 |  | Logbog Kap. 14 Hospitalspræsten |
 |
|
|||||||||||||
|
Professorens nærmeste assistenter blev stærkt berørt, da de fik meddelelse om mordet. De var meget behjælpelige. De fortalte beredvilligt om afdelingens seneste resultater, som ville vende op og ned på lægers og biologers forståelse af livets mindste byggesten, DNA-molekylerne og deres evner til at samarbejde med de organiske genchips, som kun viste aktivitet ved en temperatur mellem 24,2 og 24,6 grader. Det var opdagelsen af den afgørende virkning som en særlig blanding af gærceller og sukker kunne have. Enkelte celler kunne bytte plads og tilsyneladende overtage styringen af genchippens egenskaber. De skabte simpelthen et immunforsvar, som ikke lod sig svække eller nedbryde. Og cellerne kommunikerede øjensynlig kun med beslægtede celler ved at åbne cellevæggen så delingen kunne begynde. Professorens næste projekt var udvikling af nye metoder til fremstilling af hyaluronsyre, som hidtil kun kunne udvindes af bakterier eller hanekamme. Syren bruges til behandling af kræftsygdomme. Henny Lund og Rønnebæk havde svært ved at følge med i assistenternes talestrøm og skitser. Men de begyndte at ane, hvilke modstridende kræfter og interesser der lå bag Rygaards succes. Helene mindede Christian om indkaldelsen til Herlev Hospital klokken fjorten. Det havde hun nu ikke behøvet. Han tænkte ikke på meget andet. Han var i god tid, da han fandt p-pladsen og indgang nr. 2. I receptionen midt hallen sad en dame i glasbur og talte i telefon. - Og De ønsker? Sagde hun ud i luften med den dér automatiske ligegyldige stemme, der mere var henvendt til den mikrofon der sad klistret som en flue til hendes mundvig. Han måtte lige tage sig sammen; han ønskede bare at komme hjem. Han oplyste navn og nummer. Kort efter kom en velklædt, mørklødet mand med præstekrave og præsenterede sig. - Goddag, Clausen. Vi skal vist tale uforstyrret sammen. Skal vi gå til mit kontor? Det er på 2. sal. Kom, følg venligst med mig. Han havde kontor ved siden af kirkesalen, som snarere måtte betegnes som et kristeligt andagtsrum. Hospitalsledelsen havde sit hyr med den lokale imam, som gentagne gange havde henvendt sig for at få indrettet et bederum for muslimer. Men indtil videre måtte de deles om andagtsrummet. Præstens tydelige sydlandske oprindelse var en formildende omstændighed for parternes samarbejde. Der var dog ingen andagtsøgende i øjeblikket. Om en time kom Imamen og ville gøre klar til sine proselytters indtog. Der kom vel dagligt 6-8 kristne andagtssøgende. Men flere til imamens verdslige udlæggelse af profetens hellige ord. På døren sad et fint skilt i en skifteramme. Lige nu var det Jesus af Nazareths disciple, der havde adgang. Duften fra præstens røgelseskar og imamens endnu stærkere odør blandede sig tvangfrit uden skelen til menneskers tvivlsomme overbevisning. Hospitalsgangen lugtede som et våbenhus i kirketiden. Først da de sad i det spartanske kontor, præsenterede præsten sig som Victor Hansens åndelige vejleder! Nu ville han sikre sig, at der fortsat ville være gensidig forståelse mellem parterne. Clausen måbede. Paulo Carrera, som der stod på skiltet på døren, ville nødigt satse mere på Rygaards tvivlsomme aktiviteter, sagde manden over for ham. Og han fortsatte: Jeg hører om de besværligheder som De oplever i Deres arbejde. Det skulle jo nødigt gå ud over Deres familie. Jeg råder Dem til nøje at følge de instruktioner De modtager. Og joh;”¦. jeg har slet ikke kondoleret. Det gør mig ondt, at Deres forgænger, Victor Hansen, kom så galt af sted på gaden i London forleden. Trafikken derovre er vist værre end herhjemme. Jeg har en lille kuvert til Dem. De afgør selv, om det skal være den sidste. Clausen modtog den; modvilligt. Og så må De have en fortsat god dag! Sagde han, da Clausen trådte ud på gangen og kolliderede med en madvogn. ”Åndelig vejleder”. Manden måtte være splitterravende gal. ”En fortsat god dag”. I bilen i p-kælderen åbnede han kuverten. 100.000 kr. Og en klar besked: Bland dig ikke i distributionen af dit firmas produkter. Vi kan knuse dig uden at høre lyden. Og vi kan knuse Rygaard uden at miste en bøjet femøre. VV. Hvad var der sket med Victor Hansen i London? Logbog Kap. 15 Vagabonden i Egely Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
