 |  | Logbog Kap. 24 Ystad-Gdynia |
 |
|
|||||||||||||
|
Säpo havde i to år holdt en polsk trawler under observation. Af og til anløb den fiskerihavnen i Ystad. De to observatører havde flere gange bedt om tilladelse til at gribe ind og ransage skibet, men de havde hver gang fået ordre til blot at iagttage og registrere al trafik til og fra skibet. Lars Gustavsson og Pär Jäverud var lidt trætte af den trivielle opgave. Som regel spillede Lars rollen som ivrig lystfisker og Pär var den aldrende pensionist, som trofast fulgte med i alle havnens aktiviteter. De mente at have samlet beviser nok, den dag de fandt en lille pose med hvidt pulver på kajen, som trawleren netop havde forladt. Men nej, fra Stockholm lød ordren: De skulle blot fortsætte og måtte under ingen omstændigheder gribe ind i efterforskningen. Dog fik de at vide, at posen ganske rigtigt havde indeholdt 100 gram ren kokain. Så sporet var godt nok. Men alene var det ikke brugbart som afgørende bevis i en retssal. Det var dog mere end rigeligt bevis for Säpo til at intensivere overvågningen af trawlerens aktiviteter. Fra Rønne lettede en af forsvarets helikoptere og fulgte trawleren på lidt af dens vej til Gdynia. Her ventede polsk politi på kajen. På skibet var alle imidlertid vel informeret. Mandskabet havde gennemgået de stinkende lastrum med lup og spulet hver en krog. Kahytterne var endevendt og sprayet med naftalin, som irriterede hundenes næser. Det var de vant til, når de havde fået et tip om myndighedernes forestående indsats. Politiet i Gdynia havde ganske rigtigt afspærret anløbsstedet. Fiskekonerne med de store tomme kurve måtte stå og vente lidt endnu længere henne ad kajen. Først efter to timers minutiøs ransagning fik besætningen lov til at gå fra borde. Den lille mastekran svingede de 400 kilo laks op på kajen, hvor fordelingen mellem kvinderne skete efter uskrevne regler. De hjemvendte fiskere fik deres knus, og deres børn fik mad nok indtil manden igen måtte på søen. Ransagningen havde ikke ført til noget andet end hvad man ville finde i ethvert fiskefartøj. Det eneste stof, der nu var ombord, var den lovpligtige mængde flydende morfin i skibets medicinkasse. Fiskerne lod sig ikke mærke med, at nogle af de patenterede tomme fiskekasser var tungere end andre. Dobbeltbunden, som var beregnet til is, kunne også bruges til så meget andet. Disse kasser skulle fortrinsvis bruges til laks, der skulle losses i København. Derefter ville de tomme kasser blive afhentet af to mænd i en lille grå varevogn og kørt til destruktion på grund af lugten fra kassernes dobbelte bund. - Nå, så kan vi snart lukke Rygårdsagen, sagde vicepolitidirektøren til sin sekretær. Pigen er fundet og ham dér Askehøj var et sølle narkovrag, der kom galt af sted med de små breve. Nu skal vi bare finde ud af, hvordan denne professor passer bedst ind i billedet. - Ja, det må vi da håbe, svarede sekretæren; men tror du, at Rønnebæk og Henny stiller sig tilfredse med det? - Rønnebæk? Skal han ikke snart pensioneres? Hvor længe løber hans kontrakt? Prøv lige ved lejlighed at se lidt på det. Men Kristoffersen får jeg nok mit hyr med. Han har bedt om et helt specialhold, der skal finkæmme en brandtomt. Jeg kan højst afse to mand. Helene havde omdøbt kursets arbejdstitel til: ”Udluftning og indånding”. Hun havde bestilt plads til 100 personer på en ø i Roskilde Fjord. 24 feriehuse samt en overdækket teaterarena med plads til alle. Det var nok sidste gang hun kunne tromme så mange mennesker sammen til en erhvervsmæssig og kulturel oplevelse, som de ikke ville glemme foreløbig. Hun havde sikret aftaler med to fremragende foredragsholdere og en kendt violinist. Og så overraskelsen. Det var lidt af en satsning. Og hun holdt sig under 200.000. Hun håbede, at Clausen havde mulighed for at deltage. Ellers måtte det hele aflyses. Hun tog mod til sig og ringede til ham. - Jeg var bange for at du ville aflyse det hele. Jeg tænker på jeres datter”¦ - Nej, svarede han, kidnapningen af Nina har alt for meget med Rygaard at gøre. Ingen af os kan være tjent med at tilsløre den kyniske udnyttelse, som har plaget familien Hansen i flere generationer. Nu har jeg åbenbart arvet forbandelsen fra min forgænger. Det er nok muligt, at jeg kan drages til ansvar, men jeg løber ikke af pladsen. Kun med støtte fra dig på Rygård kan jeg muligvis bevare min familie og den smule ære jeg har i behold. - Tak. - Hvordan går det med annoncen, spurgte han. - Joh, jeg har arbejdet lidt med teksten om en pr-medarbejder, sagde hun forsigtigt. Men oprigtig talt vil det ikke gavne Rygaard at udstille vores problemer. Hvorimod vi selv kan finde et begavet menneske, der kan klare opgaven. - Du har sikkert ret. Men jeg vil da gerne lige møde en kvalificeret person som du forventer kan hjælpe os..... Men desværre er jeg ikke så meget værd for virksomheden for tiden. Jeg håber og be’r til mere normale tilstande, når Nina bliver udskrevet. - Det tror jeg, at jeg forstår. Du er i en situation, som måske er noget af det værste et menneske kan havne i. At du overhovedet kan være her bare nogle timer en gang imellem er mere end nogen kan forvente.- Hvis du har mulighed for det, kan du træffe en journalist på onsdag; hun er et oplagt emne for Rygård. - Tak. Hvis det kan blive mellem klokken ti og tolv vil passe fint. - Så lad os sige det, svarede Helene. Du skal vide, at jeg er klar over at du, som flere andre på Rygaard, er presset af mere håndfaste kræfter end okkulte forbandelser. Hvis du en dag vil tale med mig om det, vil jeg lytte og holde dét, jeg måtte høre, for mig selv. - Tak, svarede han, du har fingeren på pulsen, men du skal ikke lide under de samme trusler udefra som det, der nær havde ødelagt min families liv. - Hvordan klarer Elizabeth det? Hun bør ikke være alene hjemme. - Nej”¦. Hun er temmelig rystet. Jeg er meget sammen med hende, men hun kan ikke male. Jeg håber, at hun beholder arbejdet i aftenskolen. Nu vil jeg besøge min datter; måske kan jeg tale med dig igen i morgen. Logbog Kap. 25 Lydias arvegods Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
