 |  | Esoteriske Slips Kap. 6 Udflugten |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 6 Udflugten Havens og skovens fugle vækkede mig klokken seks. Jeg havde kun skrevet et par timer i går, før jeg kravlede i seng. Gråmis havde været på jagt. Stolt, men lidt flov, bar han provokerende en mus forbi mig, da jeg hentede avisen ude i postkassen. Det havde regnet lidt i nat. Sådan en vandtønde kunne hurtigt tjene sig ind. Det havde da været en god aften. Men det var som om Rie og Michael ville have fortalt mig noget, men som sædvanlig har jeg nok snakket mere, end jeg har lyttet. Økonomisk betragtet har de ingen større problemer. De er i deres bedste alder, ville man nok sige. Vrøvl. Helbredet er vigtigere. De ydre omstændigheder er også afgørende. Evnen til at være en organisk del af strukturen i de givne omgivelser, kombineret med en ubetvingelig trang til udvikling , er dog stærkest i nuet. Jeg lyttede til vejrudsigten og lagde passende tøj frem. Cykeltaxi, havde han sagt. Hvad f.. betyder ”casual” nu om dage? Jeg valgte et blåt slips. Så var jeg klar. Var byen overhovedet klar til at tage imod os? Med næsten uudgrundelige øjne sad katten og tolkede mine mindste signaler. Jeg lovede ham en lille røget sild, hvis der ikke var fjer på gulvet, når jeg kom hjem. Regnen var stilnet af, da jeg gik mod stationen. Jeg havde dog medbragt en let paraply. Bogen lod jeg blive hjemme. I selskab med Mørk ville Politikens ”17 Krogede Byvandringer” være overflødig. Men notesbogen og den lille skitseblok lå parat i skuldertasken. Toget var rent og pænt. Elevatoren på Svanemøllen virkede. Jeg slap over gaden uden skrammer. Dagen lå blank og åben. Jeg lettede på hatten for føreren af en ældre motoriseret pølsevogn, der trillede forbi. Jeg var i god tid. Mørk stod foran sin forretning og snakkede med duerne. - Ohøj! råbte han til mig, alt så tidligt; skal vi starte med Minareten? Jeg havde set den før og undret mig, men hurtigt glemt den. - Konstrueret af Charles Ambt og opført for 106 år siden, fortsatte Mørk. Udluftningsrør fra den kloakpumpestation, der fører vores uhumskheder ud i Sundet. Mageløst, synes De ikke. - Jo, bestemt, svarede jeg. Nu må vi så håbe, at den ikke giver anledning til utilsigtede kultursammenstød. - Hæ hæ, gnækkede Mørk. Nej, så skarpe tegnere råder Østerbro Avis vist ikke over. Han studerede sit togkort. - Det må snart fornys, billedet ligner jo ikke mig selv i dag. Jeg tog mig til brystlommen. Jo, billetten var på plads. Han havde ret. Her i lyset så han faktisk yngre ud, end da jeg forlod ham i forgårs. - Gik Deres møde i går, som det skulle, spurgte jeg nysgerrigt. - Jo, tak, der er faktisk tale om to møder, men det, De spørger til, er selvfølgelig det på Instituttet. Der skete noget overraskende. Man fandt en skygge i mit baghoved. Men hvad der overraskede mig mest, var imidlertid, at jeg glemte min hat, da jeg gik derfra! En flink laborant måtte løbe efter mig med den. Men hør, skulle vi to ikke være dus? - Joh, tak, svarede jeg, tanken har da strejfet mig. Vi er trods alt gamle bekendte. - Så kan jeg også bedre fortælle om mit andet møde. Ser De ”¦ nej du, jeg havde i sin tid en udmærket kunde, bosiddende i nabolaget. Han efterlod sig sin hustru, som jeg ikke mindes at have set før. Ikke før i går, da jeg havde valgt at spadsere hjem fremfor at tage bussen”¦. Mørk så op og afbrød sin fortælling; her, lige før Østerport, blev vi antastet af en myndighedsperson, der ønskede at kontrollere gyldig rejsehjemmel. Mørk viste ham sit kort og jeg rakte ham mit rabatkort, som jeg havde erhvervet hos den lokale købmand. Manden konstaterede tørt, at jeg ikke havde klippet. - Nej, svarede jeg, det er vel derfor De beder mig om det? Både Mørk og manden med kasketten morede sig højlydt - og jeg slap med en formaning og en advarsel. - Der var du sågu heldig, Andreas. Det koster dyrt at prøv at snyde etaten. Men tilbage til fru Lauridsen”¦ Lige som jeg sidder dér på en bænk på dosseringen og overvejer at gå tilbage til et lille galleri, som jeg passerede i Ryesgade, dukkede hun op. Velklædt. Meget smuk. Hun må have fundet mig ufarlig, ja, harmløs. Hun satte sig i hvert fald på bænken. Hurtigt faldt vi i snak. Køn, charmerende; havde jeg været blot ti år yngre”¦ Vi flottede os og gik på café. Et pænt sted nede ved Trianglen. Hun vakte min indre kavaler, som ellers var uden mening. Maleriet kan jeg ikke få ud af tankerne. Mørk undskyldte sine tankespring og beskrev nu et maleri, som han set i galleriet. Jeg ville ikke gå ind og forstyrre. Indehaveren, vil jeg tro det var, lå og støvsugede i vinduet. Nå, Nørreport ”¦ jeg tror vi står af her, afbrød han sig selv. For at slippe for støjen fra gravemaskinerne ved stationen, begav vi os ned ad Købmagergade. - De husker vel ikke navnet på galleriet, spurgte jeg, da vi igen kunne høre hinanden. - Jo da. ”HelgaL”. Med stort L til sidst. Hvorfor det? - Fordi det er min kone, der har malet det billede! Hun hedder Helga. Mørk standsede; lamslået. - Umuligt, udbrød han. Er Deres, undskyld, din tidligere hustru kunstmaler? - Det er ikke umuligt, svarede jeg. Ja, hun er kunstmaler og åbenbart også galleriejer, forstår jeg. Kan vi ikke finde et listigt sted. Så vil jeg prøve at gøre en lang historie kort. Vi slog os ned i en gårdhave i Løvstræde, hvor der var servering. Her fandt vi ro. Jeg genoptog lidt af min bedrøvelige historie: I mine unge dage, den gang da Fristaden Christiania var blevet en mere permanent del af vores samfund, mødte jeg Helga. En skønhed fra Færøerne. Næsten sorthåret. I modsætning til hendes blonde forfædre. Hun tog mig med storm. Hun var kommet hertil for at læse antropologi. Vi fik vores første barn, Jonas, og vi skrabede penge sammen. Nok til at købe et lille rækkehus. Jeg bor der endnu. Der er lys og luft. De første fire år gik med slid og slæb. Hun droppede sit studium. Jeg var mere heldig med min uddannelse og mine idéer om byggeri. Fik halvpart i en ny tegnestue. Vi fik succes med vores streger og materialevalg og vi arbejdede mere end godt var. Helga blev igen gravid. Ægteskabet knagede i fugerne, men ingen af os ville give op. Michael blev født - jeg var lykkelig. Opgaverne væltede ind på tegnestuen. Vi ansatte en ingeniør og en assistent. Jeg forsøgte også at arbejde hjemme. Selskabelighed og venner var der ikke tid til. Helga følte sig med rette forsømt. Michael var vel fire-fem år, da pokker tog ved hende. Hun savnede byen, støjen, gaderne og menneskemængden. Snart tilbragte hun mere tid på Christianshavn end derhjemme. Jeg blev ikke det mindste overrasket, da hun to år senere bosatte sig i Christiania og erklærede, at hun helt sikkert var mere til kvinder end til mænd. Ja, hun brugte nok et mere direkte udtryk. - Du godeste. Jamen hvad med drengene, spurgte Mørk bekymret. Og hvad med dig? - Nu er de jo voksne. Min yngre søster boede hos mig og drengene et par år. Hun var fraskilt og barnløs, meget mod sin vilje. Uden hende havde jeg aldrig klaret skærene. Nej, drengene har bestemt ikke haft det nemt. Materielt har de imidlertid aldrig lidt nød. - Hm, nej, matrielt savn er værre, svarede Mørk kryptisk men sandt. - Og jeg må leve med bevidstheden om, at jeg nok tog nogle forkerte beslutninger. Kald det dumhed eller naivitet. Eller forkert prioritering. Men jeg kan bestemt ikke klage. Er du religiøs, Mørk? - Muligvis; men lige nu er jeg bare trængende, om forlov. - Servitricen smilede. Er der andet vi kan hjælpe de herrer med? - Ellers mange tak, men jeg vil gerne betale. Mørk fandt toilettet. - Åh, nu igen. Tak, sagde han, da jeg rakte ham hatten. Der holder en drosche til os ude på gaden. En cykeltaxa - og så med kvindelig vognstyrer. - Goddag Mørk, sagde hun. Sæt jer nu godt tilrette. Jeg hedder Pernille. Uden mange ord satte hun kursen mod Gl.Strand. Vi beundrede frisen på Thorvaldsens Museum og fortsatte over Stormbroen. Den nye stormbro, påpegede Mørk. Det var godt, den ikke var bygget før den svenske storm i 1659. Jeg nikkede og fortalte ham om min lille turbog, som jeg bestemt ikke havde brug for i dag. Vi krydsede den trafikerede boulevard og drejede til venste foran Glyptoteket. - Vær sød at sætte os af omme ved bagsiden, sagde Mørk. Jeg skal lige se om bøgen er sprunget ud. Mørk afregnede med Pernille og takkede for turen. Jeg lettede på hatten. - Du ringer ringer bare, når du skal bruge mig igen Mørk, råbte hun og svingede ud på kørebanen. Vi gik ind ad smedejernslågen. Og bøgen sprang ud for vores øjne. Om et par uger vil den være blodrød, sagde Mørk, jeg skal lige se om ”Tænkeren” stadig sidder og grubler. Det gjorde han. Rodin nåede at fremstille ham i adskillige udgaver. - Prøv en dag at sætte dig som ham, sagde Mørk og klukkede; det er ganske ubehageligt, næsten umuligt. Han ledte os frem til hovedindgangen. Onsdag er her fri entré. Vi lagde overtøjet i garderoben. Jeg beholdt dog min fast sammenrullede paraply med den skridsikre gummidup. - Fortrinlig opfindelse, sagde Mørk, men den ses sjældent på paraplyer. Særudstillingen af Gaugin rummede mange af hans kendte værker. Farverne lyste os i møde. Ellers var der helt mørkt. Det, og de småsnakkende gæster, gav rummene en særegen ekstra dimension. Jeg følte mig som en opdagelsesrejsende i et skatkammer. Vi drev videre og beundrede statuernes marcipansbløde marmorkurver. Efter endnu en god time kunne vi ikke kapere mere. Maven knurrede og caféens frokosttilbud lokkede. Rådhusuret og Jens Olsens Verdensur kom i anden række. Esoteriske Slips kap. 7 Galleri Helgal Øvrige kapitler: Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler -------------------------------------------------------------------------------- | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
