 |  | Logbog Kap. 25 Lydias arvegods |
 |
|
|||||||||||||
|
Helene gennemgik dagens post, bl.a. et brev fra skifteretten. Det fremgik, at der stadig findes en privatejet fond, ”Egelyfonden af 1969”, bestyret af en Lydia Hansen, Hermann Hansen og en advokat. I dag, 40 år senere, eksisterede fonden ganske vist, men Lydia var det sidste bestyrelsesmedlem, der endnu var i live. Bestyrelsen skulle have husket at supplere sig - men ingen sørgede for at det skete. Advokaten, der havde været medindehaver af et velanskrevet københavnsk advokatfirma ”Jensen & Thorlacius” havde pligtskyldigt overdraget sine sager til sin partner, Thor Thorlacius. Denne havde skrevet adskillige gange til såvel Rygaards direktør som Lydia Hansen i Rio de Janeiro, senest i 2003. Fondens aktieformue var da så stor, at det var på tide at udlodde midler i henhold til fundatsen om almennyttige formål. Denne fundats kunne vel ikke være hemmelig, tænkte Helene. Hun havde drøftet spørgsmålet med Christian Clausen, som bad hende om at kontakte fondsstyrelsen igen. Og gerne tale med Lydia Hansen, så de kunne får klarhed over fondsmidlernes størrelse og rette anvendelse. Hun startede med at lede efter en advokat Thorlacius. Hun huskede også advokatens navn som afsender af mindst to breve mærket ”privat” til Victor Hansen. Google fandt hurtigt et advokatfirma kaldet ”Thorlacius efterfølger” med adresse i Korsør. En venlig sekretær fandt hurtigt hele sagen og fundatsen i sit elektroniske arkiv. Desværre kunne hun ikke oplyse yderligere, før hun havde drøftet spørgsmålet med sin chef. Det kunne muligvis nås i dag. Nu gjaldt det Lydia. Mailen fra Helene blev kort og klar: "Kære Lydia Hansen, Rygaards advokat har henledt min opmærksomhed på, at du er eneste efterlevende af medlemmerne af en fondsbestyrelse med tilknytning til Rygaard. Jeg har fået til opgave at aktivere denne bestyrelse. Det burde din bror have gjort for længe siden. Når du næste gang kommer hertil, beder jeg dig indtrængende om at afsætte tid til et møde her på Rygaard for at konsolidere fonden og møde vores nye direktør. Jeg er ikke bekendt med fundatsens ordlyd og regnskaber, men jeg forstår, at der er tale om store beløb. Mange venlige hilsener, Helene Rosenkilde". Efter mange overvejelser og spekulationer om fordele og de risici, som hun udsatte sig for, tog Lydia en svær beslutning. Helenes mail gjorde udslaget. Lydia kendte udmærket til fonden og hun havde også en genpart af fundatsen liggende i sin indmurede boks i sit hjem i det lille afspærrede velhaverområde i Zona Oeste, en times kørsel fra centrums vanvittige trafikhelvede. Hun havde placeret hovedparten af sin egen formue i en bank i Zürich og havde længe overvejet at flytte tilbage til Danmark. Rygaard, som var hendes barndomshjem og arvegods, fyldte mere og mere i hendes liv som årene og dagene gik. Der var indkaldt til krisemøde hos PET i Gladsaxe. Der skulle træffes beslutning om den fortsatte efterforskning skulle optrappes eller holdes på et mere behersket niveau. Hvis man optrappede, ville leverancerne af kokain blive sat i bero og kortlægningen af indsmuglingsvejene være omsonst. Bagmændene ville meget hurtigt etablere sig med nye aftagerorganisationer, som sikkert var under opbygning allerede. Hvis man nedtonede efterforskningen, risikerede man, at endnu flere menneskeliv gik tabt, når den københavnske underverden fortsat var en trussel mod mellemmænd, som ikke ville makke ret. De fem mænd og to kvinder i tjenesten, der kendte mest til sagen om Rygaard, ville jo helst gå efter næste øvre lag i pyramiden, men de valgte efter en lang drøftelse at holde lav profil en tid endnu. Jonathan i Gladsaxe var snart færdig med klassificeringen af de beslaglagte effekter og papirer fra Rygård. Han havde udarbejdet et særskilt notat til sin overordnede på grundlag af brevene i ringbindet om den Max Stjernfeldt, som var forsvundet i Polen. Det polske politi havde henlagt sagen om Max Stjernfelt som uopklaret mord. Man vidste godt, at sanatorielederen og sanatoriets læger dækkede over hinanden. Men man manglede dokumentation. Man vidste, at der havde været en brevveksling mellem sanatorielederen og Stjernfelts tidligere arbejdsgiver i Danmark, men brevene fandtes ikke længere i sanatoriets arkiv. Dansk politi kendte ikke til sagen, og henvendelser til det danske firma gav ingen resultater. Man havde stærk mistanke om at manden i Polen bevidst var blevet holdt i en konfus tilstand ved hjælp af medicinering. Hans journal, som ikke var fjernet fra sanatoriet, viste tydeligt at ethvert helbredsmæssigt fremskridt effektivt var blevet imødegået med et dopingstof, som man måtte have vidst han ikke kunne tåle. Logbog Kap. 26 London-Heatrow /Landed Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
