 |  | Logbog Kap. 45 Maleren flytter ind |
 |
|
|||||||||||||
|
- Av, for den, sagde Henny, da de igen sad i bilen; du er ikke ked af det. - Nåh, var det så slemt? ”Tålmodighed”, kaldte hun det! Jeg kalder det bare ”langsommelighed”! - Måske arbejder tiden også med os, funderede Henny. Jeg trænger til frisk luft. - Jamen så lad os køre til Rygård. Vi kan købe et par stykker mad og tage med. - Nej, så bliver vi uvenner med fru Andersen. Men der ligger et udmærket cafeteria på vejen. De var allerede på Rygård halv et og gik en lille tur i parken. Helene var lige kommet tilbage fra kantinen, da Andersen kom over med et brev, som var sendt fra sygehuset. Maleren var nu så rask, at han snart kunne udskrives. Det var ham selv, der havde bedt sygeplejersken om at kontakte Andersen. Helene havde set Rønnebæks bil. Han ville nok ringe på om et øjeblik. Hun kontaktede sygehuset på det nummer, der var angivet i brevet. En sekretær bad hende ringe igen kl. 14. De kunne vel ikke bare udskrive en subistensløs mand til en rygende ruin! Hun bankede på Clausens dør og blev lukket ind med det samme. Helene viste ham brevet og afventede hans reaktion. - Hm, sagde han; véd maleren, at Egely lige nu er et hul i jorden? Kan du ikke være sød og og bede Andersens komme herover, hvis de har tid? Hr. og fru Andersen kom samtidig med Henny og Rønnebæk. - Kom inden for, sagde Clausen; måske kan vi hjælpe maleren alligevel, hvis vi kan blive enige. Hvad ville I sige til, at vi tilbød maleren husly ovre i fløjen. Der kan han både spise, sove og arbejde. Men er han rask nok? Rønnebæk tvivlede. - Hvis han vil have en slags fast adresse her, så kunne det vel nok lade sig gøre. Så må kommunen selv bøvle med deres egne regler. Manden må vel have en eller anden slags kontakt til ”det offentlige”. Mig bekendt har han aldrig modtaget en eneste krone fra den kant. Vi må tale med ham om det først. Så vidt jeg véd, handles hans billeder ret godt. Kan du ikke prøve at tale med ham, Helene? - Joh, det vil jeg hellere end gerne. Men helst uden at love ham mere, end jeg kan holde. Jeg kender ham jo ikke”¦ - Det gør jeg, sagde Andersen, og min kone. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen skulle have noget at udsætte på ham. Er det ikke rigtigt, Kirstine? Fru Andersen nikkede. Jo, han er det mest pålidelige, man kan forvente af nogen, sagde hun. - Skal jeg lige gå over og gøre klar til ham? - Ja, tak, svarede Clausen. Men det kan jo være, at han siger nej tak. - Selvfølgelig gør han ikke det, sagde fru Andersen. Bare vi ikke påtvinger ham et andet liv, end det han helst vil leve. Hans to sønner er jo for længst blevet voksne. Gud ved hvad, der må være gået galt? - Bare vent til han en dag selv vil fortælle lidt mere om det, sagde hendes mand. - Jeg prøver at ringe igen, sagde Helene. Denne gang kom hun igennem til lægens sekretær, som straks stillede hende ind til overlægen. Han var meget forstående. Lars Parelius var klar til at blive kørt ”hjem”. Men hun måtte forstå, at lægen måtte have sikkerhed for, at der var nogen ”hjemme” til at tage imod. - Naturligvis, svarede Helene. Alt er klar. Det eneste vi er i tvivl om er om kommunen er klar? - Det står jeg inde for; patienten køres herfra i en ganske almindelig falcktransport eller en taxa med ledsager men jeg kan da lige sende en reminder, til hans sagsbehandler for en sikkerheds skyld. Nå, nu står han her. Vil De ikke selv tale med ham? De får ham nu”¦. - God dag, fru Rosenkilde. De må meget undskylde al denne ulejlighed. Men De véd, alt det der med ”hjem” og postadresse, kender jeg jo ikke så meget til, så .... - Hør nu her, kære maler. Vi glæder os til at se Dem på Rygård om lidt. Vær nu ikke så kostbar. Det glæder os alle, at De er udnævnt til årets maler. Nu må De love mig, at hjælpe med at kaste glans over traktørstedet igen. Kom, så hurtigt som muligt. Der er så meget, vi skal tale om ”¦. Genopbygning og ”¦ De må ikke svigte os; vi regner med Dem. Clausen havde nok ønsket en mere planlagt velkomst, men forstod på Helene, at det var det sidste de skulle arrangere. * Da taxaen knasede sig vej gennem den nyrevne gårdsplads, så Lars straks flaget på hovedbygningen og frygtede det værste. Men det var på hel. Han havde også set det store telt og containerne nede ved Egely. Andersen havde ikke været sig selv i dag. Nu stod han alene og tog imod maleren. - Ptøj, sagde han og spyttede skråen i retning af georginerne. Nå, så kan du være her? Det var sgu også på tide. De har snart revet hele møget ned. Du skal ikke gå derned. Men lad os gå ind til konen; hun har ikke været sig selv hele dagen. Jeg har sagt til direktøren og fru Rosenkilde, at vi flager for dig i dag. Ja. Jeg véd godt, at du helst var foruden. Man skal have et godt helbred for at kunne klare sådan et ophold på sygehuset. Kom nu ind, før hun henter os. Han var nu ellers flink nok, ham lægen. - Kirstine, råbte han, da han satte træskoene på måtten og bød maleren indenfor. Kirstine kom ud i entreen og omfavnede den lidt blege maler. - Det er godt at se dig igen, sæt jer ind i stuen. Nu kan jeg kende dig igen uden al det gazeværk om hovedet. - Tak, svarede han. I morgen kommer der vist nok én og fjerner nogle sting. Jeg har fået en hel roman med mig, om alt det jeg ikke må, og lidt om hvad jeg skal huske. Den må ligge i min taske. De har også givet mig en mobiltelefon og en alenlang brugsanvisning på syv sprog. - Tror du ikke, at du først selv lige skulle gå over og hilse på? Om ti minutter er kaffen klar her. - Selvfølgelig, sagde han og rejste sig. Jeg er bare ikke så vant til at færdes her oppe. Helene havde hørt taxaen og set maleren stå ud. Det var ikke til at se på ham, at han havde været døden nær. Nu kunne hun høre ham præsentere sig ude i receptionen. De kendte ham jo kun af omtale. Hun skyndte sig at åbne døren: - Kom dog bare ind; velkommen tilbage. Vil De hilse på direktøren. Jeg tror, at han venter Dem, så kan jeg senere vise Dem, hvor De kan slå Dem ned, hvis De vil. Clausen var stadigvæk optaget af en samtale med Henny Lund og Rønnebæk. - Sæt Dem bare her så længe. Alle Deres malerier og grejer er vist nok reddet. Det meste står i en tør container nede på byggepladsen. Vi kan gå derned senere, når De har tid. Det er dejligt at se Dem igen. * Clausen forklarede Henny og Rønnebæk om det tilbud, som Rygård ville give maleren. Alt var gjort klar i annekset. Den store lejlighed kunne han bruge som atelier, hvis han ville. Fru Andersen havde lagt rent tøj klar til ham i et af værelserne på første sal. - Men det er nok bare ro og fred, han har brug for”¦ - Nej, sagde Henny. Jeg tror, at han bare vil male igen”¦ så snart som muligt”¦ han er ikke typen, der kan holde sig i ro ret længe ad gangen. - Hvornår kan vi mon tale med ham, spurgte Rønnebæk”¦ - Spørg ham, sagde Henny. Jeg tror, han er ovre hos Andersen. Jeg spørger lige Lillian”¦ - Nej, svarede Lillian, han sidder da inde hos Helene og venter på, at direktøren bliver ledig. - Det er vel løgn, røg det ud af Henny. Hun bankede på Helenes dør. Og ganske rigtigt. - Undskyld mig, men jeg forstår, at De venter på at kunne hilse på Clausen? Han sidder og venter på Dem, hr.? - Parelius, Lars. Helst bare Lars og du, svarede han. - Velkommen tilbage til Rygård, sagde Clausen. Vi har jo aldrig rigtig fået hilst på hinanden før. De er hjertelig velkommen til at slå Dem ned her lige så længe De vil; det skal ikke koste Dem noget. - Tak, men jeg vil gerne betale husleje og lys og varme uden at skulle ligge nogen til last. - Ja, ja, det finder vi nok ud af. Det må fru Rosenkilde hjælpe os med. Tjenestebolig eller sådan noget, kan det vel kaldes. - Jeg har lovet fru Andersen at komme over til kaffe? - Gå du bare derover. Kan vi tale sammen om en halv times tid, spurgte Henny, så er vi også færdige med at forstyrre dig mere i dag. - Ja, gerne. Men Clausen, er det sandt, at Deres datter har det godt? - Ja. Takket være Dem og Andersen lever hun i bedste velgående og har ingen mén af det, der skete. Jeg har aldrig takket Dem ordentligt for Deres snarrådighed. Gudskelov for, at De selv overlevede”¦ Jeg håber, at jeg en dag får mulighed for gøre noget for Dem. - Nåe, nøe. Jeg vidste jo ikke engang selv, hvad jeg gav mig i kast med. - Men jeg pusler med en idé, som jeg tror vil interessere Dem. Jeg skal lige have grønt lys fra Lydia Hansen. Kan vi ses her i morgen ved titiden? - Ja, regn med mig. Jeg lister over til Andersens. Henny satte sig ud i bilen for at vente. Maleren kom glædestrålende hen til hende. - Ja, det må De undskylde, men jeg havde lovet fru”¦ - Ja, ja. Vi har bare nogle få spørgsmål. Besvar bare så godt De kan. Vi er her ikke for at genere Dem på mindste måde. Er det sandt, at De i flere år har levet som en slags ”vagabond” helt uden nogen fast adresse? - Ja. - Hvor længe har De brugt Egely, når De skulle have tag over hovedet? - Det husker jeg ikke. Tre-fire år vel. Men jeg havde fået lov til at være der. - Jamen hvad med penge, læge, sygesikring, tandlæge osv.? - Jeg havde en gang et personnummer, men det er længe siden. Ja, lidt penge har jeg da tjent, da jeg var ”på valsen” som man siger. Kun mindre beløb, når jeg af og til kunne sælge et billede. Jeg tror ikke, at jeg skylder skattevæsenet noget”¦ - Hvad med kontanthjælp? - Det har jeg aldrig prøvet. Det lød for vildt. Hun havde optaget hvert et ord. - Hvad med ulykken på Egely? - Det husker jeg ikke så godt. Kan De ikke komme senere? Nu gør mit hoved ondt. Langt om længe dukkede Rønnebæk op. - Er De dårlig, spurgte han - Nej, nej. Det er bare for meget på én gang - Nu følger jeg Dem op, hvor De kan bo. Jeg henter lige hr. Andersen. I løbet af et par timer var det lykkedes for Henny og Andersens at få maleren til at ”flytte midlertidigt” ind i annekset. Han havde givet efter for Kirstines krav om, at han selv ringede fra sin egen telefon til sygehuset om situationen. Det var da også gået godt nok. Maleren var dog ikke helt tilfreds, men han ville ikke virke vanskelig eller utaknemmelig. - Vil det sige, at jeg altid skal rende rundt med sådan noget djævelskab i lommen? - Jah, svarede Theodor, sådan én slæber vi vist alle sammen rundt på. Men du bestemmer da selv, om du vil høre på opringninger eller ej. Men bare vent; snart kan du ikke undvære den! - Næh, muligvis ikke. Det var noget i den retning jeg frygtede. En elektronisk fodlænke med selvbetjening”¦ - Nu ikke så mistrøstig. Selv Theo har accepteret, at brevduernes tid er forbi, lo hun. - Ja, men det er da også kun fordi de kan spises, svarede Andersen. Du må med mig op i slaget og hilse på dem en dag”¦ Ups!... Jeg har da for resten fået en ekstranøgle til containeren nede på pladsen; den med dine billeder. Vi kan jo gå derned en dag og kikke på sagerne, hvis du synes. Du kan altid gå ned i kantinen og spise for en billig penge, hvis du ikke selv vil bruge kogepladerne her, sagde Andersen. Men helst ikke ude i det fri”¦ - Nej, vær ganske rolig. Jeg forstår jer godt. Det ender såmænd med, at jeg bliver helt civiliseret, skal I se. Jeg glæder mig bare så meget til at komme i gang igen. Tror du vi kan finde et af mine staffelier og nogle pensler i morgen? - Ja, det kan vi da. Det lette staffeli står da lige her i garderobeskabet. Og nede i vognporten har jeg sat et par kasser med dine tuber og pensler, som jeg samlede sammen i Egelys kælder. Jeg tror, at det meste af det til alt held ikke har taget større skade af vandet. Det er jo dyre grejer. Maleren rejste sig straks og åbnede skabsdøren. - Jamen, der står det jo! Mit elskede feltstaffeli! Han omfavnede fru Andersen og gav hendes mand et varmt håndtryk. - Ja, ja, sagde Andersen; vent nu til i morgen, når du ser resten”¦ jeg er bange for, at dit noget tungere staffeli er gået tabt, men der er da håb endnu. - Det er også ligegyldigt. Jeg brugte det næsten aldrig. Men gulvet her bekymrer mig. Jeg må jo dække det effektivt af, før jeg begynder på noget. Ja, altså, jeg kaster ikke med farverne; så moderne er jeg ikke. Men pletter undgår jeg nok ikke. - Så vidt jeg husker, har vi nogle store rester vinyl eller linoleum liggende et eller andet sted. Men nu kan jeg vel bare ringe til dig, når jeg har fundet det. Men gå nu ind og læg dig lidt. Jeg kigger til dig om en times tid. Lægerne havde sagt, at han nok ville føle at han langsomt mistede sine kræfter uden egentlig at blive træt. Prøv at få så meget motion som muligt, men overanstreng Dem ikke, huskede han. Han ville savne kroppens fysiske træthed den følgende dags følelse af at være udhvilet. Kun sovepiller og lignende kunne i så fald hjælpe ham. - Jeg og konen skal nok tage os af ham, sagde han til Henny, da de gik ned til Rønnebæk. Det hele har bare været for meget for ham. Han skal bare hvile sig lidt. Da politifolkene var kørt, sad Kirstine og Theodor og småsludrede. Maden var klar. Den skulle bare varmes. * Lydia blev henrykt, da Christian Clausen ringede. Hun forstod godt, at "gæstgiverier" ikke var, hvad de havde været. Men et helt selvstændigt lille museum for ”nyere kunst”, sådan lidt ”mini-Louisiana-agtigt” ville hun selvfølgelig støtte - og gerne selv bidrage til. Hun kunne heller ikke se Clausen eller sig selv som krofatter/mutter. Og da slet ikke på en egn, hvor fast-food sikkert stod i højere kurs end rigtig mad. - Bare klem på, jeg er med på den værste. Og hvis det bliver en fiasko, finder vi nok en løsning. Jeg har lige fået min bil i dag. Den er superlækker. Men det er de mærkeligste steder GPS’en fører mig hen? Kender du det? Nåh, nej, det tænkte jeg nok. Men Rygård kan jeg finde i søvne. Sørger du for at tage kommunen i ed? Hvis de hellere vil have et værtshus end et moderne museum, så må de selv stå for driften. Det var da godt, at du ringede, før jeg sælger mine malerier. Du ser mig, før du aner det”¦ * Klokken 18 gik de Theodor og Kristine op til maleren med en foliebakke med varm mad. Han havde det betydelig bedre nu. De sad hos ham, mens han spiste. Hakkebøf med løg og sovs og kartofler. Han spiste næsten det hele. - Tak. Det var en fyrstelig opvartning, sagde han. Tusind tak. - Nu vil jeg gå min lille aftenrunde, sagde Andersen. Husk nu at tage telefonen, når jeg ringer! - Her, Maler, her har du kaffebønner til i morgen tidlig, sagde fru Andersen og fulgtes med sin mand ned ad trappen. Maleren skulle ikke i seng foreløbig. Han sad og skrev huskeseddel på bagsiden af en konvolut. Køn var skriften ikke, men det var kun ham selv, der skulle læse den. Tidligere havde han aldrig brugt huskesedler. Han havde set den helt nye skriveblok med Rygårds logo i skuffen i natbordet. Der lå også en Bibel. Han besluttede sig alligevel til at at skrive et lille brev på blokken. Bare for at prøve: ”Kære Kirstine”. Nej”¦ ”Kære Kirstine og Teodor Andersen” rettede han det til; det så mere rigtigt ud. Klokken blev over tolv, før han tørnede ind. Brevet fyldte da fem ark. Han ville lige læse det i morgen, før han ville gå over med det. Logbog Kap. 46 Rent sengetøj og frisk brød Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
