 |  | Logbog Kap. 44 Perifér udløber |
 |
|
|||||||||||||
|
Håndværkerne var snart færdige. Lydia var blevet anbefalet at hyre en indretningsarkitekt, men hun havde valgt selv at stå for den side af sagen. Lyse, meget svagt tonede, næsten hvide vægge. Møbleringen tog sin tid. I dag skulle containeren fra flyttefirmaet tømmes, men de fire flyttemænd var advaret og taget i ed. De var forberedt på at bruge hele dagen, indtil kunden var tilfreds med placeringen af møblerne. Ophængningen af malerierne måtte hun vente med. De virkede større og stærkere, end hun huskede dem; der ville ikke være vægplads nok til dem alle, når de skulle op. I morgen, når hun havde fået sin bil, ville hun besøge Rygård igen. Måske kunne Andersen hjælpe hende med at finde en mand, der kunne påtage sig alt det praktiske. På længere sigt ville hun være nødt til at finde en hushjælp og en "altmuligmand", hvis sådanne pålidelige mennesker kunne opdrives. Andersen vidste, hvad det drejede sig om. Hun havde købt sig et Kraks kort over København i en kiosk. Så kunne hun øve sig lidt, før hun skulle bruge den GPS, som hun havde bestilt til bilen. Heller ikke i taxaerne måtte man ryge i Danmark. Det var nyt for hende. Der var meget, hun skulle vænne sig til. Rigtig "dansker" blev hun nok aldrig”¦ “Drug trafficking is a highly profitable commercial activity and remains a core business for organised crime groups across Europe today.” Politidirektøren sad og læste det seneste memo fra Europol. Hendes franske kollega beskrev nødvendigheden af at blotlægge ”Euromed”s monopol på eksport af organiske génchips. Så vidt man kunne skønne, var patentets retmæssige ejer identisk med ”Rygaard Trading” i Danmark. Man ville naturligvis helst undgå at hacke sig vej videre. Man ønskede at give de danske og de polske myndigheder tid til selv at undersøge sagen. Hun var helt klar over alvoren i denne ”diplomatiske advarsel”, som nok ikke kunne udtrykkes tydeligere. Klokken ni besluttede hun at hasteindkalde de tre ledende operatører fra PET for at blive orienteret om status for de relevante aktiviteter. Efter nøje overvejelse bad hun Rønnebæk og Henny Lund om at holde sig stand-by foran hendes kontor på Politigården fra klokken ti til tolv. To af de tre operatører kom punktligt til tiden. Den tredje var på vej. Efter få minutter blev Henny og Rønnebæk lukket ind. Stemningen var afdæmpet men ikke trykket på nogen måde. - Jeg opfordrer jer alle om at tale så frit som muligt, sagde hun. Den tredje operatør, som kaldte sig Bettina, dukkede op. Rønnebæk huskede hende fra mødet i Gentofte, da de endnu ikke havde identificeret maleren. - Hvem vil starte, spurgte HBH. - Jeg skal forsøge, sagde Bettina, så må I andre supplere. For nu at starte i toppen. Jeg er udlånt til Europol. Hvor længe véd jeg ikke. Inden for 14 dage - måske i morgen - iværksættes en koordineret aktion i ni europæiske hovedstæder mod de største narkokarteller, som nu er svækkede af deres egne interne stridigheder. Sagen i Danmark er blot en perifér udløber, men bør give jer anledning til at drøfte nye tiltag med mig, for eksempel, før de sættes i værk. Vi skal i hvert fald ikke spænde ben for hinanden. Selvfølgelig skal vi respektere dansk suverænitet, men dansk politi må også forstå at kunne vende ryggen til de små fisk, så længe vi går målrettet efter havets lidt større dræbere. - Du taler i tåger, afbrød Rønnebæk hende uhøfligt. Henny og jeg har ingen anden interesse i Rygård end at finde en morder eller to. Siger du, at vi skal indstille efterforskningen, spurgte han og kikkede politidirektøren fast i øjnene. Vi har sgu rigeligt at gøre med en dræber i et bådehus beliggende på dansk jord. Eller vand! - Nej! HBH slog i bordet. Du skal ikke indstille noget som helst. Tværtimod. Du skal intensivere dit og Hennys arbejde, så ingen af os bliver taget på sengen! Henny kunne godt se, at den sved. - Hva faen, udbrød hun. Vi har lige leveret en polsk trawler på et sølvfad. Det næste bliver vel Coasteren Alma; men så store sølvfade findes ikke en gang på Rygård eller i jeres kantine. PET tramper rundt på vores gerningssteder, så vi snart må have aftryk af deres fingre og fodtøj for at holde skæg for sig og snot for sig? - Så, slap nu lidt af, sagde HBH. Ingen - absolut ingen - har det mindste at udsætte på jeres arbejde i korpset. - OK, lad os se på fakta, sagde Rønnebæk. Hende Lydia, kvinden fra Rygård, kan vi ikke ramme endnu. Men vi har nogle spor, der gør hende til omdrejningspunkt for hele operationen. Giv mig fem minutter og en dommerkendelse”¦. Så sidder hun fast. - Nej, svarede HBH meget bestemt. Hør nu først lidt mere om PETs plan. John, vil du uddybe Bettinas orientering, spurgte hun og kikkede på en af de andre agenter. - Gerne. Lydia er formentlig uskyldig i henhold til dansk lovgivning. Ingen dommer ville drømme om at udstede en kendelse på hende. I øvrigt arbejdede hun i flere år en del sammen med myndighederne i Rio for at redde sin bror Victor, en charlatan som troede, at han kunne gå på vandet, da han overtog driften af Rygård. Først nu, hvor statens arkiver fra 1950erne og tresserne så småt bliver offentligt tilgængelige, kan vi forstå lidt af slægtens kamp for at overleve. Skiftende ”Hansen’er” beundrede den tyske genopbygning og industrielle udvikling. En del af dem søgte ly i Sydamerika, hvor mange nazister og ligesindede kunne boltre sig lystigt. Men selv en idealist som Lydia Hansen bukkede mere eller mindre under for sine egne investeringer. Der er jo også et pudsigt sammenfald mellem brorens død og hendes flytning til Danmark. De to ting skete inden for to-tre måneder. Scotland Yard er imidlertid ikke helt så åbenmundede som os. Rønnebæk så pludselig modløs ud. - Vil det sige, at hun ligefrem har krav på vores beskyttelse? - Kald det, hvad du vil, svarede HBH; rehabilitering, asyl, fristed, hjemland”¦ det er lige gyldigt. Hvis hun holder sig inden for lovens rammer, skal vi ikke forfølge hende. At vi er opmærksomme på hende må være nok. Med mindre du vil arbejde for en lovændring af ”Dobbelt statsborgerskab”. Men så bliver det i din fritid. ”Fritid?” tænkte Rønnebæk. Véd konen overhovedet, hvad hun taler om? - OK, svarede han. Jeg forstår dit vink med vognstangen. Mangler du ikke en doven gadebetjent i ét eller andet roligt kvarter? Bare jeg ikke skal dirigere trafik eller fange flere mordere. - Bare rolig, jeg tror, at trafikken klarer sig bedre uden dig, men du lover mig, at bliver her, til vi kan lukke sagen eller sagerne om Rygård. - Come on, sagde Henny til Rønnebæk. Du er ikke typen, der stikker halen mellem benene. Jeg kan da ikke uden dig gøre vores arbejde færdig! Tag dit ansvar. Nåh, tænkte han. Ansvarsløshed kendte han alt for godt. Men Henny - og ansvar? Det var to uforenelige størrelser. - Så lyt dog til din nærmeste medarbejder, sagde politidirektøren. Måske har hun ret?... Selvfølgelig havde Henny ret; han vidste det godt. Hvor nødigt han end ville, måtte han stille sig tilfreds med PETs forklaring. - Nu afventer vi PETs gennemførelse af deres del af Europols arbejde, sagde hun til Henny og Rønnebæk; det klør også i mine fingre. Lige nu har vi brug for tid. I må have lidt tålmodighed. Vi når ikke meget længere, så jeg tror, at jeg vil sige tak for i dag, sagde hun og rejste sig. Logbog Kap. 45 Maleren flytter ind Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
