 |  | Logbog Kap. 15 Vagabonden i Egely |
 |
|
|||||||||||||
|
easer]En lidt ældre mand sad på trappestenen og kogte noget suppe over bålet i sikker afstand fra træbygningen[/teaser] ”Egely”, hedder Rygaards gamle fredede traktørsted mellem skoven og Sømarksvej. Det havde stået tomt i årevis. Istandsættelse var hvert år blevet udskudt, da anvendelsesmulighederne var stærkt begrænsede, og udgifterne ville være tårnhøje. Ejendommens 1. sal var blevet indrettet med otte værelser omkring 1910 og ejendommen fungerede derefter i over 80 år som en hyggelig lille landevejskro. Men i 1988 måtte værtsparret give op; omsætningen var faldet, støt og roligt. Da havde der været underskud i fem år i træk. Derefter var det hele gået i forfald. Nu var lugten af svamp og mug umiskendelig. Kun Andersen kendte til vagabonden, som gennem nogle år ofte havde besøgt huset og overnattet, når det var for koldt udenfor og i hans lille telt. Første gang de havde mødt hinanden var en efterårsaften, hvor Andersen ude fra vejen så et svagt lysskær mellem træerne foran traktørstedets toppede lille gårdsplads. Han frygtede at der var ild i bygningen, men det viste sig at stamme fra et lille bål. En lidt ældre mand sad på trappestenen og kogte lidt suppe over bålet i sikker afstand fra træbygningen. - Undskyld, sagde vagabonden, jeg går igen, så snart jeg har spist. Hvis jeg må? - Ja, ja, sagde Andersen og satte sig. De må gerne være her. Er det Dem, der boede derinde i krostuen sidste vinter? Det måtte vagabonden indrømme. Han havde været skolelærer. Havde mistet konen. Hun blev bare 33 år. Han var femten år ældre. Han havde plejet og passet deres to børn og sit arbejde siden. Og stort set levet i noget der lignede cølibat i over ti år. Arbejdet, som han tidligere kunne bestride mere end tilfredsstillende, var dalet til det halve af hvad det han havde forlangt af sig selv og forventet af kollegerne. Så blev det ham selv, der bukkede under. Han var færdig. Presset blev for stort. Afskedigelsen var ikke til at undgå. Mere og mere excentrisk blev han; nogle ville sige sær. Han skrev lidt; mest digte, forsøgte at tegne og male som tidligere. I et par år havde han rendt nogle venner på dørene. Det blev de hurtigt trætte af. Ved et tilfælde fik han kontakt med den vidunderlige kvinde, som han 40 år tidligere i en kort periode havde været meget tæt sammen med. Hun havde, uden at vide det, taget fast bopæl i hans hjerte lige siden. Men den gang var han nygift og formåede ikke at slå hånden af hustruen. Han var jo hendes ægteviede mand og beskytter. Sidespring derimod, var i de år en almindelig foreteelse. Men et brudt ægteskab kunne der ikke blive tale om. Hans beskyttertrang og påtagne forpligtelser tvang ham til at blive ved hustruen. Efter 13 år kunne ingen af dem mere. Skilsmissen var nødvendig og ukompliceret. Der var ingen børn. Hun fandt en lille lejlighed. Hun fik de ting fra hjemmet, som hun ønskede. En bil og en telefon. Derefter var han mere optaget af en smuk 18-årig pige, som siden hun gik i 10.klasse havde besluttet sig til at vinde sin lærers hjerte og kærlighed. Hun flyttede ind, da konen flyttede ud. Sammen fik det nye par to vidunderlige drenge. Den første da hun var 22. Tre år senere kom nummer to; lige så dejlig. Efter 15 års samliv døde hun pludseligt; børnenes mor. Kun med stor hjælp fra børnenes mormor og morfar kunne han få hverdagen til at hænge sammen. Og han glemte næsten alt om kvindeligt selskab i alt for mange år. Han havde dog efter nogle år jævnligt forsøgt at opspore sin ungdoms kærlighed. Endda opsøgt hendes adresse på Østerbro men uden at møde hende - eller hendes mand! Først i eftersommeren forrige år, da hun for længst havde brudt forholdet til sin mand og skabt sig sit helt eget liv, mødtes de igen. Takket være ”google” og en enkelt søgning stod hendes navn, nye adresse og telefonnummer mirakuløst på skærmen. Han forsøgte at være rolig, da han ringede. De aftalte at mødes. Mon han kunne kende hende? Solen varmede bænken foran stationen. Så lo hun, præcis som hun gjorde to ægteskaber og 38 år tidligere. Og gik ham imøde; hun var mindst lige så smuk nu som dengang. Hendes mørke øjne lyste af den livslyst, som han havde savnet. Cafeen inde mørket virkede ikke tiltrækkende som mødested i det gode vejr. Da de satte sig på bænken i solen, tændte hun igen en ild i ham, så stærk at han i dagene efter bestormede hende med breve, besøg, mails, blomster og opringninger. Og hun havde en måneds tid eller to forsøgt at gengælde hans grænseløse forelskelse. Efter et par måneder lykkedes hans anstrengelser. Men forholdet ændrede sig radikalt, da hun uventet en dag foreslog, at de blot kunne være venner. Han ville for alt i verden ikke miste kontakten til hende. For sent forstod han, at hun gennem mange år havde udviklet en urokkelig vilje til aldrig igen at være den mindste smule afhængig af en mand. Han ville blive nødt til at fortsætte sit liv uden nærkontakt med den dejligste kvinde han nogensinde havde mødt. Kun sympati og venskab skulle nu efterfølge den altfortærende lidenskab, som kun han var besat af. Umuligt. Da hans drenge var flyttet hjemmefra, solgte han lejligheden, bilen og alt andet han ejede. Siden var han cyklet omkring med en rummelig anhænger på landevejene. Han havde sjældent brug for nogle af de penge han havde i banken. Levede fra dag til dag af de småjobs han kunne få. Nogle gange lidt havearbejde. Andre gange et par dages høstarbejde. Så fik han som regel også et måltid. Det skete, at han i ny og næ kunne sælge en tegning eller et maleri af et hus eller dets beboere . Men han var aldrig brudt ind i traktørstedet. Kælderdøren havde efter aftale med Rygaards direktør ikke været låst. Maleren havde fået lov til at bruge Egelys kælder som depot. Blot skulle han male et billede af Rygaards hovedbygning. Hans skitseblokke, malergrejer og lærreder på blændrammer blev ellers transporteret forsvarligt i cykelanhængeren. Direktøren havde i sin tid lovet at tinglyse en attest med aftalen med maleren. Men den er jo nok væk nu, sagde maleren. Og en kopi har jeg ikke. - Det var satans, sagde Andersen og vendte skråen. Så var der alligevel noget ved Rygaard, som han ikke kendte til. - Hør nu, jeg tror Dem; De må gerne bruge huset af og til. Der er en smule varme på, så fugten ikke tager overhånd. Hvis De passer godt på, må De gerne tage lidt brænde fra skovbunden eller ude under halvtaget og bruge det i pejsen i krostuen. Tag også et bad af og til. Men lad være med at bruge lys, der kan ses fra vejen. Brug kun kælderdøren, men lås og tag nøglen med, når De forlader det. Huset er til Deres disposition, så længe De passer godt på det. Sådan var der gået et års tid. Maleren kom og gik. Han udstillede nogle af sine værker i en lille lokal kunstforening på Køgeegnen. Nu var han vendt tilbage til Egely. Andersen havde set ham et par gange. En dag kaldte han: - Dav, maler, hvis De vil have vasket Deres tøj, så sæt det i plasticsækken under halvtaget; så skal jeg nok klare det. Han rakte maleren en sort sæk med noget slidt men rent arbejdstøj og undertøj, som han aldrig selv ville savne. Herregud. Maleren var taknemmelig for det rene tøj. Han vendte tilbage om tirsdagen for at lægge det gamle og slidte tøj i sækken. Hvordan skulle han nogensinde kunne sige tak? Han sagde ikke noget til Kirstine, da han kom ind til aftenkaffen. Det kunne nok vente. Senere smed han en børfuld tørt bøgebrænde op i havetraktorens påhængsvogn, før han lige kørte en runde om ejendommen og en afstikker til Egely, hvor han lagde brændet under halvtaget. Logbog Kap. 16 Branden i grusgraven Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
