 |  | Logbog Kap. 17 Theodors nødløgn - Laks og stempelkaffe i Nyhavn |
 |
|
|||||||||||||
|
PET havde afslået at give politiet adgang til det beslaglagte materiale fra Rygaard før man havde registreret og klassificeret det. Henny kom i tanker om Jonathan, hendes gamle kæreste og beundrer fra tiden på politiskolen. Hun vidste at han var blevet ansat på PET’s kontor i hovedafdelingen på Buddingevej, hvor han passede og plejede det omfattende arkiv. Han tilbragte en hel del af sin arbejdsdag i kælderen blandt de utallige og aldrig afsluttede sager. Han lukkede kun en sag, hvis den havde ligget død i 25 år, dvs. uåbnet, ikke tilført nyt og ikke havde været forbundet med nyere kendte sager. Flyttekassen, der var kommet fra Rygaard ugen før, skulle nu tømmes. Indholdet skulle scannes og registreres elektronisk. Først når det hele var klassificeret, kunne man beslutte hvem der måtte se hvad. Jonathan tog et enkelt ringbind med sig op til kontoret på 2. sal. Ringbindet var mærket ”Max S., Gdynia”. Det var fyldt med breve, de fleste på polsk, enkelte på engelsk og nogle få på dansk. En tyk brun konvolut lå bagest i ringbindet. Den indeholdt 25.000 zloty, svarende til ca. 50.000 kroner. Han startede med de dansksprogede for at danne sig et indtryk af sagens karakter. Derefter de engelsksprogede. Han kontaktede det oversættelsesbureau, der var godkendt. Et bud ville hente ringbindet klokken tolv. Jonathan ville til at tage fat på de engelsksprogede, da telefonen ringede. - Hej, det er Henny, kan du huske mig? Lød en bekendt stemme, som fremkaldte gode minder fra årene på politiskolen. Om han kunne; det måtte snart være 12 år siden. Som var det i går, huskede han, sad de i hans lille lejlighed og nød en god middag, drak en halv flaske billig vin, flettede fingre og så hinanden dybt i øjnene. Han var kort tid efter blevet gift med Aslaug, en skønhed fra Færøerne. De elskede hinanden uophørligt, og blev skilt igen, da de opdagede at de aldrig kunne enes om andet end at elske. Henny, den unge smukke aspirant fra den gang på skolen, kunne han bare ikke glemme. Hun var i hans erindring - mellem arkivalierne; overalt. Det var ham en gåde, hvordan hun kunne afsætte duftspor uanset hvor han færdedes. Da han hørte Henny spørge til det konkrete materiale fra Rygaard, svarede han uforstående, fortravlet og henholdende og foreslog at ringe hende op om fem minutter. Først da han var ude i det fri, kunne han ringe fra sin egen telefon med taletidskortet uden risiko for straks at blive aflyttet af kollegerne. - Hej igen Henny, lad mig så høre, hvornår skal vi spise middag igen? Nå OK, fortæl. Hun fortalte om sin aktuelle efterforskning og nævnte brevvekslingen mellem det polske sanatorium og Rygaard. Du er på sporet af en lidt større sag end vi er vant til. Sagen ligger på mit bord. Om et par timer bliver det hentet til autoriseret oversættelse. Jeg får materialet retur i morgen. Hvis vi så kan mødes i morgen klokken nitten kan du læse hvad du vil; og måske kan vi spise lidt forinden? Han kunne ikke helt skjule sin betagelse. Hun blev lidt forskrækket, men slog det hen. De var vel voksne mennesker. Måske. Og hun havde fat i noget, der kunne belyse Rygaards dunkle fortid og absurde nutid. - Ja tak, hviskede hun. Helst hjemme hos mig. Kogt laks, og sprøde grøntsager? Har du min adresse? Nyhavn 57, 2. sal. Den mindre pæne side! Onsdag aften blev lang og rigtig god for dem begge. Laksen var perfekt. De små nye kartofler og tilbehør blev serveret med en elegance og en lethed, som kunne udkonkurrere de bedste restauranter i byen. Nu sad de foran pejsen, som hun havde nægtet at fjerne, da ejendommen blev renoveret. - Gider du trykke stemplet ned og tage to kopper med herhen? De står i skabet over vasken. Han skænkede kaffen og satte en lille kande med pisket mælk foran hende. Han lagde forsigtigt en arm om hende. Kendte hendes duft igen og mødte hendes læber igen, mens ungdommens letsind passerede revy. Resten af brevene måtte hun læse i morgen. Jonathan var vågnet klokken syv ved at Hannibal, den sorte af de to katte, hoppede op og lagde sig til rette på hans bare bryst. Samværet med Henny havde været dejligt og ukompliceret. Hun var skønnere end nogensinde før. De polske breve, som havde genskabt kontakten mellem dem, ville med bud blive bragt retur til ham på kontoret i Gladsaxe, når hun og Rønnebæk havde læst dem. Han vaskede lige kopperne af før han forsigtigt kyssede hendes silkekind. Han var klar over, at han ville miste sin stilling, hvis nogen i PET opdagede hans lille sidespring. Han tog på arbejde lidt i ni. Klokken otte havde Henny ringet til Rønnebæk og sagt, at hun først kunne være på stationen ved tolvtiden. Fint nok, så kunne han måske få lidt fred til at lave noget af det skrivearbejde, der havde hobet sig op. Han glædede sig til at se brevene - og læse det han kunne, og høre hendes opfattelse. De vidste begge, at den faste mødetid var suspenderet, som nu, hvor arbejdet krævede al opmærksomhed. Det sikkerhedsnet, som kartellet havde spundet om Rygaards aktiviteter og økonomi var samtidig en effektiv garanti for loyalitet indadtil og tavshed udadtil. Truslen om Rygaards udslettelse og ruin ville aldrig kunne skade Seven Sea’s globale og vitale interesser. Kunderne i yderste led var altid afhængige af stof til en præcis så høj pris, som de yderste aftagere kun kunne betale ved at leve på kanten af selvdestruktion, kriminalitet og prostitution. Markedet regulerede sådan set sig selv. Når prisen var i overkanten, forsvandt kunderne til fængsler og behandlingsinstitutioner, hvor de overlevede enten på erstatningsstoffer eller med abstinensernes mareridt. Så sænkede man prisen en anelse, og kunderne vendte tilbage. Hvorimod jet-settet nord for København uden besvær altid kunne skaffe pengene. Her var man blot afhængig af de ugentlige leverancer - og af det netværk af velhavende aftagere, som på forskellige måder gengældte vennetjenesten. Her blev ”dealere” helst kaldt private forretningsforbindelser. Om eftermiddagen blev brandvæsenet i Birkerød kaldt ud til en brand i en grusgrav nær Ganløse. Anmelderen, en landmand fra egnen, var først kørt forbi, men undrede sig, vendte om og kørte ned i grusgraven. Branden var vel på sit højeste, da han slog alarm. Brandmændene kørte efter røgen og fandt rutineret stedet. Et gammelt træskur var næsten helt nedbrændt, vraget af en udbrændt bil ulmede fortsat lidt. De fik hurtigt slukket de sidste flammer og gløder. Der var gudskelov ikke spor af mennesker, hverken i skur eller bil. Alligevel kontaktede indsatslederen politiet. Det var kutyme ved bilbrande. Politiets radioudstyr stod foran snarlig udskiftning og overgang til systemet kaldet SINE, som ikke kunne aflyttes af uvedkommende. For eksempel af den pensionerede kriminalassistent, der i al uskyldig kedsomhed plejede at lytte lidt med på sin gamle FM-radio. Det var næsten som at være på arbejde igen. Han havde hørt efterlysningen af rustvognen og han havde hørt indsatslederens oplysning fra grusgraven til politiet om brand i en rustvognlignende bil. Han kontaktede en tidligere kollega, som nu arbejdede i Gladsaxe, og spurgte om de var opmærksomme på den mulige sammenhæng. - Tja, tak for tippet, og husk nu at du ikke længere kan lytte med fra næste måned, svarede han med et lunt smil. Med mindre du da genindtræder i styrken. Der var ikke indløbet nogen anmeldelse om en forsvunden rustvogn. Alligevel besluttede politiet at sende teknikere til stedet. De kunne først komme derud om et par dage, så man måtte bare midlertidigt spærre vejen ned til grusgraven. Et noget medtaget og udtjent salatfad kom derved ud på sin sidste opgave og stillet på tværs oppe ved den smalle indkørsel ved landevejen fra Nymølle. De unge, der en gang imellem kørte ræs på deres borede knallerter, havde man set gennem fingre med. De ville også bare opfatte afspærringen som en overkommelig udfordring. Teknikerne i grusgraven gik minutiøst til værks; lige som sidst. Der var selvfølgelig ingen nummerplader på bilen, som ganske rigtigt var en rustvogn. Chassisnummeret var omhyggeligt fjernet, og motornummeret slettet, sandsynligvis med en vinkelsliber. I det nedbrændte skur fandt de nogle metalrester i asken, muligvis fra en skuldertaske. Tre metalspænder og en halvt smeltet broche, endnu et bundt nøgler, en neglefil uden håndtag og resterne af en pung med 32 kroner. Alt blev samlet i små plastposer og mærket med nummer og findested. For Henny og Rønnebæk gjaldt det om at forhindre flere forbrydelser i den sag, som bare voksede sig større, jo mere de endevendte Rygaard. Hver gang de løftede en ny flig af virksomhedens pyntelige ydre, mødte de en ny gåde. De måtte for enhver pris undgå, at deres viden blev kendt af den eller de forbrydere, der måtte stå bag de tragiske hændelser. De var nu så tæt på, at det mindste fejlgreb ville forhindre dem i at afdække årsagerne til Rygaards skyggetilværelse. De måtte snart præstere resultater; ellers ville rejseholdet bare få besked om at tage over. Maleren var åbenbart på farten; hans cykel var i hvert fald, tænkte Andersen, da han ville give ham besked om at kontakte politimanden. I stedet gik han om til brændeskuret. Da Andersen kom tilbage fra sin eftermiddagsrunde, ventede han lidt med at bære sækken ind i bryggerset indtil konen var optaget af madlavningen. - Er du syg Theodor? Hvad laver du med vaskemaskinen, spurgte Kirstine pludselig, da hun kom ind fra bryggerset. - Nå, det er en af gartnerne, som havde et uheld med ukrudtssprøjten. Jeg lovede at hjælpe ham. Hans vaskemaskine er i stykker. Jeg lånte ham noget rent tøj. Han lagde avisen fra sig. Hun rystede på hovedet. Han rystede også på hovedet og mumlede noget om Rygaards pligt til at sørge for sit personale og hjælpe, når det var tiltrængt. - Det kan godt nå at tørre til i morgen, hvis jeg hænger det ud om lidt, sagde hun. Han protesterede og stillede sig med kurven foran maskinen, der nu var ved at centrifugere sidste omgang. Det var aldrig sket før. Nu var hun for alvor bekymret. Det gamle tøj, hun lidt efter så på tørresnoren, var så slidt og laset, at ingen kunne være tjent med at gå med det; og det ville være spild af tid, tråd og garn at forsøge at reparere på det. Men hun ventede med at spørge mere. Hun kunne ikke huske, at han tidligere havde løjet for hende. Først da de lå i den store seng og havde kysset godnat og udvekslet de små kærtegn, spurgte hun: Hvorfor lyver du Theodor? Det har du ikke nødigt. Han følte han måtte svare hende. Så fik hun hele historien om vagabonden på traktørstedet, men hun blev ikke særlig overrasket. Han fik et ekstra kys. I morgen kunne de tale om sagen. Tøjet ville være tørt ved titiden, hvis vejret holdt. Før hun faldt i søvn tænkte hun på Egely. Hvis hun ikke tog helt fejl, skulle dommerkontoret opbevare alle tinglysningsattester. Hun var gået i gang med at vaske og pudse køkkenvinduerne, da Helene kom ned ad hovedtrappen. Nattens regnvejr havde slået jord op på ruderne. - Vi trængte nok til vand, sagde Kirstine, men det behøvede da ikke komme på en gang. Hun fortsatte: Min mand nævnte i går, at Victor Hansen skulle have ladet tinglyse en brugsret for maleren på Egely. Måske er det sandt. - Joh..., sagde Helene, det er da vist rigtigt; jeg skal gå ind og se efter og fortæller Dem, hvis jeg finder noget. Jeg har også en nøgle til Deres mand. Fru Andersen gik med over. Helene fandt ringbindet mærket ”Egely” på Clausens kontor. Der var ganske rigtigt en tinglysningsansøgning underskrevet af Victor Hansen. Her var en kunstmalers brugsret nævnt. Men attesten var imidlertid aldrig blevet godkendt, idet den ikke indeholdt malerens fulde navn og personnummer. Af et bilag fremgik det, at der i forvejen forelå en gammel skifteretsafgørelse om istandsættelse af Egely ved hjælp af midler fra en registreret fond, stiftet af Hermann Hansen. - Men De må nok vente lidt med den attest. Jeg skal nok huske det. - Jeg skal sige Dem, han har ikke vist sig i flere dage. Nu har han ellers lige fået pænt og rent tøj. - Ved Deres mand ikke hvornår maleren vender tilbage? - Nej, så havde han sagt det. Hvis der var noget om snakken, måtte manden jo have besked om det. Helene mailede til Fondsregisteret, som var nedlagt og overgået til Civilstyrelsen. Herfra blev hun gelejdet videre til Erhvervs- og selskabsstyrelsen, som ville gennemgå de gamle sager og svare snarest muligt. Med alle de nye kommunikationsredskaber tog det kun en times tid at komme så langt. Logbog Kap. 18 Ung pige savnes Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
