 |  | Logbog Kap. 46 Rent sengetøj og frisk brød |
 |
|
|||||||||||||
|
I går havde han været i brusebad, før han havde lagt sig langsomt og forsigtigt i det nystrøgne sengetøj. Det havde været lige så skønt som sygehusets. Ja, bedre; her duftede det af frisk luft. Han var vågnet klokken seks, som han plejede. Forholdsvis udhvilet. Kaffe, huskede han; fru Andersen tænkte da også på alt. El-kedlen var smart. Han nød sit nye livs første dage, hvor han nu kunne se alt det fortidige med nye briller. Daggryets første fugle, skyerne. Lydene fra skoven; Andersens hosten, da han stod og strakte sig foran vognporten og iagttog duernes tidlige rundflyvning. Grusets knasen, da de første morgenfriske medarbejdere trillede ind. I dag ville han måske kunne male. Men først ville han rede sengen pænt. Og så nyde morgenkaffen og læse sit brev fra i går. Det så da næsten læseligt ud. Var Teodor med ”h”? Han listede lige ned og kikkede på postkassen. Pludselig følte han sig lidt smålig og ret latterlig. Det kunne jo være fløjtende ligegyldigt; ”t eller th” . Han skulle lige til at skrive på konvolutten, da Andersen kom ud fra vognporten. - God morgen, Maler. Du er tidligt ude i dag. Er alt som det skal være deroppe? eg mener, mangler du noget? - Nej, tværtimod. Det hele er så vidunderligt. Men altså, jeg har skrevet et lille brev til dig og din kone, og jeg vil ikke være bekendt bare at lægge det i jeres postkasse”¦ - Nåh, nej, posten kommer også først ved 10-11-tiden. Jeg tager dit brev med ind. Skal vi gå ned og se efter dine ting i containeren om lidt? Jeg har lige talt med økonomaen i kantinen. Hun har givet mig en pose med fire-fem hvide kitler, som skulle være kasseret. De skulle kunne passe en voksen mand. Kan du ikke skille mig af med dem? Der ligger også et frisk brød øverst i posen. Hun bager selv. Maleren gik muntert tilbage til annekset. Frisk brød var en vild luksus, som han tidligere kun havde fået del i hos de to bagerier, som af og til satte lidt til side til ham, når han var på de kanter. Kirstine sad og læste det rørende brev fra maleren. - Hva’ skriver han, spurgte Theodor, da han så, at hun i smug tørrede en tåre. - Det er bedre, at du selv læser det. Han er så glad og taknemmelig for den smule vi har hjulpet ham med. - Årh, pjat med ham”¦ Hmm”¦ men det er pæne ord han skriver. Han har åbenbart også ringet til kunstforeningen”¦ de vil gerne købe det største af de fire malerier, som han udstillede. Gud ved, hvad sådan et skal koste? Ha, kunstforeningen hedder sgu ”Klatten”. Kan du ikke lige finde deres telefonnummer. Det kunne være det var noget for os? Et af hans fineste billeder står nede i containeren. Det er det med hovedbygningen. Du har sikkert set, hvor tit han stod nede i alléen og arbejdede på det. Hun rystede på hovedet. Alle hans tosserier. Selvfølgelig havde hun set maleren arbejde på det. Det var jo et arbejde, som den afdøde Victor Hansen havde bestilt, havde maleren selv fortalt. Kirstine fandt hurtigt ”Klatten” og foreningens formands telefonnummer. Henry et-eller-andet? - Værsgo’; du kan selv ringe op. - Tak”¦ , men kan du ikke lige skrive det ned. Så ringer jeg senere for nu skal maleren og jeg ned og kikke til containeren. Han gik ud og åbnede vognporten. Jo, kasserne stod godt her. Maleren kom hurtigt ned til ham og stirrede på kasserne. - Ja, luk du kun op; bare du ikke bliver skuffet. Lars P. åbnede den øverste. Pensler, skitseblokke, kulblyanterne og hans rammeværktøj var der. Den næste kasse indeholdt terpentin, tubefarverne og grunderen. Selv spraydåserne med fixativ var uskadte. - Jeg troede jo det hele var brændt”¦ - Ja, det gjorde jeg sgu også, men jordlaget på indskudsbrædderne har virket effektivt. Gulvbrædderne oven over var brændt halvt igennem. En overgang troede vi, at du var omkommet derinde. Skal vi gå ned og se, hvad der måske er reddet? Eller vil du hellere vente? - Nej, jeg vil gerne med, men helst lidt senere. Jeg lovede faktisk direktøren, at jeg ville komme op til ham klokken ti. - Jamen du giver bare besked, når du har tid, svarede Andersen. Helene stod på hovedtrappen og vinkede til ham. Den var kun fem minutter over. - Direktøren har spurgt efter Dem. Kom indenfor; dejligt at se Dem så frisk. Clausens dør stod åben. - Dav igen, er De lige så frisk, som De ser ud? - Tak, jo. Men kan De ikke være rar og sige ”du”? - Jo, tak, hellere end gerne; nu ”bor” vi jo næsten under samme tag. Vil du have en kop te eller kaffe? Eller en Ramløse? Fint, så skåler vi”¦ Jeg har et forslag. Hvad siger du til at hjælpe os med at indrette det nye Egely til et lille, meget lille museum for nyere kunst? - Den må jeg lige tygge p唦 - Hvad skulle jeg kunne hjælpe med? - Alt hvad du er bedst til. Kunstforstand, livserfaring, glæde og farver. Det vil være et fuldtidsarbejde, hvor du selv kan male så meget du vil. Bygningen er betalt. Når Egely er klar, skal det fylde almindelige mennesker med livslyst og skønhed. Intet mindre. Tænk lidt over det. - Jeg har tænkt. Jeg er overvældet. Ja. Det er jo en ønskedrøm, der går i opfyldelse. Ja, selvfølgelig vil jeg. Jeg har intet at miste. - Du kan stå helt frit - og når som helst trække dig ud, hvis du fortryder. Andersen og maleren nåede først ned til byggepladsen ved ellevetiden. Håndværkerne under det store telt var ved at lægge omfangsdræn og gøre klar til støbning af fundamentet. De to containere, der var temperatur- og fugtstyrede, stod om brummede om kap under hver sin pressenning, mens indholdet blev renset med noget ozonholdigt luft. - Prøv lige om din nøgle passer i hængelåsen her, sagde Andersen”¦ godt, så får vi se”¦ Jo. Den anden er bare fyldt med det tømmer, som de regner med at genbruge. Vi må lige vente et øjeblik, og lade døren stå åben. Se så her, sagde han. - Jeg troede aldrig, jeg skulle se lærrederne igen! Var der virkelig så mange? Ja, det må der jo have været! De er jo ikke mere medtagne, end jeg sagtens kan lappe lidt på det. Jeg må tage ét ad gangen op i annekset, før jeg kaster mig over nye skilderier. - Det fine maleri af hovedbygningen står her, sagde Andersen. Det kan vi tage med op med det samme, hvis du synes; Det lugter ikke af sod længere. Byrødderne på rådhuset var som sædvanligt begravet i ansøgninger samt bilag om støtte til et utal af sikkert glimrende formål. Folkestyrets tapreste fortropper havde gyldne dage. Modstridende indstillinger fra fire- fem forvaltninger var gefundenes fressen for oppositionen, og borgmesteren lovede flere bilag og flere møder, før hun turde sætte sagerne til afstemning. Hun valgte klogeligt at samle Rygårds ansøgning sammen med og et gammelt krav om et ”Medborgerhus” og ”gebyr for madudbringning” under ét. Det var sådan set ”udgiftneutralt” kunne hun dokumentere. Med en driftoverenskomst med det nye ”Egely”, ville kommunen kunne sikre sig at gøre en god forretning i de næste to eller tre valgperioder. Afhængigt af konjunkturerne, naturligvis. Forslaget blev énstemmigt vedtaget. (Næste punkt var ”Orientering om renovering af overløbsanlæg” i Enghaven). ”Énstemmigt”, tænkte Clausen. Det var bedre, end han havde forventet. Agermose, lederen af forsøgsgården havde ringet, så snart mødet var overstået. Han havde ønsket tillykke, men bedt Clausen om at være opmærksom på de trafikale problemer, der kunne opstå ved Rørdamgård. Selvfølgelig! Agermose havde været formand for byplanudvalget i årevis. Men han ville være nødt til erklære sig inhabil, hvis trafikspørgsmålet kom til behandling. Bare rolig, havde Clausen svaret. Vi har kun søgt om tilladelse til indkørsel fra Sømarksvej. Der skulle ikke være noget problem dér. Det var jo ikke et nyt ”Arken”, de ville bygge! Logbog Kap. 47 Os sete mares Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
