 |  | Fængslet (4. Del) |
 |
|
|||||||||||||
|
Fængslet ”Jeg ville gerne give dig din kappe, men det ville være for opsigtsvækkende!” mumlede Nicholas, mens han låste hendes celle af. Seraphina smilte til ham. Hun havde ingen grund til ikke at være taknemmelig over, hvad han havde gjort. Han var gået imod alt, hvad der var kutyme i forhold til behandling af fanger. Skønt hendes krop viste tydelige tegn på, at han ikke beskyttede hende så meget, som han kunne, så hun ham som sin personlige beskytter midt i denne ydmygende tilfangetagning. Han var sikkert den eneste grund til, at hun ikke var blevet knækket endnu. ”Håret er selvfølgelig tydeligt, men jeg håber, at alle hendes blå mærker skjuler, at hun er blevet vasket! Kjortlen skjuler duften!” mumlede han for sig selv, mens han iagttog hende krybbe sammen i bunden af cellen. Hun smilte let til ham. Han gjorde meget for, at det skulle være så tåleligt for hende som muligt, uden at nogen lagde mærke til det. Det var dybt forståeligt. Kom det ud, ville alle tro, at fyrstens søn havde forelsket sig i hende. Det ville være den største skandale. Hun var ikke engang fra byens slumkvarter, hvilket havde været dybt forkasteligt. Hun var af Skovfolket! Den lille gruppe af åbenlyse modstandere, hvilket var endnu værre. Seraphina hvilede sit hoved mod en af de rustne tremmer ind til cellen ved siden af hendes egen. Hun forsøgte at slappe så meget af som muligt, men hver gang Nicholas kiggede på hende, begyndte hendes hjerte at hamre hurtigere. Solen var gået ned bag dalens bjergtinder. Det eneste lys i fangekælderen kom fra de få fakler, der ikke nåede ud i hjørnerne. Kain strakte sig dovent. Hans intelligente øjne så sørgmodigt på hende. Nicholas gik hen og klappede sin hund, inden han gik hen og satte sig i sit indhak. Der kunne ikke være lang tid, at hun fik sin aftensmad. Hendes mave var efterhånden begyndt at trække sig sammen i protest. Hun kunne klare det lange mellemrum mellem måltiderne om natten, hvor hun sov, men om dagen var hun tvunget til at bruge unødig energi. Hun trak benene op til sig for at holde op så meget af varmen som muligt, men de kolde sten var begyndt at gøre deres, for at hun blev kølet ned igen. Nicholas havde fundet sin enorme bog frem igen. Han studerede lifligt siderne, som om det var et spor i skovbunden, der kunne vise sig at blive ens næste måltid. Han kiggede op fra siderne udelukkende for at se på sin hund, der pev let. Nærmest på sekundet bragede den store dør op og fangervogteren kom ind. Seraphina havde kun lige nået at rejse sig op, og hun måtte støtte sig til tremmerne for at holde balancen. Fangevogteren sendte hende et hånligt blik, inden han smed hendes mad ind til hende. Kun suppe. Hun kiggede på suppen i dyb foragt, men gav den så ikke mere opmærksomhed. ”Tøs! Man kan se dine ribben, burde du ikke spise?” spurgte fangevogteren og grinte af sin egen vittighed. Seraphina tog en dybindånding, inden hun kiggede ned af sig selv. Hun ville ikke give udtryk for, at hun ikke fik mad nok, men hendes krop var allerede begyndt at vise små tegn på for dårlig kost. Huden sad stramt om hendes ribben og hofter. Faktisk stak de fleste af hendes knogler mere ud af huden, end de plejede. Fortsatte hun i dette tempo, ville hun være et skelet, når Michael kom for at befri hende. ”Hvor har du fået hårbåndet fra tøs?” spurgte fangevogteren med en falsk blidhed i sin stemme. Hun sendte magikeren et hurtigt blik, men det var nok. ”Herre?” spurgte fangevogteren mistroisk. Nicholas kiggede kort op fra sin bog for at sende fangevogteren et koldt blik. ”Fyrsten, min herre, vil vide, hvornår hun er klar?” spurgte fangevogteren ærbødigt. Det var betagende for Seraphina at se ham krympe sig for fyrstens søn, men hvad skulle hun være klar til? Hun iagttog nysgerrigt de to mænd. Nicholas fangede hendes blik og smilte skævt,” i morgen aften!” svarede han så. Fangevogteren forlod rummet med en skuffet grimasse. En gang mere, en gang mere skulle hun pines inden hvad? Seraphina var dybt forvirret. Hvad var det, de ville bruge hende til? Hun så spørgende på Nicholas, der havde rejst sig. Han kom langsomt over til hende med sin enorme bog under armen. Fyrsten havde planer med hende, havde Nicholas fortalt hende! Men hvilke planer? Ulvehunden fulgte med sin ejer hen til hendes celle. Den snuste dovent til hendes suppe og smilte så nærmest et menneskeligt smil. Hun gik ud fra, at det betød, at maden var udmærket. ”Spis!” bød Nicholas, og hun spiste. Suppen var kold og klumpet som altid, der var virkelig en køkkendame, der ikke brød sig om hendes arbejde. Nicholas iagttog hende i stilhed. ”Du virker til at have haft et godt liv ude i skoven,” konstaterede Nicholas pludseligt. Han sad og så tænksom ud. Hans ulveagtige øjne stirrede ud i intetheden, som om han kunne se noget meget fjernt. Hun nikkede. ”Kirken bryder sig ikke særlig meget om mig! Det forstår du vel?” sagde han så. Det pludselige emneskift overraskede hende. Først kunne hun ikke forstå, hvad han mente. Hvorfor skulle de ikke kunne lide hans væsen? Men så kom hun i tanke om, at han nok mente magien. Det var alment kendt, at kirken ikke brød sig om magikere, da de ganske enkelt var naturstridige. Der gik rygter om, at der mange steder i landet blev jagtet magikere, men de var rimeligt isoleret i deres lille dal. Hun nikkede igen. Han smilte sit skæve smil. ”Ser du, der går rygter om, at de har fundet ud af, at jeg er magiker! Så nu kommer de nok snart efter mig!” sagde han med en lidt arrogant overlegenhed. Han så ud som om det ikke bekymrede ham synderligt. ”Du er velkommen hos os i skoven! Vi har altid plads til en til!” sagde Seraphina i en kærlig tone. Hun glemte et øjeblik, at det var fyrstens søn, hun talte med og ikke bare en tilfældig. ”Så du tror, at du kommer ud herfra?” spurgte Nicholas i en ironisk tone. Han grinte sin hånlige latter. Hun undgik hans blik. For det håbede hun jo. Hun kunne høre, at han rejste sig og forlod rummet sammen med Kain. Seraphina stod på vaklende ben, da fangevogteren trådte ind af døren med hendes morgenmad. Nicholas var ikke kommet, som han plejede. Hendes hjerte hamrede i angst for, hvad der kunne ske, når han ikke var der til at sige stop. Fangevogteren så på hende med et hæsligt smil. Hun gruede for, hvad han havde af planer. Hun kunne læse i hele hans holdning, at han ikke kunne vente med at komme i gang. Hun tog sig i at stirre længselsfuldt ud af vinduet. Solen skinnede en mellem spredte skyer. Hun håbede virkelig, at Michael eller Nicholas nåede at komme, inden fangevogterens legetime begyndte. Hun ville helst se Michael, for han betød frihed. Nicholas betød blot mindre smerte og ydmygelse. Hun kiggede undrende på sin morgenmad. Kun en skive brød! Var de ude på at sulte hende? Fangevogteren gik igen. Han skulle vel også have morgenmad. Seraphina sad alene med sit brød. Det var kedeligt, men langt fra så tørt som nogle af de andre, hun havde fået. Seraphina sad og genkaldte sig vejen, hun kom ind i slottet. Hvis hun ville få mulighed for at flygte, kunne hun lige så godt komme hurtigst muligt ud af slottet i stedet for at fare vild. Hun tegnede en nogenlunde skitse af, hvilke veje hun var gået - hvilke sving hun havde taget. Det var ikke svært at genkalde sig, for turen havde ikke været særlig lang. Hun var kommet ind af bagindgangen og ville være nødt til at løbe rundt om slottet og gennem byen for at komme ind i den rigtige del af skoven. Hun rejste sig møjsommeligt op for at se, hvor solen stod på himmelen. Det måtte være et godt stykke over middag. Hun kunne ikke forstå, at fangevogteren ikke var kommet endnu. I samme øjeblik hun tænkte det tanke, blev døren hamret op. Forpustet og rød i hovedet stod hendes fangevogter og stirrede fanatisk på hende. Hun rykkede skræmt ned i bunden af sin celle. Han råbte vredt:” få den kjortel af, og det skal gå hurtigt!” Seraphina turde ikke andet end at knappe sin kjortel af og smide den fra sig. Fangevogterens næsefløje dirrede. Hun kunne se, hvordan hans brystkasse hævede og skænkede sig, som havde han løbet flere mil. ”Kom her!” beordrede han, mens han låste hendes celle op. Hun gik forsigtigt hen til ham. Hendes hjerte hamrede derudaf, og hun frygtede, hvad der nu skulle ske. Fangevogteren tog fat i hende og smadrede hende op af den modsatte væg. Uden at binde hende fast med fodlænken, pressede han sit enorme korpus ind mod hende. Hun skreg i overraskelse af den hårde behandling. Hendes sår på ryggen blev kradset op igen. Fangevogteren begyndte at tage på hendes bryst igen, mens hans åndedrat langsomt blev heftigere. Han pressede sig ind mod hende og kyssede hende længselsfuldt. Hun var for panisk til at reagere i første omgang, og pludselig stod fangevogteren foran hende med bæltet spændt op. Han tog sin pisk i den ene hånd og holdt hende stangen med den, mens han åbnede sine bukser. Det gik pludselig op for Seraphina, hvad han var i gang med. Hendes værste mareridt var ved at blive til virkelighed. Panisk skreg hun igen, men ingen kunne høre en fanges skrig. Hun fik flere svirp af pisken, inden fangevogteren igen pressede sig op af hende. Hans nøgne underkrop pressede sig ind mod hendes. Hun hikstede. Græd i afmagt. Hendes øjne var vilde af panik, og hendes hjerne uklar af frygt. Hun kunne ikke finde nogen vej ud af sin situation. Fangevogteren pressede sin tunge ind i hendes mund, som han havde gjort det dagen inden. Kvalmen steg op i hende igen. Fangevogteren tog pisken i munden og løftede hende op af væggen. Hun skreg ikke denne gang. Hun var lammet af frygt. Hun kunne mærke hans pulserende lem ramme sin underkrop. Fangevogteren koncentrerede sig om at ramme rigtigt, men Seraphina gjorde sit bedste for at gøre det umuligt. Hendes syn var sløret af tårerne, og hun greb panisk ud i luften. Hun forsøgte at rive pisken ud af hans mund. Det lykkedes. I sin forvirring kom fangevogteren til at slippe hende for at få sin pisk igen. Hun piskede ham så hårdt, hun kunne i hovedet, hvor pisken skar sig ind i hans øje. Fangevogteren ramlede ind i Nicholas, der lige var kommet ind af døren. Hun opdagede ham knap nok i sin kamp mod fangevogteren. Nicholas’ hoved blev hamret ind i tremmeren til den nærmeste celle, og han gik i gulvet uden videre modstand. Seraphina opdagede til sin glæde, at fangevogteren tilsyneladende var blevet blind på det øje, hun havde ramt. Han vred sig i smerte på fangekælderens gulv, og med et så Seraphina sit livs mulighed for at flygte. Hun smed pisken væk og trak i det mest nødvendige af sit tøj. Begge modstandere var midlertidigt uskadeliggjort, men hun kunne ikke vide, hvornår Nicholas kom til sig selv. Kain slikkede bedrøvet sin herre. Han havde tilsyneladende ikke nogen interesse i hende. Med adrenalinen pumpende i kroppen fik Seraphina sin korte rinbrynje, sine bukser og sin kappe på. Hun spændte bæltet med kasteknive fast om sine hofter, inden hun smadrede en kastekniv ind i fangevogterens bryst. Fjernt hørte hun Nicholas komme tilbage. Hun stirrede et kort øjeblik ind i hans slørrede øjne, inden hun tog sin kastekniv fra fangevogterens bryst. Nicholas var ved at rejse sig, da hun løb forbi ham. Han gjorde ikke nogen mine til at ville fange hende. Han stirrede bare chokeret efter hende, mens hun løb ned af gangen, som hun for fire dage siden var blevet slæbt ind af. I sin paniske tilstand manøvrerede hun overvældende godt. Hun kunne genkende alle de trøstesløse gange fra hinanden, og hun løb i alt held ikke ind i nogen vagter. Hun var hurtigt ude af bagindgangen. En enkelt vagt så overrasket på hende, da hun kom stormende. Han nåede ikke at løfte sin armbrøst, før hun havde placeret sin kastekniv i hans ubeskyttede hals. Hun skyndte sig at hente sin kniv. De var dyre at fremstille, så hun passede godt på dem, hun havde. Med tanken om, at hendes lette tøj gav hende en fordel, løb hun alt, hvad hun kunne rundt om slottet og gennem byen. De få byboere, der så hende, trak sig hurtigt væk fra hendes rute mod skoven. De vidste ikke, hvem hun var og havde ingen interesse i at stoppe en panisk kvinde, der løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Desuden løb hun med den blodige kastekniv i hånden. Seraphina nåede skovbrynet langt hurtigere, end hun havde forestillet sig muligt. Hun kunne høre kriseklokkerne bamle i baggrunden. De havde opdaget hendes flugt. I sit vante terræn bevægede hun sig langt hurtigere end på byens brosten. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som om det truede med at sprænge, hvis hun ikke stoppede. Hun fandt sig nødsaget til at sætte tempoet ned, men hun turde ikke gå. Hun fulgte en næsten usynlig sti. Den blev næsten aldrig brugt og førte til en lysning med mange muligheder, hvor man skulle kende den rigtige for ikke at gå forkert. Dette gjorde hun i tilfælde af, at nogen fulgte efter hende. Velkendte træer og buske strøg forbi hende. Hun havde slået ned i jog, fordi hendes ben truede med at brase sammen under hende. Hendes ben var tunge og arbejdede mod hver eneste bevægelse, men hun måtte kæmpe sig videre. Tæt på klanens vante jagtområde løb hun pludselig ind i flere fra klanen. Høvdingen, to unge mænd og Michael. Hun kastede sig i armene på Michael, og de gik omkuld i græsset. Den lille gruppe så med glæde på hende. Høvdingen spejdede i den retning, hun var kommet fra og spurgte så:” fulgte nogen efter dig?” Seraphina tog flere dybe indåndinger for at kunne svare. Hendes hjerte hamrede og hendes lunger skreg efter luft. Hun rystede forpustet på hovedet. ”Hvorfor var du i den afdeling af fangekælderen? Den lille?” spurgte Michael nysgerrigt. Hans glæde over at have hende tilbage skinnede tydeligt igennem. ”Jeg var.. ikke fyrstens fange, men”¦ hans søn!” fik Seraphina til sidst presset frem. Overraskelsen og ubehaget viste sig tydeligt i deres ansigter. Havde hun været magikerens fange! Det var tydeligt, at de kiggede på hendes skader og konstaterede dem som værende hans fejl. Hendes dybe sår på ribbene var sprunget op, fordi hun havde båret ringbrynjen direkte på kroppen. ”Det er ikke hans skyld! Det var fangevogteren! Han prøvede at voldtage mig!” råbte Seraphina anstrengt. Hun ville ikke have, at de gav hendes nye ven skylden. De kiggede overrasket på hende. ”Hvordan kom du væk?” spurgte en af de unge mænd nysgerrigt. ”Jeg piskede ham med hans egen pisk og slog ham ihjel med en kastekniv!” fortalte hun stolt. Der ville blive fin tid til at gå i detaljer senere. ”Hvor mange slog du ihjel?” spurgte Høvdingen. Han havde aldrig været særlig begejstret over idéen om at lade en kvinde blive trænet i kamp. Hun sank. Dette var knap så godt at skulle svare på! ”Jeg dræbte to, da jeg blev taget til fange, og to da jeg flygtede!” svarede hun forsigtigt. Michael smilte stolt til hende, mens høvdingen lavede en opgivende grimasse. Mændene begyndte at diskutere, hvorvidt fangevogteren fortjente at blive slået ihjel. ”Han gjorde trods alt ikke sit job ret godt!” sagde en af de unge mænd og pegede på Seraphina. Hun vidste, at han mente, at hun ikke så så frygtelig ud, som hun let kunne havde gjort, men det skulle fangevogteren ikke havde kredit for! ”Nicholas! Eller fyrstens søn beskyttede mig!” sagde hun pludseligt. Hun ville have dem til at forstå, at fyrstens søn ikke var en fjende. ”Det har han ikke klaret særlig godt!” mumlede den anden af de unge mænd. Michael kiggede brødbetynget på hende. Han anså alle hendes skader som sin fejl! Det var ham, der var hendes beskytter. Den glæde mændene havde udtrykt ved genforeningen var forduftet. I stedet så de nu alvorligt på hende. ”Vi kan altså stole på ham!” gispede Seraphina. Mændene så alle overrasket på hende. Stole på ham? Hvad var det dog for en idé? De kunne ikke stole på nogen af fyrsteslægten Kain! Det vidste de, det havde de aldrig kunnet. Det var dem, der havde dræbt deres koner. Dem, der havde taget mulighederne fra dem. Dem, der havde tvunget dem ud i skoven. Dem, der havde jagtet deres kvinder til der kun havde været Seraphina tilbage. Det var dem, der var grunden til, at klanen var på randen til undergang. Hvorfor mente pigebarnet nu, at de kunne stole på en af dem? Og så den som de anså for at være mest magtfuld! Magikeren! Seraphina så op på høvdingens bryske ansigt. ”Hvorfor mener du, at vi kan stole på fyrstens søn?” spurgte Høvdingen tålmodigt. ”Nicholas, han prøvede ikke..” startede Seraphina. ”Er du nu på fornavn med fyrstens søn?” spurgte en af klanens unge mænd aggressivt. ”Ja! Fyrstens søn prøvede ikke at stoppe mig, da jeg løb! Han lod mig gå” svarede hun tvært. Hun kunne ikke forstå, hvorfor de alle virkede så vrede. ”Efterlod du noget? Noget med din duft?” spurgte Høvdingen. Han talte uendeligt langsomt, som om han tænkte krævende tanker imens. ”Ja, den kjortel jeg havde på som fange! Den var ufatteligt uhumsk!” svarede hun,” og så var den jo ikke min! Og jeg havde den ikke på, da jeg fik muligheden for at flygte!”. Alle mændenes ansigter forvandledes, så de afspejlede den største gru. Hun krøb lidt tilbage i græsset - bange for at hendes venner skulle vende sig mod hende. Høvdingen trådt vredt ind over hende og råbte:” Hvad tænker I kvinder med? Tænker I overhovedet?” Seraphina søgte tryghed i Michaels blik. Den sædvanlige sorgløshed var erstattet af uendelig rædsel. ”Steph, hunden!” sagde han til hende. Han talte langsomt, som om det var der hele logikken lå. ”Ja? Den hedder Kain!” svarede hun forvirret. Hvad havde alt det her med hunden at gøre? Den kæmpe store intelligente ulvehund havde heller ikke gjort nogen forsøg på at standse hende, den havde taget sig af sin ejer. ”Har du aldrig set fyrstens søn gå på jagt?” spurgte en af de unge mænd. Han tone var stadig aggressiv, og han lignede en, der kunne slå hende ihjel på stedet. ”Nej! Selvfølgelig har jeg ikke det! I gemmer mig jo væk hver gang, der kommer nogen!” råbte Seraphina surt. Hvorfor spurgte de om det? Det vidste de jo godt, at hun ikke havde! Hendes temperament løb af med hende! Hun forstod virkelig ikke, hvorfor alle var sure på hende. ”Det er en jagthund, Seraphina!” sagde Høvdingen bedrøvet. Alle mændene forlod den cirkel, de havde kreeret omkring hende. Kun Michael blev tilbage. Hun sendte ham et spørgende blik! Selvfølgelig var det en jagt hund, hvad skulle han ellers bruge den til? Hun kunne ikke se, hvad det havde med hende at gøre! Michael så opgivende på hende og sagde sorgfuldt:” du har ledt dem lige tilbage til klanen!” Jeg har delt historien ind i dele nu, da den var for lang tidligere! I kan finde de andre dele ved hjælp af følgende link: Efterfølger: 1. Del Fængslet (1. Del) 2. Del Fængslet (2. Del) 3. Del Fængslet (3. Del) Mvh Liv | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-01-07 13:21:57 |
| nhuth | 2013-01-07 14:49:55 |
Fint. Nu er "linkteknikken" på plads.
Hvis du på et eller andet tidspunkt yderligere deler hver af de 4 kapitler op i endnu kortere (traditionelle) afsnit, vil jeg muligvis læse og kommentere det egentlige: Din Historie, din fabel (altså teksten). Og dens univers.
Vh.Nhuth
Hvis du på et eller andet tidspunkt yderligere deler hver af de 4 kapitler op i endnu kortere (traditionelle) afsnit, vil jeg muligvis læse og kommentere det egentlige: Din Historie, din fabel (altså teksten). Og dens univers.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-01-07 15:28:32 |
jeg er faktisk enig med NHUTH; du må forstå at for os som kommenterer intensivt (evt. fra tablets / -phones) kan det være et problem at overskued dsse kollosale tekster ;)
venligst ...
venligst ...
| Ane Liv Berthelsen | 2013-01-07 16:23:11 |
Jeg kan godt forstå jeres problem, jeg sidder selv på min mobil, men det bliver desværre lidt besværligt at dele teksten ind i endnu flere afsnit - jeg har lange beskrivelser og lange dele, der hænger sammen, og jeg kan godt se, at på tablet og mobil fortsætter de i evigheder, og det er selvfølgelig besværligt og uoverskueligt, men det er lange tekster, og jeg vil selvfølgelig tage et kig på det i forhold til mine kommende tekster:)
Mvh Liv
Mvh Liv
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Mvh Liv