 |  | Logbog Kap. 39 Maleren var oppegående |
 |
|
|||||||||||||
|
Mariam havde haft travlt med at sætte sig ind i Rygårds seneste generelle udvikling. Helenes renskrevne notater var til stor hjælp. Meget skulle hun nok spørge mere om, for at forstå det helt. Det meste af deres tirsdag aften var gået med det. I dag ville hun fortsætte med den nye hjemmeside. Den skulle ikke være alt for avanceret. Enkel og brugervenlig skulle den blive en indgangsportal for både kunder og ansatte. I første omgang kun udformet på dansk, tysk, engelsk og fransk. Det ville blive nødvendigt af købe translatørhjælp udefra. Afsnittet om Rygårds historie hastede heldigvis ikke. Men der var til gengæld masser af stof, der beskrev deres tre nyeste godkendte medicinprodukter på gigt-, diabetes- og kræftområdet. Den slet skjulte reklamemodel duede simpelthen ikke. Hun besluttede sig for at anlægge et langt mere selvkritisk og ikke så skrå-selvsikkert koncept over den del af stoffet til hjemmesiden. Men først måtte hun nå til enighed med Sandra om det helhedsindtryk ”man” ønskede at give målgruppen/brugerne. Hvem er ”man”? Det må jo være Christian Clausen”¦, men hun var ikke sikker. Hvis hun ikke fik 100 procent frie hænder til at interviewe enhver på Rygaard og skrive kritisk og dybdeborende, ville hun ikke påtage sig arbejdet! Helene var cyklet af sted allerede halvotte, men de havde da haft tid til morgenkaffen sammen. Naboerne var vist ved at vænne sig til Mariams kommen og gåen. Mariam mailede sit første udkast til Sandra og måtte vente med at spørge, indtil Helene kunne tage sin telefon igen. Farverne på siden måtte hun vente med at behandle. Det ville jo ikke nytte at vælge en nobel dueblå, hvis en udskrift blev skrigende turkis. Andersen stod og ventede på hende. - Jeg har ringet til hospitalet. Nu kan vi besøge maleren, siger de. - Åh, gudskelov. Jeg tager derind i dag, svarede Helene. Så kan det vel ikke stå helt galt til med ham. - Jamen, så insisterer jeg på at køre for Dem. Min kone er ved at gøre sig klar”¦ Vil de derind nu? Så kommer vi før politiet. Jeg har lige talt med Rønnebæk. - Ja! Men jeg skal lige ind og give besked i receptionen. Da hun kom ud igen, var Kirstine ved at bakke folkevognen ud. Theo kunne få lov til at lukke porten, men hun ville selv køre. - Ja, nu ikke for hurtigt, skat sagde han, da Helene havde sat sig ind. Maleren var oppegående. Det meste af hans hoved var bundet ind. To sygeplejersker og en fysioterapeut hersede med gevaldigt med ham, så han blev forståeligt nok meget lettet, da han så sine gæster komme ham til undsætning. - Det var på tide, - sagde han meget langsomt og hakkende,- at de lukkede jer ind. Hvem fandt mig? - Det ved vi ikke svarede Andersen. Vent med at tale om det, til politiet kommer. Kirstine fandt en passende vase ude gangen og rakte ham en smuk buket fra haven. Der var både roser, iris og georginer. Helene havde en stor æske fyldt chokolade med. Den havde ligget på hendes kontor og ventet i over en uge. - Politiet kommer? Hvad skal det sige? De to sygeplejersker iagttog indgående patientens reaktioner og noterede flittigt, da det bankede på døren og de to politifolk blev lukket ind fulgt af overlægen Andersen rejste sig; nu var der ikke flere stole. - Er det ikke bedre, at vi kommer i morgen, spurgte han ud i luften. - Nej, vent lidt endnu, svarede overlægen, som havde ansvar i denne situation. - Goddag, sagde Rønnebæk og rakte hånden frem mod maleren; mit navn er Rønnebæk. Jeg er kriminalassistent”¦ Maleren drejede langsomt hovedet og løftede højre hånd og rakte den rystende frem”¦ - Jeg hedder”¦ Lars Par”¦ Parelius”¦ jeg må v攦 være faldet”¦ - Ja, De er faldet, sagde overlægen, De har slået hovedet. Men nu er De på hospitalet og kan være ganske rolig. De skal nok klare Dem. - Tak, sagde Rønnebæk til lægen. Nu er vi sikre. Bare et spørgsmål til? - Ja, og så ikke mere i dag! svarede lægen. - Hm”¦ Var De alene, da De faldt? - Jah, det tro”¦ nej”¦ jeg troede”¦ spætten ”¦ var en”¦ pige”¦ der var”¦ Lægen afbrød og sagde at patienten skulle have ro. - Ne”¦ Nej, sagde maleren”¦ Der var”¦ en mand”¦ bag mig”¦ han”¦ - De skal hvile nu, sagde lægen. Han bad sygeplejersken om at blive og de øvrige om at mødes i opholdsrummet for pårørende; - det er denne vej”¦ Sygeplejersken kontrollerede væsketilførsel og talte dråberne, da de andre havde forladt stuen. Lægen gelejdede dem forbi skadestuen og hen til en anden afdeling, hvor der var et tomt opholdsrum. - Vi må vel hellere køre hjem nu, sagde Andersen tøvende og kikkede på sin kone og Helene”¦ - Nej, sagde Rønnebæk. Vi vil sætte stor pris på, at vi alle lige kan sidde her, bare ti minutter, hvis det er muligt? - Jeg har konference om otte minutter, sagde lægen. Patienten er i tydelig bedring time for time. Nu må vi ikke skrue tempoet op. Men det vil være fint, hvis han kan få sit eget tøj herind, og gerne nogle ejendele; men intet der kan relatere til ulykken. - Jeg må her meddele, sagde Rønnebæk,at her er tale om et overlagt drabsforsøg. Patienten er forsøgt dræbt på første sal på Egely lige omkring den første september, hvor De, Andersen, traf ham. - Traf, gjorde jeg vel egentlig ikke; men han gik aldrig op i huset. Det er jeg da sikker på. Igen sad Rønnebæk og Henny på Kristoffersens kontor. - En rustvogn, siger du, sagde kommissæren? - Ja, svarede Rønnebæk; to rustvogne. Og vi har billeder af den ene, - fra sagen om Nina Clausen. Og resterne af dén fra grusgraven. Det var en sølvgrå rustvogn, der fragtede maleren til krematoriet på Mariebjerg! Hvorfor er ingen af de to køretøjer meldt stjålne? Eller kører den sølvgrå endnu? - Er det ikke bare spekulationer, spurgte Kristoffersen. - Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg taler om fakta. Hvor mange sølvgrå rustvogne findes der? Bare her på Sjælland, for eksempel? Det må hurtigt kunne ses i registeret. Hvilke af dem har været på Mariebjerg? Og ja, gu er det spekulationer; det er grundig efterforskning! Hvad blev der af de forfalskede attester, som blev afleveret på Mariebjerg sammen med maleren? Henny iagttog de to mænd. Rønnebæk kunne være ganske bramfri; men han havde jo ret. Ethvert spor skulle forfølges til den bitre ende. - OK, sagde Kristoffersen uden antydning af ironi. Tjek registeret. Henny, du kontakter krematoriet. Papirerne skal bringes ind til Gajolsen så hurtigt som muligt. Hvis nogen bedemand kan spores, skal han tilbageholdes. Hold mig underrettet løbende. Rønnebæk satte registerfolkene i gang og fulgtes med Henny til krematoriet. Hun sad med telefonen og hørte: ”mandag til torsdag kl. 10-14”¦.” Døren til kontoret var åben. - Goddag igen, sagde Rønnebæk. Sidste gang havde De et chartek med attesterne på det levende lig. Hvor ligger de? Jeg skal bruge dem omgående. - Ja, ja.... Det chartek har ligget her længe. Vi har jo ikke et særskilt journalafsnit til ”¦ - Nej, nej. Det forstår jeg godt. Tak, mange tak. - Så skal vi til politigården, Henny. - De attester skulle vi have tjekket for længst. - Din sidste bemærkning hørte jeg ikke! - Undskyld. Jeg burde have tjekket dem. OK ? - Nu må du køre, sagde Kirstine. - Tak, svarede Andersen. Sig mig, nævnte maleren ikke noget om en spætte? Det må være den, der altid holdt til nede ved kroen. Nu må den finde sin mad i træerne og brændet. - Ja”¦ det må have været den, sagde Helene eftertænksomt. Jeg spekulerer på den rustvogn. Agermose fortalte for en måneds tid siden om en bedemand, der havde spurgt om vej til Egely. Jeg må hellere give Rønnebæk besked. - Nu må de da hurtigt kunne finde frem til malerens to sønner, skulle man mene, sagde Andersen, efternavnet Parelius er ikke så svært som Hansen eller Andersen. - Har De nogen sinde mødt dem? sønnerne, mener jeg, spurgte Helene. - Nej. Maleren havde aldrig besøgende. Han er en særling. - Ingen adresse, ingen besøgende, ingen telefon, sagde Helene. Kirstine, vær du glad for, at du ikke valgte en kunstmaler. - Ha, ha, lo Kirstine højt. Jeg valgte ham ikke. Han tog snarere mig”¦. - Åh, ja”¦ du gjorde ikke megen modstand, husker jeg, svarede Andersen, lad mig nu passe min kørsel. Logbog Kap. 40 Lydia Hansen mødes med Christian Clausen Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
