 |  | Esoteriske Slips Kap. 11 Sylteglas |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 11 Sylteglas De mange rum i nederste kælder under Instituttet rummede uerstattelige værdier for samfundets udvikling. Det hed sig, at hele etagens enkelte afdelinger var bombesikrede. De pansrede ståldøre og luftsluserne virkede ikke ligefrem gæstfri. Kun 40 personer på hele instituttet havde den nødvendige adgangstilladelse, heriblandt var syv teknikere og fire rengøringsspecialister. Hver afdeling havde præcis den luftfugtighed og temperatur, som krævedes for at bevare de tusindvis af forseglede ”sylteglas” og krukker med vævsprøver og andet organisk materiale fra menneskekroppe. Samlingens uhyrlige vækst kunne kun imødekommes gennem konvertering til de allernyeste databehandlingsprogrammer, som de kun de færreste kunne forstå. Afdeling A var opdelt i tyve sektioner. I det mindste rum var der kun et par computere og to brummende servere. De øvrige sektioner rummede udelukkende endeløse rækker af tætpakkede ringbind. Hvert ringbind indeholdt en minutiøs beskrivelse af et eller flere af ”sylteglassenes” indhold. Primitivt, men effektivt, hidtil. Måske var der lys forude. Samarbejdet med Statens Seruminstitut var blevet mærkbart bedre efter dets udflytning til Ørestaden. Her var 1,2 millioner danskeres DNA registreret. Professoren var kørt tidligt hjemmefra. Han havde ikke lagt nogen besked til fru Knudsen, for han anede ikke, hvad han kunne - og måtte - skrive. Det var ikke så nemt pludselig at skulle opføre sig normalt, når alt var blevet unormalt. At indstille forskningen var ikke mulig. Mindst af alt ønskede han at se sin egen magt brugt som en trussel mod opretholdelse af anstændige livsvilkår. For sit eget vedkommende havde han for længst vænnet sig til at se sit liv som en ubetydelig krusning på historiens endeløse hav. Men ikke alle havde det så let. Rummet med de levende hjerner, som skulle tjene et godt formål, kunne lige så vel blive en svøbe mod rygraden i vores kultur. Storhedsvanvid havde tidligere ført til civilisationers fald lige så vel, som undervurdering af egne kræfter. Da han var kommet på sporet af sin seneste opdagelse, skyldtes det alene hans forsøg med at aflure haren dens lyd- og billedopfattelse. Eller i hvert fald forsøge at gengive den på en måde, så vi mennesker måske kunne have glæde af lidt større forståelse. Der var samme zeta-stråling, som vi finder hos mennesker. Det optimale ville naturligvis være studier i blåhvalers billeddannelse, men det måtte andre tage sig af. Hans eget beskedne laboratorium var i forvejen for lille, syntes han. - Husk nu Deres aftale med Mørk, sagde laboranten, da Lucide trådte ind ad døren. - Jo, mange tak, svarede professoren, der er visse ting man ikke glemmer så let. Francois ringede på Mørks dør lidt i ni. - Nå, ja, godmorgen, min ven, nu skal jeg være der. Men vi har rigelig tid. Vil du ikke indenfor og have en kop kaffe? Ja, det tænkte jeg nok, svarede Mørk og gik ud i køkkenet. Francois fulgte efter. Måske fattede hans svigerfar ikke, hvad det var, der skete omkring ham. Han virkede lige så rolig som sædvanlig. Maria havde tilbudt at køre dem, men de foretrak at tage bussen de tre-fire stoppesteder. Professoren tog imod dem i foyeren. Han kunne ikke skjule sin lettelse over at se dem. - Nå, Mørk, nu er vi snart nået til vejs ende med vores lille forsøgsrække. Jeg regner med, at de billeder, vi tager i dag, vil vise, at alt er så normalt, som vi kan ønske os. Vi skal starte ovre hos neurokirurgien. Der kommer en vogn om et øjeblik. Jeg har fået strenge ordrer om ikke at slippe Dem af syne”¦ nå, dér er den vist. En blå stationcar rullede adstadigt helt hen foran udgangen. Den kvindelige chauffør blev siddende men hendes passager, en gråsprængt herre steg ud, viste sit legitimationskort og bad professoren og Francois om at sætte sig ind på bagsædet. - Åh, der er da ikke længere, end vi mageligt kan gå derhen, indvendte Mørk; men det er da meget venligt af Dem, hr. Overbetjent. Var det Jensen, der stod? Manden nikkede, han havde mere travlt med at se sig grundigt omkring. Få minutter senere kørte de ind ad en gitterport. ”Kun vareindlevering” læste Mørk lidt fortørnet. Var det virkelig kommet så vidt? De tog elevatoren, som bar præg af mange varetransporter. Professoren trykkede på nitallet. - Det er lige her henne, forklarede han, da døren gled op. Neurokirurgen kom ud fra sit kontor og præsenterede sig med en tydelig svensk accent. - Jeg vidste ikke, at De kom så mange. Professoren forsøgte at redde os ud af den penible situation ved at starte et foredrag om fortrolighed inden for sit felt”¦ - Jeg forstår, sagde kirurgen”¦ men måske de to andre herrer vil vente herude så længe? Francois fandt to stole, men den tavse betjent Jensen ville først sikre sig, at der ikke var andre inde på kontoret. Betjenten vendte sig mod Francois for at berolige ham. - Ser De,”¦ han tøvede, ser De, det her er lidt indviklet. PET har længe været tvunget til at følge lidt med på professorens forskningsområde. Deres svigerfar er uforvarende bragt i en situation, hvor hans liv kan være truet. Ikke på grund af nogen skygge i hjernen eller nogen sygdom. I den retning kan de være ganske rolig. Dette her handler om professorens viden. Ham passer vi på døgnet rundt. Vi véd, at han ligger inde med viden, som ikke må slippe ud på markedet. Husk, at det jeg her har fortalt, har jeg aldrig fortalt! De må ikke bringe Deres svigerfar i fare. Husk det nu! Professor Lucide og Mørk kom ud. - Vi skal til sidste scanning, sagde Lucide, og bagefter skal vi lige tale sammen igen. Det hele varer højst en times tid. Der står kaffe og brød i opholdsstuen. Jensen og Francois genoptog deres umulige drøftelse. Ingen af dem kunne på mindste måde være sikker på om han sad over for en ven eller end fjende. Selv hvis Francois troppede op på politigården, ville enhver forespørgsel om en ”Agent Jensen” blive pure afvist. For Jensens vedkommende var det måske nemmere. Intet tydede på at Francois var andet end det han udgav sig for. Francois, som ikke havde noget at skjule, fortalte om sin barndom og opvækst på landet i Bretagne og hans første møde med Maria, der var på studierejse med Interrail. Han fortalte om deres to dejlige unger og hans franske bekymring for deres opdragelse og skolegang. Jensen fortalte om de første år på politiskolen og hans undren over alle de vanvittige skrevne og uskrevne regler der gjaldt. Man gik mere op i overholdelse af de reglementerede kommandoveje end i at følge sund fornuft. Senere, som fastansat, forsøgte han så vidt muligt at spille efter systemets regler. Det sværeste havde nok været ”korpsånden”. Der var mere korps end ånd. Han var ikke blevet fyret i vanære - det brugte man ikke - men han var tvunget til at tage sin afsked. Tiden var gået med efteruddannelse, selvstudier og mange forskellige freelance småjobs. Om det aktuelle job, her og nu, kunne han naturligvis intet sige. Han vidste, at det ville være hans sidste officielle optræden i tomrummet mellem de to tjenester. Et tomrum, som han hidtil havde fælles med ”Udueholm”, som han så ukærligt blev kaldt i PET. - Glem De blot alt om mit identitetskort. Det er kun et værdiløst stykke papir. Snart vil jeg nyde mit otium. Professoren og Mørk kom muntert småsnakkende ind og afbrød Jensens historie. - Glædeligt, sagde professoren. Kun glædeligt nyt. Mørk er rask og frisk som en vårhare. Der er absolut ingen grund til bekymring. Kom nu godt hjem alle sammen. Jeg tror, at jeg vil holde fri resten af dagen. Esoteriske Slips Kap. 12 Byens puls Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
