 |  | Drømmeport (2) |
 |
|
|||||||||||||
|
Fortsættelse fra del 1 - http://www.forfattersiden.dk/article.php?storyid=b235ce99bc7f83a034f 7ef187814cebc Hun cyklede på arbejde som altid. Deltidsjobbet på Café den Blå Drage var det eneste hun kunne magte og chefen var en moderlig sexet ældre kvinde, som satte pris på Alvas evne til at hygge om kunderne. Hun havde arbejdet der i mange år, og havde længe tænkt på at gå i gang med et studie, men søvnløsheden satte en stopper for mange slags drømme. Caféen lå i tilknytning til en mindre botanisk have, inspireret af japanske lysthaver, og Alva elskede de sene eftermiddagstimer, når der ikke var så mange gæster. Så duftede luften af gran og mos og i stilheden piplede de små vandløb som barnestemmer. Et lille anlagt vandfald dannede centrum i haven og over det brusende vand hævede sig en smal bro uden rækværk. Det var en oase i byen, og kendt for de mange kunstnere der benyttede de meditative omgivelser. Alva misundte dem deres intense blik når de sad bøjet over en akvarel. Dagen startede uheldigt og hun tabte både bakken med saltbøsserne og en stak tallerkner. De få gæster kiggede chokeret op fra deres kaffe ved lyden og hun undskyldte lavmælt ud i rummet. En midaldrende herre fnøs affærdigende ad hende og vendte tilbage til sin sukkerkringle. ”Dårlig nat?” spurgte Karen, da Alva kom snublende tilbage bag disken med skårene. Hun nikkede stilfærdigt og opdagede irriteret, at hun havde skåret sig i håndfladen. Blodet dryppede ned af forklædet og hun skyndte sig at trykke et viskestykke mod riften. ”Ja, alt er som det plejer at være,” sagde hun og den ældre kvinde sendte hende et trøstende smil. ”Tag den med ro i dag. Det er ikke fordi det myldrer med gæster.” Karen hjalp hende med at få skårene pakket ind og smidt ud. ”Jeg tænkte på om du gider lukke i dag? Emilie kommer forbi med børnebørnene og jeg ville gerne nå at leje nogle film vi kan se i aften.” ”Selvfølgelig. Julian kommer alligevel sent hjem.” Alva kunne godt lide at lukke caféen ned og se det hele stå tomt og klart til dagen efter. Hun kunne generelt godt lide at føle sig som Palle alene i verden, for når der var andre mennesker omkring hende så eksploderede luften med lugte af sved og hår og der var så mange lyde at hun knap kunne høre sig selv tænke. Folk smaskede, lo, mumlede, klirrede med bestikket og traskede frem og tilbage mellem toilettet og bordene. På dage som denne, hvor hun knap havde lukket et øje, kunne det virke som om hun gik i et rum fyldt med røg. Som om alle osede kvælende tung snak og stank, og alt gled sammen til en dis, der ikke ville lette. Hun anstrengte sig altid for at høre gennem tågen når hun tog imod bestillinger og Karen smilede i smug, når både hun og de ældre kunder kneb øjnene sammen og lagde hånden bag øret for at lette kommunikationen. Alva var ikke den ideelle medarbejder, men hun var hårdtarbejdende og lavede sjældent fejl. ”Alva!” hilste en af stamkunderne, mens han banede sig vej hen til sin vante plads. Hun vinkede venligt og begyndte at lave hans kaffe, som han altid bestilte den. ”Du er så god ved mig,” gryntede han fornøjet, da hun kom ned med koppen og stillede den foran ham. Hans ærmer var plettede af maling og han sad med hånden frosset midt i en skitse af en frodig kvinde. ”Den er god,” sagde hun og nikkede ned mod tegningen. Hans mund fortrak sig kritisk. ”Måske, det er kun en ide. Er du stadig forlovet med ham filejsen?” Alva var vant til hans småsludren, det var en del af jobbet, og der kom så mange kunstnere. ”Jada, ham slipper jeg ikke sådan lige.” Hun studerede de andre skitser der lå i hans bunke på bordet. ”Jeg kan godt lide dine undervandsbilleder.” ”Vand er følelsernes element, altid oprørsk, altid i bevægelse. Alt kan ske når man bliver fanget af strømmene,” sagde han med en sang i stemmen og lod sine hænder hvirvle rundt. ”Er du ikke lidt ung til at være forlovet?” fortsatte han i et mondænt toneleje. ”Ja, det hører jeg tit,” svarede hun overbærende. ”Men når det er den rigtige så ved man det.” ”Ja, det ved jeg ikke noget om. Jeg møder den rigtige hver eneste uge.” Han smålo fornøjet af sig selv. Alva kunne ikke lade være med at forestille sig ham med bukkeben, horn og en kop kaffe i hånden, mens han jagede nymfer iklædt serveringsforklæder. ”Det er lækkert at blive forelsket hver mandag,” betroede han hende og lod ubevidst fingeren løbe langs kurverne på hans skitse. ”Du er en heldig mand,” grinede hun, mens satyren foran hende forsvandt ind i sine egne tanker. Hen ad frokosttid kom mange af havens besøgende forbi caféen og Alva kunne mærke at, på trods af at hun var garvet, begyndte hendes fødder at beklage sig. En smule selvmedlidende, forestillede hun sig, at hun var den lille havfrue, der måtte hoppe og springe på nåle og dolke og længdes efter at kunne svømme i havet. Den smukke Oktoberdag hævede de besøgendes humør og ivrig blyantsskribleri blandede sig med den almindelige snak. Ekstremerne sol og storm gjorde altid noget ved havens kreative sjæle. Det gyldne efterårslys var smidigt og banede sig vej ind bag øjnene, hvor det lå og strålede, selv når mørket faldt på. Karen satte en jazzplade på og flere begyndte at tappe takten med foden, mens de gearede hinanden op til et glas cognac. På trods af at stedet hed den Blå Drage, var der ikke meget orientalsk over caféen, ud over omgivelserne. Karen var inspireret af de parisiske kaffebarer og havde givet alt man kunne finde på menukortet franskklingende navne. Hun klagede endda af og til over rygelovgivningen fordi hun mente cigaretter hørte sig til stemningen og røg selv en pakke om dagen. Hun satte også håret op i kunstfærdige krøller og tegnede en af sine skønhedspletter op med en sort pen. Når en mand havde klappet hende bagi og hun havde stukket ham en forsigtig lussing, havde det været en glimrende dag. Da de sidste kunder rejste sig, sukkede Alva lettet og vinkede kort farvel til Karen, som hurtigt krøb i trenchcoaten og var på vej ud af døren. Stilheden der sænkede sig var som et varmt bad. Det tog som regel en time at tælle kassen op, sætte den sidste opvask i gang og slukke lysene på bordene. Hun besluttede sig for at feje gulvet selvom rengøringen kom næste morgen, og børstede sløvt madresterne sammen i en bunke. Mobilen vibrerede i lommen, da hun satte alarmen ved døren og en besked fra Julian tonede frem på skærmen: Hej skat, køber du lige en peberfrugt og lidt toastbrød med hjem? Kys. Hun tastede hurtigt et svar og låste den store glasdør. Cyklen stod parkeret i et skur nær havens udgang, men hun hastede ikke for at komme hjem. Solen var allerede gået ned bag horisonten og træerne stod som kulisser i et omfattende skyggespil. Hun studerede sine hænder mens hun slentrede af sted, og nød at de blev farvet blå af det snigende mørke. Det var altid noget kunstnerne elskede at rette når folk bad om råd til at male. Farverne er ikke hvad du tror, du bliver nødt til at se dem rigtigt. Skyer er ikke hvide, grise er ikke lyserøde og havet er ikke blåt. Selvom byen omkring hende langsomt lyste op, så var der mørkt i haven. Mennesket gjorde meget for at jage natten på flugt, som om den blindhed den bragte var en censureret skavank. Alva følte sig fri i mørket. Da hun var lille var hun bange for at sove, hvis døren ikke stod på klem og lukkede lyset fra stuen ind til hende. Efter 3 år med mange timer vågen hver nat, var mørket en naturlighed og rummede andet og mere end blindhed. Når øjnene hvilede sig begyndte næse, tunge, hud og ører at virke bedre. Nætterne smagte så forskelligt i Alvas mund afhængigt af hvor i verden man var, men den japanske have smagte altid af noget sødligt blandet med gin og tonic om efteråret. Lyden af vinden der strøg sine fingre gennem sprøde blade akkompagneredes af vanddråbers xylofoniske splintren. Gruset knasede under fødderne da hun trissede mod den diskrete bro over vandløbet. Broen var smal, så man altid havde følelsen af skulle balancere over vandet, når man krydsede den. Hun standsede midt på den for at se det sidste lys spille i strømmen. De blågule langtrukne glimt var flygtige fisk i det sorte vand og de sprang og forsvandt som gnister fra et bål. Deres dans mindede om bløde bronzespyd, der flyver gennem luften med sådan en fart at verden flænses om dens æg, og man hører ånderne synge fra den anden side af virkeligheden. Alva følte sig fortryllet af lysets leg, og bøjede sig ud over broen for at dyppe fingrene. Den lille bæk faldt i små etaper foran hende og i de tiltagende mørke forstærkedes lyden af brus til det lød som et mægtigt vandfald i hendes ører. Alva lukkede øjnene og mærkede den kildende kulde svøbt om hendes fingerspidser. Det var som om vandet strømmede igennem huden og skød sig ind i blodstrømmen. Kulden piskede inde i hende og hvirvlede som vind, til hun svajede frem og tilbage. Lysstrålerne var så godt som borte da hun åbnede øjnene igen, men selv i mørket bølgede vandet af dybets farver og Alva blinkede, lidt i tvivl om det hun så var virkeligt eller om hendes evindelige træthed gav hende syner. Hendes krop var svag og hendes sind så let at bøje. Vandet rev i hende og dets rå styrke forøgedes umærkeligt til hun knap kunne flå sine fingre ud af dens strøm. Tværtimod begyndte det at trække hende længere ud til hendes hånd og håndled forsvandt under overfladen. Huden blev opløst, som glas ved tidens tand smuldres og bliver til sand, og Alva så dele af sig selv forsvinde ned af den rasende flod. Hun blev bange. Hun forsøgte at genvinde balancen og redde sig selv sikkert tilbage på broen, men hun havde ingen energi. Vandet var nådesløst. Før hun vidste af det kom en bølge ridende, en krop af vand, der greb om hende og skubbede hende i. Hun gispede efter luft, men indåndede sorthed og ligesom hendes hånd og fingre opløstes hun i floden og skyllede ned, ned, ned gennem jorden og skyerne. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-12-30 19:54:53 |
| nhuth | 2012-12-30 22:30:42 |
Tak til haleløs. Meen, hvorfor så putte dem ind først?
(ja, du ved jo, at jeg er meget nysgerrig)
(ja, du ved jo, at jeg er meget nysgerrig)
| LaSoñadora | 2013-01-14 11:39:15 |
Tak for hjælpen med links, skal nok huske det.
Vil dog hellere have lidt feedback på teksten :)
Vil dog hellere have lidt feedback på teksten :)
| nhuth | 2013-01-14 15:36:04 |
Hvor er det sandt. "hellere kommentarer til selve teksten". Det næstbedste (for mig) er at nogen gider vise, hvor jeg sjusker og skriver forkert. Mange har hjulpet mig til af kunne skrive bedre.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| LaSoñadora | 2013-01-14 15:49:04 |
Nemlig :) Ros er da altid velkommen, men man lærer bedre af at folks ærlige mening. Jeg kan godt lide hvis folk fortæller mig hvad de følte da de læste min tekst - hvis ikke andet så for at jeg ved at teksten rent faktisk vækkede en følelse i dem.
| nhuth | 2013-01-14 17:03:11 |
OK. Så fik da læst den fine tekst et par gange til. Og den rykker da noget. Samme følelse som et barn kan føle: angsten for at blive væk, helt væk.
Du rammer også mine sanser. Farver, stemning, koblingen til tegneren og satyren og de skønne kvinder virker animerende og lidt farlig.
Unge piger bør ikke findes på et værtshus! ;)
Tak for indtrykkene.
Vh.Nhuth
Du rammer også mine sanser. Farver, stemning, koblingen til tegneren og satyren og de skønne kvinder virker animerende og lidt farlig.
Unge piger bør ikke findes på et værtshus! ;)
Tak for indtrykkene.
Vh.Nhuth
| LaSoñadora | 2013-01-15 11:43:56 |
Tak :D Jeg bekymrer mig af og til om at sproget bliver lidt for lyrisk - og dermed tungt/træls at læse i længden.
Håber da ikke at det virker som et værtshus hun arbejder på. :)
Tak for kommentar ;)
Håber da ikke at det virker som et værtshus hun arbejder på. :)
Tak for kommentar ;)
| nhuth | 2013-01-15 12:44:05 |
Til LaSoñadora. Joh, nu kan da godt se, at haven og det rindende vand ikke er Alvas forestillingsverden om et fristed - men en grøn café! Du skriver "lå i tilknytning til..." Det forvirrede mig. Oasen ER en vigtig og integreret del af caféen. Lidt længere henne i teksten "Da de sidste kunder rejste sig, sukkede Alva lettet og vinkede kort farvel til Karen, som hurtigt krøb i trenchcoaten og var på vej ud af døren. Stilheden der sænkede sig var som et varmt bad. Det tog som regel en time at tælle kassen op, sætte den sidste opvask" osv. falder jeg tilbage i værtshusstemningen.
Din smægtende lyrik førte mig på gale veje. Det er dog ikke din "skyld".
Jeg tager hellere en kop kaffe end et glas øl i din smukke café. Og din lyrik er bestemt ikke for lyrisk.
Du skriver smukt. (MÆND! - tænker du vel) ;))
Vh.Nhuth
Din smægtende lyrik førte mig på gale veje. Det er dog ikke din "skyld".
Jeg tager hellere en kop kaffe end et glas øl i din smukke café. Og din lyrik er bestemt ikke for lyrisk.
Du skriver smukt. (MÆND! - tænker du vel) ;))
Vh.Nhuth
| LaSoñadora | 2013-01-15 19:52:11 |
Haha, jeg er nu meget glad for at du fanger at hendes liv er på grænsen mellem søvn og vågen tilstand og hun derfor af og til ser ting der ikke er der, selvom haven nu er rigtig nok.
Kunne dog godt være det var en god ide at markere at det ikke er et værtshus - sys ikke det passer så godt til hende som karakter i hvert fald :)
Har selv været i skolepraktik engang for mange år siden på en Café og de ting du forbinder med værtshus er noget jeg forbinder med caféer. :P
Men teksten giver dig da billeder i hovedet og det må være et plus
Kunne dog godt være det var en god ide at markere at det ikke er et værtshus - sys ikke det passer så godt til hende som karakter i hvert fald :)
Har selv været i skolepraktik engang for mange år siden på en Café og de ting du forbinder med værtshus er noget jeg forbinder med caféer. :P
Men teksten giver dig da billeder i hovedet og det må være et plus
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
