 |  | Logbog Kap. 26 London-Heatrow /Landed |
 |
|
|||||||||||||
|
Lørdag eftermiddag tog Helene i god tid Metroen til lufthavnen. Hun fandt hurtigt ankomsthallen. Klokken var kun lidt i tre. På skærmen kunne man følge med i de næste 8-10 ankommende fly eller oplysninger om ændringer i forventet ankomsttidspunkt. Det var for tidligt at se ”London” endnu. Først klokken halvfire dukkede byen op nederst på skærmen: ”London, forventet ankomst: 16:10”. Hun fandt en god siddeplads, hvorfra hun både kunne se skærmen og følge med i strømmen af passagerer, der kom ind i hallen. Lige nu var det passagerer fra Malta. Ganske underholdende. De solbrunede danskere skulle nu omstille sig til danske temperaturer igen. Så kom den: London/Heathrow, landed, 15.55. Helene kiggede spændt hen på de to døre. Nu måtte Mariam stå ved bagagebåndet. Denne gang behøvede ingen af dem at gå med et papskilt. Dørene gik omsider op; passagererne arbejdede sig frem i en lind strøm. Hun så det gnistrende sorte hår og Mariams utilslørede ansigt og trådte frem med åbne arme og bød velkommen. Duften af østens mystik strejfede Helenes næsebor og hun begravede sine tårevædede øjne i hårets ibenholtsorte velkomst. Af og til kunne virkelighedens eventyrlige øjeblikke overgå fantasiens forestillinger. TAXA-holdepladsens dieselos og skrattende radioer blev afløst af chaufførens forsøg på at forstå de to passagerers intime samtale. Han overvejede af hensyn til indtjeningen at køre en lille omvej, men valgte af ren og skær venlighed den direkte rute. Helene nævnte muligheden for at Mariam måske kunne få ansættelse på Rygaard. Det ville hjælpe begge parter gevaldigt. Selvkritisk udadvendt pr-arbejde; nøgtern og skånselsløs ærlighed om selskabets produkter, skulle være varemærket og adelsmærket. Vi har brug for en person, der kan angribe vores virksomhed mere sagligt, end selv vores værste konkurrenter på markedet. Ellers ville rygterne om Rygaards forbindelse med kokainmisbrug snart blive forsidestof i medierne. Ovnen blev tændt, duerne lå forsvarligt spækkede i fadet, bønnerne var tøet op. Den let røgede snitte havde hun købt hos den gode slagter på strøget. I lufthavnen havde Mariam fundet en Barolo, som de trak op og satte lidt til side. Helene satte sin pæneste karaffel med sjællandsk grundvand på bordet. De spiste og drak og glemte for et øjeblik alverdens fortrædeligheder. De gav sig hen i tryghedens store ejendommelige møde. De mødte hinanden i deres køns magnetiske tiltrækning, som ingen kan modstå. Deres tungers små ord og smag var både fremmedartet og alligevel velkendt. Natten var god og mørk og hyllede dem ind i en tryg søvn som de havde savnet længe. Morgendagens første gyldne stråler vækkede dem i den brede seng. De prøvede at rekapitulere aftensnakken. Men hurtigt lagde de alle bekymringer til side og lod sig igen opsluge af hinandens fristelser. De flettede fingre og hviskede søde ord. Klokken var næsten ti, da de sad i køkkenet og nød teen og det sprøde bacon, som Mariam egentlig ikke burde spise, men elskede. Både smagen og lyden. Helene foreslog hende at komme til ansættelsessamtale med direktøren på Rygaard allerede den følgende onsdag. Hun ville være præcis den ærlige og kritiske pr-medarbejder, som kunne være med til at redde virksomheden. Mens de lidt senere gik en lang tur hånd i hånd, blev der kastet enkelte nysgerrige blikke fra forbipasserende. Der var oven i købet en herre, der smilede venligt til dem. - Jeg kender ikke danskerne så godt endnu, undskyldte Mariam. Jeg ser ingen tomme eller nedladende ansigter. Gør du? Helene rystede på hovedet. - Så er det måske rigtigt, det med religionsfriheden? - Så enkelt er det nok ikke, svarede Helene, dobbeltmoralen trives sikkert lige så godt i Danmark som i Mellemøsten. Men her er den måske sværere at få øje p唦 - Kan man oversætte dobbeltmoral til ”hypochrisy”, spurgte Mariam. - Ja! Bestemt, lo Helene hjerteligt og gav hende et knus. Du kan jo tage sammen med mig i kirke i morgen, hvis du synes”¦ - Meget gerne. Jeg er nok ikke så religiøs som dig. Måske tror jeg mere på mennesker end på guder og profeter. - Jeg kommer lige i tanker om noget”¦ kan du cykle? - Jah, men det er længe siden. Hvorfor det? - Jeg har en reservecykel hjemme i kælderen, uden gear, men ellers i orden. Vil du ikke prøve den? - Det vil jeg gerne, men jeg skal nok øve mig lidt. Da de havde fået cyklen op i lyset og tørret den lidt af, var Mariam alligevel nervøs. - Hvad med min abaya? Helene kikkede på frakkeskåneren over baghjulet og hendes lange kjole. Joh, mon ikke det gik? - Ja, bare hiv lidt op i den, når du sætter dig op. Kom og prøv. - Det går jo meget godt, sagde Helene og slap sadlen. Det var et syn for guder, da Mariam kørte frem og tilbage på fortovet. Men ikke så usikkert som det så ud til i starten. Helene satte sin kraftige wirelås på begge cykler, da ”køretimen” var vel overstået. - Til lykke med ”køreprøven” sagde hun og kyssede Mariam. Logbog Kap. 27 Mentale fodlænker Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
