 |  | Mariams breve Kap. 6 |
 |
|
|||||||||||||
|
KAPITEL 6 Mandag Kunsteksperten viste sig at være en midaldrende kvinde. Hun og hendes mandlige medhjælper ankom samtidigt, men i hver sin bil. Hun i en flot Rover, han i en tung specialbygget kassevogn. Andersen kunne høre tyngden, da den rullede ind på gårdspladsen. De to fremmede forklarede deres ærinde men havde øjensynligt svært ved at finde ned til museet, så han måtte hjælpe dem på rette vej. Der var da ellers skilte nok. Han tilkaldte Maleren og spurgte om han havde til tid at køre med dem derned og lukke dem ind - og gerne finde det gamle billede frem. Snarrådigt havde Andersen udbedt sig deres legitimation, hvilket damen fandt højst upassende. Først da de viste ham deres mail fra direktør Clausen, gav han sig. ’Vi lukker ikke hvem som helst ind’! ”Om lidt vil De måske forstå min forsigtighed,” forsøgte han”¦ men da var hun allerede helt oppe i det røde felt. Sikke dog et temperament at rende rundt med. Det må være slemt for hende”¦ At det skulle blive meget værre et øjeblik senere, havde han ikke forestillet sig. Maleren havde fundet den ønskede magasinkasse frem og overlod den til de to specialister. ”Sig mig, holder De os for nar?” spruttede hun rasende, da hendes medhjælper havde pakket billedet ud. ”Vil De straks ringe til Deres direktør og underrette ham om dette elendige falskneri!” Maleren kastede et blik den gamle ramme, som nu var ramme om et elendigt billede, som han aldrig tidligere havde set. Det forestillede et landskabsparti i grelle farver. ”Vil De ikke være rar selv at tale med direktør Clausen?” Han trykkede nummeret og rakte hende telefonen, som hun så med skepsis på. Han forsøgte efter bedste evne at lytte til den enetale hun førte i telefonen. ’Skandale’ og ’respektløs’, havde hun råbt. Maleren begyndte at ane sin fremtid på Rygård skride under fødderne. Han blev nødt til at gå op til Clausen og Helene. Andersen beroligede ham. ”Hun er lige kommet fræsende herop. Den skøre madamme skulle forbydes at køre bil.” ”Maleriet er byttet ud! Stjålet!” sagde maleren. ”Nårh, det var vel næppe noget værd, når det kommer til stykket”. Madammen kom stærkt ophidset ned fra hovedbygningen og forlod stedet i den fornemme bil. ”Jeg bliver nødt til at gå op til Clausen og Helene”, sukkede maleren. ”Dav Maler”, sagde Lillian. ”Hvad var det for en hystade, der lige kom og råbte og skreg?” ”Ja, jeg bliver nødt til at”¦” Clausen og Helene kom overraskede ud i receptionen. ”Dav, Maler, er hun kørt? Kom nu ind og slap lidt af”, sagde han roligt. ”Tak, jeg er ked af al denne ulejlighed, jeg forvolder.” ”Sludder”, svarede Clausen. ”Den furies opførsel, har du intet at gøre med.” ”Nej vel? Men jeg er bange for at hun er uforskyldt. Det gamle maleri er væk. Måske stjålet.” ”Det er sandsynligvis falsk, og så er det lige meget; og hvis det nu skulle være ægte, kan en gemen tyv aldrig slippe af med det. Det bliver nu politianmeldt og så må forsikringsselskabet klare resten, tænk ikke mere på det. Bryder du dig om Coq au vin? Det er min søns livret. Han glæder sig også til at møde dig på onsdag.” ’Onsdag? Onsdag?’ tænkte han, så det knagede”¦ ”Åh, jo tak”. Coq au vin var længe siden. Med ris og lun flute, huskede han. Og laurbærblade og de modne enebær, som de selv havde høstet på en ferietur. ”Ja Jo, tak. Din søn har en sandelig en god smag”, sagde han til Clausen. Kalender havde han ikke ført siden han dengang havde solgt næsten alt hvad han ejede. Hans gamle lommekalendere havde han troligt bevaret år for år. De var fyldt med vigtige aftaler, notater og telefonnumre. Han havde altid brugt den lille ”mayland” med to ugedage på hver side. Det havde dækket hans behov. Nu burde han nok anskaffe sig sådan en fin huskebog igen ved lejlighed. Og genoptage den gode vane. Det var jo umuligt at have det hele hovedet. * Tirsdag ved titiden ringede Helene for at anmelde tyveriet fra museet. Hun blev stillet om til Københavns Politi, hvor en gnaven vagthavende henviste til deres hjemmeside, hvor hun kunne udfylde en blanket til brug for tyverianmeldelser. Derpå fulgte en automatisk besked med fem gode råd om, hvordan borgerne bedst sikrer sig mod indbrud. Hun begyndte faktisk at tale med den automatiske telefonsvarer, men måtte grinende opgive sit forehavende. Det var til at græde over. Hun fattede ikke hans overfladiske ignorance. Formiddagsaviserne flød over af halvkvædede viser og pirrende overskrifter. ”Tyveri for millioner”, ”Genfundet Gaugin måske falsk” og så videre. Den vagthavende læste øjensynligt ikke aviser. Clausen foreslog hende at kontakte Rønnebæk eller Kommissær Kristoffersen direkte. De kunne nok sætte lidt skub i sagerne. Helene valgte at ringe til Henny Lund. Kriminalassistenten takkede for invitationen til museets åbning. Hun og Rønnebæk glædede sig vildt til at komme. Nu var hun ved at skulle vænne sig det nye job i efterretningstjenesten og dermed undvære det tætte samarbejde med Rønnebæk i det daglige. ”Til lykke”, svarede Helene, ”Ja, det er rigtig nok. Der har været indbrud på Egely; formentlig i går nat. Da jeg så skulle anmelde det i dag, føler jeg, at jeg ikke blev taget særligt alvorligt. Derfor valgte jeg at ringe til dig.” Henny huskede svagt, at der havde været indbrud på Rygård tidligere, men det var vel for et halvt år siden. De fik en lang snak om løst og fast. Om Jonathan, som hun stadigt så af og til, specielt nu, hvor de (ved et tilfælde?) havde fået samme arbejdsgiver men heldigvis ikke samme arbejdssted. Henny lovede at optage rapport med det samme og sende en kopi med mail til Helene, så hun kunne skrive en skadesanmeldelse til Egelys forsikringsselskab, der forresten var ejet af ”Rygård Holding”, der formelt var ejet af handlingsselskabet ”Moon Corporation” i London. Dog med det reelle ejerforhold strategisk placeret på Cayman Island. Hvem der i sidste ende tjente eller tabte på tyveriet, turde Helene ikke tænke på. Men det turde Henny godt. Efter frokost havde Maleren fået gjort Rollos kurv færdig. Han var tilfreds nu, da kurvens pileflet var så godt som tør og havde fået den rigtige glans. Pakkeposten kom, da han satte kurven ind i den åbne vognport. ”Her, der er pakke til dig”. Maleren lod som om han blev overrasket. ”Jamen dog; fra hvem?” ”Det står her. Hvis du lige vil kvittere?” Det gjorde han gerne. På sådan en underlig lille maskine, som postbuddet rakte frem. ”Det er fra min ældste søn”, forklarede Maleren, ”Mange tak”. Spændt gik han op ad trappen og gav sig god tid. Måske var der også en hilsen med. Ja, der var både to bundter med de gamle hæfter og en kuvert med farvebilleder, samt et lille brev. Nogle ting skulle helst gøres langsomt. Brevet først. Morten og Johannes havde hver skrevet en lille side. Johannes’ var håndskrevet, Mortens på computer. Morten studerede kommunikation og IT på HTX i Lyngby og Johannes arbejdede hjemmefra med planerne om den virksomhed, som de begge drømte om. Var det realistisk? Maleren anede det ikke. Men drengenes engagement og selvtillid fejlede ikke noget. De to billeder af Emma måtte han gerne beholde. En lille charmetrold var hun vist. Nu kunne han godt gå over til Clausen og Helene og vise hende frem. Lillian fik også lov til at se billederne. ”Jeg tror, at de sidder i møde”¦ men vent lidt”¦ Jo, du må godt gå ind til Helene”. Hun åbnede døren, da han skulle til at banke på. ”Ja, kom bare ind”, sagde hun, ”men kun et øjeblik. Vi har fået et ubehageligt brev om Gauginmaleriet”. Ørerne strittede på de to receptionister, men Helene lukkede hurtigt døren. ”Sid ned Maler. Vi har lige fået brev fra en pengeafpresser eller sådan noget lignende.” ”Det lyder helt surrealistisk.” ”Ja, det er nok bedst, at direktøren selv fortæller det”. ”Det er en farlig redelighed”, sagde Clausen og viste Maleren brevet. ”Men rør endelig ikke ved det! Politiet kommer om lidt og undersøger det.” Brevet bestod af avisudklip og enkelte håndskrevne ord, der var klistret sjusket på et blankt stykke af Rygårds brevpapir. ’Hvis du vil have maleriet tilbage, skal du bare lægge 100.000 kr. i en kuvert og aflevere den til os. Nærmere instrukser følger. Hvis du kontakter politiet om dette brev, ser du aldrig maleriet igen.’ ”De idioter må sgu da vide, at politiet allerede er på vej!” sagde han til Maleren. ”Vil du være rar og blive her, til Henny Lund kommer?” ”Jah, idioter må de være”, sagde Maleren.”De vil aldrig få et bøjet femøre op af en kunsthandlers lomme for det gamle bras.” Lillian meddelte, at Fru Lund og Rønnebæk lige var kommet. Et ubehageligt dejavu flimrede for Clausen øjne, da de to betjente blev lukket ind. ”Ja, så er vi her igen. Men denne gang i mere fredeligt ærinde. Ingen er så vidt vides kommet noget til. Kun ’Kvinderne ved Brønden’.” ”Jah, kun og kun”, svarede Maleren, ”måske havde de et godt liv”. Rønnebæk så desorienteret på ham. ”Nå, lad mig se, hvad De har””¦”Det ligner mest af alt et stykke amatørarbejde eller en rekvisit til en gammel dansk kriminalfilm. Men Henny, du har en idé, siger du?” ”Ja, jeg foreslår, at De Clausen svarer behersket og henholdende, men positivt, når De bliver kontaktet igen. Fortæl at vi efterforsker indbruddet rutinemæssigt og forventer at finde maleriet, når det udbydes til salg på markedet. Ingen må vide, at tyvene nu forsøger sig med pengeafpresning. Jeg har tjekket de fængslede i sagen om Deres datter og mordforsøget på dig Maler. De kan næppe stå bag det hér. Ikke ét ord om pengeafpresning må slippe ud. Når De bliver kontaktet, så tilbyd at betale for eksempel 50.000 for maleriet. Ikke en krone mere. Vi véd jo ikke om det overhovedet er noget værd.” ”Vi risikerer at blive beskyldt for at provokere afpresseren til at gå ind på sådan en ”handel”, sagde Rønnebæk, ”men jeg ser ingen anden løsning.” Han så alvorligt på Clausen,”De må selv, helt alene, tage chancen. Politiet vil ikke have med den slags at gøre.” Kristoffersen måtte intet vide; han ville fline helt ud over fremgangsmåden, hvis han fik færten af det. Måske er vi så heldige, at de kvajer sig, tænkte Rønnebæk. Clausen var med på idéen. Snart ville maleriet være i sikkerhed. 50.000 var jo pebernødder. Henny og Rønnebæk var nødt til at tage brevet og konvolutten med sig. Det var det eneste konkrete materiale de var i besiddelse af. De valgte at kontakte ”Gajolsen” på Politigården uden om ”systemets” officielle kanaler. Var der nogen, der kunne analysere et stykke papir, var det ham. Maleren trissede en tur over til Mariam og Sandra. Kris lå under Sandras skrivebord og rodede med nogle kabler. Hun havde tit servicebesøg fra ”Teknisk support”, som afdelingen nu hed. ”Hvad siger I så?” spurgte maleren og viste dem billederne af Emma. ”Til lykke. Der kan du få nok at se til de næste mange år”, lo hun. ”Tak, nu skal jeg bare finde to små pæne rammer til dem. Hvor kan jeg mon købe sådan noget?” ”Inde hos min mor i Genbrugsbiksen i Torvegade. Hun har lige det du står og mangler”, svarede Kris nede mellem Sandras ben. ”Hun har rammer i alle størrelser”. ”Sådan, nu kan den lidt igen”, sagde han til hende, da han kom op. ”Hun hedder Selma”, sagde han til Maleren, ”alle i byen kender hende”. Hende var han vist aldrig stødt ind i. På vejen fra Rygård til Jægersborg kørte Henny og Rønnebæk ind til portvagten på Politigården. Han lovede, at overbringe den lukkede pose med brevet til Olsen med det samme. ”Lad os komme ud, før Kristoffersen ser os”, sagde Rønnebæk. De havde nu ikke grund til at bekymre sig. Kristoffersens telefoner havde ikke stået stille i flere timer; pressen kimede ham ned! Især havde to journalister været nævenyttige. De påstod hårdnakket, at han da måtte kende til truslerne mod det nye museums ejer. Der var jo netop ikke tale om trusler, men om et nøje planlagt og gennemført tyveri af et maleri af ukendt værdi. Han kendte sŒgu ikke til indbrudstyve, der fremsatte trusler hverken før eller efter et indbrud! Han fik røde knopper, bare han hørte navnet Rygård. Trafikken ud af byen var lige så håbløs som sædvanligt; det var efterhånden som om det var myldretid i de fleste af døgnets timer. ”Ikke mere papirarbejde i dag”, blev Henny og Rønnebæk hurtigt enige om. Maleren havde bare smurt sig et par stykker mad klokken tolv. Han havde jo nem mad til i aften - og i morgen skulle han hjem til Clausens og spise hane. Han havde set billeder af Elizabeth Clausen og deres børn på direktørens skrivebord. De var kønne at se på. Det mærkelige begreb ”værtindegave” generede ham. Han ville i hvert fald ikke komme tomhændet, men alligevel komme uden andet end sig selv. Som Kraka? På en måde, ja. Så kom idéen. Hesteskosøm, igen, selvfølgelig. I hans ungdom havde fremstillet vel op mod et hundrede smykker af de små søm, som enhver landsbysmed brugte før i tiden. Mange havde han foræret væk og mange havde han solgt. En gang havde han opkøbt hele Johannes Fogs restlager af den forældede artikel. De elleve katolske søstre på skolen i Ordrup havde hver fået et kors med en tynd lædersnøre. Måske vidste drengene hvor hans søm var blevet af? Hvis han havde haft sømmene nu, ville det højst tage ham en time at fremstille sådan et lille næsten værdiløst pragteksemplar. Han kikkede ud. Joh, Andersen var sikkert hjemme. Det småregnede. Måske skulle han tage en middagslur? Kun en halv time. Om det var drøm eller virkelighed, vidste han ikke. Han rejste sig gik hen og åbnede døren. Men der var meget stille. Regnen var holdt op. Først da han åbnede vinduet lidt, så han de ærtestore hvide hagl, der hurtigt smeltede væk. Fru Andersen vinkede op til ham, men han kunne ikke høre, hvad hun sagde. Han kunne lige så godt gå ned og få lidt luft. Der var jo det med de søm. Det hele var gået så stærkt de sidste par måneder. ”Det var dog en voldsom byge”, sagde Andersen. Han gik med Rollo og rystede det værste vand af blomsterne hist og her. ”Du, ”¦ øh Andersen, hvor kan jeg få fat i nogle gammeldags hesteskosøm? Jeg har fået en tosset idé, skal jeg sige dig”. ”Nå, nu igen”¦ skal du til at sko heste?” drillede han. Maleren fortalte lidt om den hobby, han havde dyrket i sin ungdom. ”Du er vist noget af en tusindkunstner. Nu skal du høre, jeg har nogle rester stående, og ellers har Agermose sikkert lidt på lager, vil jeg tro. Han havde jo i sin tid både islændere og connemaraponyer. Nu er der kun de fire-fem stykker der går på græs i folden nede for enden af Rørdamsvej. Dér har Kirstine sanket mange markchampignon. Den store brune pony hedder Anne-Marie. ”Her skal du se”¦ de originale Mustadsøm. Der er de tre gængse størrelser: 7, 9 og 10 ”. Den røde mærkat angav, at æsken rummede et kilo. Maleren blev helt overstadig. ”Det er præcis dem jeg søger. Må jeg låne dit arbejdsbord lidt, så skal du bare se løjer?” ”Det véd du godt. Lån du bare så meget du vil. Jeg går lige en runde med Rollo.” Maleren ledte efter en lille skævbider, men måtte klare sig med en seks tommers størrelse. Galvaniseret ståltråd hang på væggen. 0,8 millimeter tykt. Han skulle bare bruge ca. firs centimeter. Det lykkedes ham faktisk på tre kvarter at skabe den lille ”roset”, som han holdt mest af. Andersen havde været et tur omkring museet. ”Så er der kaffe” sagde fru Andersen til dem. ”Det er for koldt at sidde ude, så vi må sætte os i køkkenet”. Rollo havde fundet endnu en arbejdshandske, fortalte Andersen over kaffen; ”nu har jeg et helt par liggende.” ”Du er vel nok heldig”, svarede hun. ”Står du lige og mangler sådan nogle?” lo hun. ”Nåh, nej, men der må jo være én eller anden der savner dem.” Maleren beholdt smykket i lommen. ”Skal I have noget med fra byen?” spurgte Kirstine. Theodor rystede på hovedet. ”Jah, hvis jeg må køre med? Jeg skal bare købe noget lædersnøre og lidt fint ståluld. Ja, og så skal jeg lige ind i genbrugsbiksen i Torvegade.” ”Nåh, hos Selma. Hun er god at kende.” ”Ståluld nummer 00 står på øverste hylde på værkstedet, så det behøver du ikke at købe”, sagde Andersen. De kørte med det samme. Hun skulle også i Torvegade og købe nogle småting. Genbrugsbiksen var yderst velassorteret. Den mørkhårede 50-60-årige Selma var utrolig hjælpsom - og køn. Han fandt to næsten nye skjorter og to par cowboybukser med den rigtige livvidde. Han gik modstræbende ind og tog det ene par på i prøverummet. ”Længden kan jeg godt ændre, hvis du vil have det. Kris kan få dem med op til dig på Rygård i morgen. Lad mig lige sætte et par knappenåle i.” ”Det bliver 200- alt inklusive”, sagde hun. ”Nåh, ja, og så de små gamle rammer. Skal vi sige 250- ?” Pensioneret kriminalbetjent Gajolsen var en grundig mand. Fingeraftryk på kuverten kunne hurtigt begrænses til fire-fem forskellige. Dels fra afsender og modtager - og dels fra omkartering og postbud. Men frimærket af den gammeldags slags kunne rumme vigtige spor af afsenderen, eventuelt DNA fra spyttet. Der var også spor efter de små gummiknopper, der typisk sidder på almindelige hvide arbejdshandsker. Indholdet, det vil sige brevet, var et ark officielt brevpapir fra Rygård forsynet med avisudklip. Her fandt han kun få fingeraftryk og igen små spor efter arbejdshandskerne. Det ville være ham en smal sag at samkøre de to registre, men der kunne godt gå op imod et par timer. Han satte det i værk, men spekulerede på om det var umagen værd. Der var jo ingen personskader i den lille sag. Men helt uinteressant var den ikke. Maskineriet begyndte at søge”¦ DNA-registeret gav ikke noget, men aftryksregisteret angav navn og cpr-nummer på en tidligere sigtet i en mordsag. Han var imidlertid aldrig blevet dømt her i kongeriget men ”administrativt udvist”. Han ringede og orienterede Henny om det, som hun havde lov til at få at vide, men heller ikke meget mere. ”Du har muligvis fat i noget, der er for stort for os. Men du kan jo prøve at sætte Jonathan på sporet”¦ uden at henvise til mig altså”. Hun burde have mulighed for selv at varetage den videre efterforskning, tænkte han. Med mindre, at hun havde fået kolde fødder og valgte at forblive under Rønnebæks beskyttende vinger. Der var jo nok at tage fat på her i landet. Hendes habilitetsforhold ragede ham en papand. Henny ringede først til Rønnebæk. ”Vi fortsætter som aftalt. Prøv at få fat på Jonathan. Måske kan han hjælpe os.” Nu var Maleren klar til i morgen, følte han, men heldigvis vidste man aldrig, hvad morgendagen ville bringe med sig. Han tænkte tit med glæde på de katolske nonner i Ordrup og deres klippefaste tro. Han beundrede deres tillid til det gode i menneskers sind. Uanset om man var religiøs eller ej, måtte man bøje sig dybt for deres mod og livsglæde. Efter at have nydt den glimrende færdigret fra mikroovnen satte han sig til rette ved bordet og tog fat på genlæsningen af de gamle stilehæfter. Udenfor stående må forestille sig, hvordan han derved oplevede sit liv passere revy og så sig gennem en ældre mands øjne. Det var på samme tid en lidt skræmmende, men også frugtbar proces. Han gennemløb igen i aften et lille udvalg af sit livs stjernestunder, som var umistelige. De første forelskelser, ægteskabet med hans udkårne, fødslerne af drengene og årenes mærkedage, højtider og fester. Måske havde drengene fotoalbummer fra deres mangelfulde barndom. Han fattede ikke et muk af tidens ”brug og smid væk kultur”, som også smadrede og splittede familier til ensomme atomer. Der var kun ét at gøre: fæste lid til den opvoksende generation og lade være med at gå den for meget i vejen. Han besluttede sig til så småt at påbegynde indskrivningen af alle disse ting på computerskærmen. Der var meget at lære endnu. Bare et enkelt forkert tastetryk kunne give de mærkeligste virkninger, når man læste resultatet. Tit var han på nippet til at give op, men han havde den dér medfødte stædighed, der bød ham at fortsætte. Alternativet var ikke til at tænke på. Og hvilken forskel ville det gøre at søge efter andre muligheder, hvis der nu kun var lappeløsninger? Der fandtes ganske vist et begreb, der hed ”genvejstaster”, men det måtte vente til i morgen, når Kris var på arbejde. De to ældste stilehæfter stammede fra hans skoleår i tredje og fjerde klasse. Han huskede sin vidunderlige klasselærer Fru Halathyn, som med stor dygtighed havde lært dem at læse og skrive. ”Min egen historie” var overskriften. Margrethe Halatyn boede i Æblevænget, havde han senere erfaret. De næste hæfter var dem han havde skrevet digte i og små øjebliksskildringer i fra 70’erne og 80’erne. Nu sad han med dem der startede i 1974. Når han stødte på noget, som måske nok kunne forbedres hist og her, lod han det være uændret. Det skulle være så ægte som muligt. Ren afskrivning. Tidsspilde? Måske, eller snarere terapi af en slags. Da han opdagede at han kunne skrive i kursiv, valgte han at påbegynde en helt ny tekst, som skulle sammenfatte lidt flere af hans livs mange facetter og deres mulige sammenhæng op til dato. Derfor startede han med at tage udgangspunkt i nutiden. Det vil sige i dag. Selv om han dybest set kunne være ”ligeglad” med kunsttyveriet, måtte han prøve at gøre sig lidt klogere på, hvad der kunne være sket. Computeren indeholdt masser af oplysninger om alle mulige kunstværker og de tyverier der hærgede museer verden over. Hans egne smørerier ville heldigvis aldrig komme op i den klasse. Han læste blandt andet en artikel om en italiensk kunstelsker Mario Don Alanzo, der var besat af at komme i besiddelse af ”de store” maleres værker. Herunder Gaugins. Sådan kunne det meget vel hænge sammen, men det var bare tankespind. Maleren var nu så træt at han blot lige gik en kort tur over gårdspladsen. Der var helt stille nu. To grågæs kom flyvende lavt hen over taget på vej mod søen. Måske var det et par på afveje? Pokker tage de tanker, tænkte han og gik op seng. I morgen .... nåh, det ville vise sig. Mariams breve Kap. 7 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-10 13:37:20 |
nu har jeg foreløbig læst 'del 1' og kan anbefale 'maleren' en smartphone som notes- og aftalebog!
venligst ...
venligst ...
| haleløs | 2014-04-10 17:37:00 |
for et par år siden måtte jeg selv anmelde et sk. 'simpelt tyveri':
Fremgangsmåde: man ringer sit lokal-politi 114, der optages skriftlig rapport, denne fremsendes pr. post til anmelderen (til brug for forsikringen)
Ikke noget med hjemmesider og tlf.svarer ;)
Fremgangsmåde: man ringer sit lokal-politi 114, der optages skriftlig rapport, denne fremsendes pr. post til anmelderen (til brug for forsikringen)
Ikke noget med hjemmesider og tlf.svarer ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er da godt, hvis forretningsgangen er blevet bedre. Men lidt "smuttere" i min opdatering af virkeligheden må tilskrives "forfatterfrihed" eller sådan noget.
Selvfølgelig lider fortællerens troværdighed under dette, men sådan er mine betingelser.
Vh.Nhuth