 |  | Logbog Kap. 48 Cesaro Carrera under observstion |
 |
|
|||||||||||||
|
Europol havde fremsendt anmodning til København om udlevering af DNA-prøver på den dansk fængslede ”Ventilen”. De ville sammenholde prøven med de spor, der var afsat på den konfiskerede mobiltelefon fra Hamburg. Ikke for at matche spor, men kun for at lede efter personsammenfald i Rauls og Ventilens bekendtskabskredse. Det medførte forstyrrelse i det danske politis mange gøremål. DNA-registreringen var jo i sin vorden og ingen kunne overskue hvad grænseløs udveksling af DNA-profiler kunne føre til? Men, naturligvis”¦ i den konkrete sag”¦ Politidirektørens sekretær mailede efter nogen betænkning et memo til sin chef. Med påskriften: Blot til orientering. Da HBH læste sine mails, kontaktede hun Rønnebæk. Han måtte vide, om der var samlet DNA-spor fra de sager, der havde med Rygård at gøre. - Joh, svarede Rønnebæk. Du husker mordet på ”purseren”? Derfra har vi temmelig mange effekter, men om der blev fremstillet en profil, husker jeg ikke. Så ligger den vel i sporregisteret eller personregisteret? Det må da stå i rapporten. Alle effekterne er i hvert fald opbevaret i forseglede kasser eller poser. - Tak, jeg følger op på det, svarede HBH. DNA-registeret svarede bekræftende. I sagen om mordet på Askhøj lå der mange spor, men ikke noget, der matchede registrerede personer. - Kan vi, uden at få problemer, give forbundspolitiet i Hamborg adgang til den konkrete sag? - Ja, direkte ulovligt er det i hvert fald ikke. Giv mig deres mailadresse. Så sender jeg det med det samme. Instituttet her har vist ingen praksis for forespørgsler af den art. HBH kaldte på sin sekretær og bad ham om at klare det; og derpå sørge for, at alle effekterne fra Rygård blev sendt som hastesag til Retsgenitisk afdeling. - Hold samtidig Kristoffersen på Ørnegården orienteret. Hun ringede til Rønnebæk igen. De kunne spare masser af tid, hvis han kunne præcisere hvor på effekterne de skulle lede. - Ja, svarede han, i morgen ligger effekterne fra bådehuset til analyse på Retsgenetisk. Kunne du ikke ringe der ind og eventuelt køre ind og vise dem mere præcist hvor de skal lede? - Jo, det er OK. Det ordner jeg med det samme. Kan du så ikke prøve at lade dine folk køre et matchforsøg på registerets indhold af spor fra mordet i grusgraven? - Joh, men fortæl mig først lige hvad du har gang i. - Vi skal enten have fat i den telefon fra fængslet Hamborg, eller bede dem finde DNA-spor på den. Ham der sidst har brugt den har næppe renset den. Vi skal meget gerne have et navn på den indsatte, som var i besiddelse af den. - Navnet kan vi vel få med det samme, svarede HBH. Jeg kontakter dig så snart jeg har det. At det var ikke så enkelt, erfarede hun, da det tyske politi meddelte, at telefonen var fundet på en sydlandsk udseende mand. Han havde med et falsk spansk pas forsøgt at krydse grænsen i Padborg. Han havde opgivet, Raul Gonzales, som sit navn, da han blev anholdt. Intet andet. Heller ikke, da en tolk havde forsøgt at tale med ham. Nu var han varetægtsfængslet på ubestemt tid. Blodprøver var ved at blive analyseret. 48 år, stod der i passet. I øjeblikket var politiet ved at udarbejde en liste over alt, hvad manden havde været i besiddelse af. ”Bingo”, sagde Rønnebæk til Henny. ”Raul Gonzales, 48 år, fra Spanien”. Europol kender ham ikke. Overhovedet ikke. Han findes vist ikke nord for Sydpolen! Nu skal vi bare have fingeraftryk og resultat af blodprøverne. Så kører det alligevel på skinner. Hun morede sig over hans drengede glæde over resultatet og håbede inderligt, at han havde ret. ”Bare skær min næse af, hvis jeg tager fejl” sagde han. - Nej, drillede hun, så bliver du jo aldrig forfremmet! - Nej, blæse være med det; men så er jeg måske fri for at klø den hele tiden. - Pladder, svarede hun, så finder du bare noget andet der klør, som du heller ikke vil undvære! - Årh, knap lige skjorten. Meget kunne han modstå, men der måtte vel være en blonde. Hvis ”åndeløs” utroskab, eller bare drømmene om det, var kriminelt, ville vi sgu alle sammen sidde på livstid, tænkte han. Han er edderrøleme for strid, tænkte Henny og knappede skjorten. Hun var vant til mændenes opmærksomhed, men ingen af dem havde dog fyret sådan en bemærning af før. Det var sjældent, at hun ikke vidste hvad hun skulle svare”¦ men hun havde jo næsten selv bedt om det. Det var rart at køre selv. Lydia kørte først ind til Egely, hvor hun blev forbavset over at se, hvor hurtigt arbejdet skred frem. Der var lagt store jernplader i hele indkørslen, så de tunge betonkanoner ikke kørte fast. Fundamentet, kloakeringen og el- og vandforsyningen var færdig. Plastikrør og kabler strittede ud fra kælderens gulv og vægge overalt. Andersen kiggede forbavset da hun lidt efter steg ud af sit smarte køretøj. - Hva’ søren? Til lykke med kareten. Hvordan går det med indflytningen i huset? - Jo, tak, fint. Det er blandt andet derfor jeg kommer. Jeg bliver nødt til at få noget fast hjælp til huset og haven. Og jeg kender jo ikke nogen”¦ - Hm. Jeg har rigeligt at se til her ”¦, ellers”¦ - Ja. Men hvor skal jeg finde nogen som Dem og Deres kone? - Det véd jeg ikke. Hvad er Deres nye adresse? Strandvejen nr”¦. Det er jo ikke så langt fra Taarbæk? Jeg tror, at en af vores tyrkiske gartnermedhjælpere kan hjælpe os”¦ Skal vi gå ned og spørge? På vej ned til deres ”folkestue”, fortalte han Lydia historien om Abu Bakr. Folkestuen var tom. Det var ellers kaffetid. Siwan kom op over plænen. - Dav, sagde Andersen, det var egentlig Abu Bakr, vi kikkede efter”¦ Lydia præsenterede sig for Siwan. - Nu skal du høre, fortsatte Andersen, var der ikke noget med, at én af jer har familie i Taarbæk? - Jo, der bor min bror med sin familie. Hvorfor spørger du? Andersen forklarede deres ærinde. Han forstod, at Siwans bror var blevet arbejdsløs. Han var ikke uddannet som gartner, men kunne godt passe en have. - Jeg ringer til ham, sagde Siwan. Skal jeg bede ham om at komme her? - Nej, nej, sagde Lydia, men spørg om jeg må besøge ham. Han kan bare sige, hvornår det passer ham. - Ja, det er bedre, at De selv taler med ham, sagde Andersen, han kan bare lægge sit nummer hos mig. - Ja, sagde Lydia, eller ringe til mig selv. Her er mit nummer, sagde hun og rakte Siwan en gul lap. Mange tak, sagde de i munden på hinanden. Hun ville da lige hilse på Clausen, før hun kørte hjem igen. - Jo, direktøren er på sit kontor”¦ I det samme kom Clausen ind ad døren, der havde stået åben. - Goddag Lydia, hvordan går det med flytningen? Kom dog indenfor. Jeg kører først herfra ved firetiden. Hun fortalte om sit møde med gartneren. - Det vil da være en glimrende løsning. Her på Rygård har vi kun godt at sige om de flittige folk. Uden dem aner jeg ikke, hvad vi skulle gøre. Og jeg fornemmer, at de alle føler sig godt behandlet her, selv om vi kun betaler dem løn efter overenskomsten. Jeg kender ikke Siwans bror, men jeg tror det bedste. - Vores ansøgning til byrådet er gået glat igennem. Så snart har vi ikke længere bevilling til at drive gæstgiveri, men museum. Jeg har fået en henvendelse fra den lokale kunstforening, som vil stille frivillig arbejdskraft til rådighed vedrørende den daglige drift. De har længe sukket efter et egentligt kulturhus, hvor de kunne lave udstillinger. Hvad siger du til det? - Jamen, det er jo en gave! Fra dem til os, mener jeg! Men jeg er helt overbevist nu. Det bliver et eksklusivt lille museum for alle. Også for husvilde vagabonder. Måske kan han indrette et rigtigt ”arbejdende atelier”. Det vil garanteret tiltrække masser af gæster. Har du spurgt ham? - Nej. Jeg vil nødigt stille ham noget i udsigt. Det er fint nok med de ulønnede medhjælpere fra kunstforeningen, men måske kunne netop han ansættes som daglig leder af stedet? - Han er her i dag”¦ Skal jeg prøve at få fat i ham? Han er jo æresmedlem... - Ære eller ej; det forpligter da at besidde en så stor rigdom. - Mener du fonden eller maleren? - Du véd godt, at jeg taler om maleren! Fonden skal nok klare sig med eller uden ægte kunst, Men kunsten selv banker på døren nu. Det er kun dig og mig, der beslutter, om maleren skal tilbydes lokaler her. Egely kan blive et Mekka for vor tids ”almenhed eller almue” om du vil. Det er en oplagt chance for Rygård for at støtte en god sag. Vil du være med? Clausen sagde hurtigt: ”Ja, jeg vil”. Andersen havde meldt sig selv og Kirstine ind i ”Klatten”. Der var rabat for ægtepar. Foreningen arrangerede medlemsture og sågar kunstrejser. Det lille medlemsblad i farvetryk udkom fire gange årligt.Der var en stor artikel om ”LP”, maleren fra Egely. - Kom og se, Kirstine. Kunstforeningen skriver om maleren. Flot artikel og fine fotografier. - Hvad har du nu fundet på, sagde hun, da han rakte hende bladet. - Nåh, man er nødt til at følge lidt med nu hvor han er her igen, synes jeg. - Hvem var det, der kom i den lille hvide bil? - Nåh, det er Lydia. Jeg fulgte hende ned til gartnerne. Hun søger en havemand til sit nye hjem. Det kan være, at en af dem kender en, der er interesseret. De kender jo hinanden alle sammen, har jeg indtryk af. Og de hjælper hinanden med at klare sig. Henny og Rønnebæk sad og gennemgik oversigten over alle de indsamlede effekter fra bådehuset - Hvorfor har vi aldrig set profiler alt det her, spurgte Rønnebæk. - Tja, svarede hun, i starten blev sagen behandlet som selvmord. Først da vi kom ind i billedet, blev det aktuelt at samle spor. Står der ikke noget om det lille reagensglas med afskrab fra gulvbrædderne? - Ikke et ord. - Heller ikke om stålwiren han hang i? - Kun at den var forsøgt klippet over. Det var dér Andersen fik ødelagt sin rosensaks, husker jeg. Men wiren havde gnavet sig temmelig dybt ind i Askhøjs halshud. Andet står her ikke. - Fingeraftryk på sprøjten? - Jo, de er her - men de er ikke særligt gode. De er forsøgt matchet men gav ingen hits. - Skal vi give op, spurgte Henny? - Aldrig i livet. Vi er tættere på end nogen sinde før. Jeg har fået teknikernes rapport om gennemgangen af Esbens lille varevogn. Listen over fundne ting og sager er alenlang. Alt fra cigaretskod til småmønter, grus og visne blade. Samt en del meget små grønne plasticstumper. Jeg tror godt, at vi kan spare os for at lade stumperne analysere. Savsmuld fra fiskekasser, garanteret. Københavns vicepolitidirektør grundede lidt over dagens sidste mail, som var kommet fra Europol: ”Med henvisning til forrige meddelelse, kan vi nu tilføje at den søgte og i Hamburg fængslede mand, som udgav sig for at være ”Raul Gonzales” er identisk med en Cesaro Carrera, som vi har haft under observation i over et halvt år. Han har under dette navn flere gange været i Danmark. ”¦ osv.” For en sikkerheds skyld videresendte han mailen til Kristoffersen på Ørnegården. Det ville HBH formentlig have gjort, hvis hun havde set den, tænkte han. Logbogens personer - Oversigt (ikke færdig) Logbog Kap. 49 Præst taget i spritrazzia Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
