 |  | Logbog Kap. 43 Fornuftsstridig afpresning |
 |
|
|||||||||||||
|
- Det er politisk ukorrekt at spise truede dyr, sagde Jonathan til Henny, da han havde fortæret sit andet højt belagte stykke med røget ål. - Er det alt hvad du har at sige, din uforskammede sultne middagsgæst, svarede Henny og tog et ekstra stykke af den lækre fede fisk. Jeg føler mig tit meget ukorrekt, når vi er sammen, og det generer mig ikke det mindste. Men du er jo heller ikke en truet art! Fortæl mig i stedet hvad du ved om kokainens vej til Danmark, sagde hun. - Har det noget med dødsfaldet i Polen at gøre? Eller Rygård? - Både og; måske. Det tror vi. - Markedet for kokain i Europa styres af tre karteller - eller mafiaer om du vil. Colombias, Den russiske og Italiens. De har haft ro i nogle år. Men nu er det slut. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi vil se pludselige dødsfald blandt de værste af dem. Muligvis også her i landet. Brødrene Carrera opererer på det europæiske marked. Der må du nok drøfte sagen med din chef, før du går videre. Jeg véd faktisk ikke, hvor lang PET er kommet, men det rygtes, at der aktuelt er planer om at opbringe en polsk trawler fra Gdynia. - Bingo. Du er en skat. Nu har vi noget at forhandle om, hvis der er tale om den trawler, som jævnligt anløber Københavns Havn. Noget for noget. Lige to minutter”¦ Giv mig lige telefonen.. Tak. Rønnebæk sad foran tv-skærmen midt i en afgørende håndboldkamp, da Henny ringede. - OK, det er mig? - Nu har vi dem”¦tror jeg, sagde hun. Hun fortalte sin ukoncentrerede kollega om, hvad PET havde gang i. Det var kun dommerens signal til ”time-out”, der reddede hendes budskab. - Jamen for hel”¦ , hvordan tør din ven det? - Årh, du ved, kærlighed og røget ål kan gøre underværker”¦ Han lo højt. - Men vi må vente til på mandag. Jeg lægger besked til HBH og beder om et hastemøde. Jeg ringer, når jeg kender tidspunktet. OK? Den står 17-16 til Ungarn. Vi snakkes ved. - Hvem var det, spurgte hans kone, siden du lod dig forstyrre. - Nåh, det var bare Henny. En hastesag. Dommeren fløjtede VM-kampen i gang igen. Jonathan sad og nussede den spindende Hannibal bag ørerne. - Bare sæt ham ned. De skal ikke have mere røget ål i dag, sagde Henny. Se Missy, hun slikker lige det sidste i sig. Ikke mere slik i dag. - Du véd godt, at vi er ude på det dybe, ikke? Henny nikkede og forsikrede ham om, at Rønnebæk havde en udpræget sans for diskretion og meget selektiv omgang med fortrolige oplysninger. Politidirektøren vidste også, hvornår hun ikke skulle spørge ham om mere. - Gå lige ud og vask dit skæg; du smager meget røget, sagde hun med et smil i øjet. Er det ikke svært at være papfar - åh, jeg hader de der udtryk, pap, plastic, bonus, weekend... Når man er forælder er man vel bare mor eller far? Tager jeg fejl? - Nej, du tager ikke fejl. Men du har heller ikke ret. Hvis det bare var så enkelt, så ville mange psykologer og sagsbehandlere blive arbejdsløse. - Nu ikke så dybsindig, sagde hun, du er lige så meget sammen med Thorstein, som enhver anden far ville være. Og dit forhold til Aslaug er så godt, som det kan være. Jeg ville blive stiktosset, hvis nogen kaldte mig ”papmor”! Du er far og hun er mor. Thorstein er også stor nok til at forstå det. At jeg så har valgt at være barnløs, gør mig muligvis sær. Jeg er i hvert fald glad for, at du kan holde mig ud. Jeg egner mig ikke til sådan et fast parforhold. Men det ved du jo alt om. Han nikkede dybsindigt. - Jeg går ud og vasker op, sagde han. Gud ved, hvad PET har i ærmet? - Det får jeg nok at vide på mandag. Måske før. Rønnebæk har indkaldt Rygårds direktør til en ”kammeratlig” samtale på Ørnegården i morgen. Clausen har sagt, at han ønsker at gøre ”rent bord”. Det er måske meget godt, at det skal være lige midt i kirketiden. - Det var i sidste øjeblik, at vi fik talt sammen i formiddags. Kun fordi vi ”tilfældigvis” kender hinanden undgår jeg måske at forpurre PETs arbejde. Det er et rent mirakel, at vi hidtil har undladt at anholde trawlerens skipper og hans besætning. - Har du læst i pressen om branden på Rygård, altså Egely, spurgte hun. - Ja, du fortalte mig også om, de havde reddet direktørens datter fra flammerne. Hvad har det med narkotrawleren at gøre? - Vi ved det ikke, svarede Henny. Rønnebæk har en teori om, at de to eller snarere tre grove forbrydelser med relation til Rygård måske nok hænger sammen - men med tre vidt forskellige motiver. Og forskellige gerningsmænd fra tre forskellige lag i en eller flere pyramider. Jeg ved sgu ikke. Det bestialske mord på professoren, kan vi muligvis lade ligge lidt; også mordet på ham, der kaldte sig purser. Men bortførelsen af Nina Clausen, var ikke iværksat af de to amatører, brødrene altså, hvoraf én er død og den anden fængslet. Jeg forstår ikke Rønnebæk. Hvorfor sætter han ikke bare Clausen i spjældet? Så må rejseholdet eller PET levere bevismaterialet? - Hør nu, han har vel for pokker ikke kidnappet sin egen datter? Kan vi tillade os et glas vin mere, sagde han og skænkede op. Hvad skulle Clausen sigtes for? At tie stille? Om hvad? Du ville aldrig få et job i tjenesten, med den indstilling. Ja, det lyder åndssvagt, men brug dog tiden. Ting tager tid. Du vil gerne være på forkant, men brug dog tiden som afgørende faktor. Ja, det kan koste et uskyldigt menneske livet. Og det er galt nok. Men sådan tænker PET ikke. - Undskyld skat. Jeg er bare så... så ... overengageret. Og jeg er ret vild med dig. Kan du tilgive mig? - Ja, for hvad? - Åh, dejlige dummernik og kloge-åge. Tag mig. Glem Rygård og Rønnebæk. Ja, sådan, nu kan jeg kende dig igen. Du lugter af Aslaugs parfume. Den er god. Tror du, at hun og jeg”¦ nej, det er sgu kompliceret nok. Åh, skal der ikke mere til at tænde dig? Skal jeg strippe for dig? Jeg vil gerne. Nej, det er vist ikke nødvendigt ser jeg. Husk, at ting tager tid”¦ hvert minut og hver centimeter gør godt. Du lider ikke ligefrem af præstationsangst. Hvordan holder du dig i så god form? Uden steroider og viagra? OK, lige nu lyder du som et løbsk damplokomotiv. Bliv ved eller jeg skriger”¦ Hun havde ikke skreget. Men han fortrød lige nu, at han havde lovet at løbe sammen med hende en halv time i morgen. Han vågnede halvt, da hun slap grebet om ham og faldt i søvn. Han strøg blidt hendes øjenbryn og lagde sig i ske igen. Hannibal tilgav ham og kravlede op i fodenden. Missy var sikkert bare misundelig. Støjen fra havnen var stilnet af. Enkelte natteravne slentrede måske lidt rundt dernede. Den sidste færge fra operaen havde sat de festklædte passagerer af og det nye brobyggeri larmede kun i dagtimerne på hverdage. Kun når det var tåget kunne man ane lysskæret fra Trekronerfyret. Men tågehornet var lukket nu. Selv i Københavns centrum kunne roen sænke sig. Svenskernes vilde indkøbsture, var vist ikke så vilde mere. Når Hennys dørtelefon ringede var det som regel Jonathan, Thorstein, politiet eller Aslaug. Ikke en fuld svensker eller dansker, som bare skulle sove. Henny havde en gang sagt, at danskerne havde været de værste; ”de tror sgu enten, at jeg ejer et herberg for hjemløse eller driver bordel. Måske skulle jeg skifte branche". Henny brød sig ikke om for stækt morgenlys. Det kunne godt blive for meget. De værste morgener, var dem, hvor hun anede skyggen af en rynke, der aldeles ikke havde været der i går. Det måtte være spejlet, belysningen eller hendes egen appetit, der ældede hende før tid. Jonathan strakte sig. Hun var stået op... Han ømmede sig lidt i skridtet mens han vågnede og nød lugten af hendes sved. Hurtigt fandt han sine løbebukser i tasken og gik hende imøde. De tog den korte tur i Ørstedsparken, hvor luften føltes anderledes og styrkende. To gange rundt, før de udkørte og forpustede lavede strækøvelser på vejen hjem. De havde aftalt at lade telefonerne blive hjemme. Hun havde pacet ham og ageret hare, men han kunne ikke nå op til hende i dag. - Det var lækkert, sagde hun. Søndagsfred og frisk luft. - Men nu kalder arbejdet, spurgte han. - Jah, fritimerne burde være længere. Hvad skal du i dag? - Jeg har lovet Aslaug at hjælpe med at bære affald ned i containeren. Hun er færdig med Thorsteins værelse. Nu kan han have kammerater med hjemme igen. De har sat otte centimeter lydisolering op i hans ”lydstudie”, som han kalder det. De spiller med høreværn på, har jeg forlangt. Dumt måske”¦ jeg går lige med op og henter min taske. Hun tændte for labtoppen, da han var gået. Hold da kæft for et knald, tænkte hun og ømmede sig. "Husk, at du altid ligger, som du selv har redt", havde hendes mor altid sagt. Sludder. Mænd kunne udmærket selv rede seng. Rønnebæk havde lagt en besked: ”Undskyld, hvis jeg forstyrrer. Clausen kommer om lidt og jeg tror, at vi har en åbning. Hvad er det, som hans kone ikke må vide om Rygård? Ikke alt det pladder med elskerinden, mere det med Rygårds fortid længe før han selv kom ind i billedet? Henny svarede tilbage: ”OK, jeg er online de næste par timer. Gå efter pengene i den dér omvendte afpresning. Den er sgu fornuftsstridig.” Er du der? - Ja, jeg er her. Fint. Vender tilbage om lidt. Nu er han her”¦. Faen til forretningsgang, tænkte Henny. Måske skulle man vende bunken igen og tage kontakt til hende luderen fra ”Hvepsereden”. Clausen trådte ind klokken 10:04 og Rønnebæk forsøgte at undertrykke sin morgensurhed ved at drømme sig tilbage til konens nattelyde. - Goddag, Clausen; ja det er et ukristeligt tidspunkt, véd jeg. Men lad mig høre. Helst hele historien, denne gang”¦ - Først er der det med pengene. Jeg har dem endnu. Har ikke rørt en krone. - Hvorfor først nu? Hvor meget taler vi denne gang om? - Ingen vil tro på mig. Heller ikke Dem. Ud over det jeg tidligere har fortalt om, har jeg fået over 60.000 i kontanter. Første gang troede jeg naivt, at det var led i en bonusordning. Men jeg blev hurtigt klogere. Han fortalte Rønnebæk alt, hvad han kunne huske. Om vandværket, hospitalspræsten, pengeskabet og aflønningen. - Hvorfor må Elizabeth intet få at vide, spurgte Rønnebæk. Politiet har jo for længst gennemgået Deres økonomi? De penge, som De siger stadig ligger på Rygård, gør Dem jo ikke til tyv eller det der er værre. Jeg tror, at De gør klogest i at give hende Deres egen version af historien, før hun kan læse om den i formiddagspressen. Vær De glad, hvis PET ikke lukker hele butikken og gør Dem arbejdsløs i morgen! - Fordi jeg har gjort hende nok fortræd. Utro - ja... men gemen bedrager og kriminel narkomellemmand er jeg ikke! Utroværdig? Ja... sikkert... - Lad os nu antage, at jeg tror på Dem, svarede Rønnebæk, gør det en forskel? Clausen tænkte, så det knagede om kap med lyden fra hans umagelige kontorstol. - Jeg sætter stor pris på Deres arbejde. Og jeg véd, at De har Deres professionelle mistillid til mistænkte. Lige som jeg konstant må være på vagt for ikke at ende som offer for justitsmord. - Godt! Så forstår vi hinanden bedre. Må vi ikke godt snart være dus? Det er sgu lidt anstrengende, det her. - Jo, tak, svarede Clausen. Så er det nok nemmere. For os begge, mener jeg”¦ - Du er jo endnu ikke sigtet for noget. Men måske kunne det alligevel være hensigtsmæssigt, om du var i kontakt med en advokat, skylder jeg vist nok at sige. Det kunne også gøre det mere regulært for mig. Jeg er sgu ikke interesseret i, at de egentlig skyldige går fri på din bekostning. Kun med din uforbeholdne hjælp kan vi knalde dine og Rygårds plageånder. Men så må du tage chancen og droppe alle dine fordomme om mig og mit arbejde. Vi politifolk er sgu også mennesker på godt og ondt. - OK, jeg tror på dig, svarede Clausen. Om jeg bevarer mit arbejde eller ej, er nu temmelig ligegyldigt . Bare jeg ikke blive buret inde. - Åh hold op. Små fisk som dig hælder man ikke i et akvarium. Så sjælden er du ikke. Du bliver ikke en gang mærket i rygfinnen. Pas du bare dit arbejde, så knalder jeg dine fjender lidt efter lidt. Du må nok have lidt tålmodighed. Clausen havde aldrig talt med nogen om sin klaustrofobi; et rigtigt fængsel ville han ikke en gang kunne besøge, nok så kortvarigt. Rønnebæk anede en åbning og borede lidt videre i det ømme punkt. - Dit lille knald skal ikke skade dig mere. Jeg håber, at det var besværet værd på trods af PETs fokuserede overvågning. Henny har fortalt mig lidt om dine ridderlige manerer. Men lad det nu ligge, og lad os tænke på noget andet”¦ Jeg begynder faktisk at tro på dig. Det har næppe været Laura eller hendes far, der har sat den lille overvågning op. De uskarpe sort/hvide fotos fra Revlinggård er fremstillet ud fra en optagelse på en CD eller en I-phone; sandsynligvis noget fjernbetjent og meget småt isenkram. Men hele Revlinggård er i forvejen topsikret med et avanceret alarmsystem fra et af de store selskaber. Hvem har haft interesse i at opsætte dyrt ”ekstraudstyr”? Jeg tror ikke, at det var dig, de gik efter”¦ Du var bare uheldig”¦ Hvad véd vi egentlig om de to familiers forhold til hinanden? Altså Hansens og Frittes, spurgte Rønnebæk. - Tjah, svarede Clausen, det ville være nærliggende at spørge Lydia Hansen, mens hun er i landet. - Ja, svarede Rønnebæk, Laura Fritte eller hendes far tror jeg ikke vi får meget ud af uden en dommerkendelse. Den gamle er for klog. . Og hans advokater fra Star Alliance er dyrere end statens! Måske Lydia... hans søster. Logbog Kap. 44 Perifér udløber Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
