 |  | Logbog Kap. 23 Olsens nebengeschäft |
 |
|
|||||||||||||
|
Ved en razzia i Storkøbenhavn havde politiet præcis klokken fem fredag morgen besøgt otte adresser, flest i Sydhavnskvarteret og Vallensbæk. Tolv personer var anholdt. To motorcykler, en Audi, en ramponeret Fiat, en pc og adskillige skydevåben var beslaglagt. Desuden et større kontantbeløb i udenlandsk valuta samt en pose med en rodet bunke dokumenter; nogle bilnøgler og et sæt prøveplader, som de også havde taget med sig. Prøvepladerne og Fiat Seaten’en viste sig at stamme fra en skrothandler i Næsby på Sjælland. Den tidligere overbetjent, Gabriel Johan Olsen, var blevet tvunget til at træde tilbage som 59-årig efter beskyldninger om tilsidesættelse af interne beslutninger. Tre års løn - men intet arbejde. Han havde gennem de forudgående ti år gjort sit kendskab til alverdens officielle attester og mest benyttede dokumenter til sit speciale. Han havde tilegnet sig en evne til at kunne gennemskue forfalskninger af enhver art. Lige fra kørekort til straffeattester og eksamensbeviser. Enkelte gange havde han hjulpet især unge mennesker ved at fjerne de mest belastende pletter i deres registrerede fortid. Han var bitter. Over at være offer for en tåbelig strid mellem politidirektøren i København og regionens politimestre. Han havde altid handlet, som hans fornuft og moral bød ham. Skulle man strikt følge de interne retningslinjer og respektere det vanvittige bureaukrati der fulgte, ville politikredsene jo være handlingslammede. Han havde omhyggeligt holdt sine metoder for sig selv. De mange år i tjenesten havde lært ham aldrig at dele sin viden med andre. Og slet ikke med kolleger. Alverdens småkurser og tidskrævende kedsommelige forelæsninger bekræftede hans antagelser. Manden på gulvet blev sjældent krediteret for sine resultater, mens de der rangerede højere altid kunne bruge en ekstra fjer i hatten. Og score kassen på at sælge foredrag og tv-indslag om deres egne fortræffeligheder. Så var henvendelsen fra politigården kommet i sidste måned. Ganske vist ad uransagelige omveje. Man manglede hans skarpe øjne og sans for at skelne mellem falske og ægte dokumenter. Han troppede op til et kort møde med vicepolitidirektøren. Der kunne ikke blive tale om fast ansættelse, men kun konsulentbistand på freelancebasis. Med afregning, månedsvis, med en fast timebetaling på ca. 1100 kroner. Han var målløs, men bevarede med besvær sine mutte ansigtsfolder. Han kunne stort set selv tilrettelægge arbejdstid og sted. Dog skulle han arbejde minimum fire timer ugentligt på politigården. Og han måtte under ingen omstændigheder overskride et månedligt budget på 20.000 kroner. Fair nok. Han blev udstyret med adgangskort og kode, og han fik sit lille kontor tilbage. Han besluttede sig for at starte allerede dagen efter. Samtidig kunne han passende genoptage sin tidligere nebengeschäft. Nu havde han igen uhindret adgang til det register, der rummede samtlige plettede eller kulsorte straffeattester. Enkelte havde han i sin tid helt fjernet, andre havde han helt eller delvis renset for de mest belastende oplysninger. Kun nogle få personer kendte hans lille private ”hjælpetjeneste”. Magtbalancen mellem den lidt for venlige politiassistent og de tidligere småkriminelle kunne kun opretholdes, så længe begge parter kunne fastholde den tavshed, som krævedes. Fire af de ni ansatte på vandværket nord for København kunne takke ham for deres ansættelse, som de havde betalt for. De to ældste var hurtigt faldet til på den lille arbejdsplads og var tilfredse med arbejdet.Nu var de blevet pensionerede. De to yngre var efter sigende blevet afhængige af det stof, som de gratis modtog fra en samvittighedsløs leverandør, så længe de bare dels passede deres arbejde og dels videresolgte lidt til næste led i distributionssystemet. Hvis Olsen ville få den mindste anelse om deres trafik, ville han sørge for, at de omgående blev bortvist. Det var kun sket én gang; én de kaldte ”Ventilen” var blevet taget i at sælge kokain til en kendt fotomodel. Det meste af Olsens officielle arbejde bestod i at vurdere ægtheden af fødselsattester fra lande han end ikke kendte eksistensen af. Typografien og papirkvaliteten kunne være ret afgørende. Svulstige stempler gjorde ham bare ekstra opmærksom og mistænksom. I ledige stunder lurede han lidt på computerens uanede muligheder for at samkøre dokumenter, navne og datoer fra uopklarede sager og igangværende efterforskning. Når maskinen udsendte et biibb, var der et ”match”. Oftest ligegyldige tilfældigheder. Men når han indtastede ”Rygaard”, ”Clausen” og ”Alma” var der bib hver gang; og en blinkende grøn tekst fra en rapportering fra en parkeringsvagt. Sidste bib var fra en observatør i Holte, der anmeldte et cykeltyveri, eller rettere sagt fundet af en efterlyst cykel. Først, da gajOlsen, som de kaldte ham, kom hjem med færdigretten fra den lokale ”Tarabutik”, så han det: ”Hanekyllinger fra Rygaards fritgående høns”. Hans indre computer kom på grænsen af sin ydeevne. Hjemme på hans egen pc kunne han ikke uden videre gå ind i politigårdens dataregistre. Halvt i søvne måtte han lige prøve at få det på plads. Jo, han havde set det cykelnummer tidligere. Han gjorde som så mange andre i hans alder et lille notat til sig selv på natbordet. Han kunne ikke længere nøjes med at binde en knude på sin sok om aftenen. Der var for mange sager og for få sokker. Gajolsen lukkede sig først ind på sit kontor om onsdagen lidt over ti. Der lå en slidt indkøbspose midt på hans skrivebord. Han skulle lige til sætte den ned på gulvet, da han så den gule lap. ”HASTER, se mail”, stod der bare. Nå, ja, det er der jo så meget der gør. Men OK. Der lå ganske rigtigt besked fra den koordinator, der havde styret slagets gang mandag morgen; han ville meget gerne hurtigst muligt have en oversigt over posens indhold. Han henviste i øvrigt til den samlede fortegnelse over de beslaglæggelser der var foretaget ved razziaen. Gajolsen sukkede og rakte ud efter en stak nye charteks og tømte posens indhold ud på bordet. Der var arbejde til flere dage. Indholdet lugtede umiskendeligt af cigarrøg. Hans humør steg mærkbart, da han ved første grovsortering to gange stødte på navnet Rygaard. Fint papir præget med navnet Sorbonne i brevhovedet. Tekst på fransk; dateret for ca. tre uger siden. En lille sort notesbog dukkede op. Den indeholdt 40-50 navne, adresser og telefonnumre. Igen navnet Rygaard. En ejendom - eller en person? Og på indersiden af omslaget :”Aage Kristensen”. Sandsynligvis ejermanden. Nu var det klogest at orientere den kollega, som havde skrevet ”HASTER”. Han blev tilfreds med det hurtige arbejde; han ville omgående komme ned til Olsens lille kontor og hjælpe med sagens videre behandling. De præsenterede sig for hinanden. Otto Sjöberg, sagde han, jeg har kun været her et års tid. Kommer fra Odense. 30 år i tjenesten. De satte sig ved siden af hinanden ved bordet med hver sin notesblok og så på posens indhold. Sjöberg skitserede en mulig arbejdsdeling. Olsen nikkede. De vidste godt at der skulle røres så lidt som muligt ved indholdet. Det morede dem at fiske hver sin 6-tommer-pincet op af jakkelommerne. Ingen af dem kunne vænne sig til de irriterende gummihandsker. - Du har ret, Olsen, tydelig lugt af cigarrøg. Den lille notesbog er interessant. De franske dokumenter skulle oversættes. Og hvem - eller hvad var Rygaard? Én opringning til firmaet I/S Rygaard Trading i Københavnsområdet var nok. Direktionssekretær Helene Rosenkilde kunne på stående fod fortælle om professorens død - og hun kunne henvise til Gentofte Politis aktuelle arbejde med de aktuelle mordsager! Jeg tror chefen hedder Kristoffersen. Olsen talte videre med hende, mens Sjöberg kontaktede Gentofte. De aftalte at mødes med Kristoffersen ude i Gentofte allerede klokken femten. Rønnebæk og Henny blev kaldt ind til kriminalkommissæren som vejrede morgenluft. - Var det nu gennembruddet kom? Han vandrede rastløst frem og tilbage bag sit skrivebord. Fire af de tolv anholdte fra razziaen var efter grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i to uger. - Må vi se en liste over de tolv anholdte? Spurgte Rønnebæk. - Ja, jeg har den her; men vi skal lige have dobbelttjekket de afgivne oplysninger før I kan få en kopi. Der er taget fotos og fingeraftryk. Der kommer to betjente fra gården om en time. Jeg vil gerne have at I deltager. Jeg har været nødt til at advisere PET; så de sender nok en mand eller to. - Bingo, udbrød Henny, da hun fandt øgenavnet ”Ventilen” på listen. Desværre var han blandt de løsladte. Men det kunne der hurtigt rådes bod på! Kristoffersen bifaldt aktionen, men betingede sig, at én dem kunne deltage i mødet om lidt, helst dem begge. Efterlysningen med signalement og adressen i Sydhavnen blev rundkastet med en ordre om ikke at gribe ind; blot observere og holde radioen åben. Ti minutter senere sad Henny med stationens mest garvede chauffør i en rap Ford Mondeo på motorvejen. I Teglholmsgade skulle de støde til mandskabsvognen med fem kampklædte og stærkt bevæbnede betjente fra København. Og afvente nærmere instruktion. Så kom signalet. Mondeoen skulle køre frem til muren foran bungalowen, mandskabsvognen skulle ankomme 30 sekunder senere og køre træporten med pigtråden ned, så der var fri adgang til huset. De to betjente var nu dækket. De behøvede ikke ”at ringe på” med megafonen. En fedladen mand stod foran den åbne hoveddør. Han rakte hænderne i vejret og råbte at han var ubevæbnet. - Gå bare ind, sagde han, Ventilen venter jer. De tog ingen chancer. Iført nusset undertrøje, tatoveringer og håndjern blev manden eskorteret ud til vognen. To betjente smadrede køkkendøren, mens Henny spændt som en flitsbue nærmede sig den dør der formentlig førte ind til dagligstuen. Samtidig kom en letpåklædt yngre kvinde ud fra badeværelset. Hun blev beordret til at lægge sig på gulvet i entreen. I stuen fandt de Ventilen travlt beskæftiget med sin computer. Et tigerhoved med frygtindgydende tænder stirrede rasende på Henny, mens teksten ”White Tiger” løb over skærmen fra højre til venstre. - Nu bare rolig, sagde han, da de satte stripsene om hans håndled; jeg vil ikke skydes i dag. Hende, der er i bad, er uskyldig. Hun laver bare mad til mig. Han nåede ikke at gribe ud efter den maskinpistol, der hang på stolen i en læderrem. Der var ingen andre i huset. De tre anholdte blev kørt til politigården og isoleret. Henny kontaktede Rønnebæk, som ganske vist sad i møde men ventede hendes opkald. I de følgende dage fandt myndighederne en større våbensamling i nogle fiskekasser i kælderen samt et primitivt pakkeri udstyret med 6 kilo kartoffelmel, brevvægte et par hundrede tomme tebreve. Der var kasser med ure, smykker, sølvtøj, bilnøgler. Tydeligvis tyvekoster. En cigarkasse indeholdt tre gammeldags slidte stempler fra en lægepraksis. En grå aflåst metalkasse med påskriften ”Olietryk, må kun betjenes af DONG” var forbundet med et kobberrør til fyret. Da en tilkaldt låsesmed åbnede skabet, fandt politiet to beholdere, den ene med et par liter petroleum og en større beholder med næsten tre kilo kokain fordelt i 28 mindre pakker. Logbog Kap. 24 Ystad-Gdynia Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
