 |  | Logbog Kap. 41 Henny og Rønnebæk på besøg i Vestre Fængsel |
 |
|
|||||||||||||
|
- Det er morderlig pænt af Dem at komme her og besøge mig, sagde den isolationsfængslede patient til de to betjente. Advokat? Næh, det hjælper sgu ikke noget”¦ - Nej De har ret. Men det kan gavne Deres sag, hvis De kan svare på enkelte spørgsmål”¦ - Hellere end gerne, men De må forstå, at mit liv herinde er lige så truet som uden for murene, selv om jeg ikke har slået nogen ihjel. - Hvorfor standsede De rustvognen ved Rørdamgård og spurgte om vej for et par uger siden? - Det var også en fejl. Vi ledte efter den gamle kro, men var drejet af et forkert sted”¦ - Hvem er ”vi”? - Nåh, det var mig og Peter, min bror, som nu”¦ - Ja, De har været heldig, supplerede Henny. - Vi skulle bare sætte vognen ved Egely og lade nøglerne sidde. Og så kørte vi hjem i den lille grå. - Du lyver! Nu er det nok. Vi spilder vores tid her, Henny. - Vent, råbte Esben. Det var os, der samlede pigen op i Holte og senere flyttede hende fra hospitalet og kørte hende til Egely. Der gav vi hende mad og vand i et par dage. Vi sov i værelset lige ved siden af, indtil den nat, hvor de kom og slog en ihjel. De tvang os til at køre liget til krematoriet. Men vi slog ham ikke ihjel. Bagefter truede de med at slå pigen ihjel og give os skylden. To aftener senere satte de ild til huset. - Pladder, fnysede Rønnebæk. Hvem er så "de"? Giv mig navne! Nu, og kun nu får du en sidste chance, ellers kan du glemme alt om at slippe ud herfra i rigtig mange år. Navne! - OK, men så må I give mig beskyttelse”¦ - Jeg kan ikke love dig noget”¦, men jeg kan da prøve, sagde Rønnebæk og lagde sine cigaretter på bordet. - OK, det er Pumpen og Ventilen. De to sataner fra tigrene. - Tak, sagde Henny, jeg tror på dig. - Én ting til, sagde Rønnebæk; hvor hentede I de grønne fiskekasser, som skulle destrueres? - Ved fiskeopkøberen, når de var tømt, og så kørte vi altid én af dem ud til Ventilen, kassen med de flade pakker. Bare lidt hash eller sådan noget. Destruktionen af kasserne ordnes af opkøberen. De har en aftale af en slags. - Det her må ikke slippe ud, Henny. Skvadderhovedet tror muligvis selv på, at han har omladet ”lidt” hash! Vi skal vist snart på fiskeri. - Ja, svarede hun; og på Rygård med et par sniffere. - Ja, bare de stakkels hunde ikke bliver alt for påvirkede, svarede Rønnebæk. - Én ting til, sagde Rønnebæk; hvor hentede I de grønne fiskekasser? - Vi hentede altid to kasser ved trawleren. De var fyldt med flade pakker med hash, som vi kørte ud med til Ventilen. De andre kasser tager fiskeopkøberen sig af. Når de var tømt så kørte vi dem hen makulering eller hvad det hedder. De har en aftale af en slags. - Det her må ikke slippe ud, Henny. Skvadderhovedet tror muligvis selv på, at han har omladet ”lidt” hash! Vi skal vist snart på fiskeri. - Ja, svarede hun; og på Rygård med et par sniffere. - Ja, bare de stakkels hunde ikke bliver alt for påvirkede, svarede Rønnebæk. Rønnebæk havde medbragt et billede af den grå varevogn, da de kørte til Kattegatvej og så sig om i den mærkelige del af byen. Losseplads, containere, lystsejlere og et grønt område. Der var kun ét sted hvor et stort skilt lovede ”Friske fisk”. Der stod da også tyve-tredive grønne kasser stablet op ved gavlen. Enkelte kunder kom og gik. Rønnebæk og Henny gik ind og ventede til indehaveren var alene. - Hva` sku` det være? - Om lidt måske, sagde Rønnebæk og viste ham sit kort, vi er fra told og skat, men vær bare rolig. Det er ikke Dem vi er efter i dag. Han viste manden billedet af varevognen. - Har De set den her før? - Ja”¦ øjeblik”¦ Putte? Kom lige herud”¦ betjenten dér spørger om noget med brødrenes bil. - Goddag, sagde hun og tørrede hænderne i forklædet. Ja, de to starutter, hvad er der med dem? Ikke for at jeg ligefrem savner dem. De var såmænd flinke nok, når vi af og til havde modtaget østersølaks. Det er flere uger siden, de har været her. Men trawleren kommer da endnu. - Svendsen! Kommer du ud og passer bixen et øjeblik, mens jeg taler med Rønnebæk? Skrubberne kan du godt vente med lidt endnu. - Ja, lille skat, sagde han til sin omfangsrige kone, nu skal jeg være der. Hun inviterede Henny og Rønnebæk ind i det store lyse baglokale. - Ja, sagde hun, før i tiden havde vi to fuldtidsansatte og et cykelbud, så forholdene måtte jo være i orden. Nu er det kun laksefiskerne og muslingeskraberne, der lander lidt en gang imellem. Ja, og så de gamle lokale, der ikke kan leve uden, sagde hun og tændte en cerut. - Må jeg gå om og se lidt på kasserne? - Ja, hellere end gerne; stakken til venstre er brødrenes; de er skåret itu”¦ - Hvorfor er de det? Spurgte Henny. - Ja, det har vi også spurgt os selv om flere gange, svarede konen. De er da dyre nok fra nye af. Sammen gik de tre ud og besigtigede kasserne. - Nu kunne vi godt bruge en af snifferne. - Ja, sådan kalder vi vores narkohunde, forklarede Henny. - Guud”¦ tror De virkelig? - Ja, svarede Rønnebæk. De kasser må ikke røres! - Jeg ringer til lufthavnen. De må kunne undvære en hund en halv times tid. Så må vi vente her. - Må jeg så ikke byde på en kop kaffe så længe? Hendes mand stod i døren ind til baglokalet med en dåseøl i hånden og gjorde tegn til hende”¦ Hun kikkede på Henny og gik hen til manden. - Jah”¦ pyt. Vi gør som vi plejer. Men højst seks. Manden fandt en six-pack under en pressenning og gik tilbage til forretningen. - Ja, det er en smule service for kunderne. Uden pant, De ved”¦ - Det blander vi os ikke i; ikke i dag, lovede Rønnebæk, og i morgen har vi glemt det. De to fritidsfiskere, der havde været inde og handle, gik diskret lidt afsides med plasticposen. ”Frisk Fisk” lovede den. Hundevognen fra Kastrup var hurtigt fremme. Henny gik ud og tog imod. - Dav, sagde tolderen, jeg var lige på vej ud for at lufte hende, så det kan ikke være bedre. Hunden gav hals allerede før de nåede hen til kasserne. Her markerede den tydeligt ved de ødelagte kasser. - Dygtig vovse, sagde Henny og satte tolderen ind i sagen. Vi regnede ikke med at finde noget håndgribeligt, men det her er også nok i første omgang. Stoffet har været her”¦ Jeg går ind igen. --- Tak for hjælpen, sagde Rønnebæk til hundeføreren, jeg ringer til jer senere, når vi har fundet narkoen. Rønnebæk var imponeret over hundens lugtesans. Han vidste ikke, at Stella var kåret som ”Kastrups bedste næse”! - Hva’ s唦 Fru Svendsen så spørgende på dem. Sådan noget vil vi ikke have herude! Meget kan man sige, men narkomaner kommer her ikke! - Vi sender en vogn herud og henter brødrenes kasser, sagde Rønnebæk, allerede i dag. - Åh, det er godt. Vi har jo vores system med ”Danmarkskassen”, så vi må være på vagt. - Er der forskel på det De kalder ”Danmarkskassen” og de grønne kasser derude? - Ja da, dé der nye EU-termokasser, passer fint og kan stables med de gamle, men de rummer mindre. Hun viste ham dobbeltbunden. Næsten to centimeter. Det brugte vi ikke førhen. - Tak, sagde han, De bør sgu indstilles til en dusør”¦ De hører fra os. Tak for i dag. Hr. Svendsen flåede skrubber, som når vi andre smutter mandler, tænkte Henny. På vej tilbage til Ørnegården fortrød Rønnebæk, at han ikke havde købt en af de store nyrøgede ål og et par lune fiskedeller. Det måtte blive en anden gang. Fru Svendsen ville med garanti have insisteret på at give ham en klækkelig rabat - og hun ville blive skuffet, hvis han afslog. - Det er ikke retfærdigt, sagde han til Henny, der morede sig over hans forklaring. - Du kunne da bare have givet fuld pris. - OK, vend om. Den forretning er for fristende for mig. Har vi tid? - Ja, vi sparede masser af tid ved at tage på den lille indbringende ”fisketur”. Og nu kan jeg også mærke lækkersulten i maven. Jonathan er vild med fisk. - Jah, sagde Rønnebæk langsomt”¦ Jeg glemte også noget. Vi skal have en af hendes egne ubeskadigede kasser med hjem. Der er noget, der ikke stemmer helt”¦ Fru Svendsen blev lidt desorienteret over det med kassen, som han gerne ville have med med det samme, men hun lånte ham bare en. Det skulle lige mangle, sagde hun. Og de fik en almindelig bon fra kasseapparatet på varene. Uden problemer. - Og så ønsker jeg jer velbekomme. - Jeg kommer selv ud med kassen igen, svarede Rønnebæk. - Hvad vil du med kassen, spurgte Henny, da han satte den i bagagerummet... - Sammenligne.... De ødelagte kasser kunne åbenbart ikke skilles ad uden sav. Det tror jeg ikke er meningen med dem. Vi får se. Logbog Kap. 42 Ventilen blev langsomt mør Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
