Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Logbog   Kap.   12   Grusgraven
Logbog Kap. 12 Grusgraven


Forfattersiden.dk
Forfatter: nhuth
Skrevet: 2012-12-06 15:22:09
Version: 1.9
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 




Kapitel 12


Fredag  14.8.


Grusgraven


   Nogle drenge havde genfundet sidste sommers samlingssted; skuret i Grusgraven i Ganløse. De skulle til at forlade stedet og smække den ulåste dør efter sig, da de hørte en svag stemme fra bylten henne i hjørnet.
- Tror du på spøgelser? sagde den ældste. Der er altså noget levende henne under tæppet. Se selv. Bylten rørte på sig. Ingen af dem turde gå derhen. Langsomt kom et forslået ansigt til syne; en mand forsøgte at løfte hovedet, og prøvede at sige noget. Drengene var skrækslagne. De stak af. Op på cyklerne. Hjem.
De var så skræmte, at ingen af dem kunne sætte ord på deres rædsel. De skiltes uden at aftale noget. Men ingen af dem kunne bære oplevelsen alene.

Et kvarter senere talte deres mødre i telefon sammen og blev hurtigt enige om at kontakte alarmcentralen og anmelde det passerede. Kort tid efter blev en af mødrene og begge drenge afhentet af to betjente i en civilt udseende politibil. Ved hjælp af GPSen og drengenes forklaring fandt de hurtigt skuret i grusgraven. Døren stod på klem. De to politifolk kørte bilen lidt væk og instruerede drengene og moren om at blive siddende et øjeblik. Få minutter senere kom den kvindelige betjent helt hvid i ansigtet tilbage til bilen. Hun kaldte først alarmcentralen og derpå stationen og forklarede kort og præcist: De havde forsøgt at yde førstehjælp til den frygteligt tilredte mand, som de fandt på gulvet under tæppet. Han var døende og umulig at kommunikere med. En af drengene i bilen begyndte at græde. Moren trøstede. Betjenten sagde, at hun ville køre dem hjem, så snart ambulance og forstærkning nåede frem. De syv-otte minutter føltes som en evighed. Efter en kort ordveksling mellem betjenten og de ankomne reddere, læger og flere politifolk, kunne hun endelig køre moren og de to drenge tilbage til deres hjem. En psykolog fra Rigshospitalets traumecenter var tilkaldt og på vej.
De to reddere og akutlægen løb frem til skuret. Betjenten forsøgte stadigvæk at yde førstehjælp, men lænede sig udmattet op af bræddevæggen, da redderne overtog og satte hjertestarteren i gang. Intet gav det ønskede resultat. De dybe knivstik i offerets bryst og ryg var mere end noget menneske kunne overleve. Da ambulancen langsomt og stille kørte op fra grusgraven, satte den kursen direkte mod retspatologisk institut.
Betjenten så sig nøje om og sikrede sig at der ikke befandt sig flere i skuret. Nu var det bare at markere området med plastikstrimler så godt det lod sig gøre og afvente teknikerne.
8-10 m fra skuret lå et bundt nøgler. Han måtte nok overholde gældende regler og lade dem ligge til teknikerne kom.
Da den blå kassevogn standsede, vekslede han få ord med de tre specialister. To af dem tog tynde overtræksdragter på. Sammen med betjenten afsøgte den tredje systematisk området. Han havde små nummererede klodser med og et bundt plastikposer. Alt blev fotograferet, før de rørte det. Det var ikke så lidt han samlede op. Nøglerne først, så   en metalkrog, en bon fra et byggemarked og en snes andre småting..

Psykologen gik med til at mødes med begge forældrepar og drengene i hjemmet hos den yngste. En læge havde tilset drengene, men ingen af dem viste tegn på fysisk overlast.

*

  

   Efter tre dages arbejde med tandkort og DNA-analyser vidste politiet med sikkerhed at den skamferede mand i grusgraven var identisk med en professor Aage Kristensen. Han havde ikke været meldt savnet. Obduktionens foreløbige resultater var værre end nogen kunne huske at have set tidligere. Der var udøvet grov og dræbende tortur.
Den lille slidte lædermappe, som var smidt i skuret bar initialerne AK. Den indeholdt kun en lille skrammet blikæske med et par cigarstumper og lidt aske.
Først da Lillian i callcentret på Rygaard klokken ti modtog en opringning fra Sorbonne, hvor man savnede en professor fra Danmark, gik det op for Helene, at der var noget rivende galt. Uden at underrette direktøren kontaktede hun kriminalassistent Rønnebæk og bad om råd. Han bad hende om at deltage i et møde klokken elleve og blev stillet om til direktør Clausen.
Hun fornemmede et kort øjeblik panik i direktørens stemme, da han kom og udstedte ordrer: Der er møde på mit kontor om tre kvarter; Henny Lund fra politiet og professorens assistent deltager. Og vi vil ikke forstyrres. Samtidig indløb en mail til CC: Hold dine folk i kortere snor. Ellers stopper vi udbetalingerne og du vil møde samme skæbne som din tidligere tjener. Ingen afsender. Men vandmærket med et ”W” var også nok.
Nu ønskede politiet forklaringer. Gode forklaringer på de mange hændelser, der havde fundet sted på og omkring Rygaard. Christian Clausen tog sig til hovedet, da Henny Lund hev dommerkendelsen frem. Beslaglæggelse af indholdet i virksomhedens centrale server!
-  Jamen dog, sagde han, selvfølgelig er I velkomne. Vi har intet at skjule - men uden den bliver det svært, for ikke at sige umuligt at holde Rygaards drift i gang.
Dette argument gjorde ikke indtryk på ordensmagten. De mente nok, at det ville være mere på sin plads, at virksomheden forsvandt fra jordens overflade. Rønnebæk spurgte nu til professorens arbejde. Og til hans vaner, rutiner og arbejdsplads. Om hvor han opbevarede aktuelle notater?      
-   Notaterne ligger vel i afdelingens arkiv, svarede Clausen. Eller også har han dem med til Paris i den gamle skoletaske, han altid bruger.
-    Vær venlig at beskrive den.
-    Ja, det er en lille solid lædertaske, vist nok håndsyet, som han altid har hos sig. Også når han tager hjem fra arbejde.
-    Er det den her? spurgte Henny Lund og tog en brun taske op af en pose.
-    Ja, og det lille skilt med AK kan jeg kende. Og tasken lugter af hans cigarer. Han ryger kun Flora Danica.
Rønnebæk tog en dyb indånding og fortalte om det makabre fund i grusgraven.
Helene fortalte om opringningen fra Sorbonne, hvor man savnede professoren.
En ny dommerkendelse blev hevet frem. Hele personalet i begge afdelinger skulle forlade bygningen i løbet af 30 minutter. Intet materiale måtte fjernes. Bygningen ville blive aflåst, ransaget og bevogtet. Den store mandskabsvogn var allerede ankommet. Den fandt selv vej til forskningsafdelingen og varslede rømning og samling i kantinen. Lidt efter kom ”nørderne”, som specialafdelingen for avanceret databehandling blev kaldt. Der ville gå et par timer før Rygaards it-system var oppe at køre igen.

Clausen ønskede selv at orientere de ansatte. Henny Lund indvilgede men gjorde det klart, at han skulle undlade at oplyse detaljer, som kunne forkludre opklaringsmulighederne. I øvrigt forventede hun at han blev her og ventede til hun havde fået besked om alle ansatte havde forladt de to fabriksbygninger.
De kunne ikke alle få siddeplads i kantinen. Så de sidst ankomne måtte stå. Helene sørgede for det praktiske - og hun adviserede også chaufførens hustru, men understregede, at hun naturligvis ikke behøvede at forlade sit hjem. Over en kop kaffe ville hun kunne tale med politiet, når mødet i kantinen var afsluttet. Clausen gav de ansatte en kort og præcis orientering om situationen. Henny supplerede med at forklare nødvendigheden af politiets efterforskning. Ingen af dem nævnte indbruddet. Efter en times tid fik de fleste medarbejdere tilladelse til at genoptage dagens arbejde. Politifolkene ønskede at stille spørgsmål, især til tre laboratoriemedarbejdere. Det ville de vende tilbage til i de kommende dage.

   Ingen, der havde mødt Henny Lund, var i tvivl om hendes lynende intelligens eller hendes veludviklede intuition. Hun var højt respekteret og måske lidt frygtet blandt kollegerne i etaten. Centralt og ude i distriktet var hun beundret for de topkarakterer hun havde scoret på politiskolen og for de udmærkelser hun senere var blevet tildelt - og som hun ikke brød sig om at modtage. Hun var kendt for sine evner til at få forhærdede, udspekulerede forbrydere til at krakelere, når hun var afhøringsleder. Netop dette arbejde, som hun var bedst til, var også det hun holdt mindst af. Samarbejdet med Rønnebæk var præget af deres stærke engagement og professionel tilgang til opgavernes løsning. Det venskab, de havde opbygget, talte de aldrig om, og deres privatliv holdt de mest for sig selv. Rønnebæks runde facon og milde lune var meget langt fra Henny Lunds næsten kyniske og kolde attitude. Men kemien fejlede ikke noget. Det havde tit undret dem hvordan de uden ord kunne kommunikere så tæt og effektivt, at det nærmede sig tankelæsning. Sådan som det siges, at kun enæggede tvillinger behersker.
En af de få gange, hvor hun havde løftet en flig af sit privatliv, var sket, da Rønnebæk, revnefærdig af stolthed, fortalte om de seneste fremskridt der skete i hans schæferhunds udvikling fra hvalp til politihund. Så morede det Henny at fortælle lidt om sine kattes udprægede mangel på nogen form for underkastelse og lydighedsdressur. Specielt hvis det forventedes fra mennesker.

   Normalt var det Rønnebæk, der var afhøringsleder. Når det gjaldt lokale kriminelle fra distriktet med centrum i Genfofte-Vangede, kunne ingen hamle op med ham. Det var som om han kendte hver en småkriminel person i sit distrikt; og de nye spirer, der kom til. Ved grovere forbrydelser var det som regel Henny, der trådte til og knækkede de hårdeste, ofte udenbys nødder. Ikke ret mange tænkte på, at Rønnebæk også i sit hverv som leder af den lokale ungdomsklub var en omsorgsfuld og effektiv forebyggelsesrepræsentant. Hans kone, der bestyrede ”Tutten”, klubbens ca. 600 medlemmers lille kantine og kioskudsalg, var helt på linje med grundtanken. Tro på dem. Vis dem tillid. Giv dem opgaver de kan magte. Lad dem føle lidt af en vinders glæde over hver en sejr; men sæt dem på plads, hvis de svigter eller hvis de stjæler af kassen! Lidt gammeldags Fulton-pædagogik gjorde vel ingen skade. I ”Tutten” kunne de unge som regel købe lidt på klods. Fru Rønnebæk kendte sine ”papenheimere”. Og som regel fik hun kradset de 30-40 kroner hjem som en del af dem hver især skyldte.  Ellers lagde hun lidt til af husholdningspengene. Så løb det alligevel rundt. Herre Gud.
   Når hendes mand kom sent hjem, kunne hun finde på at forkæle ham med stegt flæsk og persillesovs kl. elleve om aftenen. Så sov han så godt. Og hun kunne løse sin Kryds og Tværs i fred under natlampens bløde skær. Hun havde bedt ham om at slå det irriterende grønne blinklys fra sin telefon fra, men han påstod, at det var en del af hans arbejde. Mænd!

Logbog Kap. 13 Professorens kolonihavehus
Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog



Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk