 |  | Logbog Kap. 16 Branden i grusgraven |
 |
|
|||||||||||||
|
Atmosfæren om Rygaard var fed af uforklarlig lyssky virksomhed, og Rønnebæk havde en indædt vilje til at forstå sammenhængen og fælde de skyldige. Optrævlingen var så småt i gang. Der var al mulighed for - og grund til - at se Rygaard nærmere efter i sømmene. Der måtte findes et eller andet, som kunne sammenkæde de to mord. Han troede ikke på tilfældigheder. Nogen på Rygaard havde nøglen til gådens løsning. Rønnebæk ville tale med ægteparret, som boede i den gamle portnerbolig nede ved Sømarksvej. Måske havde de set eller hørt noget der kunne bruges i efterforskningen. Lærerne var ikke hjemme, så Rønnebæk gik en lille tur i kanten af skoven langs vejen. Der var hverken fortov eller cykelsti. Hunden var som sædvanlig ivrig og forsøgte at forstå formålet med udflugten. Den gav hals ved den gamle indkørsel til traktørstedet; Rønnebæk så straks rålammet, der ellers lå godt gemt inde i skovbrynet. Åh, Herregud, lille ven, ligger du der, sagde han og kaldte hunden til sig. Og funderede over hvordan et rådyrpar kunne trives så tæt ved byen. Først klokken tre kom lærerne hjem. De havde været i ”Fields” og købe ind. Han aftalte med dem, at han ville komme ned til dem klokken fire. Henny var på vej. Så kunne hun gå med på besøg. Rønnebæk havde en stærk fornemmelse af, at Rygaard bar på en fortid, som måske burde glemmes. Men så brutale forbrydelser, der her var begået skulle ikke forblive ustraffede. Da Henny nåede frem, satte de sig først ude på gårdspladsen og forsøgte at opridse konturerne af ejendommens tilliggender og aktiviteter. De nyere bygninger med forskningsafdelingen var nu ransaget med tættekam og hovedbygningen var endevendt fra øverst til nederst. Men de var ikke trængt ind til kernen. Hendes gennemlæsning af professorens protokol måtte følges op af regnskabskyndige folk. Andersen kom ud. Han havde hørt dem. Måske skulle han fortælle om Egely. Han hentede en lille havestol til Henny og indtog hendes plads på trappen. Jo, han kendte godt til varevognen som af og til kørte breve og pakker til og fra Rygaard. Han fortalte også om den vagabonderende maler, som havde fået lov til at bruge resterne af Egely. - Er det Deres hund, spurgte han - Ja, han hedder Samson. Han bliver en fin sporhund. Men De skal have meget tak for orienteringen, sagde Rønnebæk, vi har brug for al den hjælp vi kan få; ring venligst til os; hellere én gang for meget. Og bed maleren om at kontakte os, når De ser ham igen. Ofte har malere en fortrinlig visuel hukommelse. Andersen nikkede og gik over til vognporten. Tænk at have sådan en hund. Henny og Rønnebæk gik ned til lærerne, hvor de blev budt på kaffe i havestuen. Lærerne vidste ikke meget om Rygaards aktiviteter, men de havde ikke kunnet undgå at bemærke trafikken i alleen, når de gik og nussede i forhaven. De kunne også huske, at en lille grå varevogn en dag i sidste uge stod parkeret ude på landevejen i rabatten tæt ved den tilgroede indkørsel til traktørstedet. Men de havde ikke spekuleret videre over det. Den kørte jo så tit forbi. Trafikken ude i alléen til og fra virksomheden generede dem ikke. I haven på sydsiden af huset kunne de knap nok høre den. De holdt så meget af deres hus og have. Hun ventede sig, og de glædede sig. Det ville helt sikkert blive et julebarn. Manden fremviste stolt værelset, som han havde istandsat; men der ville nok gå et år eller to, hvor barnet ville være mest tryg ved at sove ved siden af forældrene i dobbeltsengen. Der var god plads til den gamle barneseng, som var gået i arv fra mor til datter så længe nogen kunne huske. Joh, mordet i bådehuset havde selvfølgelig rokket ved idyllen, men de ville allerhelst blive boende. Huslejen var ikke så høj, så længe de selv stod for vedligeholdelse af huset. Det meste kunne de godt selv klare. Kun el-installationer og VVS-arbejde måtte de have fremmed hjælp til. - De har været til stor hjælp. Ring til os, hvis De igen ser en bil holde nede ved Egely. Og notér bilnummeret, hvis det er muligt. - Det er nemt nok; den kører jo så tit op med pakker til laboratoriet”¦ På vej tilbage op gennem alléen spurgte Henny om, han ikke havde undret sig over, at den lille varevogn ikke bar hverken firmanavn eller reklamer. - Jo, det undrer også mig, svarede han. Men nummerplade har den vel, og laboratoriet må jo vide hvem de har til at køre for sig. Sagde Andersen ikke noget om det? - Næh, men det kan også vente til på mandag. Frøken Rosenkilde må vel vide det. Logbog Kap. 17 Theodors nødløgn - Laks og stempelkaffe i Nyhavn Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
