 |  | Min far og jeg. |
 |
|
|||||||||||||
|
Hvorfor er det lige mig det skal se for? Alting er bare gået ned ad bakke siden min mor døde. Min far er hoppet på flasken og jeg føler at det hele er min skyld. Jeg er lige startet på en efterskole, men i weekenderne kommer jeg hjem og besøger min far, men det er helt vildt hårdt at se ham sådan på den måde. Han ligner døden der går rundt i huset. ”Mia stik lige ned til købmanden og køb nogle øl til mig” siger min far. Jeg står bare og tænke åh nej ikke nu igen, jeg kan ikke holde det her ud længere. Jeg vil bare langt væk, jeg ved godt hvad der sker hvis jeg ikke gør som han siger. Det er ikke fordi at han kan finde på at slå mig, men han bliver bare meget ubehagelig at hører på, han sviner mig til med en masse ubehagelige ord. Jeg går ned til købmanden og henter øllene, da jeg kommer tilbage sover han på sofaen. Der står en masse tomme ølflasker rundt om sofaen, jeg tager flaskerne og stiller dem ud på køkkenbordet. Jeg går ud på badeværelset og kigger mig i spejlet, jeg er begyndt at få sorte rander under mine øjne. Min sundhedsplejerske henne på skolen siger at jeg skal passe på med at jeg ikke kommer til at tabe mig mere, end det jeg har gjort. Jeg personligt synes at jeg stadig ligner mig selv, som jeg altid har gjort. Jeg åbner skuffen til min fars barberblade, jeg sætter mig på gulvet og hiver op i min trøje og begynder at skærer i min arm. Når jeg skærer i min arm følges det som om at alle min bekymringer omkring mig forsvinder og jeg kun skal fokuserer på smerten lige nu og her. Jeg har mange ar fra tidligere gange jeg har skåret i mig selv. Det er heldigvis slutningen på weekend og i morgen begynder der en helt ny uge, en frisk start kan man vel godt sige. Jeg lover mig selv for hver uge at jeg vil stoppe med at skære i mig selv. ”Mia, det er 30 grader udenfor, hvordan kan du holde ud at have den langærmede trøje på?” Siger Majken. ”Jeg kan bare bedst lide at gå i langærmet trøjer” Svarer jeg, Majken kigger underligt på mig og vender det hvide ud af øjne. Jeg går ud på toilettet og går ind i en af båsende og finder et barberblad frem. Fed start på ugen, det sidste jeg lovede mig selv var at stoppe med at skære i mig selv og det er det første min uge starter med. Uden jeg har opdaget har Majken fulgt efter mig ud på toilette, hun hammer toilet døren op så den rammer væggen med et ordentlig brav. ”Hvad fanden har du gang i” Siger Majken og hiver barberbladet ud af hånden på mig, i det hun hiver det ud af hånden på mig, kommer jeg til at snitte mig i en tyk blodåre, det bløder kraftig. ”Nej, nej, nej” siger Majken og løber ud efter en lærer, det er min matematik lærer Kirsten der kommer. Kirsten ringer efter en ambulance, jeg bliver helt svimmel og besvimer. Jeg vågner på et hospital i en seng, min far sidder ved siden af mig i en stol. Han kigger underligt på mig, han ligner en der har været ude og feste hele natten. Han ligner slet ikke min gode gamle far, som han var engang, dengang hvor min mor levede. Jeg bliver ved med at være på sygehuset, da lægerne har set hvad jeg har gjort ved mig selv. Jeg bliver indlagt på afdelingen for dem der har spiseforstyrrelse, da jeg vejer 50 kg og det er for lidt i forhold til min højde. Lægerne kan godt se at jeg ikke har det for godt, så jeg skal snakke med en psykolog der er tilknyttet til afdelingen. ”Hvordan har du det i dag Mia?” Siger psykologen der hedder Kira, ”Jeg har det fint nok” Siger jeg. ”Jeg kan jo se at du ikke har det for godt, er der noget du gerne ud?” Spørger Kira. Jeg bryder grædende sammen, ”Det hele begyndte da min mor døde” Svarer jeg, ”Jeg følger det hele er min skyld, jeg skulle aldrig have fået min mor til at vende om og køre hjem igen efter mine dansesko. Det var der det skete på vejen da vi kørte tilbage, da der pludselig løb en hjort over vejen og min mor prøvede at undgå den. I stedet at ramme hjorten, kørte vi direkte ind i et træ og min mor døde på stedet”. ”Det er da en traumatisk oplevelse du har med i bagagen” Siger hun. ”Hvordan klarer dig og din far det?” ”Han er begyndt at drikke hele tiden og jeg kan ikke holde det ud længere”. ”Jeg kontakter din far så vi kan snakke sammen os alle tre og finde ud af hvordan vi kan løse problemet”. Næstedag snakker vi alle tre sammen og jeg fortæller min far det samme som jeg har fortalt Kira dagen før. Han bliver selvfølgelig meget ked af det, og han er selv meget opsat på at hans drikkeri skal stoppe lige her og nu. Min far kommer på afvænningsklinik, imens han er der, bor jeg ved min onkel indtil han kommer hjem igen. Jeg har efterfølgende snakket med Kira en del gange og har indset at det ikke er min skyld, at min døde. Jeg er begyndt at få min normale vægt igen og jeg har ikke skåret i mig selv siden jeg kom på sygehuset. | ||||||||||||||
 | Shirley Ankerstjerne | 2011-04-05 13:00:35 |
Endnu en der beskriver det rammende hvordan en ung teenager med problemer kan have det. Og god slutning på historien, en "forløsning" så at sige. Kan godt lide ideen om at i alle har fanget essensen af min historie, nemlig at den skal ende godt. At historierne viser en pointe. At det KAN lade sig gøre at komme ud på den anden side. At få det bedre.
God historie :)
Shirley.
God historie :)
Shirley.
| haleløs | 2011-04-17 12:47:02 |
Realistisk og velskrevet tragedie-traume. Indlevende og medfølende fortalt ... såvel fars som datters!
venligst ...
PS teksten 'hopper' i disse linier (talt nedefra): 2 + 11 + 15 (der mangler da vist nogle ord ? )
venligst ...
PS teksten 'hopper' i disse linier (talt nedefra): 2 + 11 + 15 (der mangler da vist nogle ord ? )
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
