 |  | Tro, håb og virkelighed 5. |
 |
|
|||||||||||||
|
Tilkendelse af flexjob Når man har været sygemeldt så længe som jeg havde været, kommer man ind i det offentlige dagpengesystem. I vores lille kommune havde jeg først en sød ældre dame som sagsbehandler/socialrådgiver. Men da det var en længerevarende historie med mig, endte det faktisk med at hun gik på pension, og herefter fik jeg en ny sagsbehandler. Hun var også meget sød, men jeg kunne godt mærke, at hun var noget mere skrap end den tidligere. Der blev pludseligt stillet flere krav til mig. Jeg var komme så langt psykisk, at jeg gerne ville have en afklaring på min situation. Jeg kunne ikke blive ved med at være sygemeldt og hvad skulle jeg gøre, når jeg ikke kunne magte et fuldtidsjob. Jeg fik det lavet sådan, at vi kunne holde en rundbordssamtale på kommunen med min sagsbehandler, jobkonsulent, egen læge, kommunens lægekonsulent og så min mand og jeg. Her tror jeg da nok lige, at jeg kom fra asken og i ilden. Det gik slet, ikke som vi havde håbet. Lægekonsulenten var ikke samarbejdsvillig. Uanset hvad vi bød ind med i håbet om at kunne blive tilkendt et flexjob, var hans eneste svar “Alle muligheder er ikke udtømt endnu”. Både jeg selv, jobkonsulenten og min egen læge var uenige i den påstand. Efter 9 måneder i jobtræning var det ikke lykkedes mig, at komme op på mere end 3 timers arbejde dagligt, og det var kun om formiddagen, at jeg kunne arbejde. Der var klare beviser på, hvordan situationen var. Mødet trak ud til flere timer og det endte med at jeg græd, min mand var vred og magtesløs. Han henvendte sig til vores læge med ordene, “Jamen så gør dog noget”. Lægen var også vred på lægekonsulenten, men han beherskede sig og sagde “Det nytter ikke noget i dag”. Endelig fik vi afsluttet mødet, men uden resultater. Lægekonsulenten ville have mig i et forløb i hans eget privat firma, men lægen, jobkonsulenten og jeg nægtede. Lægekonsulenten virkede meget utroværdig, og vi turde ikke stole på ham. Hans attitude var fjern og uforklarlig. Hvad skete der lige der !? Dagen efter kontaktede jeg min læge, og sagde “Jeg vil klage over den behandling jeg fik af lægekonsulenten". Det ville lægen ikke tilråde, han sagde “Lad det gå sin gang”. Hvad mente han mon med det. Alt den selvtillid jeg havde opbygget det sidste års tid, var med et væk. Jeg var helt til rotterne. Hvordan skulle det nu går. Vi havde lange samtaler derhjemme min mand og jeg. Det så sort ud for os. Jeg græd hele tiden og var rystende nervøs. Denne situation kunne vi slet ikke overskue. Hvordan kunne jeg blive klemt så grueligt i systemet. Jeg var overbevidst om at hvis jeg skulle i et forløb i lægekonsulentens firma, så ville jeg blive totalt sindssyg og blive buret inde på den lukkede afdeling resten af mit liv. Langt væk fra min mand og børn. Og det værste var, at det mente min mand også. Mit liv var et mareridt. Frustreret tog jeg til det aftalte møde med psykiateren. Da hun hørte min historie, bad hun om min tilladelse til at ringe til min læge. Der var lige noget hun ville vende med ham. En sen aftenen var hun blevet kontaktet via telefon privat af en lægekonsulent fra min hjemkommune. Han havde snøvlende udbedt sig oplysninger om mig, men det havde hun nægtet. Han kunne gå den officielle vej, hvis han ville have oplysninger fra hende. Hun kunne ikke finde hoved eller hale i, hvad han talte om, men nu kunne hun forstå sammenhængen. Mens hun talte med min læge, kunne jeg høre på samtalen, at lægekonsulenten havde været påvirket af stoffer både ved mødet ved kommunen og da han havde ringet til min psykiater. Noget som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig, kunne ske i virkeligheden. Jeg sad med åben mund og lyttede. Det kunne slet ikke gå op for mig, det de talte sammen om. Men min læge og psykiater gik sammen om at melde lægekonsulenten til myndighederne. Det var tale om både misbrug af stoffer og magt. Så kunne jeg pludselig bedre forstå, hvorfor min læge havde sagt, at jeg skulle lade tingene gå sin gang. Lettet forlod jeg psykiateren. Det var altså ikke mig, der var ved at blive rablende skør. Jeg græd af lettelse hele vejen hjem. Jeg skulle bare hjem og ringe til min mand hurtigst muligt. Måske var der håb forude alligevel. Måske kunne pigerne få en glad mor igen. Det var bestemt heller ikke en sjov tid for dem, men hvordan skulle jeg kunne forklare pigerne om situationen. De skulle jo gerne kunne beholde deres tillid til andre selv om jeg havde mistet min. Derfor valgte jeg ikke at fortælle dem sandheden, kun ”at det nok snart skulle blive bedre og at det hele nok skulle gå alligevel”. Hvor troværdigt var det mon lige, hvis man ikke selv var helt overbevist. Et par dage senere blev jeg ringet op af Socialchefen fra min kommune. Han var blevet kontaktet af min jobkonsulent, som tilfældigvis også sad i byrådet. Jobkonsulenten havde skældt ud over, at man ikke kunne være bekendt, at behandle kommunens borgere på denne måde, som lægekonsulenten havde gjort ved mig. Min mand og jeg fik en meget stor undskyldning, med løftet om at lægekonsulentens opførsel ikke ville gå upåagtet hen. Lægekonsulenten blev efterfølgende afskediget. Det var dejligt at få en undskyldning, men skaden var desværre sket. Min tiltro til andre mennesker lå igen på et meget lille sted. Herefter blev jeg sendt til en uvildig psykiater, som min egen læge valgte. Jeg skulle til en lang samtale, hvor jeg bare skulle besvare alle de spørgsmål jeg blev stillet. Ok, men turde jeg nu også det. Min egen læge og psykiater kendte personligt den uvildige psykiater og sagde, at det var en venlig herre, og de fik ret. Selv om det startede lidt kaotisk, så gik mødet godt. Jeg var ikke stedkendt i den by han havde sin praksis og jeg havde problemer med at finde frem. Jeg var lettere forvirret og sent på den da jeg ankom, men den nye psykiater havde en beroligende effekt på mig. Testen tog 3 timer og jeg var meget træt bagefter. Der blev spurgt ind til hele min livshistorie og han forklarede mange ting for mig. Derefter var der tilbage at køre hjem og vente 14 dage på resultatet. Endelig fik jeg resultatet. Testen viste at jeg havde diagnosen, Kronisk Træthedssyndrom. Godt at få sat et navn på, hvad det var jeg fejlede, selvom det var noget af en kamel at sluge. Med testen fulgte en masse information om min tilstand, og jeg var nu i stand til at finde yderligere info på nettet. Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. Alt dette passede jo lige på mig. Jamen så var det jo derfor jeg havde det sådan. Pyh, jeg var ikke ved at blive rablende skør. Med den speciallægeerklæring kunne jeg herefter blive tilkendt et flexjob på 15 timer ugentlig. Så langt så godt, nu var det bare at finde et flexjob, så kunne jeg starte på et nyt liv. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
