 |  | Logbog Kap. 13 Professorens kolonihavehus |
 |
|
|||||||||||||
|
Helenes arbejde fortsatte som sædvanligt. Den almindelige strøm af almindelige mails blev besvaret med den automatik, som selskabet forventede. Men det nagede hende, at forestille sig Rygaard være en del af et åbenbart kriminelt netværk, som hun aldrig før havde haft kendskab til. Hun forsøgte at forstå Clausens behov for en pr-medarbejder. Måske var det fornuftigt nok. Men det ville da se mærkeligt ud, hvis de ligefrem selv reklamerede med deres besværligheder. To af nøglerne fra grusgraven passede til hoveddøren i Kronprinsessegade. Rønnebæks hurtige gennemgang af professorens 6-værelsers lejlighed på 4.sal gav ingen uventede resultater. En lille kuffert lå pakket på hans seng. En regnskabsbog, hans pas og en reservation til en flyafgang i mandags lå på skrivebordet i det der formentlig var hans arbejdsværelse. Computeren var slukket. På skrivepulten lå et chartek med en forsidetekst på fransk. Intet tydede på indbrud eller uregelmæssigheder. I entréen hang en grå let trenchcoat. På knagen ved siden af hang en stramt lukket paraply. Rejseklar. Den stod ikke i stativet sammen med hans elegante stok og to andre paraplyer. Køkkenet var moderniseret med nænsomhed. Alt så ud til at være i skønneste orden. Han forsøgte forgæves at kontakte Henny, men hun var optaget af vidneafhøring i en hælerisag. Han lagde skeptisk en besked på hendes telefonsvarer. Han hørte hoveddøren blive låst op; Rønnebæk trådte roligt ud i entreen. Han rømmede sig forsigtigt for ikke at forskrække den dame, der var ved at lukke døren efter sig. ”Hov, hvem er De?” sagde hun højt og bestemt. ”Ja, De må meget undskylde”, sagde han og viste hende sit politiskilt ”Jeg er kriminalassistent, mit navn er Rønnebæk; og De er?” ”Husholdersken. Veronika Penkowa”. Hun satte en Nettopose fra sig og gav ham hånden. De satte sig i dagligstuen. Rønnebæk fortalte kort om sit ærinde, mens han kastede et blik på den omfattende bogsamling. Han valgte efter moden overvejelse at fortælle om professorens død uden at gå i detaljer. Fru Penkowa var rystet. Hvem kunne dog have et motiv til at slå den elskelige ældre herre ihjel? Efter aftale med professoren kunne hun godt have holdt fri i dag, men hun havde besluttet at gå herover, tømme postkassen og lige lufte lidt ud og vande planterne. Der skulle være pænt til han kom hjem”¦.fra Paris”¦. Rønnebæk havde brug for meget mere viden om professorens vaner og gøremål, specielt i de sidste par uger. Han indskærpede, at husholdersken ikke måtte gøre rent og intet røre i lejligheden før den var gennemgået af politiets specialister. - Ikke gøre rent, replicerede hun spidst. Her er skam altid rent. Rønnebæk bad hende undskylde og sagde at han ville sætte stor pris på at fortsætte samtalen, især hvis han kunne få fat i Henny. Imens han trykkede på sin telefon, fortalte husholdersken, som gennem fjorten år var kommet to gange ugentligt i hans hjem, om sit arbejde. Rengøring, byærinder og af og til lidt madlavning, når hun syntes professoren havde tabt sig. En sjælden gang lidt ekstra hjælp hvis han ventede gæster. Kun én gang havde hun tilladt sig at kommentere hans lidt slidte skjorter. Straks ringede han til herremagasinet. Ti minutter senere var fru Penkowa blevet sendt ned i St. Kongensgade for at hente de otte éns skjorter, som forretningens indehaver havde pakket og gjort klar efter professorens instruktion. Han kendte udmærket professorens tøjsmag og morede sig med at vedlægge en gratis prøve fra en flot finsk kollektion. Den havde husholdersken samme dag fået med sig hjem til sin mand. Den får jeg ikke brug for, havde professoren sagt; brysk. Omsider ringede porttelefonen. Det var Henny. Fru Penkowa åbnede døren halvt. Den meget nydelige unge dame præsenterede sig. Husholdersken måbede og lignede en der lige havde åbnet for Lady Ga-ga. Rønnebæk satte hurtigt Henny ind i situationen, før de satte sig i stuen. Husholdersken fortsatte sin beretning:; - Der var bridgeklubben med ministersekretæren, staldmesteren og enkefru Löwenfeldt; hver torsdag på skift. De mødes altid kl. 17.45. Ja, og så går jeg til hånde ved særlige arrangementer. Forrige år ved en middag med en Frk. Nielsen fra fabrikken på Rygaard. Sådan holdt han sin tres års fødselsdag. Henny noterede; Rønnebæk forsøgte at følge med og viste Fru Penkowa professorens nøgler. - Jo, han har en boks henne i Handelsbanken, svarede husholdersken, da hun så nøglen; og den dér er til havehuset på Tuborg. Der holder”¦holdt han ferie, som han plejede at sige. Han har en havemand derude. Han har en gang vist mig et billede derfra. Han holdt meget af solsikker”¦ ”mon tournesols”, kaldte han dem. Han elsker at tale fransk. Om vinteren går han til franskundervisning hver tirsdag aften”¦ eller gik”¦ Nu lukker vi lejligheden, sagde Rønnebæk, men jeg vil bede Dem om at komme igen i næste uge, præcis som De plejer, og låse Dem ind og gøre som De plejer. Og for resten vil jeg gerne gennemgå hans post, som De satte i posen ude i entreen. Jeg tager den med mig når vi går. Men vær sød i næste uge blot at gøre som De plejer; læg bare hans post i en pose, som De gjorde i dag. Jeg henter den. Og ring til mig, hvis der er mindste tegn på uregelmæssigheder. Han gav hende et af sine officielle kort. Hvis De kan oplyse mig nærmere om bridgeklubbens medlemmer, vil jeg være taknemmelig. Jeg vil helst selv underrette dem. Han skrev navne og adresser ned. I morgen begynder vi at undersøge alt her i lejligheden. Men vi skal nok lade være med at rode mere end højst nødvendigt; vi skal nok sørge for, at De får deres betaling. - Betaling? Pyt med det, så bliver der bare bøvl med skatten Henny og Rønnebæk forlod den herskabelige lejlighed i tavshed. Måske kunne de klare banken uden yderligere formaliteter. Professorens boks indeholdt lidt værdipapirer, en tung halskæde og en slidt tommetyk regnskabsprotokol. Efter lidt parlamenteren gav bestyreren efter og de to betjente kunne gå derfra med store smil og beskedne håb. Med sig havde de en bog fyldt med sirligt håndskrevne stikord og talrækker. Henny og Rønnebæk fandt hurtigt ud af, at professorens kolonihavehus måtte ligge i Tuborg Haveby, som en venlig formand for Dansk Kolonihaveforening kunne oplyse. Nummer 33. Han kunne i øvrigt også fortælle om havebyens navn og historie”¦; her afbrød Rønnebæk ham venligt og bad om at det nok måtte vente til en anden gang; han kendte udmærket til området. De kørte derud med det samme. Muligvis ureglementeret. Her var alt tilsyneladende lutter idyl; enkelte flagede fra de nymalede stænger. Gangene var revet. Fra p-pladsen ved det store købmandshus kunne de på en oversigt let finde hus nr. 33. Gammelt, men særdeles velholdt. Et æbletræ, lidt urter og en vidunderlig lille løvkranset veranda. To store uglaserede krukker med henholdsvis persille og purløg prydede hans fristed. Og to flotte solsikker. Her, hvor professoren pligtskyldig tilbragte otte dage årligt, fandt de to breve i en lille simpel kommode. Trusselsbreve viste det sig, formentlig fra de samme afstumpede eksistenser der havde smadret hans fremtid og med tortur forsøgt at aftvinge ham den krøllede forskerhjernes afkroge og hemmeligheder. Med eller uden omsætteligt resultat. Hvordan var han kommet til grusgraven? Hvad havde han haft med sig i sin taske? Trusselsbrevene blev bragt med til stationen med henblik på undersøgelser af fingeraftryk, skrift og papirtype. Sammen gennemgik de først brevene. Det var udskrifter fra en pc på laserprints, almindelig skrifttype, billige ordinære C-5 kuverter; ingen fingeraftryk ud over dem, som formentlig var sat af professoren selv. Ingen frimærker, intet poststempel. Indholdet meddelte lakonisk at ethvert salg af fortroligt materiale uden om de sædvanlige kanaler ville medføre alvorlige gener for hans helbred. ”Ønsker De virkelig at slutte Deres liv i bådhuset?” stod der i det andet brev. Her var måske en ledetråd, men mordet i bådhuset havde været omtalt i dagspressen. På stationen tog Henny igen handsker på og gav sig til at læse i regnskabsprotokollen. Som et supplement til sine forskningsmidler på Rygaard havde professoren jævnligt tilført store beløb, som ad omveje blev kanaliseret til afdelingens konti for salg af patenter på væksthormoner og mikrobekulturer. Han havde omhyggeligt ført regnskab for små og store transaktioner. Det var tydeligt, at hans forpligtelser som forsker og videnskabsmand kun respekterede standens egne præmisser: at dele hvad man fandt. Kolleger og ligesindede beundrede professorens ofte simple metoder og forbløffende resultater. Han kunne og ville ikke lade grådige investorer slå plat på hans resultater og med eneret udnytte hans kreativitet og landvindinger i samfundets tjeneste til selskabets øvrige investeringer i sygdom og ulykke. Hver en indtjent krone var omhyggeligt ført tilbage til brug for yderligere forskning. Sådan måtte det nødvendigvis være. Logbog Kap. 14 Hospitalspræsten Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
