 |  | Esoteriske Slips Kap. 48 Kniven |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 48 Kniven Eliza Penkowa ville gerne passe sin aftale med fru Hansen, så hun sagde bare farvel til de, der stod nærmest. Hun kunne ikke nå at tage hjem og klæde om. Det var også ligegyldigt. Kniven havde hun i sin håndtaske; den lille flyttekasse stod på bagsædet; andet ville hun ikke få brug for i første omgang. Det tog ikke mange minutter at køre derud. Fru Hansen havde brevet i hånden, da hun lukkede op. - Hvor er De dog elegant i dag fru Petersen; nu må De ikke få griset den pæne kjole til. - Næh, jeg skal nok være forsigtig. Jeg tog et par papkasser med. Jeg kan tage nogle flere med en anden gang. De gik ind i stuen og Eliza samlede to små medbragte flyttekasser, de havde været stukket ned i den halvfyldte, som hun havde ladet stå. - Fikst, ikke? Hvis De kører stolen væk, prøver jeg at flytte skrivebordet lidt. Det gik meget godt med den ene ende, de store runde fødder fulgte med. Den anden ende var kun en smule tungere. Hun fandt kniven i tasken og skød det krumme blad frem. - Mener De for alvor, at tæppet alligevel skal kasseres, spurgte hun. - Ja da, det er helt tyndslidt. Pas nu på med den skarpe Stanleykniv. Jeg henter lige den lille støvsuger. Jeg er helt flov over så støvet her er. - Det må De ikke være, jeg tror ikke, der er mange, der holder deres hjem så pænt. Eliza Penkowa skar et lille snit, så hun kunne få fat i en kant og løfte tæppet en smule op fra gulvet og skar så tre lange snit, så lemmen kunne åbnes. Hun trak i den forsænkede metalring og kom til at bande på polsk, da hun knækkede en negl. Andet forsøg gik bedre. Lemmen gav sig og Robert Hansens hemmelighed kom for dagens lys. Det samme lys oplevede en afskyelig stor sort edderkop også, hvad den bestemt ikke brød sig om. Eliza nåede ikke at undertrykke et højt skrig, da den smuttede om bag ved en lille metalkasse. Bevæbnede mænd og skarpe knive var til at håndtere - men hun havde aldrig overvundet sin araknofobi. Fru Hansen kom straks tililende. - Jamen, jeg sagde jo, at De skulle passe på. Skal jeg finde et stykke plaster? Eliza stod og stirrede ned i hullet. - Nej, der sidder en ækel edderkop omme bag ved kassen dér! - Herregud, ikke andet; hvis De forsigtigt løfter kassen op, så edderkoppen ikke kommer noget til, kan jeg sagtens hjælpe den lille fyr. Hold lige ved min arm, så kan jeg nå at redde ham. Løft så kassen, sagde hun og lempede det sorte uhyre over i et ølglas. Fru Hansen bar roligt lykkedyret ud og slap ”ham” fri nede ved cykelskuret. Efter et par minutter var Eliza faldet til ro. Det lille kælderrum var isoleret med tykke isoleringsblokke. Hun fandt et par fyldte ringbind og fire bundter med meget forskellige dokumenter, der var markeret med årstal, en stribe uens notesbøger og en aflåst metalkasse. Alt lagde hun op i papkassen. Metalkassen satte hun øverst og bar hurtigt flyttekassen ud til bilen. Derefter flyttede hun metalkassen om i bagagerummet. - Skal vi ikke tage en ostemad og en kop kaffe, før vi kører, spurgte fru Hansen. - Jo, det lyder godt. De har vel ingen anelse om, hvor nøglen til kassen er? - Jo, nøglen, den har min mand da i sin lomme. - Er De sikker? Så behøver vi ikke at ødelægge kassen. Sekretæren i receptionen smilede og bød dem velkommen, selv om de kom lidt ubelejligt hér, hvor mange sov til middag. Robert Hansen sad på terrassen med et tæppe over benene og nød det rige fugleliv i parken. Han var travlt optaget og talte højlydt med en gammel bekendt, som han åbenbart lige havde truffet. - God dag søde ven, sagde hans kone. Pas nu på du ikke”¦ - Årh, hold op. Du er ikke ansat her, afbrød han. - Og du er med, ser jeg, er du stadig min niece fra CIA? Kom og hils på Lars-Erik her. Manden med det karakteristiske overskæg og store brilleglas rejste sig og hilste galant. Bliv nu siddende, så tager jeg lige et billede. Robert fortsatte: Har I fået brændt skidtet? Hvad? Ligger ude i bilen! Er I blevet skingrende skøre? Eliza, dvs. Lis Petersen, beroligede ham. - Jeg går ud og sætter mig i bilen med det samme og venter på Deres kone. Men jeg mangler en nøgle til den grønne metalkasse. Vi har resten klar til forbrænding. Er der noget i kassen De vil beholde? - Ja. Ved nærmere eftertanke. Giv min kone de penge, der ligger øverst. Det er hendes ”pension”. Alt andet skal brændes. Jeg stoler på Dem, sagde han og løsnede en nøgle fra det bundt , han havde i lommen. Tror De, at vi snart kan flytte over i lejligheden? - Ja, meget snart. Jeg har lovet at hjælpe Deres kone i ugen der kommer. Farvel så længe. sagde hun. Jeg sidder ude i bilen, når De kommer fru Hansen. Bare giv Dem god tid. Hun åbnede bagagerummet og prøvede nøglen. Den gik lidt stramt, men passede. Øverst fandt hun to tykke bundter slidte dollarsedler. Elastikkerne, der en gang havde holdt dem sammen, smuldrede mellem hendes fingre. Og vigtigst: der lå en god håndfuld forskellige pas og andre officielt udseende dokumenter. Kun pengene lagde hun tilbage. Alt det andet fyldte hun over i papkassen fra Ranunkelvel. Hun tapede omhyggeligt kassen til og og smækkede klappen i. Inde i bilen fik den halvfyldte flyttekasse, hun havde haft med hjemmefra, en tilsvarende omgang tape. Det kunne ikke vare længe, før fru Hansen ville dukke op. Hun satte sig på en indbydende bænk og tændte en cigaret, dagens femte, og ventede. En gartner gik og samlede noget affald op de få steder, hvor der var tabt noget. Han standsede et øjeblik og kikkede inkvisitorisk på hende. - Er der noget galt, spurgte hun. - Nej nej. De bruger jo hverken tyggegummi eller filter. Her må De gerne ryge. Nå, jeg må videre”¦ Fru Hansen kom nynnende hen ad flisegangen. - Ja, tænk, han passer det hele så pænt her, sagde hun. - Flink fyr, svarede Eliza. Er De klar? Så kører vil til genbrugspladsen. - Genbrug? Jeg troede vi skulle til forbrændingsanstalten. Jeg lovede jo Robert”¦ - Nå, lad os nu se. Jeg forstår godt hvad De mener. Det er bare navnet de har ændret. Pladsen rummede et utal af store åbne eller lukkede containere. Der var ingen røg at se. Eliza kørte lidt frem og tilbage, før hun fandt det: ”Småt brændbart - ikke aviser”! Hun satte bilen og løftede kassen fra bagsædet ud til fru Hansen, som utålmodigt tog imod den. - Hov hov, sagde en myndig genbrugsmand straks. Den kasse skal tømmes, før du smider den over i pappet! Må jeg lige hjælpe dig. Eliza satte sig smilende ind i bilen og rullede vinduet ned, så hun bedre kunne høre mandens foredrag og fru Hansens krav om at kunne overvære destruktionen. Først da han havde demonstreret komprimatorens altødelæggende kræfter, lod hun ham tømme kassen og trykke på ”Pres-knappen”. - Tænk Dem, den ubehøvlede opsynsmand nægtede at brænde den! Men nu har jeg gjort, hvad jeg kan. - Vil De beholde metalkassen; jeg har tømt den. Kun pengene, som Deres mand nævnte, synes jeg De skal beholde. Kassen kan De smide op i ”Småt jern og metal” der henne. - Nu vil jeg bare gerne hjem og slappe lidt af. De aner ikke, hvor lettet jeg er. Før Eliza kørte tilbage til Amager med sit tvivlsomme udbytte i papkassen, hjalp hun fru Hansen helt hjem og tog pengekassen med ind. - Sådan, nu vil jeg køre hjem og passe mit arbejde. Husk nu at ringe til mig, når vi skal hen og gøre Deres nye hjem klar. Farvel så længe. Esoteriske Slips Kap. 49 Ignoranter Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
