 |  | Krakelering. |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var engang da jeg var yngre hvor jeg altid sagde, hvad jeg dengang med overbevisning mente var vise ord, at hvis jeg nogen sinde skulle krakelere og gå helt ned med flaget, så ville det allerede være sket. Dengang syntes jeg at jeg havde noget at have det i. Livet havde ikke været let. Det var svært at forestille sig hvad der kunne slå de ulykker, der allerede var haglet ned over mig og min familie. Mine forældres alt for tidlige død, hvor vi tre efterladte børn stod tilbage med ingenting og en hel ny tilværelse i statens varetægt begyndte. En ulykke kommer sjældent alene, og da jeg sidst udtalte mig om min psykes urørlighed, havde jeg mistet min elskede Bedstemor, min altid fortrolige og for evigt savnede. Mine to piger var dengang små, og de mange knubs gennem livet havde gjort mig hårdhudet og lidt laset. Men mobning, dødsfald og et væld af andre traumer skulle vise sig at være vand i forhold til hvad der skulle komme. Min mand og jeg kunne jo heller ikke spå om fremtiden, men regnede med at enhver nedtur må ende i en optur. Det kunne kun blive bedre. Vi havde hinanden, og vores to piger var sunde og raske. Dengang var der stadig lys og håb, trods tragedierne. Det, at jeg kunne se fremtiden, lykken og landet af mælk og honning derude, gjorde hele forskellen. Det var før min datter fik konstateret kræft og skulle igennem en kemokur og måtte kæmpe for sit liv. Det var før mine piger fik diagnosen ADHD. Før min ene datter måtte på børnehjem. Det var før min arbejdsskade, der gjorde min bevægelighed så indskrænket, at jeg er lænket til mit hjem det meste af tiden. Før jeg blev fyret. Før min bror drog i krig. Det var før min søster blev syg. Før arbejdsskadesag, ankevanvid, dagpengestyrelsens manden med leen-manøvre, før jeg var erklæret for syg til sygedagpenge men for ung til pension og havnede i massepøblen i kontanthjælpssystemet. Før inkompetente sagsbehandlere, ydmygende fysiske og mentale undersøgelser, før de ugentlige trusselsbreve fra kommunen, hvor påkrævede underskrift på tro og love bekræfter at du ikke er en skid værd og blot en inkompetent nasser. Før rykkerbrevene og inkassosagerne. Før kommunen sendte min datter hjem fra børnehjem, stresset og ulykkelig. I dag er jeg ikke i tvivl. Jo, jeg kan godt krakelere. Jeg kan godt gå så meget ned med flaget at jeg tror min sidste time er kommet. Når angsten er så overvældende og det knuger så meget i brystet at jeg tror jeg er ved at få et hjerteanfald. I dag er jeg klogere. At stå tilbage uden håb. At udsigten til det gode liv bliver revet væk. At ens børns dødelighed på grusomste vis bliver demonstreret. Gæld og trusler. Jeg er her endnu. Jeg står stadig ret. Jeg er bare blevet så meget klogere. Hvad hjælper det at stå ret og rank som en Kennedy ved sine forældres kiste, hvis livet herefter kun handler om at få dig ned at ligge. Jeg står stadig, som den seje jyde jeg er. Ukrudt forgår ikke så let endda. Heller ikke i Jylland og trods nedskæringer og økonomisk krise. Humøret er i bund, men humoren er stadig velbevaret omend en smule præget af galgestemningen. Der var engang da jeg var yngre, hvor det gode, på et eller andet plan, stadig eksisterede. Naiviteten var stærkere end mistroen. Viljen til at gøre det rette og følge strømmen var til stede. Nu er nu. Og nuet et ikke nødvendigvis det værste sted at være. Det kommer helt an på hvad man vælger at bruge det til, sagde jeg med overbevisning til mig selv her den anden dag. Og det er, efter min nuværende overbevisning, vise ord fra en falden livskriger. Netop som jeg sidder her og skriver denne beretning befinder jeg mig så meget i nuet at jeg ikke føler smerte”¦ Jo faktisk gør det lidt ondt lige pludselig, men det er også kun fordi jeg kom til at skrive om det”¦ Satans. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-03-23 08:10:22 |
Eva; du skriver jo HELT FANTASTISK! Skriv en bng, du: venlhgst ...
| nhuth | 2013-03-23 08:49:24 |
Ja. Skriv. Dine tekster (som jeg altid læser med interesse og beundring) fylder efterhånden en mærkbar del af min verden. Når jeg skriver, er jeg tit nødt til overse eller forbigå mine trængsler for at holde næsen oven vande i skriveprocessen.
Det, du har gennemlevet, er så brutalt, at det må være din egen styrke, der har bragt dig videre, så du kan se dagens og lysets muligheder.
Mange venlige hilsener
Niels-Henrik Uth (Nhuth)
Det, du har gennemlevet, er så brutalt, at det må være din egen styrke, der har bragt dig videre, så du kan se dagens og lysets muligheder.
Mange venlige hilsener
Niels-Henrik Uth (Nhuth)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
