 |  | Røverhistorier - Borgen, Dagen revner |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var den store dag i dag! De havde alle ventet på dette i lang tid. Nogle med frygt, andre med spænding og glæde og nogle med vrede og raseri. Benjamin snakkede med en af sine brødre den dag inden det hele startede. De havde alle været bekymrede i deres familie og moderen havde gået til en spåkone, selvom faderen havde forbudt hende det. "De fortæller dig det du VIL vide og ikke det du bør vide! Det er svindel og humbuk og de røver dig for alle vores penge!" havde faderen sagt. Hun fortalte os, altså ikke min far, men os andre, hvad hun havde hørt. Det ville gå grueligt galt og gøre mere ondt en godt. Det ville skabe splid og frygt og fjendskab. Hun var endnu mere rædselslagen og vi måtte trøste hende så godt vi kunne. Spåkonen havde også sagt at byen aldrig ville blive den samme igen, for der ville ikke kunne gøres op for det der var sket. Jeg synes det var mærkeligt sagt, for selvfølgelig er noget aldrig som det har været, alt ændre sig jo hele tiden. Det var i dag det hele skete og alle mødtes foran indgangen til salen. Der var et mylder og alle skubbede og maste for at kunne se bedst muligt. Man var blevet enig om at der stadig skulle være den samme høvding, men at der samtidig skulle vælges en repræsentant for hver side. Og det var derfor alle var samlet på pladsen. Jeg kunne se min bror nede i mængden. Benjamin og jeg havde tidligere i dag snakket og jeg havde fortalt ham at jeg var blevet valgt til at være repræsentant for vores side. Jeg måtte egentligt ikke fortælle det til nogen, men det var min bror og jeg fortalte ham altid alt. Det var også vigtigt at han fik det at vide, oven på alt det der var sket med mor. Bjørn kom ud fra borgens hovedbygning nu. Han blev tiljublet kort, for alle vidste der var spænding i luften. Torstein stod på den modsatte side af indgang i forhold til mig og vi kiggede hinanden an. Vi havde altid været gode venner. Hverken bedste venner eller rivaler. Bare gode venner. Men det var som om at den kløft der skulle laves allerede havde plantet sig mellem os og for hvert skridt vi kom tættere på begivenheden, det store lynnedslag, blev kløften større mellem os. "Jeg udnævner Bjarke og Torstein til repræsentanter! Bjarke for Nordsiden og Torstein for Sydsiden," sagde Bjørn uden indledning. Bjørn var Bjarkes farfar og alle var utilfredse over den familiære relation der var mellem dem, for Torstein var valgt på baggrund af hans kunnen og Bjarke blev derfor beskyldt for at være valgt på baggrund af hans titel som barnebarn til høvdingen. Bjarke havde benægtet denne påstand, men Bjørn havde bare været tavs og det gav endnu større mulighed for konspirationer. Bjørn kaldte til stilhed og alle vidste at de nu skulle finde hen til den optegnede linie. Jeg kastede et blik over på Bjarke. Han stod med sin nye kappe over skuldrene og så stolt ud, men jeg kunne også se både frygt og vrede i hans øjne. Han var min bror og jeg kendte ham ud og ind. Alle vente sig om mod lyden af klaprende og raslende lyde. Det var den magikyndige Valkan Hallegrim. Han bevægede sig i en dansende gang op mod det udvalgte punkt, hvor der var tegnet en hvid cirkel af pulver fra knuste gevirer. Da han stod i midten løftede han sin stav og stoppede sin raslen og klapren med de nøgne kranier og knogler. Han løftede langsomt staven helt op så han stod på tæer og anstrengte sig på sit yderste for ikke at miste balancen. På vejen op til den hvide cirkel havde vejret skiftet. Det var som om at skygerne var kommet væltende ind over landet fra den retning Valkan kom fra. Han havde haft et lys i øjnene der mindede om død og da han endelig var gået ind i cirklen var der et rasende uvejr. Det blæste og regnede, men da han havde løftet staven var alt stoppet. Intet regn, ingen blæst. Stilhed! Men i samme nu Valkan jog staven ned mod klippen. I samme nu den var faldet bare en centimer slog et lyn ned gennem staven, og da staven endelig ramte jorden var lynet nået stavens ende og der kom et kæmpemæssigt glimt. Alle måtte vende sig bort fra det skarpe lys. Et kæmpe brag kom millisekunder efter lynet. Alle måtte holde sig for ørene og bukke sig i smerte. Da de stærkeste vente sig om, som de første der var kommet sig over lyset og braget, var jorden i bevægelse. Der kom en sprække langs den hvide linie, der gik hele vejen på tværs af klippen, hvor på borgen lå. Den fulgte cirklen rundt om Valkan og lavede en platform hvorpå han stod i midten. Jeg kunne se frygten og opgivelsen i hans øjne. Mens de to halvdele af borgen langsomt gik fra hinanden forblev Valkan og platformen i midten. Jeg så igen hen på min bror og Bjarke så fascineret og samtidig skræmt ud. Jeg vidste at Valkan ikke ville leve om fem sekunder. Ingen andre vidste det, men jeg kunne se at han ikke ville kunne gøre noget for at redde sig selv, og han havde vidst det hele tiden. Fra den dag denne dag var blevet planlagt. Han vidste at platformen i midten ville falde og alle ville skrige og råbe i frygt for at de også selv ville dø. Men det var ikke sket endnu, alle var glade over begivenheden. Jeg var begyndt at tvivle på den drøm jeg havde haft om denne dag, hvor jeg havde set dette ske og jeg havde set Valkan falde i dybbet. Jeg havde fortalt ham det, han havde set mig dybt ind i sjælen og så havde han sagt: Så må vi håbe du ikke springer efter mig! Jeg forstod ikke hans ord, men jeg vidste at han ikke var bange og derfor var jeg heller ikke bange. Det var i samme øjeblik som Bjarke skulle til at råbe et jubelråb, at Valkan styrtede. Platformen gav efter og han faldt. Det var som om det hele gik i slowmotion. Alle der kiggede på hendelsen så langsomt, at Valkan kiggede op på Bjørn og at han nåede at råbe "vogt din ryg". Ingen andre end Bjørn havde forstået ordene, for det var kodesprog der kun kunne forstås af den ordene var råbt til, men Bjørn viste intet tegn efterfølgene på, at han havde forstået ordene, selvom han dog havde forstået hvert enkelt ord. Da Valkan endelig var forsvundet ned i den tomme sorte kløft var alle paralyserede af frygt. Ingen havde troet at dette ville blive et selvmordsvåben, men et værn mod fjender. Alligevel havde den allerede taget et menneske fra borgen, og der ville komme flere endnu. Fortsættes | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
