 |  | Logbog Kap. 22 Guldfuglen |
 |
|
|||||||||||||
|
Den grå rustvogn havde fået ny bemanding. Føreren var usædvanlig muskuløs og skjulte de værste tatoveringer under den sorte jakke. Hans ledsager havde taget sin hvide kittel af. Portørjobbet var slut. Rustvognen fortsatte sin sidste tur i roligt tempo mod Næsby. Den gjorde holdt i et skovbryn, hvor de to mænd åbnede bagdøren og ”tilså” pigen. Hun var deres guldfugl, huskede de. Først da de var fremme ved gårdens lade og løftede hende over i en trillebør med et tæppe under sig, åbnede hun et øje på klem og bad om medicin. Hun fik en tår vand. Så sov hun igen. Søren Skrots schæferhunde gøede rasende. De to gorillaagtige ”bedemandsassistenter” bankede Søren Skrot op og meddelte at han havde fået en lille ny gæst til overnatning i laden. Da han begyndte at gøre sig besværlig, fortalte de, at brødrene Amstrup ikke længere ville eksistere i hans kundekreds. De viste ham et par billeder fra Egely. Og de lovede at forære ham to helt friske hundeskind, hvis han ikke selv kunne styre bæsterne. De viftede ham om næsen med en oversavet haglbøsse og tvang ham til at udlevere sine bilnøgler, før de grinende kørte væk i hans nyrenoverede Seat med et par slidte prøveplader daskende under kofangerne. Nu gik det ellers lige så godt. Sådan et par snothvalpe skulle ikke tro de var noget. Søren stak ikke op for bollemælk. Han løb over til laden og hørte pigens klynken. Jamen Herre Gud; hvad er der sket? Han fandt en skævbider og klippede de sorte strips mellem håndled og smalben over. Sådan et par sataner. Han hjalp pigen over i privaten og ringede uden tøven 112. Gav hende lidt brød og satte vand over til te - eller bouillon. Vel vidende at han nu var blevet rodet ind i en form for kriminel virksomhed, som i grovhed lå langt ud over hans let anløbne forretningsmoral. Hun virkede meget omtåget men kunne da sige, at hun hed Nina Clausen og at hun var efterlyst. Nina blev meget hurtigt hentet. Denne gang med et større opbud af reddere og politi. Søren Skrot blev samtidig anholdt for medvirken i mordforsøg. Nu sad han i arresthuset i Sorø og tænkte på sine to hunde. Og den stakkels pige. Clausen blev ringet op fra Rigshospitalet kl. 22. - Deres datter er i sikkerhed her hos os, sagde de. - Nina er fundet uskadt på en gård et eller andet sted, sagde han stakåndet til Elizabeth. Én af os må blive her hos Simon, så jeg foreslår at jeg kører derind nu og ringer til dig så snart jeg holder hende i hånden. Vi må prøve at hjælpe hinanden med det her. Hun nikkede og græd. Han kunne ikke få bilen ud, før han havde adviseret manden i varevognen! Men "telefonmanden" kom af sig selv og flyttede afspærringen. Clausen blev modtaget ved hovedindgangen af en erfaren sygeplejerske, som på vejen mod sengeafsnittet satte ham ind i Ninas tilstand. Uskadt, bevares, men uden tvivl skrækslagen over hvad hun havde været igennem. Nu lå hun med drop og nøje kontrolleret morfin, som ville blive nedtrappet gradvis i samarbejde med den psykiatriske overlæge. Hun var eneste patient på afsnittet, som var hermetisk aflukket af politifolk. Kun ledsaget af sygeplejersken fik Clausen tilladelse til at komme ind på stuen. Nina sov helt roligt og trak vejret normalt. Hun reagerede ikke, da han holdt hende i hånden - og så alligevel syntes han alligevel, at der var et lille klem. Han ringede straks hjem. Elizabeth græd. Måske af glæde. På vej hjem blev Clausen igen overvældet af skam og skyld. Han burde ved det allerførste signal om afpresning have anmeldt sagen og han burde selvfølgelig have indrømmet sit fejltrin omgående. I dag havde kunne Elizabeth selvfølgelig ikke male. Hun forsøgte at tvinge sine tanker i andre baner og prøvede at skrive lidt videre på sit manuskript. ”Det gode billede”? Det var dog et grumme svært spørgsmål, som hun selv havde formuleret. At Christian havde været hende utro med en skøge i Jylland, kunne hun kun foragte - og måske fortrænge. Men at kællingen nu var ansat som hans sekretær, var utåleligt. Aldrig havde hun været så rasende før. Hun skrev lidt videre og prøvede at lade være med at se sig selv som enlig mor og forsmået hustru. At blive ramt af en sexbombe kan fremkalde lige så stor hævngerrighed som vejsidebomber i Afghanistan. Hun afventede hans reaktion. Men lige nu fyldte Nina alt. Onsdag morgen tilkaldte Søren Skrot arrestforvareren, som modstræbende åbnede cellen og vurderede at delinkventen nok kunne få lov til at kontakte Københavns politi. Men der skulle være medhør på. Og båndoptager, (hvis han kunne huske hvordan det virkede). Opringningen vakte en del postyr på politigården. - Hæng lige på; der er noget galt. Han kaldte på en kollega. - Pigen havde jo været efterlyst i forrige uge, men blev fundet her i regionen; vist af Rønnebæk fra Station Syd i Gentofte”¦. - Ja, så er jeg her igen. De bliver nødt til at blive i arresten i Sorø lidt endnu. Vi må have Deres historie bekræftet af den kriminalbetjent, der arbejder med sagen. Giv mig lige arrestforvareren igen”¦. - Ja, her, jeg er med på linjen. Her kan han jo ikke blive siddende. Betjentene kan ikke komme ind hans hjem uden først at nedlægge to rasende hunde! Arrestforvareren i besluttede på egen hånd at optage en rapport med vidneforklaring og derefter nøjes med at tage mandens velspækkede tegnebog og kørekort i forvaring. - Nu sørger jeg for at De kommer kom godt hjem. Og der bliver De hos betjentene indtil videre. Her er en pose med dine sko og livremmen. Dit overtøj hænger dér på knagen; men jeg beholder din tegnebog og kørekort lidt endnu. Han ringede efter den taxa, som han plejede at bruge. - Din vogn kan være her om et kvarter. Han ville blive sikkert blive indkaldt til afhøring en af dagene. Politiet i København fik efter et par minutter bekræftet, at pigen igen var blevet kørt til til hospitalet. Forældrene var blevet underrettet. Nu skulle man bare i kontakt med Rønnebæk. Han var ikke på stationen og havde ikke lagt nogen besked. Hans kone tog telefonen. - Ja, det er hos Rønnebæk, min mand sover; haster det? Nåh, nu er han der”¦ Værsgo’”¦ - Ja, det er mig, sagde han. Betjenten satte hurtigt Rønnebæk ind i situationen sådan som det så ud fra hans skrivebord. Næsby? Ved Næstved? Fan’me nej! Er Nina Clausen fundet - og indlagt igen? Løsladt en mand, der havde haft Nina liggende i en lade? De måtte være skingrende vanvittige! ”Mordforsøg” havde betjenten sagt. Han havde bare givet hende en kop varm bouillon! - Hva’ faen, er det dig, sagde taxavognmanden til Søren, da han surmulende satte sig ind ved siden af ham. - Ja, gu er det mig. Du må godt sætte farten lidt op; min hunde er ved at æde nogle betjente, der vil trænge ind i mit hus. Man kan sgu da heller ikke have noget i fred længere. Nu har de også hugget min bil, Seat’en du ved... Nej, ikke politiet, rockerne fra København! De har slået to af mine bedste kunder ihjel og brændt et hus af. De skulle hellere have givet mig en medalje”¦. Nej, politiet! Det var jo mig, der fandt tøsen i min lade. De svin havde bagbundet hende. Hende der var efterlyst for nylig. - Hun blev da fundet, svarede vognmanden. - Ja, men blev altså ikke desto mindre smidt ind i min lade i dag. Og jeg er ikke i tvivl; hun er den pige, der var på forsiden af københavnersprøjten forleden dag. Jeg fandt hende jo bare og ringede 112 med det samme. Og nu sidder jeg her. Uden bil, penge og kørekort. - Nåh, du skal se, det går nok alt sammen. Turen her hænger arrestforvareren på. Da Helene kom hjem tjekkede hun sin private mail; Mariam var i London og skulle derfra videre til København, hvor hun kunne komme til at arbejde frit. Hun ville sikkert aldrig vende tilbage til Teheran. Og hun ville meget gerne komme og bo hos Helene i en tid mens hun søgte bolig og fast arbejde. Hun havde været i kontakt med sin far, da han opsøgte hende, men han bifaldt ikke hendes flugt fra Iran og han ville ikke på nogen måde hjælpe hende. Tværtimod havde han truet hende. Hvis hun ikke vendte hjem, ville han sørge for at genoprette familiens ære uanset prisen. Hun bildte ham ind, at hun ville tage videre til Stockholm, hvor hun kunne bo hos nogle venner. Helene besvarede mailen og foreslog Mariam at komme til Kastrup allerede den følgende lørdag eller søndag. De kunne mødes i ankomsthallen. Aftalen blev lørdag kl. 16. Helenes gæsteværelse var gjort klar. Nu skulle der bare en lille buket blomster på bordet og luftes lidt ud. Logbog Kap. 23 Olsens nebengeschäft Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
