Skonnerten, klokken og troen på det gode. ( digt til mine plejeforældre ) | ||
|
||||||||||||||
Dengang jeg stod helt alene hvor tiden pludselig stod ganske stille jeg gik fra at føle mig voksen og stor til ensom, umyndig og lille Hvor alting var så underligt tomt hver en tanke gjorde inderligt ondt der tog I mig ind og gav mig et hjem uden at blinke bare et sekund Jeg ved ikke hvordan I gjorde hvor I fandt det overskud og den varme åbnede op jeres liv for en ensom sjæl der manglede udstrakte arme I magtede mig i de sværeste år jeg ved nu jeg ikke var særlig sød jeg anede ikke hvor stejl jeg var hvor meget jeres støtte betød Mens jeg krigedes mod alt i livet var I fundamentet der altid stod fast på teenageskonnerten Eva Hald var I ror, sejl, vind og mast Uden jer var skuden sunket til bunds men I gav mig svømmevinger på lærte mig en lektie for resten af livet at man må kravle, før man kan gå Som piloten lærte I mig at vande rosen tilliden var min beskyttende klokke hos jer kunne jeg altid søge i havn når skuden begyndte at rokke Den varme og tryghed I valgte at dele gjorde mig til en voksen kvinde der trods mange storme på sin vej altid tror på det gode vil vinde Med tak fordi I altid er der. Eva |
haleløs | 2012-07-26 22:46:42 | |
'svømmevinger' ... sikken herlig metafor for forældre-omsorg; ligesom de maritime billeder. Beretningen om udholdenhed og overbærenhed er jo et helt æventyr - og en gave i sig selv ;)
venligst ...
venligst ...
nhuth | 2012-07-27 07:38:48 | |
Kære Skude (slettes!) Undskyld. Skonnert.
Pragtfuld hyldest til to livreddere, som blot gjorde deres arbejde (syntes de selv).
Nu, hvor skonnerten føres af egen kraft, kunne forfatteren gå op til - og bestå - en sætteskippereksamen.
Tak for den fine tekst.
Vh.Nhuth
Pragtfuld hyldest til to livreddere, som blot gjorde deres arbejde (syntes de selv).
Nu, hvor skonnerten føres af egen kraft, kunne forfatteren gå op til - og bestå - en sætteskippereksamen.
Tak for den fine tekst.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!