de to amatører fra Vanløse, der havde kørt for dem, havde overlevet branden - og at han var indlagt et eller andet sted. Han anede ikke sine levende råd. Pengestrømmen var pludselig standset; noget måtte gøres. Den telefon, som han havde smidt over muren derude, havde kun ringet én gang. Til ham. ”Tak for telefonen”, lød beskeden. Ingen SMS - ingenting! Sådan ville Ventilen aldrig have svaret. Han tog alligevel chancen og ringede”¦. Tavshed. Nu var det kun ”hospitalspræsten” fra Herlev, der kunne hjælpe. Men han svarede ikke. Deres plan om at lade alle spor pege i retning af brødrene Kamstrup var slået fejl. I starten var det gået meget godt, lige indtil vagabonden havde blandet sig. Hvis Ventilen havde slået lidt hårdere eller stukket ham, ville kremeringen være sket uden bøvl. Og brødrene, de to skvadderhoveder, ville have fået skylden. Siden ham Rønnebæk og det irriterende kvindemenneske ikke kunne narres mere, var alt gået galt. Og nu var det ikke længere kun politiet, der var efter dem. Hvem, der styrede markedet for hårde stoffer og deres vej til Danmark, Norge og Sverige, vidste Pumpen intet om. Kun at en polsk eller russisk mafialignende organisation skulle stå bag. Hurtigt forlød det i miljøet, at Pumpen var på vej ud af landet. Han vidste udmærket, at han ikke ville komme langt med de femten-tyve tusinde, som han havde stukket til side. Han vidste også, at Ventilen havde skjult en større sum ét eller andet sted, som han aldrig havde røbet. Kun de sølle fem tusinde, som Pumpen havde brugt på telefonen, havde Ventilen fortalt ham om. De lå nederst i nødhjælpskassen i entreen. Og nu var telefonen landet i forkerte hænder. - Skal De på fisketur, spurgte en rap aspirant, da de bar fiskekassen hen til Rønnebæks kontor. Henny fandt frem til det firma, der granulerede plastic for Københavns Renovation. Firmaet kunne oplyse, at deres produkter blev sendt til rensning og omsmeltning på en emballagefabrik i Polen. En af firmaets mobile granulatorer var placeret én gang om ugen på Nordhavnen. Herfra blev de store 800-kilos sække lastet og udskibet efter behov. Cirklen blev sluttet i Køge, Esbjerg eller Hirtshals, hvor fiskerne købte de nye EU-mærkede kasser. - Det vil sige, at du ser narkoen som ”blind passager” et sted i dette kredsløb, spurgte Rønnebæk. Gud ved hvad Kristoffersen siger til det? Skulle vi ikke lige se nærmere på kassen? Det viste sig, at patentkassen og dens nederste bund ret let kunne skilles ad. I mellemrummet var der god plads til is eller andet materiale. - Den anden kasse; den fra kælderen var enten støbt eller limet og samlet”¦ ellers er de helt ens. Narkoen bliver indkapslet i nogle af de kasser, som trawleren tager ombord i Gdynia! - Give me five, signalerede Henny. Rønnebæk lagde telefonen, Gud bedre det, hvis de hele tiden havde haft ret.... - Jeg tror ikke, at vi kan nå at køre til Rygård i dag. Vi skal først briefe Kristoffersen. Kriminalkommissæren lyttede og brummede i over en halv time. - Vil det sige, at vi i øjeblikket har placeret den mordsigtede og ofret for hans mordforsøg i Vestre? Det går simpelt hen ikke, Rønnebæk! - Nej, du må nok flytte Esben hurtigst muligt. Han er rask nok og han er den mindst farlige af de to. Det er da også tåbeligt at du ”¦”¦ - Ja, tak. Spar mig venligst for bagklogskab. Kommissær Kristoffersen greb telefonen og udspyede de fornødne ordrer i tre korte ”samtaler”. Derefter gav han sin sekretær besked på at maile de nødvendige papirer. - Og det haster! sluttede han, den mand skal være flyttet inden der er gået 10 minutter. Han er i yderste livsfare. Hvorhen? Ja, det er et godt spørgsmål. Han skal muligvis flyttes i flere omgange. Prøv Hillerød først. Jeg vil have besked, når han er på vej om et øjeblik! Da kommissæren igen trak vejret næsten normalt, så han på Rønnebæk. - Det andet, du nævnte - det om narkoen fra Polen - betyder, at vi nu må orientere PET omgående. Du og Henny må koordinere den samlede indsats. Rygård er fortsat i centrum. Så må jeg prøve at lokke en aktuel status ud af direktøren. Let bliver det ikke. "Fiskekasser"! Gud ved hvor længe den trafik har stået på? Åh, der er en ting til”¦ en tilståelse”¦ Hér: han fandt en konvolut med en serviet og en seddel”¦ ja, du må gerne blive sur”¦ Jeg fik den for flere uger af hende dér”¦ Helene, sekretæren på Rygård. Den var bare smidt ind ad brevsprækken hjemme hos hende privat. Den havde jeg ærlig talt glemt alt om. - Hvad med fingeraftryk, spurgte Rønnebæk? Den vil uden tvivl være interessant. Fængselsbetjenten hentede Esben i sygestuen og gav ham frem minutter til at blive klar og flyttet. Fængselsbetjenten hentede Esben i sygestuen og gav ham frem minutter til at blive klar og flyttet. - Ja, tak, sagde Esben. Helst til et sted, hvor ingen kender mig... - Ja, ja, små slag; det siger I sgu allesammen. Du kender turen: isolation på ubestemt tid? Dine ting er pakket og lagt ned i transportvognen. Lige med undtagelse af den kniv, som vi fandt i en af dine sko... Kom så! Du får at vide, hvor du skal hen, når du når frem. Lydia Hansen nød solopgangen over Øresund og forsøgte at glemme årene i Brasilien. Hendes mellemværende med narkobaronerne i Colombia var et overstået kapitel. Nu ville hun arbejde herhjemme for at redde stumperne af Rygårds og slægtens lasede ære. Hun ville være nødt til at tale mere med direktør Clausen. Selv om hun havde købt hus i jet-settets smørhul, ønskede hun ikke at pleje omgang med mange af dem. Golf, jagt og hypet modetøj interesserede hende ikke. Clausen havde vist oprigtig interesse i at værne om Rygårds værdier og genskabe Egely. Makkerpar blev de vel ikke; men forbundsfæller i en god sags tjeneste, var da en velkommen mulighed. Malerkunst og arkitektur optog hende i stigende grad. Snart ville malerierne, som hun havde købt i Rio kunne pynte på de bare vægge. Billedernes pris var uden betydning. Hun havde købt, hvad hun kunne lide at se på. Sambarytmer i penselstrøg fra en eksotisk palet, fejende flotte piger med gnistrende øjne og de sortklædte elegante kavalerer. Kontrasten til det kølige nordiske var slående. Christian gædede sig over den energi og dynamik, som Mariam havde bragt ind i virksomheden fra dag ét. Nu var det kun ham selv, der kunne skade Rygårds fremtid. Det var muligvis på tide at bekende kulør over for Rønnebæk. Christian havde jo aldrig brugt en eneste krone af de bestikkelsespenge, som han ufrivilligt havde modtaget. Men ingen ville vel tro på ham; det var for absurd. Pengene lå i Rygårds egen box. I en lille gammel pengekasse, som kun han selv - og muligvis Andersen havde nøgle til. Men truslerne var holdt op. Han havde ikke engang tal på pengene. Måske tres tusinde? Skulle han brænde dem i Andersens tønde, tænke han selvsarkastisk. Rønnebæk ringede ved firetiden: - Nåh, jeg ville lige høre Deres planer for de næste par timer. De må have glemt at lægge besked? - Årh, for fanden”¦ undskyld. Jeg”¦ jeg vil gerne gøre rent bord. Men min kone må intet vide! - Nåh, der er vel ikke meget, der kan overraske hende? Men tag det nu roligt. Vi kommer ikke og henter Dem i aften. Men jeg vil da meget gerne høre Deres forklaring i morgen, hvis det passer Dem? Min direktør har lige bevilget mig ekstra mandskab, så jeg snart råder over den samlede politistyrke på Sjælland, men naturligvis er jeg da interesseret i at spare! Vi har såmænd nok at se til”¦ Clausen kørte hjem. Slaget var tabt. Eller vundet. Én eller anden havde en gang sagt: ”Husk, at du i morgen skal kunne være dig selv bekendt”. Han kunne imidlertid ikke holde mund. Allerede før de gik til bords, kvajede han sig. - Har du aldrig været mig utro, spurgte han uventet; spontant og naivt. - Selvfølgelig, har jeg det, svarede hun! Masser af gange! I tankerne; men du vandt hver gang, fordi du ikke kan undvære mig. Men i aften er vi alene, i hvert fald et par timer endnu. Skal jeg skrue ned for blusset under maden?. Halvanden time senere sad de og spiste i køkkenet. Han havde åbnet en flaske rødvin. - Hvad laver I, spurgte Simon, der pludselig stod i køkkenet? I drikker rødvin? - Ja, vi fejrer det godes sejr, svarede Elizabeth. Dejligt at se dig igen. Er du sulten? Simon gloede på hende. ”Voksne”, tænkte han. "Det godes sejr" lød som en dårlig vittighed fra War Craft". - Nej, jeg har spist, hvor er Nina? - Hun er ude og gå med Rufus og en klassekammerat. De kommer om lidt. - Øv, Steffen garanteret”¦ jeg har stil for”¦ den er næsten færdig. - Må jeg se den? Jeg skal nok lade være med at rette stavefejl. - Bah, der skal være lidt til læreren. Hun lever af det, svarede han. - Hm, meget sympatisk tænkt, brummede Christian og smilede efter drengen. Logbog Kap. 43 Fornuftsstridig afpresning Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
