 |  | Esoteriske Slips Kap. 3 Forfatteren |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 3 Forfatteren Jeg tøvede, men begyndte forsigtigt. - Det er nok sådan, at jeg tænker mere i streger, proportioner, lys, skygger og vægtfordeling. Arkitektur er min metier. Og var min levevej indtil mit syn svigtede. Stær. Grå, grøn, sort. Jeg kunne kun set noget grumset til sidst. Gik og stødte ind i lygtepæle. Faldt over mine egne ben. Tænk Dem: med en måneds mellemrum opererede samme læge mine øjne. Det var som at få livet tilbage. To gange. Først venstre, så højre øje. Men arbejdet mistede jeg. Og måske min hustru. Men drengene har jeg. Ja, de er flyttet hjemmefra. De har jo deres nu. Men jeg ser dem tit. Og to søde børnebørn. Det værste for mig var faldene; et brækket ben og knust hofte og så et par små hjerneblødninger, som har ødelagt dele af min hukommelse og svækket min balanceevne. Jeg træner hver dag begge dele. Det kniber med fysikken, forstår De, men bare jeg kan sidde lidt ind imellem, plejer det at gå så nogenlunde. ”Rygerben”, siger min læge. Det er værre med hukommelsen. Lad det nu ligge. Der findes ikke noget mere uhøfligt end at tale om sygdomme. Jeg synes bare, De skal kende til min dårlige kondition inden vi sådan skal på byvandring. - Det er da ikke noget problem, svarede Mørk. Jeg hyrer gerne en cykeltaxa hos Sammy, når jeg tager til byen. Han kører i al slags vejr. Hans rigtige navn er Chan Myang. Jeg hjalp såmænd de unge mennesker en smule, da de skulle slås med bureaukratiet. Det var særligt hyrevognsnævnet, der trak sagen i langdrag. Man havde ganske svært ved at forestille sig en hyrevognschauffør på cykel. Men det er så mange år siden. - Husk nu Deres stok, sagde Mørk inden jeg forlod ham. Jeg havde ikke travlt. Turen hjem kunne nemt gøres på en lille halv time. Ambassadekvarterets tryghedsskabende installationer blev understreget af politiets patruljevogn, som også viste flaget. Store interesser var her i spil. Trykte og æterbårne medier kappedes om at være stærkest i den besværgende messen om synlighed i gadebilledet. Jeg blev helt forlegen ved synet af de mange kameraer, som overvågede bydelen. Jeg smilede til enkelte af dem. Men kun sådan flygtigt for ikke at skabe unødige misforståelser. Jeg genvandt først lidt tryghed, da jeg satte cyklen fra mig i carporten. Der på sømmet hang den fluorescerende hjelm og kikkede anklagende på mig og min kasket. Jeg burde have haft den på; mest for børnenes skyld. Ikke mine egne børns skyld længere; de havde lært det, men mere alle de andre små nye trafikanter på vejen. I hvert fald de af dem der endnu ser mange voksne som forbilleder. Postkassen var tom. Havde Michael været her, ville han have lagt en seddel på køkkenbordet. Kun Gråmis var hjemme. Han skulle lige nusses lidt, før han gjorde mig opmærksom på den tomme madskål. Han spiste ellers sjældent op. Jeg gav ham lidt af mine rester af den stegte kalvelever fra i går - på betingelse af at han holdt sig fra fuglene. Egentlig hedder han Cadeau, men børnene synes bedre om Gråmis. Det fine vejr lokkede os ud på terrassen. Krukkerne trængte til vand. Det lille urtebed fik også en kande fra tønden. Man skulle tro der var gødning i regnvandet, sådan som det hele groede. De nye hynder til solvognen måtte lige prøves. Helgas solvogn. Det var snart længe siden vi havde talt sammen. Jeg må have blundet lidt, indtil skyggen fra bøgehækken fik mig ud af drømmen. Eller også var det Michaels bildør. - Nå, du har nok været på farten igen. Det er godt du bruger hjelmen, far. Du skal huske at låse hoveddøren, når du ligger og sover. - Hej, min dreng, svarede jeg. Ja, fart og fart er nu så meget sagt; og hjelmen bruger jeg altid, når jeg husker det. Hvad er klokken? Jeg er skrupsulten. - Det er derfor jeg kommer, svarede Michael. Rie har truet med at lave mad. Du er velkommen, véd du. Hvis vi kører om et kvarter, kan vi spise klokken syv. Din livret, forloren hare med det hele. Herligt, jeg slap for at lave mad. En hurtig douche og en ren skjorte. En overfladisk barbering og snurrende tandbørstning blev afbrudt af Michaels kalden: ”Fem minutter”! Faens, så travlt. Haren render vel ingen steder. Jeg kunne ikke nå at pudse sko. Michael og Rie har dette særlige præcisionsgen, som aldrig har plaget mig synderligt. Kun på papiret mærker jeg samme krav. Det er forudsætningen for at kunne kontrollere det upræcise, der er en af kunstens uforklarlige discipliner. - Har du taget slips på, spurgte Michael. Vi bliver kun os selv”¦ - Jah, for der er en anledning. Det hører du om lidt senere. Tag det bare roligt, det har ikke noget med din mor at gøre, svarede jeg lettere naivt. Der kunne gå måneder, hvor hun ikke lod høre fra sig. Det var sikkert udmærket. Sidst jeg så hende, overtalte hun mig til at købe en ”aktie” i Christiania. - Ser du noget til hende for tiden, spurgte han. Hun er begyndt at sælge sine billeder fra et lille galleri i Ryesgade. Jeg var der til receptionen. Jeg købte faktisk noget af et af hendes mærkelige værker. Om tre minutter kan du se og høre det. Det er ret underligt. Jeg frygtede det værste. Men ”galleri” - det var nyt. Måske godt nyt. Rie tog imod os. Det var mig der fik det kærligste kram, noterede jeg mig. - Michael, du kan lige finde en flaske; jeg regner med, at vi spiser inde. Dejligt at se dig igen Andreas, så godt gående. - Tak, du ser også godt ud. Hvor hænger jeres nye billede, spurgte jeg nysgerrigt og gik ind i stuen. - Det hænger sådan set ikke, svarede Michael ude fra køkkenet. Selve lærredet hænger stadigvæk i galleriet. Den del købte jeg ikke. Vi kan heller ikke finde den rigtige plads. Men lad os nu spise først. Rie har købt tonicvand, men et enkelt glas rødvin er vel ikke af vejen? - Næh, det er pænt af jer. Nå, nu kommer Rie og haren, så er det nu man skal spørge, om der er noget, man kan hjælpe med! Hvis de havde haft et stueur, ville det have slået syv nu. Pludselig slog det mig: Der var ikke noget ur! Intet sted i stuen fandtes et ur. Der var derimod masser af vægplads til et billede. Der måtte være noget jeg havde misforstået. Esoteriske Slips Kap. 4 Haren Øvrige kapitler: Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
