 |  | Kortromanen 'Psykisk syg' kap. 4/6 |
 |
|
|||||||||||||
|
Husk at læse kapitel 3 først: Kortromanen 'Psykisk syg' kap. 3/6 Mine øjne åbnede sig ikke. De ville ikke uanset hvor meget jeg prøvede. Jeg vendte mig om med et suk. “Er du vågen?” Det var ikke den hæse stemme. Det var en sukkersød stemme. Mine øjne begyndte langsomt at åbne sig. Et sløret billede af en pige kom frem. Hendes ansigt var dækket af et smil, og hendes sorte hår var klippet nærmest som en drengs. Hun blev tydeligere. Hendes lime grønne øjne rummede et smil, som kun en god persons øjne kunne have. “Hej.” Det lød åndsvagt, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle have sagt. Hun grinede til mig. “Hej.” Hendes skrøbelige hånd blev rakt frem. I lang tid stirrede jeg bare på den. “Tag den ikke.” Den hæse stemme dukkede op. “Jeg er færdig med at snakke til dig.” Og det troede jeg da også. Hvis jeg havde overvundet den en gang, ville jeg da godt kunne gøre det igen. Pigen trak hånden til sig. Det sårede udtryk i hendes ansigt var ikke til at misforstå. “Jeg mente ikke dig.” Hurtigt rejste jeg mig op. Det begyndte at flimre for mine øjne. Hendes ansigt lyste op. “Gå fra hende.” Stemmen ville ikke have mig til at snakke med hende. Jeg var ligeglad med den stemme. Hendes hår var i en perfekt midterskilning, og hendes ansigt var ens på begge sider. Hun var simpelthen en drøm. Stemmen snakkede videre, men jeg var helt væk. Helt væk i hende. Min mave gav mig et underligt stik, og min brystkasse blev suget helt ind. Mine tanker blev afbrudt af hendes perfekte lyse stemme. “Hvem er du? Og hvad laver du i skoven?” “Jeg gik bare en tur.” Hun vidste nok godt at jeg løj. Undersøgende studerede hun mig. Endelig nikkede hun. I lang tid var der en akavet stilhed. “Gå nu væk fra hende.” Stemmen afbrød stilheden for mig. Jeg sørgede for ikke at snakke højt denne gang, men jeg sørgede også for at sætte stemmen på plads. “Hvad laver du?” Pigen kiggede på mig som om at der var noget galt ved mig. Jeg måtte havde mimet imens stemmen og jeg havde haft en diskussion. På et splitsekund vendte hun sig om. “Skal du med ud af skoven eller hvad?” Råbte hun over skulderen. Hurtigt løb jeg efter hende. “Hvad hedder du egentlig?” Hendes store øjne ramte mine små. “Ignis.” Hurtigt og kort. Jeg hørte at et fnis undslap hende. “Ignis.” Gentog hun. “Hvad betyder det?” Jeg forstod godt at hun reagerede sådan. “Det betyder ild på latinsk.” Forklarede jeg hende. “Nu syntes jeg at mit eget navn er kedeligt. Jeg hedder bare Stephanie.” Hun vrængede sit navn. “Det er da et pænt navn.” Et smil bredte sig på mit ansigt. Hun sendte sit søde smil igen. Hvorfor havde jeg haft lyst til at begå selvmord? Det forstod jeg ikke nu, men jeg håbede at mig og Stephanie ville blive venner, eller mere. Måske reddede det mit liv. Læs kapitel 5 her: Kortromanen 'Psykisk syg' kap. 5/6 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-04-12 13:16:33 |
"Det begyndte at flimre for mine øjne, men jeg ignorerede det. " overflødig idet det fremgår af den efterfølgende kommunikation.
"Undersøgende studerede hun mig grundigt. " undersøgende = grundigt
" Jeg havde åbenbart mimet imens stemmen og jeg ..." man er sig næppe sin egen mimik så bevidst?
venligst ...
"Undersøgende studerede hun mig grundigt. " undersøgende = grundigt
" Jeg havde åbenbart mimet imens stemmen og jeg ..." man er sig næppe sin egen mimik så bevidst?
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er rettet nu ;)