 |  | Kollision (Del 2) - Kapitel 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Flyet lettede, og Anni fornemmede en susen i maven. Hun følte hvordan hun fik kvalme, og hun lukkede øjnene. Sjovt. Hun havde ikke troet, at hun kunne føle noget som helst mere. Hun skar bittert tænder. Hvorfor lige pludselig denne spænding igen? Som om livet alligevel havde besluttet sig for, at det ville være spændende. Som om det nu, hvor hun allerede havde affundet sig med situationen, prøvede at bakke ud og gøre den skade, der allerede var sket, godt igen. Hun åbnede langsomt øjnene og skævede til sin håndtaske, der lå på det tomme sæde ved siden af. Hun havde været heldig at få denne plads alene. Det sidste hun manglede nu, var en eller anden irriterende person, der plaprede hende et øre af, bare fordi han eller hun var så forbandet tilfreds med sit liv og havde alle mulige grunde til at være kvalmende positiv. Det ville være for meget, og derfor var hun ganske tilfreds med, at sædet ved siden af hende udelukkende blev brugt af hendes håndtaske som hun nu puffede til. Hun skævede til den. Lynlåsen var ikke lynet, og man kunne svagt skimte den lille pung med pengesedlerne. Hun stirrede på dem og kæmpede imod den følelse i maven som hun for intet i verden kunne bruge til noget. Der var ingen grund til at fortryde nu, og der var Sure As Hell heller intet formål med det. Hun smilede et lille, bittert smil. Jeg gør mod dig som du gør mod mig. På trods af hendes forsøg på at fortrænge dem, kom tankerne om derhjemme farende ind i hovedet på hende. Derhjemme. Hun fnyste for sig selv. Hvordan kunne hun overhovedet tænke det ord om det sted, hun havde forladt? Der var ikke det mindste hjemlige over det, det havde der aldrig været. Når hun tog hen på gymnasiet, var moren ikke hjemme. Når Anni kom hjem om eftermiddagen, var moren der heller ikke. Så måtte Anni sørge for sin og lillebrorens aftensmad, og prøve på en eller anden måde at få lektierne til at hænge sammen med samtidigt at passe broren. Når hun havde lagt ham i seng og selv begav sig ind på sit minimale, mørke værelse, som ikke engang havde en lampe, kunne hun høre moren komme ind ad døren. På en god dag. På en knap så god dag kom hun skramlende ind ad døren, midt om natten, larmende. Fuldstændig uden hensyn til sine to børn, der lå i den lille mørke lejlighed og sov. Prøvede på at sove, men ikke kunne, fordi de ikke forstod hvorfor de skulle være alene, når de rent faktisk havde en mor. En mor, der ikke havde noget arbejde og var på understøttelse fra staten. En mor, der derfor burde have tid til sine børn, og burde bruge de få penge der var, på dem, i stedet for at bruge dem på det forbandede værtshus hver aften. Anni rystede på hovedet og tvang tårerne væk. Tænk ikke på det mere. Det er fortid nu. Det hele er fortid. Men alligevel kom tankerne snigende tilbage til hende. Hun havde ikke engang sagt farvel. Hun kunne ikke. Ikke engang til sin lillebror og slet ikke til moren - ikke at hun ikke var ligeglad. Havde hun mon overhovedet opfattet, at hendes datter var forsvundet? Hvor længe ville der gå inden hun fandt brevet på kommoden? Og hvilken tilstand ville hun være i, når hun gjorde? Ville hun overhovedet have to ædru minutter til at kapere, hvad hendes evindelige fravær og fordrukkenhed havde resulteret i? Anni skar tænder og tog en dyb indånding. Hvorfor gjorde hun det her mod sig selv? Hun var lige begyndt ikke at føle den mere. Smerten over hvordan hendes liv havde udviklet sig. At det skulle gå sådan her. Men det var vel en af de utallige ulemper ved at være et menneske - man kunne ikke lade være med at føle, uanset hvor mange anstrengelser man gjorde sig. Igen så hun sig om i flyet. På sæderne over for hende var et sovende par lige vågnet. De holdt hinanden i hånden. Anni rystede på hovedet for sig selv og så væk. Hun vendte blikket mod vinduet igen. De fløj lavere nede nu, og man kunne allerede skimte byen nedenfor - huse, biler, liv. Det tog kun nogle minutter, så mærkede Anni hvordan flyets hjul ramte jorden. De var nede. Nogle af passagererne klappede, andre begyndte langsomt at pakke deres ting sammen. Hun sukkede og gjorde sig fri af bæltet. Der var allerede opstået en kø på gangen mellem de to rækker af sæder. Det ville tage en evighed at komme ud af det fly. Hun var udmattet, da hun endelig ankom. Hendes fødder smertede, og hun havde en stikkende fornemmelse i ryggen. Hendes kuffert, som ikke indeholdt andet end småting og en lille smule tøj, lod til at veje et ton. Det havde ikke været svært at finde stedet. Det var ikke langt fra lufthavnen, og der havde været masser af mennesker, hun kunne spørge om vej. Hun måbede, da hun ankom. Det var så kæmpestort. Det lignede en blanding mellem et hospital og et kæmpemæssigt luksus-hotel. Et stort, lysende skilt hang øverst på bygningen, som var bygget af grå og røde mursten. Ordene ”Hospital West” lyste hende i møde i en stærk, neonblå farve. Indgangen havde en kæmpemæssig glasdør, hvorpå der var hængt et ”Welcome”-skilt. Det hele så nærmest glamourøst ud; som en af disse kæmpemæssige bygninger, man forestillede sig hørte hjemme i New York. Stedets beliggenhed havde noget ejendommeligt over sig. Det var på en måde udenfor byen. Ikke langt fra byen - bare udenfor. Der lå et par marker uden om stedet, men kørte man bare lidt længere ville man komme til Zürich. Det var bemærkelsesværdigt at sådan et sted kunne ligge der, så tæt på byen. Da bussen var stoppet i Zürich, og hun havde været nødt til at gå resten af vejen til stedet, havde hun kun passeret et par huse. Det var mærkværdigt. Så tæt på byen, men alligevel isoleret. Men det var ikke svært at forstå hvorfor. ”Velkommen!” En ung kvinde i en hvid kittel tog imod Anni, så snart denne trådte ind. Kvinden havde lyst hår, som var sat op i en knold. Hun var meget spinkel, og derfor så hendes kittel ud, som om den var en anelse for stor til hende. Hun smilede stort til Anni og rakte en hånd frem mod hende. ”Jeg hedder Angela, og jeg har fået æren af at tage imod Dem.” Anni rakte tøvende en hånd frem og smilede svagt. Hun så sig omkring, og kunne ikke lade være med at blive imponeret over det, hun så. Alting så ud til at være hvidt. Væggene, loftet, alt. Det var meget lyst, hvilket næsten fik én til at misse med øjnene, så snart man trådte ind på stedet. Hall’en var nærmest kæmpemæssig, og til venstre for indgangen stod en ældre mand bag en disk med glas for, som lod til at skulle fungere som en slags informationsskranke. Lige ud for indgangen førte en lang trappe op - Anni tænkte, at der måtte være mindst 30 trin - og delte sig til højre og venstre, hvor der til begge sider strakte sig en gang, som så ud til at være uendeligt lang. Angela lagde mærke til pigens måbende ansigtsudtryk og smilede. ”Ja, De vil hurtigt erfare at det her sted er meget stort. Den trappe, De står og betragter, fører op til vores forskellige værelser. Til venstre bor vores patienter. Den højre fløj er forbeholdt personalet, og det vil altså sige, at dette steds overhoved, hr. Müllers kontor, også befinder sig på dén side.” Anni nikkede en anelse fraværende og pegede på gangen til højre for sig. ”Hvad finder man så dér?” Angela rømmede sig, inden hun fortsatte: ”På den gang finder De vores frokoststuer. Der er anlagt to frokoststuer, så patienterne og personalet ikke behøver at ”¦” ” ”¦ minde hinanden om deres elendighed?” Anni så direkte på kvinden, og der var noget trodsigt i hendes blik. Sygeplejersken kunne ikke skjule forargelsen, som bare i et nanosekund viste sig i hendes ansigt og hun fingererede uroligt ved sin kittel. ”Jeg ville have sagt forstyrre hinanden.” Anni fnyste lavmælt. Der var et øjebliks pinlig tavshed imellem dem, indtil Angela igen rømmede sig. ”Måske skulle jeg vise Dem hen til Hr. Müllers kontor, frøken.” Kvinden havde tydeligvis travlt med at slippe væk fra denne åbenbart så vanskelige pige, og de begyndte at gå op ad trappen i dyb tavshed. 30 trappetrin og et par minutter senere stod de foran en brun dør, hvorpå der stod ”Hr. Müller”. Sygeplejersken tog hurtigt afsked med Anni, og da denne stod tilbage på den tomme gang, fornemmede hun en ukendt fornemmelse i maven. Hun stillede sin rygsæk fra sig, men beholdt et fast tag i håndtasken. Hun ville få brug for den; eller rettere sagt, det der var inden i den. Hun rystede på hovedet for sig selv og tog i døren. ”Frøken Simonsen!” Hr. Müller rejste sig med et stort smil fra sin stol bag skrivebordet, da hun trådte ind. Hun tog en dyb indånding og betragtede ham. Han var en stor, rundmavet mand i midten af 40’erne. Han havde sort hår og overskæg. Han så meget venlig ud, og hun indså, at hun ikke forstod det. Det passede ikke sammen. Var det bare en maske? Var han virkelig sådan en varm og venlig mand? Men hvorfor ... ”Velkommen!” udbrød han. ”Jeg håber, De har haft en behagelig rejse.” Han gjorde tegn til hende om at sætte sig foran skrivebordet, mens han igen tog plads bag ved det. Han hev en stak papirer frem fra en skuffe og gav dem et klap med den ene hånd. Så vendte han blikket mod hende og så med ét alvorlig ud. ”Frøken Simonsen, jeg har lige nogle papirer, jeg skal bede Dem om at underskrive.” Anni nikkede. Hun var tør i halsen; ude af stand til at sige noget. En pludselig nervøsitet erstattede hendes kolde indstilling. Hun havde egentlig lovet sig selv at gøre et selvsikkert, roligt indtryk. Men hvor meget betød det egentlig? Hun var her jo allerede. Hun følte hvordan hr. Müller betragtede hende, og hun så tøvende op. ”Hvis ... hvis De giver mig noget at skrive med, skal jeg gerne underskrive dem nu,” sagde hun hæst og var overrasket over hvor formel hun kunne lyde. Da hun havde underskrevet, skubbede hun papirerne hen over bordet og åbnede langsomt håndtasken. Hun så op og fangede hun et kort glimt af Hr. Müllers ansigtsudtryk. Det gik senere op for hende, at der havde været noget grådigt over det. * Efter samtalen havde hr. Müller sendt bud efter en kvinde ved navn Susie Meier. Hun var en ung rødblond kvinde, og det var tydeligt, at hun var meget populær hos den mandlige andel af personalet. Men hun virkede ikke som om hun tog sig af det - når små blikke blev sendt efter hende på gangene, gik hun bare videre og fortsatte med at fortælle Anni om de ting, de passerede - bare en smule højere i tonelejet end før. ”Her er så gangen med alle patientværelserne. Vi har forskellige slags værelser at tilbyde,” informerede hun, meget businessagtigt. Anni rynkede panden. ”Forskellige slags værelser?” Susie nikkede og åbnede døren ind til et af værelserne på den lange gang. Anni måbede. Værelset var stort og lyst. Ved vinduet var en kæmpemæssig seng placeret; den så meget bekvem ud, og hun følte igen trætheden overvælde sig. Men de mange indtryk i værelset gjorde hende mere vågen. På kommoden ved siden af sengen var en vase med blomster i alle naturens farver placeret. Foran vinduerne var lyseblå gardiner halvlukkede, så solen kunne skinne ind i rummet. Det hele så så hjemligt ud. Anni sank en klump. Hjemligt ... ”Det her er et af de større værelser,” forklarede Susie, fuldstændig unødvendigt. ”Det er til vores patienter, som bliver ... i lidt længere tid.” Hun rømmede sig, og Anni måtte spørge: ”Hvor længe ... hvor længe kan man højst opholde sig her?” Susie gjorde tegn til at de skulle forlade værelset, og mens hun lukkede døren i bag dem, rømmede hun sig igen og strøg en rød hårtot om bag øret. ”Det er svært at sige ... det er egentlig op til patienterne selv. Mange har ikke behov for at blive her længere end en uges tid, mens andre gerne trækker det helt op til et halvt år.” ”Et halvt år?!” Anni var overrasket. Meget. Susie nikkede med et mærkværdigt, næsten trist smil. ”Ja, det passer altså. Men ... det kommer jo an på så mange ting.” Anni nikkede og så ned. Hun havde det dårligt. Hun ville gerne være alene nu. ”Fru Meier, vil De være så venlig at vise mig mit værelse nu?” Denne gang lød Anni ufrivilligt irriteret, og kvinden nikkede. De passerede yderligere fire døre, inden Susie endelig stoppede op. Hun tog en nøgle op af lommen og drejede den rundt i låsen. Værelset var ikke så stort, som det de havde været inde på før, men det kunne i hvert fald ikke betegnes som lille. Det var meget større end det, Anni havde haft i København. Hun rystede tankerne om stedet væk; var hun ikke blevet enig med sig selv om aldrig mere at tænke på det? Susies stemme rev hende ud af tankerne; heldigvis. ”Jeg lægger nøglen her på bordet. Vi har forskellige ansatte, som vil være til rådighed for Dem. Der er bl.a. en fyr, som sørger for at det hele er ryddet op og at De har alt, hvad De behøver; en slags roomservice. Derudover vil De blive introduceret for en ung sygeplejerske, som De kommer til at tilbringe en del af Deres tid her med. Men lige nu skal De bare slappe helt af og lade Deres hårde rejse bag Dem.” Susie smilede kort til Anni, hvorefter hun forlod værelset og stille lukkede døren efter sig. Anni lod sig med et suk falde ned på sengen. Hun havde stadig den kvalmende fornemmelse i maven. Hun lagde en hånd for ansigtet, og hun ville ikke kæmpe imod tårerne længere. Hun kunne ikke fatte, at hun havde taget skridtet. Hun kunne ikke fatte, at hun var her. Læs forrige kapitel: Kollision (Del 1) - Kapitel 3 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-24 15:42:04 |
... med endnu en Hp 'Anni' dukker en masse spm. så op; f.eks. HVOR har Anni (SÅ mange) penge fra (i betragtning af de beskrevne familieforhold) ?
Det er en rigtig go' måde at lade persongalleriet beskrive miljøet - og så lade læseren om selv at konkludere, hvad slags 'setting' man er i !
Gætter på 'sanatorium' ... eftersom intet jo tyder på, Anni har nogen lægehenvisning; og det er jo heller ingen kostskole ;)
Det er vel hende, Selma skal være behjælpelig ?
Sprogligt ku' jeg ikke finde noget, at sætte fingeren på !
venligst ...
Det er en rigtig go' måde at lade persongalleriet beskrive miljøet - og så lade læseren om selv at konkludere, hvad slags 'setting' man er i !
Gætter på 'sanatorium' ... eftersom intet jo tyder på, Anni har nogen lægehenvisning; og det er jo heller ingen kostskole ;)
Det er vel hende, Selma skal være behjælpelig ?
Sprogligt ku' jeg ikke finde noget, at sætte fingeren på !
venligst ...
| Amanda Gyldenlyng | 2012-02-15 16:42:26 |
Nå, så introduceres en ny hp.
Hende Anni skal da nok blive et interessant bekendtskab.
Som Haleløs spekulerer jeg på, hvor hun har så mange penge fra.
Mon Anni er patient? Og er det mon hende, Selma skal hjælpe?
Mystisk - på den gode måde, for nu er jeg da ret nysgerrig ;--)
Vh ...
Hende Anni skal da nok blive et interessant bekendtskab.
Som Haleløs spekulerer jeg på, hvor hun har så mange penge fra.
Mon Anni er patient? Og er det mon hende, Selma skal hjælpe?
Mystisk - på den gode måde, for nu er jeg da ret nysgerrig ;--)
Vh ...
| Nadia K | 2012-02-15 21:13:03 |
Er glad for, at du bliver nysgerrig! og du vil ikke blive skuffet, det bliver spændende! :-)
jaaa, hvor har Anni mon de penge fra? læs videre, det løser sig snart ;)
vh Nadia
jaaa, hvor har Anni mon de penge fra? læs videre, det løser sig snart ;)
vh Nadia
| haleløs | 2012-03-07 17:32:16 |
beskrivelsen af værelsernes placering: du bruger bl.a. ordet 'fløj' som er ca. det samme som 'afdeling'.
I mit hoved har du altså lavet et billede ad 2 seperate afdelinger: een for personalet og en anden for beboerne!
Efter at have (næsten) læst næstsidste kapitel blir jeg nu pludselig i tvivl om, hvorvidt alle værelser ligger over for hinanden på samme gangstrøg; således at personalet har alle værelser til højre ... og 'gæsterne' liiige over for dem ... i 'alle værelser til venstre' ?
Det er nok mest din brug af ordet 'fløj' som forvirrer MIG ;)
venligst ...
I mit hoved har du altså lavet et billede ad 2 seperate afdelinger: een for personalet og en anden for beboerne!
Efter at have (næsten) læst næstsidste kapitel blir jeg nu pludselig i tvivl om, hvorvidt alle værelser ligger over for hinanden på samme gangstrøg; således at personalet har alle værelser til højre ... og 'gæsterne' liiige over for dem ... i 'alle værelser til venstre' ?
Det er nok mest din brug af ordet 'fløj' som forvirrer MIG ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-07 20:52:13 |
Det er det sidste. .. "alle værelser ligger over for hinanden på samme gangstrøg; således at personalet har alle værelser til højre ... og 'gæsterne' liiige over for dem ... i 'alle værelser til venstre' ?"
Uff, ja, kan godt se at 'fløj' er lidt misvisende. Det bliver slettet i den endelige udgave :)
Uff, ja, kan godt se at 'fløj' er lidt misvisende. Det bliver slettet i den endelige udgave :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeps, masser af spørgsmål - som forhåbentligt bliver besvaret hen ad vejen!
Sanatorium? Hmmm det ved jeg nu ikke :P tror du vil opdage hvilken 'institution' det drejer sig om meget snart!