 |  | Den livlige fantasi - del 2/3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var næsten ikke en sjæl på gaden, kun et ensomt barn løb hurtigt forbi Robert, og han snurrede omkring. Barnet blev ved med at løbe, og snart døde lyden af dets skridt hurtigt bort. Robert vendte sig om igen og så fremad, derhen hvor barnet var kommet fra. Var det undsluppet Will-Ain? Et stykke længere fremme endte gaden for at åbne op for en sidegade til venstre. Vinden blæste, det var bidende koldt, men i Roberts indre brusede blodet så varmt som aldrig før. Han blev ved med at gå, for på en eller anden måde kunne han mærke, at Will-Ain befandt sig tæt på. Han følte det med en så stærk sikkerhed, at det kun kunne være sandt, og han tænkte, at en mand ellers kun kunne være så sikker når det drejede sig om hans egen krop, hans egen sjæl. Tanken var ubehagelig, og Robert tvang den væk, mens han fortsatte fremad. Da han nåede enden af gaden stoppede han et øjeblik op og vendte blikket mod sidegaden til venstre. Han havde sidst været i denne del af Justville, da han var et lille barn. Hans forældre havde taget ham med til legepladsen, som nu lå forsømt, næsten hærget foran hans øjne. Ved siden af legepladsen stod en gammel, forfalden hytte med afskallet, hvid maling. Det var det eneste hus - eller nærmere sagt hytte - i gaden, som endte ved legepladsen. Hytten havde altid været sagnomspundet, den skulle efter sigende være beboet af en heks, som kogte små børn til aftensmad. Typiske børnehistorier, altså. Mens han nu stod der, vokset op til at være en stærk, stolt og heltemodig mand, fik han en fornemmelse af, at selvom historierne om heksen i hytten selvfølgelig ikke havde været andet end barnlige fantasier, så var der dog alligevel noget mystisk, mørkt og muligvis magisk over hytten som han betragtede. Men noget sagde ham, at dette noget først var kommet til hytten for kort tid siden. Det havde ikke været der i hans barndom, det var kommet sammen med uheldet, som nu hang ved Justville. Og derfor vidste han, mens han gik de sidste skridt hen mod hytten, at Will-Ain måtte befinde sig inde i den. Robert stod fem skridt fra hytten, da han hørte en knirkende lyd, knirkende som rustent metal, der langsomt gav sig. Lyden blev blandet med den af en sagte nynnen, som så steg i styrke, og mens han stod der, et øjeblik stivnet, gik det op for ham at der et sted i nærheden måtte være op til ti børn, nynnende i den mørke nat. Endelig drejede han hovedet mod legepladsen, som lå dér ved siden af hytten, og det han så overgik alt, hvad han havde tiltroet Will-Ain at være i stand til. Det han så, glemte han aldrig. Et vist antal børn, ti havde han vist nok hørt nynne, var fordelt på legepladsen. De var fra tre til ti år gamle. Der var noget sløvt, nærmest sovende over dem. To sad på vippen og rokkede frem og tilbage, og et barn sad på hver af de to gynger som gav et højlydt KNIRK fra sig, hver gang de svingede frem og tilbage. Det lille legehus, som stort set var obligatorisk på enhver legeplads med respekt for sig selv, var optaget af to små drenge, der sad og stirrede ud i luften, mens de nynnede. Resten af børnene sad på jorden og lod sandet løbe mellem fingrene, som i trance, med den uophørlige, skingre nynnen som den eneste lyd der undslap dem. Alle børnene havde nattøj, som flagrede i vinden, på. I midten af det hele, med ansigtsudtrykket af en skaber, der var stolt af sit værk, sad en mand som Robert vidste, måtte være Will-Ain. Han smilede til Robert. Smilet var så grumt, så ondskabsfuldt, at ingen af betegnelserne i virkeligheden var tilstrækkelige. Robert havde en fornemmelse af at have set den ubehagelige mand, der sad på en stol i sandet foran ham, før. Der var noget over hans tilbagekæmmede hår, hans jakkesæt og de glinsende sko, som virkede bekendt på Robert og vakte hans dybeste afsky. Da Robert lod blikket glide hurtigt hen over børnene igen for derefter at møde Will-Ains blik, der indeholdt elementer af både skadefryd og vanvid, vidste han, at børnene var døde. Lågen, der fungerede som indgang til legepladsen, knirkede højlydt idet Robert trådte ind på legepladsen og nu stod så tæt på Will-Ain, at han kunne lugte hans stærke eau de cologne. ”Will-Ain.” Roberts stemme var ikke andet end en hvisken, og han knyttede næverne. Will-Ain forblev ubevægelig. Han lignede ikke en, der lige havde dræbt ti børn og på en eller anden måde, via sin onde magi, havde gjort dem til zombier og anbragt dem på denne legeplads. I hvert fald indtil man så ind i hans kolde, sorte øjne. Ikke brune, ikke mørkebrune. Kulsorte. Og hans stemme, idet han sagde ”Hvis det er det, tåberne kalder mig, så ja. Så er det Will-Ain, du har fået fat i,” matchede hans øjne; den lød som en psykopats, som en morder, der ingen problemer havde med at stå op om morgenen og se sig i spejlet. Will-Ain var indbegrebet af ondskab, intet andet. Han var ikke en af disse skurke, som dog var sjove og charmerende. Intet, absolut intet ved ham, var tiltalende, som Robert stod dér og betragtede ham, uden det mindste spor af frygt, men med en desto større afsky, der opfyldte ham. ”Du har dræbt disse børn. Du har frarøvet forældre deres børn. En by dens glæde.” Børnene nynnede stadig og udgjorde dermed baggrundsmusikken for Roberts ord. Det var som om deres nynnen var deres måde at nikke på, klagende at bekræfte Roberts ord. Will-Ain klappede en enkelt gang, og deres nynnen forstummede. Robert betragtede scenariet med en følelse af vantro. Will-Ain sagde ikke noget, men betragtede bare Robert, stadig med smilet om læberne. Robert opdagede antydningen af noget hånligt i smilet, og det vakte en sjælden vrede i ham. ”Er du så fej, at du ikke engang tør hæve stemmen og bekende dig dine forbrydelser?” Hans stemme var ikke helt så stærk, som han ville have den til at være, og han tænkte, at det var den kolde nattevind, som havde båret noget af hans stemmes styrke væk. For han var ikke bange i dette øjeblik, det var han ved Gud ikke. Dette var et af de sjældne øjeblikke, hvor Robert rent faktisk var rasende. Hvis der var frygt i hans underbevidsthed, bare en lille smule frygt, så var det udelukkende for det faktum, at denne ondskab som Will-Ain udstrålede, eksisterede og kunne udrette grusomheder, som de døde børn var det bedste bevis for, og ikke frygt for selve Will-Ain. Det var det, der skete, når den reneste sjæl mødte den mest plettede, plettet af ondskab; den lyse dag, der mødte natten, som angreb den med sine mørke, altopslugende skygger. ”Lad mig gætte. Hvis jeg er Will-Ain, så må du være He-Ro.” Will-Ains ord blev efterfulgt af en spottende latter, som rungede i den stille nat. ”Er det ikke sandt?” fortsatte han. ”Hvis du får William til at være Will-Ain - Villain - så er det vel blot på sin plads, at jeg får Robert til at være He-Ro.” Der var noget i hans tone, som fik helt til at lyde beskæmmende, som om det var dér den sande skam lå, og ikke i den eller det, han selv var. Han rejste sig - og alle muskler i Roberts krop spændtes - og gik hen mod legehuset, hvor de to drenge stadig sad som de havde gjort før, dog nu uden at nynne, så tavs som kun døden kunne gøre et barn. Han løftede et af børnene op, og drengen forblev ubevægelig; det var et lig, Will-Ain bar i sine arme. ”Du er syg!” Roberts stemme var farvet af den foragt, som gennemstrømmede ham. ”Og du kommer til at bøde for det, du har gjort. Du kommer til at bøde for den ondskab, du har ladet regne ned over Justville!” Han stormede frem mod Will-Ain uden at tænke over den skade, manden ville kunne tilføre ham med sine mørke kræfter; kræfter, Robert ikke var i besiddelse af. Will-Ain lod barnet falde ned i sandet, og det skar Robert helt ind til hjertet, da drengen med et hårdt dump landede på jorden. Det gik op for ham, at barnet måtte være hårdt som sten, deraf lyden da det ramte sandet. Will-Ain blinkede end ikke, ænsede ikke barnet, han lige havde ladet falde. He-Ro og Will-Ain stod nu ansigt til ansigt, Robert kunne lugte hans sure ånde. Han greb sig famlende til bukselommen og lod hånden hvile der. Will-Ain stirrede Robert ind i øjnene, hans egne var som en sø af kulsort vand. Så lukkede Will-Ain øjnene, bare et sekund, og Robert blev kastet tilbage. Han landede med ryggen mod gitteret, som omkransede legepladsen. Han rejste sig stønnende og vaklede frem mod Will-Ain igen, mærkede efter i lommen for at se, om det han skulle bruge som våben stadig var der. Will-Ain grinede ham triumferende i møde, sikker på at hans mørke kræfter ville gøre ham til vinderen af denne kamp. Overraskelsen lyste ud af ham, idet Robert hurtigt trak noget ud af sin bukselomme. Han havde uden tvivl troet, at det ville være en kniv eller måske en pistol, for skurke har det med at tro, at alle er rede til at anvende deres hæslige metoder. Derfor bragte det ham ud af fatning, at det, som Robert havde hevet ud af sin lomme, var en sammenfoldet konvolut. Will-Ain stod bare og gloede og så nærmest dum ud, mens Robert rev en stak små, firkantede papirer ud af konvolutten. Det var billeder. Han tog det øverste i stakken og stak det op i Will-Ains ansigt, som efterhånden havde fået et yderst perplekst udtryk. ”Her!” råbte Robert. ”Det er mig og Sofia, min elskede. Du genkender hende nok. Billedet er fra vores ferie ved søen. Se hvor lykkelige vi var, se kærligheden!” Han holdt stadig billedet op foran Will-Ains øjne. Denne syntes at bakke bagud og stødte ind i legehuset, i sin flugt fra billedet. ”Og her, her er en af de familier, hvis barn du har dræbt!” Robert gik tættere på Will-Ain, som nu ikke kunne gå længere bagud og var tvunget til at se på billedet af den smilende familie, varm og hjertelig. Det var som om kærligheden strømmede ud af billedet og angreb Will-Ain, angreb hans foragt for alt, hvad det stod for. Så begyndte Robert at smide billederne i hovedet på Will-Ain. Familie efter familie, hvis liv Will-Ain havde ruineret ved at dræbe deres barn, blev smidt ham i møde, alle smilende, alle emmende af kærlighed. Og mens billederne endnu dalede til jorden efter at have ramt Will-Ain, kunne Robert betragte, hvordan mandens ansigt begyndte at - det så ud til at krakelere. Will-Ains ansigt var stenhårdt, og der lød høje knæk, idet ansigtet gik i stykker. Det smuldrede væk og efterlod støv i luften, som langsomt dalede til jorden. Will-Ain var nu kun en krop uden hoved, og denne krop faldt med et DUNK til jorden. Og så begyndte også den at smuldre. Robert stod og betragtede, hvordan kroppen blev forvandlet til intet andet end støv, og til sidst var det eneste, der var tilbage af Will-Ain, skurken der havde hærget Justville, noget som lignede et lille, firkantet stykke granitsten. Robert bøjede sig ned og samlede det op. Det var hårdt og koldt, og Robert fornemmede en sidste sitren i dette, som var Will-Ains udgave af et hjerte. Så var det han holdt i hånden, ikke længere andet end en sten, og han lod det falde til jorden. Mens Robert - He-Ro - forlod legepladsen, kom der liv i børnene igen. Lyset kom tilbage til deres øjne, farven tilbage til deres kinder og blødheden tilbage til hele deres krop. Og mens natten endnu var mørk og kold, fulgte børnene, som for et øjeblik siden havde været kolde zombier, efter Robert og takkede deres helt. Efter den nat vendte glæden tilbage til Justville. Par, som var blevet splittet ad af den ondskabsfulde, hjerteløse Will-Ain fandt sammen igen og børnene var atter forenet med deres forældre. Og Robert blev nu officielt kaldt He-Ro, for det var det, han var, og i Justville fik helte den anerkendelse, der tilstod dem. Det var Historien om He-Ro og Will-Ain. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-10 18:27:40 |
tegneserie ... om hvordan 'den gode' alene ved mod og sin blotte tilstedeværel4e skal forjage (eller omvende ?) en grum, ond forfører / menneskefisker som er lykkedes med at forlokke kvinder og børn - men ikke byens mænd!
Studsede da en del over, at Will-Ain bruger eau de cologne ... for at skjule sin egen lugt - eller blot understrege den ?
Jeg tror, detteher er en moderne fabel ... meeen målgruppen???
Nåmen; blev ikke helt færdig ...
venligst ...
Studsede da en del over, at Will-Ain bruger eau de cologne ... for at skjule sin egen lugt - eller blot understrege den ?
Jeg tror, detteher er en moderne fabel ... meeen målgruppen???
Nåmen; blev ikke helt færdig ...
venligst ...
| haleløs | 2012-03-10 19:40:05 |
Må jeg lige sige noget til dig ... du sidder og kigger tegneseriebilleder som du så vil viderbeskrive til din læser - ikke sandt?
Projektet - som det fremstår NU i denne 1. version - efter at have læst halvdelen af novellen ... er du altså endnu IKKE lykkedes med at puste tilsrækkeligt med liv ind i figurbillederne .. og scenariet fremstår alt for detaljeret og ... diffust ...
Og hvorfor er dit sprog så opremsende og livløst ?
En tegneserie med dufte, dødemandslignende by-miljø og dyster, hylende stemning ... og He-Ro og Will-Ain er ikke engang begyndt at 'lægge arm' endnu ...u mmm ...
Som sagt, du; SKRIV OM ... jeg vil MEGET GERNE følge projektet - i en nyere version!
venligst ...
Projektet - som det fremstår NU i denne 1. version - efter at have læst halvdelen af novellen ... er du altså endnu IKKE lykkedes med at puste tilsrækkeligt med liv ind i figurbillederne .. og scenariet fremstår alt for detaljeret og ... diffust ...
Og hvorfor er dit sprog så opremsende og livløst ?
En tegneserie med dufte, dødemandslignende by-miljø og dyster, hylende stemning ... og He-Ro og Will-Ain er ikke engang begyndt at 'lægge arm' endnu ...u mmm ...
Som sagt, du; SKRIV OM ... jeg vil MEGET GERNE følge projektet - i en nyere version!
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-10 19:45:35 |
Nej, overhovedet ikke - har udelukkende historien i hovedet, en tegneserie som den beskrevne i historien, eksisterer ikke (jeg tegner elendigt).
Hold da op, det var en ret hård dom om novellen! ;) Mens jeg skrev novellen havde jeg fornemmelsen af at det var noget af det bedste jeg nogensinde har skrevet - men jeg har så desværre ikke kunnet fange dig denne gang! Jeg synes du skal læse teksten helt færdig - mon du skifter mening?
Interessant, angående at skrive hele teksten om... det ville jeg have det ret svært med, eftersom jeg rigtig godt kan LIDE den. Men rette i den, det vil jeg helt sikkert gøre.
Tak for din (ærlige) kommentar :)
Hold da op, det var en ret hård dom om novellen! ;) Mens jeg skrev novellen havde jeg fornemmelsen af at det var noget af det bedste jeg nogensinde har skrevet - men jeg har så desværre ikke kunnet fange dig denne gang! Jeg synes du skal læse teksten helt færdig - mon du skifter mening?
Interessant, angående at skrive hele teksten om... det ville jeg have det ret svært med, eftersom jeg rigtig godt kan LIDE den. Men rette i den, det vil jeg helt sikkert gøre.
Tak for din (ærlige) kommentar :)
| haleløs | 2012-03-10 20:13:30 |
okay; da du insisterer på det LOVER jeg at læse den helt færdig!
Nadia; JE6 har egentlig NUL forstand på at bedømme (andres) tekster ... og kan faktisk ikke selv skrive noget, andre synes er læseværdigt ! ;)
HVAD jeg imidlertid HAR er sprogøre plus et indblik i DIN måde at skrive på ... fra bl.a. 'Kollision' ... og genfinder på ingen måde dit eget engagement i denne tekst!
HVAD dette så end skyldes ... formår jeg nok ikke at definere; men uden dette 'drive' og 'flow' ... kan teksten altså IKKE holde læseren fangen ...
DU KAN SKRIVE!!!! ... men mangler måske nok nogen 'afstand til teksten' for at kunne gennemskue, hvor 'kæden ryger af' - foir det GØR den! - så derfor mit forslag til dig om at starte på en frisk ;)
Men ... som sagt; på din insisteren ... vil jeg læse teksten heeelt færdig ... OG lægge en afsluttende kommentar!
venligst ...
Nadia; JE6 har egentlig NUL forstand på at bedømme (andres) tekster ... og kan faktisk ikke selv skrive noget, andre synes er læseværdigt ! ;)
HVAD jeg imidlertid HAR er sprogøre plus et indblik i DIN måde at skrive på ... fra bl.a. 'Kollision' ... og genfinder på ingen måde dit eget engagement i denne tekst!
HVAD dette så end skyldes ... formår jeg nok ikke at definere; men uden dette 'drive' og 'flow' ... kan teksten altså IKKE holde læseren fangen ...
DU KAN SKRIVE!!!! ... men mangler måske nok nogen 'afstand til teksten' for at kunne gennemskue, hvor 'kæden ryger af' - foir det GØR den! - så derfor mit forslag til dig om at starte på en frisk ;)
Men ... som sagt; på din insisteren ... vil jeg læse teksten heeelt færdig ... OG lægge en afsluttende kommentar!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Eau de colognen er egentlig bare mit forsøg på at illustrere stereotypen på en person som Will-Ain, som er meget velplejet og 'dufter godt' - men er onskaben selv.
Målgruppen har jeg ikke gjort mig nogen videre tanker om - jeg plejer at tænke, at mine tekster er for alle, som kan se ét eller andet i historien, som tiltaler dem, og det er der for mig at se hverken aldersgrupper eller noget som helst andet på. :) men måske er fantasygenren generelt mest læst af børn og unge - bare mit umiddelbare gæt...