 |  | Esoteriske Slips Kap. 65 Dobbeltmoralsk bandbulle |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 65 Dobbeltmoralsk bandbulle Rigspolitichefen så ikke med milde øjne på Bonnichsens trang til at føre sig frem for åben skærm. Han burde om nogen huske, at tavshedspligten var livsvarig. Nu var de endelig kommet så langt i omstruktureringen og udflytningen fra Gladsaxe, at de snart kunne udfylde det danske hul i det nye ”missilskjold”. Hele Compols virksomhed afhang af deres evne til at modstå det angreb, som ville komme som en advarsel, før det politiske pres og en horribel pris for afbødning af det egentlige angreb ville blive kendt. Et nyt rumkapløb, denne gang inden for jordens atmosfære, var for længst skudt i gang. Nu gjaldt det om at visualisere resultaterne af et usynligt cyberkapløb for den "vestlige" verdens kræsne og veluddannede forbrugere. Men det skulle ske med eet ganske bestemt formål: Styrke den brede befolknings tillid til samfundets retmæssige magthavere. Udadtil skulle ændringerne i Gladsaxe forklares som rationaliseringer, der snart ville blive opfattet som besparelser og almindelige nedskæringer i et moderne samfund. Befolkningen skulle ikke længere belastes af udgifter, der engang var nødvendige i ”den kolde krig”. Fred i vor tid, grøn vækst og velfærd for alle var den nye tids enestående chance! I medierne blev der gjort mange lukrative forsøg på at opbygge og vedligeholde et uvirkeligt billede af virkeligheden. I demokratiets hellige navn investerede indflydelsesrige personer voksende formuer i udvikling af bedøvende stof og stoffer, som i hvert fald for en tid, kunne sløre vores etiske fordringer. Kun eksempler på de mest grelle overgreb, gerne belyst ved seksuelle tragedier, blev jævnligt projiceret op i en grad, så ingen kunne være i tvivl om noget. Og da slet ikke være i tvivl om det demokratiske retssamfunds dyder og lyksaligheder. Eliza Penkows korte besøg i pølseboden på Klausdalsvej havde haft sin virkning. Eller måske var det bare synet af rigspolitichefens blærede bil, der satte hende griller i hovedet? Tidligere havde hun for alvor troet på, at hun tjente en god sags tjeneste gennem sit arbejde, som hurtigt viste sig, udelukkende at bygge på menneskers frygt. Mange andre søgte trøst i tro og ved besøg i deres guds hus. Eliza søgte noget andet. Uden for de religiøse rum, fandtes så mange andre slags præster og præstinder, som ikke lod sig anfægte af ”almindelige menneskers etiske fordringer”. Først da hun sad med sin iPhone derhjemme og forsøgte at koncentrere sig om de indgåede opkald og beskeder, så hun det for sig: en ny decentraliseret efterretningstjeneste med specialiserede små mobile enheder og et museumslignende arkiv efterladt i Gladsaxe. Nogen ledelsesstruktur var der vel, men ikke synlig. Hendes fornuft fortalte hende, at cyberkrigens ubalance ville afhænge af hackernes evner set over for nationalstaters økonomiske formåen. Den første besked lød: "Hvorfor kører din bil ud til os uden dig?" Den næste var kommet få minutter senere: "Betalte du pølsemanden for den ekstra sennep?" Ha, tænkte hun. Deres eneste formål kunne kun være at skræmme hende ved at demonstrere deres stadige overvågning. Den tredje og sidste besked sagde kort og godt: "Læs din post"? Postkassen ude ved vejen indeholdt sjældent andet end reklamer. Hun plejede først at tømme den, når den var fuld. Der lå en håndskrevet lap papir mellem reklameaviserne: "Du er fritaget for tjeneste indtil videre - kontakt hackereksperterne i Kbh." Ikke andet? Sådan. Hun vidste, at to politifolk fra København arbejdede med en konkret sag i Jylland. Der gik rygter om at gå i tæt samarbejde med en professionel hackergruppe. Hvis hendes antagelser var rigtige, ville hun ikke kunne bruges længere. Hun ville dog kontakte folkene på "gården". Måske havde de noget i ærmet. Hun ringede med det samme. Omstillingen måtte lige have henvendelsen gentaget; hun kunne høre dem diskutere højlydt, om det var IT der havde sagen. - Jeg stiller Dem ind til Dueholm, måske kan han hjælpe”¦ - Dueholm her, svarede han. - Dav, jeg ringer på vegne af PET. Mit navn er Eliza Penkow. Jeg skal kontakte nogen, der kalder sig ”hackereksperterne”. Kan du hjælpe mig? - Det kan da godt være. Men vent et øjeblik, så får du lige Jensen”¦ han kommer nu.. - Ja, hallo. Dav, jo jeg kan godt huske dig. Du skal ikke sige så meget mere her. Glyptotekshaven.Om en halv time? Fint. Vi ses. - Hvad med dig Dueholm, vil du med ud og spadsere lidt om et kvarters tid? Det er godt gjort, at man snart skal rejse til månen for at kunne tale uforstyrret sammen. Man bliver sgu paranoid af det arbejde her. - Måske; der er i hvert fald noget i gære. Det gik lidt for nemt for os at få lov til at købe konsulentydelser af en vildt fremmed nordjyde, som vi kun har mødt en enkelt gang. Og nu har rigspolitichefen og resterne af PET i Gladsaxe kaldt os for ”Hacker Task Force” eller sådan noget. Kan du se det på lønsedlen? Nej, vel? Men lad os gå over og mødes med din veninde. Er hun flot? - Ja, gu' er hu”¦.. årh, dig med dine fugtige drømme; jeg aner ikke det mindste om hendes taljemål eller skonummer. Jeg tror, du bliver forsømt derhjemme. Skal vi så gå. - Og jo, hun ser ret godt ud mellem os sagt. En kvinde i overall steg ud af sin lidt falmede blå kassevogn og gik direkte hen imod dem. - Dav, Jensen, kan du ikke kende mig med det her tøj på, drillede hun, og hilste pænt på Dueholm. Skal vi ikke sætte os her, spurgte hun og pegede på en bænk. Jensen stod og læste højt af plaketten på en rædselsfuld bronzeskulptur: ”Trold der lugter kristenblod”! - Her kan vi sikkert sidde trygt, sagde han med et anstrøg af sarkasme. Jeg vidste ikke, at du også kunne se sådan ud. - Årh, pjat. Hvad er det der får jer til at kontakte mig? - Ha. Det er ikke os. Vi er snart de sidste, der får noget at vide. Men du véd formentlig, at PET er i fuld gang med at lægge et tykt røgslør over deres opløsning - eller rettere sagt: omdannelse og udflytning. Man er tvunget til at afvikle halvfems procent af de hidtidige engagementer og lægge alle kræfter ind i hackervirksomheden. Den gode gammeldags kriminalitet er ikke i højsædet længere. Mange gode folk som dig vil der altid være brug for, men politikerne vil have hurtige resultater om hele hackerproblemet. Vi er i gang med at hyre en dreven hacker, men vi har brug for en betroet medarbejder til at gå ham efter i sømmene. Ret meget mere ved vi ikke endnu. - Hvad ved du egentlig om hackernes aktiviteter, spurgte han pludselig. - Det er vist meget begrænset, svarede Eliza. Det må være Compols folk, du skal spørge om den slags. Hvad fandt I ud af om dem, der generede jeres system? - Det er en ham. Vi taler om én. Vi har mødt ham én gang. Han er helt blank for os. Vi har intet på ham. Og det er ret usædvanligt”¦ Han fortsatte: - At du er blevet sat på denne specialopgave er nyt for os. Jeg troede faktisk, at du var holdt op efter den tåbelige sag på Østerbro. - Det troede jeg også. Den sag du taler om, var måske ikke så tåbelig endda, svarede Eliza; den har i hvert fald vakt min interesse nu igen. Jeg forstår på dig, at PETs chef skal hoste op med en spiselig forklaring, som kan tilfredsstille de fleste på Christiansborg. - Ja, men hvorfor? Hvorfor står en simpel hacker frem og taler helt åbent med os? Hvorfor er der flere og flere tidligere PET-folk, der pludselig går til bekendelse her og der og allevegne? Når man så endelig får fat i en konkret sag om en forsvunden laborant, så smuldrer efterforskningen som knastørt sand mellem fingrene på os. Og hvorfor hulen er det pludselig blevet en politisk varm kartoffel at knalde en hacker? Du er sgu blevet ansat et forkert sted... Jah, eller også er det mig... Dueholm var ved at blive utålmodig. - Vi kan vel blive enige om én ting; vores fælles arbejdsmark har muligvis udløbere til Christiansborg. Vi kan næppe forvente, at PET ligefrem infiltrerer i lovgivningsarbejdet? I den anden ende af skalaen har vi den righoldige, gemene, banale og gentagne kriminalitet. Indbrud, mord, røveri osv. Lad os bruge vores sparsomme ressourcer på at gå efter de store. Det er i erhvervslivets top og i de forandringer, der sker i de kredse. Det er dér, vi skal arbejde. Men det er også der, vi ikke falder særlig naturligt ind i tapetet eller gadebilledet. Jensen kikkede forbavset på ham. Det var ikke så tit, at Dueholm brugte store ord så længe ad gangen. Esoteriske Slips Kap. 66 Gammelt trævæk og dagens ret Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
