 |  | Logbog Kap. 40 Lydia Hansen mødes med Christian Clausen |
 |
|
|||||||||||||
|
Henny ringede ind til ”gården” og spurgte efter Gajolsen. - Ja, øjeblik, så skal jeg se”¦ jo han skulle være her i øjeblikket, skal jeg prøve at stille dig ind? - Ja, for.... hvis det er muligt”¦ svarede hun spidst og undertrykte en lille ed. - Hej, det er Henny, jeg har en hasteopgave her i hånden, en o-rapport og en dødsattest. Har du tid nu? Fint vi er der om godt et kvarter. Olsen kastede et blik på de to stykker papir. Selve blanketterne virkede ægte nok. Lægens stempel på dødsattesten kunne måske være ægte. ”Afdødes” navn var angivet som ”Ole Jørensen” Obduktionsrapporten lød på et andet navn og var dateret med en dato for to år siden. Stempel og underskrift så dog sandsynlige ud. - Hvor fanden har I fundet det skrald, spugte han og grinede højt. Et barn kunne have gjort det bedre med et gammelt sæt af ”Den lille postmester”. - Hold nu op, søde Olsen. Vi kommer ikke for at spilde din tid. Papirerne fulgte med et lig til krematoriet... - Ja, så har de sgu brændt en forkert. Det har man hørt om før, i 1979 havde vi... - Hør lige færdig, sagde Henny. Ham her blev ikke brændt. Det var et drabsforsøg. Og manden var fra Rygård, lige som professoren i grusgraven. Hun fortalte den korte udgave af historien og Rønnebæk supplerede. - Ja, så stiller sagen sig noget anderledes, svarede Olsen. Nu lugter det af mere og andet end cigarrøg. Jeg går ud fra, at vi kan se bort fra de mange fingeraftryk, der må være på de her attester og på omslaget; eller hvad siger I? - Prøv, sagde Rønnebæk. Et af dem tilhører en drabsmand. Der er ét eller andet med det stempel. Jeg har set det før, men hvor? - Ja, det er jo svært at sige. Måske din egen læge, foreslog Olsen vittigt. Giv mig lige fem minutter, så skal jeg tjekke det”¦ - Den slags stempler er der da ingen, der bruger mere, sagde Henny”¦ ”¦ - Her, sagde Olsen, hér er det: Indbrud i lægepraksis”¦ november 2001”¦ Roskilde. Lægen har stadig praksis på adressen”¦ - Tak, det er nok sagde Rønnebæk. Jeg skal se kassen med beslaglaget fra Sydhavnen. Henny, kan du klare det? - Jah, men hvad går vi efter? Giv mig lige et hint. - Stemplet, svarede Rønnebæk; stempelaftrykket på dødsattesten”¦ - Kassen må stadigvæk stå herinde,”¦ håber jeg”¦, sagde Henny. - Ja, den er uden tvivl nede i kosterkælderen; nu skal jeg hente den; det er vist hurtigere end at få andre til det, sagde Olsen og rejste sig. Jeg tror, at jeg ved, hvor den står. - - - Han kunne godt huske den grønne fiskekasse. Den måtte være til at finde på en af reolerne. Dér, næstøverst, selvfølgelig. Han kunne lige akkurat nå at få fat i”¦ Av, for hede hule! sagde han højt, da en af hans fingre blev revet til blods i en revne i plastickassen. Da han ville sætte kassen op på plads, så han nærmere på den lumske revne. Der var tydelige mærker fra en nedstryger eller fintandet sav. Kassen var ødelagt. Hvorfor? Det var den, der havde indeholdt våben fra Sydhavnen. Rønnebæk var godt tilfreds med fundet af stemplet. Olsen bandede. - Der var en revne i den forbandede fiskekasse”¦ har du et plaster? - Det har jeg, svarede Henny, og dykkede ned i sin taske. Stort, lille eller mellem? - Tak, mellem må kunne gøre det”¦ Sådan noget møgplastic; det burde destrueres! - Kom her, lad mig, sagde Henny, det sår skal renses; ja bare rolig, lidt koldt vand må være nok. Henny rensede omhyggeligt såret med en vatpind og fjernede små stumper af grønt plastic. Hun skulle til at smide det i papirkurven, da Olsen stoppede hende”¦ - Vent lige lidt. Det der grønne er savsmuld. Hvem har savet i kassen? Og hvorfor? - Tak for tippet, sagde Rønnebæk. Den lille grå varebil? Har vi fået svar på teknikernes undersøgelse? Taxaen med Lydia standsede på gårdspladsen. - Så smukt, tænkte hun, da hun så Rygårds næsten kridhvide facade. Hun havde ikke regnet med de to mc-betjente i alléen. Men de ville bare se hendes legitimation”¦ Var det virkelig nødvendigt her i landet? Åbenbart. Åh, hvor herligt; hr. og fru Andersen kom ud og tog imod. - Er det rigtigt, at De bliver her i landet denne gang, spurgte han, da han fik et kindkys. Jeg ville jo have hentet Dem, men”¦ - Pjat, svarede hun. Og det her er den bedste modtagelse, jeg nogen sinde har fået. Helene trådte ud på hovedtrappen med et papirflag. Så skulle jeg alligevel have hejst flaget, tænkte Andersen ved sig selv. Nå, det var fint nok. - Endelig er du her! sagde Helene og gik ned og gav knus; jeg henter Clausen. Nej, vi går op til ham, det er bedre. - Jeg håber, at vi ses snart igen, råbte Lydia til Andersen, som var på vej ned til væksthuset. - Kom nu med ind, sagde Helene og præsenterede hende for Lillian og Susan. Direktøren venter Dem. Clausen åbnede straks, da Helene bankede på. - Ja, tak. Det glæder mig at møde Dem fru Hansen. Som De ved, er vi midt i projekteringen vedrørende Egely. Må jeg vise Dem byggeplanen, som den ser ud i dag? - Meget gerne, men fortæl mig først: Er det virkelig nødvendigt, at politiet ville se min legitimation, før de lod mig slippe ind? - Åh, nej. Det er en misforståelse. Se De, politiet anser Egelys brand for at have været påsat og”¦ der omkom en fremmed dernede. - Så var det altså rigtigt , hvad der stod på forsiderne om den forsvundne maler? - Ja, han overlever - han var der heldigvis slet ikke, da det brændte, men én fremmed omkom og en anden er svært medtaget, men overlever vist nok. Det var i øvrigt Andersen, der slog alarm. Siden branden har vi haft politiet på besøg hver dag. Lydia forstod ikke helt hans forklaring, men skød det fra sig. - Åh ja, nu kan jeg kende huset og træerne igen, sagde hun, da han viste hende arkitektens skitser. - En del af tømmeret er reddet og kan bruges igen. Og nyt tilsvarende tømmer er under opskæring. Hvad siger De til det? Tror De, at De og jeg kan blive enige om projektet? - - - - Ja, selvfølgelig; hvad mener De med det spørgsmål? De handler jo helt i overensstemmelse med fundatsens ordlyd og hensigt. Bedre kan det ikke gøres. - Joh, jeg påtager mig til fulde mit ansvar, svarede Clausen. Men jeg træffer først endelig beslutning, når jeg har hørt Deres mening. - De er jo en fornuftig mand, hr. Clausen. Jeg har fortalt Dem, hvad jeg mener. Er der andre ting, som vi skal have klaret i dag? Ellers vil jeg tage tilbage til byen og se mig om efter en lille smart bil. - Nej, nu kører jeg Dem tilbage til byen. Hvor vil De se på bil? - Jamen, jeg kender jo ikke forholdene. Jeg har en veninde, der sværger til japanske biler. Det skal være sådan en lille hurtig sag. Jeg hader de der store sorte vans', som fylder halvanden vognbane. - Så kører vi til Gladsaxe først. Må jeg være behjælpelig hos en god forhandler. - Det er meget venligt af Dem. Har de tid til det? - Ja da, så kan vi også snakke lidt mere undervejs. Men jeg må lige ringe først. Det varer to minutter. - Så venter jeg derude. Clausen ringede til Rønnebæk først og derefter til Elizabeth. Først klokken halvfire var han tilbage på sit kontor, hvor Helene briefede ham om sidste nyt fra håndværkerne på Egely. - Lydia Hansen er slet ikke, som jeg havde forestillet mig hende, sagde han til Helene? - Nåh, er det godt eller skidt? - Ubetinget godt, svarede han. Hun er en yderst intelligent kvinde og meget velbevandret. Det må være skrækkeligt at bo i Sydamerika”¦ - Tja, måske. Jeg ser for mig dette enorme, spraglede kontinent, men kan ikke sammenligne. Man skal nok have boet der for at kunne forstå lidt af det. - Ja, De har ret. Nu må vi videre. Alle formalia om Egely er overholdt. Nu har jeg svært ved at forestille mig, hvad der skulle kunne forsinke byggeriet”¦ - Åh, jeg havde nær glemt det; jeg skal huske at ringe til Rønnebæk. Bare en bagatel, som Agermose nævnte forleden. Noget med trafikken på Rørdamsvej. - Nåh, bare vi ikke får flere skilte”¦ Jeg regner med at køre hjem snart. Men ring nu til ham. - - - Det var Henny, der svarede: ”Rønnebæks telefon, et øjeblik””¦ - Goddag, nu er jeg her”¦ - Goddag, det er Helene Rosenkilde”¦ måske er det fuldstændig ligegyldigt, men sidst jeg talte med Agermose, lederen af forsøgsgården, fortalte han, at han for et par uger siden havde standset sin traktor på Rørdamsvej, da en rustvogn var på vej ud. To mænd havde spurgt efter Egely. Først senere, da Nina var fundet, kom han i tanker om det. Men det er nok bedst, at De selv taler med ham. Hans telefonnummer er det samme som Rygårds, blot med et total i stedet for et éttal til sidst”¦ - Tak, De er en rosenknop! Jeg ringer til ham straks. Vi tales ved. - Hvem f”¦ er den ”rosenknop”, der forstyrrer os midt i arbejdstiden, lo Henny, hvor mange damer kender du så godt? Nej, undskyld, den var for billig”¦ - Nej, pjat; det var bare hende den flinke næstkommanderende på Rygård. - OK, hun er god nok”¦ jeg tror nu ikke, at hun er til herrer”¦ - Hvorfor tror du det? - Det ved jeg virkelig ikke, men det kan vel også være lige meget. Rønnebæk mente nok, at nogle af brikkerne i puslespillet faldt lidt bedre på plads. Hvorfor var det ikke faldet ham ind før? Der er måske ikke den store forskel på hvad sexuelle relationer kan presse mænd og kvinder til? Det ville han imidlertid ikke drøfte med Henny. I hvert fald ikke nu. - Du”¦ Henny”¦ Hvis nu der er tale om flere ituskårne fiskekasser, hvad bliver der så af dem? - Genbrug, vel sagtens, foreslog hun. - Hvor? - Aner det ikke! Men jeg kan finde ud af det. Øjeblik”¦. - - - - Plasticgranulat, hedder det, ”mobil granulator henter dit plasticaffald. Op til to tons”, står der her på en hjemmeside. - Jah, men hvem skærer nye fiskekasser i stykker og sender dem til genbrug? Jeg tror, at vi skal tale en hel del mere med Esben Kamstrup. Hvor er han nu? - Han er stadigvæk indlagt og fængslet på Vestre Hospital. Skal vi aflægge ham et besøg? - Ja. Kan du ikke ringe derud og aftale en tid i morgen? Gem de der små plasticstumper. Måske skal de analyseres, hvis det bliver nødvendigt. Hvorfor griner du? - Nu har du på tre minutter kløet dig på næsen fire gange, svarede Henny, så jeg venter bare spændt”¦ mænd klør sig de mærkeligste steder. Han svarede ikke, men smilede skævt. - Kan du ikke være sød og finde nummeret til Agermose på Rørdamvej? Vi må vide hvem der kørte i den rustvogn. Og så skal vi have nogle papirfotos af brødrene Kamstrup. Logbog Kap. 41 Henny og Rønnebæk på besøg i Vestre Fængsel Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
